Vejledning om strategisk planlægning for landsbyer

5. Kommunale eksempler på strategisk planlægning

Kortlægningen af kommunens landsbyer skal lede frem til de politiske beslutninger om, hvilke landsbyer der f.eks. har potentiale for vækst, hvilke der bør omstilles, og hvilke der skal tilpasses. Med afsæt i analyserne af landsbyernes tilstand har kommunen bedre forudsætninger for at arbejde med de rette målsætninger og virkemidler for de enkelte landsbyer eller grupper af landsbyers videre udvikling. Det afgørende skridt for det færdige resultat handler om, hvorvidt kommunen er i stand til at løfte analyserne af landsbyerne til et strategisk niveau og skabe sammenhængende planlægning på tværs af kommunens landsbyer.

I forvejen er flere landsbyer selv i gang med visioner for deres egen landsbys udvikling, og kommuneplanen kan således blive et værktøj til samlet og sammenhængende at forstå, hvilke udfordringer og muligheder landsbyerne står overfor.

Den strategiske planlægning bør være i stand til at give svar på lokale udfordringer og være et udtryk for det politiske valg i den enkelte kommune.

Tydelighed om retning og fokus for lokal udvikling kan være med til at give tryghed i lokalsamfundet, for den enkelte borger og investeringer i erhvervslivet. Det er vigtigt at understrege, at små, enkeltstående tiltag uden et samlet strategisk sigte ikke vil være i stand til at løfte et område. Ejerskab på tværs af det politiske, administrative og lokale niveau er afgørende for, at de nødvendige og ønskelige tiltag også bliver realiseret. Det kan f.eks. handle om at udvikle på de forhold, hvor landsbyerne står svagt, eller der kan sættes ind på yderligere at udvikle de forhold, der allerede er en styrke for landsbyerne eller området.

En lang række af landets kommuner har arbejdet strategisk med landsbyer eller udvalgte landsbyer forud for indførelsen af de nye bestemmelser om strategisk planlægning for landsbyer. Lejre, Syddjurs, Faaborg-Midtfyn og Hjørring er kommuner, der med afsæt i lokale potentialer og udfordringer har truffet beslutning om den politiske retning for kommunens videre planlægning. Kommunerne har med afsæt i hhv. et strategisk vidensgrundlag, klyngesamarbejde, udvikling af egnsprofiler og tilpasning prioriteret og rammesat den ønskede kommunale udvikling og planlægning.

I Lejre Kommune danner et Landsbyvisionarium rammen for en stedbunden og differentieret planlægning, hvor fokus er det gode og bæredygtige liv på landet tæt på storbyen i 49 landsbyer og småbyer med fokus på natur, fællesskaber og frirum til initiativ.

Som grundlag for Lejre Kommunes landsbyvision er der gennemført en bredspektret kortlægning af centrale forhold omkring kommunen, borgerne og de 49 landsbyer og småbyer. Vidensgrundlaget udgøres af en række kortlægninger, indsamling og bearbejdning af data og statistik, herunder spørgeskemaundersøgelser og interviews, materiale fra lokale fototure samt inspirerende eksempler fra kommunen.

I kortlægningen er der bl.a. arbejdet med en kategorisering af landsbyerne i fire typer: De groede og lidt større bysamfund, landsbyer, vejbyer og sommerhusbyer. Udviklingsmæssigt rummer bytyperne forskellige udfordringer og potentialer. Mellem de forskellige kategorier kan der være overlap, hvor nogle f.eks. både kan være en landsby og en vejby, ligesom skellet mellem en landsby og en groet by også rummer nuancer. Bytyperne er tilknyttet en række fokusområder, der sætter fokus på særlige karakteristika, udfordringer og muligheder for landsbyernes udvikling.

I analysen er byernes placering også kortlagt ift. centrale mødesteder, natur, kulturhistorie og infrastruktur. På baggrund af kortlægning og analyse af Lejre Kommunes landsbyer, og småbyer blev skabt syv overordnede strategiske greb til det videre og langsigtede udviklingsarbejde.

De syv strategiske greb fokuserer på bevaring og fortsat udvikling af bosætningskvalitet i byerne, på at forstærke samspillet mellem erhverv, iværksætteri og bosætning, på at få skaberkraften i bysamfundene til at vokse, på at dyrke naturen og det groede, på at styrke fællesskaber og mødesteder, på at udvikle byerne med respekt for deres forskellige muligheder og stedbundne potentialer samt på at dyrke omverdenen, der er uløseligt forbundet med livet i Lejre Kommune i dag og måske i endnu højere grad i fremtiden.

Modellen illustrerer, hvordan de syv strategiske greb skal understøtte Lejre Kommunes ønske om det gode og bæredygtige liv på landet – nu og i fremtiden.

I Syddjurs Kommune skal det gode liv i landsbyerne fremadrettet tænkes på tværs af landsbygrænserne. Landsbyerne bliver set i et klyngeperspektiv, hvor faciliteter og fysiske sammenhænge skal udvikles som helhed i klyngen. Det betyder, at landsbyerne og lokalområder skal arbejde sammen om, at lokalområderne er stærke i større geografiske områder frem for i den enkelte landsby. I Syddjurs Kommune er der tre landsbyklynger, Ådalen, Mols i Udvikling og Østdjurs. Uden for landsbyklyngerne er der en række lokalsamfund, der er oplande til større bysamfund og med gode infrastrukturelle placeringer, der ikke indgår i klyngesamarbejder.

Landsbyklyngen Mols i Udvikling

På Mols fik udfordringer med affolkning og skolelukning engagerede borgere til at udvikle nye fællesskaber og løsninger sammen med Syddjurs Kommune og med støtte fra DGI og Realdania. Paraplyorganisationen Mols i Udvikling (MiU) er blevet en væsentlig udviklingsfaktor på Mols og Helgenæs. MiU støtter videreudviklingen af det gode liv på Mols og Helgenæs, for derigennem at fremtidssikre bosætningen i området. Landsbyklyngen dækker et område med knap 3.800 indbyggere fordelt på 24 mindre landsbyer.

Landsbyklyngen er drevet af frivillige, men i et tæt strategisk samarbejde med kommunen, hvor der løbende følges op på udvikling og planer, og hvor kommunens medarbejdere indgår som væsentlige sparringspartnere. De mange tiltag har øget bosætning og ikke mindst livskvaliteten hos områdets beboere.

For Syddjurs Kommune giver landsbyklynge-grebet en række fordele, herunder strategisk tilgang til udvikling af området med en stærk lokal forankring, et troværdigt ”salg” af lokalområdet og mindre fraflytning, en mere koordineret kontakt, mulighed for at der udvikles tilbud til borgerne, som kommunen ikke selv har mulighed for at løfte, og endelig en mulighed for at få bedre faciliteter og driftsøkonomi, når bygningsmasse samtænkes i et område.

Klyngen er organiseret med en styregruppe og et formandskab, der supplerer de mange arbejdsgrupper, hvori mere end 200 frivillige er registreret som deltagere. Arbejdsgrupperne er midlertidige og fleksible, og de bryder med den traditionelle foreningsstruktur. Derudover er der også etableret en kommunikationsgruppe, en fundraisergruppe, en økonomigruppe og en bosætningsgruppe, og hver landsby har fået udpeget en lokal ambassadør, der fungerer som bindeled mellem styregruppe, kommune og borgere. Herudover har Mols i Udvikling samlet eksisterende organisationer på tværs i en fælles udvikling: Borger- og idrætsforeninger, skolebestyrelse, menighedsråd og forsamlingshuse.

Landsbyklyngen har opnået en lang række resultater, der bl.a. spænder over fysiske omdannelser bl.a. via etablering af et nyt mødested og naturstier, til sociale aktiviteter som generationsmøder, natur- og kulturklubber, der afvikler sociale arrangementer bl.a. på tværs af generationer, og klyngen har ligeledes faciliteret etableringen af en delebil til landsbyklyngen.

I Faaborg-Midtfyn Kommune er der udviklet tre egnsprofiler sammen med borgere, foreninger, erhvervsliv og kultur- og uddannelsesinstitutioner.

De tre egnsprofiler er forstadsbåndet, Ringe-egnen og Faaborg-egnen, og de understøttes hver af en vision for den videre udvikling

– Forstadsbåndet, hvor nærheden til Odense, fællesskaberne og naturen skal drive udviklingen. Her skal adgangen til Odenses mange muligheder styrkes, og kreative og bæredygtige lokalmiljøer skabe grobund for ’det nære’.

– Ringe-egnen skal være stedet for samarbejde, handling og skaberlyst. Events og andre tiltag skal gro i en stadig lokal ånd, og nye initiativer udvikles på tværs af lokalråd, erhverv, borgere og foreninger.

– Faaborg-egnen, hvor udsyn og pionerånd skal udvikle nye muligheder for at benytte og beskytte den mangfoldige natur og opdyrke nye forretningsområder i pagt med netop naturen.

Kommunens målsætninger, prioriteringer og valg betyder, at kommunen betragtes som en enhed, der består af tre egne. De stedbundne kvaliteter og potentialer er afsættet for egnsprofilernes udviklingsmuligheder.

I de tre egne har 4 større byer fået rollen som drivkræfter for vækst og som et lokalt centrum for kommunal service, indkøbsmuligheder m.v. De fire udviklingsbyer er afhængige af oplandet i form af landsbyer til at støtte op om udviklingsbyernes tilbud og faciliteter. Det kommunale fokus er på, at egne og udviklingsbyer udvikler sig sammen, og arbejder for en fælles udvikling – til gavn for helheden.

I forlængelse af arbejdet med egnsprofiler har Faaborg-Midtfyn Kommune fået udarbejdet en landsbyanalyse. Landsbyanalysen rummer bl.a. en individuel analyse af hver landsby og en tværgående analyse med afsæt i bl.a. statistisk data, besøg og registrering i landsbyerne og samtaler med repræsentanter fra de enkelte lokalområder. De individuelle analyser vurderer hver enkelt landsby ud fra 8 kategorier specifikke kvaliteter, muligheder og udfordringer, der findes i hver enkelt landsby, og den tværgående analyse ser på tværs af alle landsbyerne og beskriver en række karaktertræk, der går igen i kommunens landsbyer. Den tværgående analyse indeholder også anbefalinger til den fremtidige udvikling af landsbyerne. Landsbyerne er i den individuelle analyse blevet vurderet ud fra 8 kategorier, jf. nedenstående roset:

Hjørring Kommune arbejder med landsbyfornyelse gennem oprydning, nedrivning og bevilling af tilskud til istandsættelse af ældre boliger. Fraflytning fra land til by medfører et overskud af boliger og andre bygninger i landdistriktet. For at bevare attraktiviteten i områderne tilføres tiloversblevne bygninger nye funktioner eller de nedrives.

Vejkantslandsbyerne langs Løkkensvej har en fælles udfordring med huse liggende helt ud til en trafikeret hovedvej og med deraf følgende dalende attraktivitet. I forsøgsprojektet ”Lev godt, lad det gro” er visionen, at byerne over tid omdannes, så der bliver plads til at placere nye boliger attraktivt i naturen og trække naturen ind i byen for at give kvalitet. Projektets fokus er at skabe en ny dialog mellem landskabet og de små byer, der normalt bliver taberne i takt med, at landdistrikterne tømmes for beboere og social sammenhængskraft.

Landevej 55 mellem Hjørring og Løkken er en populær forbindelse mellem kyst- og turistbyen Løkken og den lokale storby, Hjørring. Som perler på en snor på hovedvejen ligger seks små landsbyer, der er truet af affolkning og for mange usælgelige boliger. Landskabet er et typisk dansk, fladt afsmeltningslandskab, domineret af landbrugsjord. Dog findes overalt i landskabet en række smeltevandsdale – lunker og lavninger, der egner sig dårligt til dyrkning, og som derfor kan indgå i en ny landsbystruktur. Hovedgrebet er at vende vrangen ud på landsbyerne – at få dem til at vende ryggen til Løkkensvejs trafik og til i stedet at orientere mod det omkringliggende landskab. En grøn struktur på tværs af landevejens linealstyrede forløb, skal vokse ind i landsbyerne, og således forbinde dem på en ny og bogstaveligt talt naturlig måde.

Hensigten med det strategiske greb er ikke at øge tilflytningen til landsbyerne, men at øge bo-kvaliteten og tage højde for en svingende boligtæthed i et langt tidsperspektiv. Landsbyerne skal tilføres nogle gode enkle redskaber til både fysisk og socialt at omdanne små samfund, hvor der på sigt kan skabes nye måder at bo på.

Ved at arbejde for at de forfaldne og usælgelige huse nedrives, vil naturen få lov til at tage over og understøtte et mere artsrigt og divergerende landskab, som mangles i området. Fokus er på at opretholde de levedygtige boliger, og dem der er knyttet tættere til landskabet. Samtidig vil nye byggeretter kunne flyttes længere ud i det naturlige forløb. Nye stiforløb vil kunne blive anlagt i naturkorridoren og ønsket er, at nye boformer kan vokse frem.

Strategien er et naboskab på landet, hvor naturen er det fælles, samlende element. Naturværdierne i landskabet styrkes, artsrigdommen øges, og der opstår nye, værdifulde og rekreative sammenhænge mellem bebyggelser, landbrug og natur til gavn og brug for både dyr og mennesker.