VEJ nr 10464 af 01/01/2022
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Vejledning om støtte til unge nyetalblerede landbrugere 2022
Kapitel 1 – Ordningen kort
Formålet med ordningen er at støtte unge landbrugere de første år efter deres landbrugsmæssige etablering. Du kan kun få støtten til den første landbrugsvirksomhed, du etablerer dig på. En virksomhed med flere medejere kan også kun få støtten én gang.
Som ung nyetableret landbruger kan du få et årligt tillæg til din grundbetaling på ca. 1.000 kr. pr. ha. Vær opmærksom på, at beløbet pr. ha kun er vejledende. Du kan maksimalt få støtten for 90 ha. Du kan søge om støtten gennem enkeltmandsvirksomheder og virksomheder med flere ejere, eksempelvis et interessentskab (I/S), et aktieselskab (A/S) eller et anpartsselskab (ApS). Enkeltmandsvirksomheder kan enten søge med et CVR- eller et CPR-nummer. Du kan ikke søge om støtte til fonde, landbrugsskoler eller lignende.
Ordningen er etårig, og du skal derfor søge om at få støtten hvert år. Du kan som udgangspunkt modtage støtte hvert år i maksimalt 5 år. Ordningen ophører fra 2023. Læs mere herom i pkt. 1.1 og 1.2 nedenfor.
Din første ansøgning om støtte til unge nyetablerede landbrugere skal indsendes senest 5 år efter det år, du blev etableret. Hvis du er etableret i 2017, er din sidste mulighed for at blive godkendt til støtte til unge nyetablerede landbrugere at indsende en ansøgning i støtteåret 2022.
Den maksimale støtteperiode beregnes fra det første år, du modtager støtten.
De overordnede støttebetingelser for ordningen er:
• Du må ikke fylde mere end 40 år i det første kalenderår, du søger grundbetaling. Læs mere i afsnit 3.1.
• Du kan kun søge støtte til unge nyetablerede landbrugere til den første landbrugsbedrift, du er etableret på. Læs mere i afsnit 3.2, 3.3, 3.3.1 og afsnit 4.
• Du skal søge støtte til unge nyetablerede landbrugere senest 5 år efter året for din landbrugsmæssige etablering. Læs mere i afsnit 3.2, 3.3 og 3.3.1
• En bedrift kan maksimalt modtage støtten i 5 år.
Du søger om støtte til unge nyetablerede landbrugere i fællesskemaet via Tast selv. Ansøgningsfristen er den samme som for ansøgning om grundbetaling.
I denne vejledning kan du læse om de regler, der gælder for støtte til unge nyetablerede landbrugere, hvis du søger støtten i 2021. Du kan læse om de øvrige ordninger for direkte arealstøtte, om betalingsrettigheder og om slagtepræmie i separate vejledninger. Vi har udarbejdet fem vejledninger:
• Vejledning om grundbetaling
• Vejledning om grøn støtte
• Vejledning om støtte til unge nyetablerede landbrugere
• Vejledning om betalingsrettigheder og national reserve.
• Vejledning om slagtepræmie for kvier, tyre og stude.
Du kan desuden læse om ø-støtte i vores faktaark. I Vejledning om grundbetaling kan du læse en generel vejledning om at søge direkte arealstøtte, f.eks. om Internet Markkort og om udbetaling af støtte.
I dette afsnit kan du læse om de væsentligste ændringer af reglerne for støtte til unge nyetablerede landbruge-re i forhold til sidste år.
I den nuværende støtteperiode for arealtilskud kan støtten til unge og nyetablerede landbrugere som udgangs-punkt udbetales i højst 5 sammenhængende år. Ordningen ophører i 2023. Hvis du i 2023 fortsat ønsker støtte til unge nyetablerede landbrugere, skal du indgive en ansøgning under den kommende ordning: ”Etableringsstøtte til unge landbrugere”. Landbrugsstyrelsen vil senere informere om indholdet af denne ordning.
Landbrugsstyrelsen fortsætter de tidligere ændringer i praksis fra 2020 og 2021. En ung landbrugers eventuelle tidligere etablering bliver fortsat vurderet ud fra samme kriterier som etablering i en ansøgning om støtte til unge nyetablerede landbrugere. Der er således krav til både driftsledelse og økonomisk engagement. Den unge skal have faktisk og langsigtet kontrol i virksomheden.
Om du er tegningsberettiget i virksomheden eller ej, er fortsat et skønsmæssigt element i vurderingen af, om du er driftsleder for virksomheden med faktisk og langsigtet kontrol over virksomhedens daglige drift, fortjeneste og finansielle risiko.
Da vi skal kunne kontrollere administrativt, om du opfylder kravet om at være driftsleder med faktisk og langsigtet kontrol i virksomheden, har vi lavet en mindre ændring i ansøgningsskemaet for unge landbrugere i fællesskemaet. Ændringen betyder, at hvis du søger som et selskab, skal du vedlægge selskabskontrakten til ansøgningen eller i mangel af en selskabskontrakt, stiftelsesdokumentet. Du vedlægger dokumenterne ved at gå til ”Dokumentation vedrørende ansøgervirksomhed”, og herefter vælge det rigtige felt i ’drop-down’-menuen, inden du vedhæfter dokumentet til højre for menuen.
En ny fælleseuropæisk landbrugspolitik træder i kraft 1. januar 2023. Denne landbrugsreform omtales som CAP2020. Den nuværende landbrugsreform, som træt i kraft 1. januar 2015, og som den nuværende støtteordning er en del af, udløber dermed i 2022. I praksis betyder det, at hvis du søger om støtte til unge nyetablerede landbrugere in 2022, har du ikke ret til at modtage støtte i de resterende 4 år af den maksimale støtteperiode på 5 år på denne ordning. Det er besluttet, at der ved reformskiftet i 2023 skal være en ny ordning: ”etableringsstøtte til unge landbrugere”. Ordningen bliver en tilsagnsordning og vil bidrage til at løfte unge landbruge-res muligheder for at etablere sig i landbruget i endnu højere grad.
I skemaet herunder kan du se forskellen på den nuværende støtte til unge nyetablerede landbrugere og den nye projektordning fra 2023.
| Den nuværende støtteordning frem til 2023 | Den nye støtteordning fra 2023 |
|---|---|
| – Støtten udbetales som et tillæg til grundbetalingen som et fast beløb pr. hektar. – Der kan højst udbetales støtte til 90 ha. – En gennemsnitlig ung landbruger modtager ca. 50.000 kr. i støtte årligt. – Der kan opnås støtte i op til fem sammenhængende år. – Støtten kan gives til unge landbrugere, der: – ikke er over 40 år det år, de første gang søger om grundbetaling – er førstegangsetableret på en landbrugsbedrift inden for de seneste 5 år, som bedriftsleder for bedriften. | – Den unge landbruger, som har en heltidsbedrift, kan få et tilskud på 745.000 kroner, som bliver udbetalt på én gang, når etableringen er gennemført. – Den unge landbruger, som har en deltidsbedrift, kan få et tilskud på 372.500 kroner, som bliver udbetalt på én gang, når etableringen er gennemført. – Støtten kan gives til unge landbrugere, der opfylder ordningens tilsagnskriterier på ansøgningstidspunktet, såsom krav om uddannelse, bedriftslederskab og en alder, der ikke er over 40 år. – Støtten kan også gives til unge landbrugere, der allerede har etableret sig på en bedrift siden 2019, forudsat at alle tilsagnskriterier er opfyldt. |
Hvis du vil søge støtte som ung, nyetableret landbruger in 2022, skal du søge din støtte, som du plejer, i fællesskemaet i forbindelse med din grundbetaling. Hvis du i 2023 opfylder alle tilsagnskriterierne, kan du søge under den nye projektordning ”Etableringsstøtte til unge landbrugere’’.
Det betyder, at hvis du f.eks. har fået støtte som ung, nyetableret landbruger fra 2019-2022, kan du godt søge etableringsstøtten under den nye ordning i 2023. Hvis du lever op til kriterierne for støtten, vil du modtage et tilsagn, og når vi udbetaler dit tilskud, modregner vi den støtte, du indtil videre har fået under den nuværende ordning. Modregning er til for at sikre, at der ikke sker forskelsbehandling mellem landbrugere i overgangsårene. Der er derfor ikke forskel på den samlede udbetalte støtte mellem en landbruger, der har fået støtte siden 2019, og en landbruger, der først får støtten i 2023.
Vi vil løbende orientere om den kommende landbrugsreform og den nye ordning for etableringsstøtte, i takt med at dette arbejde færdiggøres.