Indledning
1. Inden for Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, etableres en organisation til varetagelse af sikkerheds- og sundhedsarbejdet i overensstemmelse med reglerne i Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005 om arbejdsmiljø.
Organisering af sikkerheds- og sundhedsarbejde i kriminalforsorgen
2. Efter § 1 i cirkulæret skal der i Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, være et hovedsikkerhedsudvalg. Hovedsikkerhedsudvalget skal ud over en formand bestå af to arbejdsledere og to sikkerhedsrepræsentanter.
I hovedsikkerhedsudvalget planlægges og koordineres de enkelte udvalgs arbejde med sikkerheden og sundheden.
3. Det fremgår af cirkulærets § 2, at der på fængslerne skal oprettes et sikkerhedsudvalg. Sikkerhedsudvalget bestå af to arbejdsledere og to sikkerhedsrepræsentanter. Derudover skal der være en formand for udvalget, som skal være fængselsinspektør eller en af denne udpeget ansvarlig repræsentant. Sikkerhedsudvalget skal planlægge, lede, rådgive og orientere om samt føre kontrol med sikkerheds- og sundhedsarbejdet indenfor tjenestestedet.
Det fremgår endvidere af cirkulærets § 2, at der for hver arbejdsleder eller arbejdsområde skal være en sikkerhedsgruppe. Sikkerhedsgruppen skal udover arbejdslederen bestå af en sikkerhedsrepræsentant.
Sikkerhedsgruppens opgave er løbende at drøfte sikkerhedsmæssige forhold indenfor arbejdsområdet. Der er ikke formelle krav om møder og referater af disse.
4. Efter cirkulærets § 3, stk. 2 skal sikkerheds- og sundhedsarbejdet i arresthuse, afdelinger i den fri kriminalforsorg og på pensioner organiseres i en sikkerhedsgruppe. Sikkerhedsgruppen skal udover arbejdslederen bestå af en sikkerhedsrepræsentant.
Sikkerhedsgruppens opgave er løbende at drøfte sikkerhedsmæssige forhold indenfor arbejdsområdet. Der er ikke formelle krav om møder og referater af disse.
Fælles
5. Ved ”arbejdsleder” forstås den, hvis arbejde udelukkende eller i det væsentligste består i på arbejdsgiverens vegne at lede eller føre tilsyn med arbejdet. Begrebet vil således blandt andet omfatte en afdelingsleder, medens det skønnes at være et fåtal af værksteder, hvor den ledende værkmester kan opfattes som arbejdsleder i arbejdsmiljølovens forstand.
6. Efter cirkulærets § 6, stk. 1 skal sikkerhedsudvalget afholde ordinære møder mindst en gang i kvartalet. Udvalget skal holde ekstraordinære møder, hvis der indtræffer alvorlige ulykker, alvorlig forgiftning eller andre sundhedsskader eller tilløb hertil, samt når der i øvrigt er behov herfor. Ekstraordinære møder afholdes, hvis formanden skønner det nødvendigt, eller mindst to af udvalgsmedlemmerne fremsætter begæring herom. Der skal indkaldes til ordinære møder i god tid. Medlemmerne og de øvrige ansatte skal gøres bekendt med dagsordenen senest 10 dage før mødet.
Sikkerhedsudvalget skal i medfør af arbejdsmiljølovgivningen mindst to gange årligt holde møder med samtlige sikkerhedsgrupper.
Arbejdstilsynet har givet Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, tilladelse til kun at afholde to årlige møder i sikkerhedsudvalget for arresthuse og et årligt møde med samtlige sikkerhedsgrupper. Hvis ét medlem af sikkerhedsudvalget fremsætter en konkret begæring om et yder-ligere møde, skal dette afholdes, uanset om Arbejdstilsynet har givet dispensation.
Efter cirkulærets § 6, stk. 2 skal der udarbejdes referater af sikkerhedsudvalgets møder. Sikker-hedsorganisationens medlemmer, tjenestestedets ledelse, tillidsmænd, direktoratet samt samarbejdsudvalget gøres bekendt med referatet.
7. Der skal udpeges en daglig leder, der tilknyttes hvert sikkerhedsudvalg. Den daglige leder deltager i sikkerhedsudvalgets møder, og skal holde sikkerhedsudvalget orienteret om sikkerheds- og sundhedsarbejdet. Endvidere skal den pågældende inddrage udvalget i løsningen af de problemer, der måtte opstå mellem møderne.
8. Sikkerhedsrepræsentanter vælges som udgangspunkt for to år. Der skal endvidere vælges suppleanter til sikkerhedsudvalgene. Der kan aftales en valgperiode på op til 4 år.
9. Alle medlemmer af sikkerhedsgrupper og sikkerhedsudvalg skal have gennemgået den obligatoriske arbejdsmiljøuddannelse.
10. Sikkerhedsrepræsentanterne er beskyttet mod afskedigelse eller anden forringelse af deres forhold på samme måde som tillidsrepræsentanter.
Direktoratet for Kriminalforsorgen, den 12. oktober 2007
P.M.V
William Rentzmann
/ Liselotte Bering Liisberg