Danmark havde i 2020 og 2021 indrejserestriktioner over for udenlandske statsborgere, der ikke havde bopæl i Danmark.
Indrejserestriktionerne var gældende i perioden fra 14. marts 2020 - 27. juni 2020 og i perioden 9. januar 2021 - 17. april 2021.
I disse perioder var det ikke et anerkendelsesværdigt formål at rejse ind i Danmark for at studere. De udenlandske studerende måtte derfor påregne, at indrejse til Danmark blev afvist, medmindre den udenlandske studerende kunne dokumentere at have bopæl i Danmark.
Det var også gældende for udenlandske studerende indskrevet på en dansk uddannelsesinstitution, hvor undervisningen aktuelt ikke blev gennemført fysisk på institutionen (”institutionen er lukket”), men hvor der i stedet blev tilbudt fjernundervisning.
Det betød, at studerende fra andre EU-lande, der pga. COVID-19 indrejserestriktioner i de to perioder ikke har kunnet opfylde kravet om bopæl og ophold i Danmark umiddelbart før påbegyndelse af uddannelse. Som konsekvens heraf er det ikke muligt at få ret til dagpenge på dimittendvilkår ved uddannelsens afslutning. Det bemærkes, at retten til optagelse i en a-kasse alene er betinget af bopæl og ophold i Danmark på optagelsestidspunktet, og at personen opfylder aldersbetingelserne, jf. § 41 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Optagelse i en a-kasse herunder ret til dagpenge på dimittendvilkår
Ret til optagelse som medlem har personer, som har bopæl og ophold i Danmark, og som er mellem 18 år og 65 år. Personer, som har gennemført en erhvervsmæssig uddannelse af mindst 18 måneders varighed, har dog ret til optagelse, selv om de ikke er fyldt 18 år.
Ret til dagpenge er betinget af mindst ét års uafbrudt medlemskab af en a-kasse forud for ledigheden og opfyldelse af et indkomstkrav opgjort på baggrund af arbejdsindtægter i de seneste 3 år forud for ledigheden.
Ret til dagpenge kan endvidere opnås på baggrund af en gennemført erhvervsmæssig uddannelse af mindst 18 måneders varighed. Det er en betingelse, at personen anmoder om at blive optaget i a-kassen med ret til dagpenge på dimittendvilkår senest 2 uger efter uddannelsens afslutning, og at pågældende, jf. § 26, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 107 af 30. januar 2023 om indkomst- og beskæftigelseskravet for ret til dagpenge, opfylder kravet om bopæl og ophold i Danmark umiddelbart før uddannelsen blev påbegyndt, og senest 2 uger efter uddannelsens afslutning.
Arbejdsløshedsdagpenge er efter artikel 3 omfattet af forordning 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger. Efter forordningens artikel 4 gælder der et krav om ligebehandling, således at personer, som er omfattet af forordningen, har de samme rettigheder og pligter i henhold til en medlemsstats lovgivning som vedkommende medlemsstats egne statsborgere, medmindre andet følger af særlige bestemmelser i denne forordning.
Forordningen har direkte virkning i dansk ret.
Det forudgående bopælskrav kan ikke anses for at være proportionalt, i den situation hvor en EU-borger, der som følge af rejserestriktioner har været forhindret i at rejse ind i Danmark forud for uddannelsens start. Det er vurderingen, at der vil være tale om usaglig forskelsbehandling, fordi der ikke over for danske statsborgere har været samme indrejserestriktioner. En opretholdelse af bopælskravet forud for uddannelsens start i perioder med indrejserestriktioner vurderes derfor at stride mod EU-retten.
Det betyder, at EU-borgere, der har været afskåret fra indrejse i Danmark forud for uddannelsens start på grund af COVID 19 restriktioner, vil kunne opnå ret til dagpenge på dimittendvilkår ved uddannelsens afslutning, hvis personen har bopæl og ophold i Danmark senest ved efterårssemesterets start i henholdsvis 2020 eller 2021, og hvis personen opfylder de øvrige betingelser herfor.
Det bemærkes, at som følge af det danske retsforbehold gælder EU-reglerne ikke for tredjelandes statsborgere.
Personer der endnu ikke har gennemført en uddannelse, der giver ret til dagpenge på dimittendvilkår, og som søger om dagpenge på dimittendvilkår ved uddannelsens afslutning
EU-borgere, der ikke har opfyldt betingelsen om bopæl og ophold i Danmark forud for uddannelsens start, vil kunne optages i en a-kasse med ret til dagpenge på dimittendvilkår, uanset det forudgående bopælskrav ikke er opfyldt.
Det er en betingelse, at personen opfylder følgende betingelser:
– Har været afskåret fra at rejse ind i Danmark ved uddannelsen start på grund af COVID-19 indrejserestriktioner.
– I stedet for fysisk undervisning på institutionen skal der have været tilbudt fjernundervisning på uddannelsesinstitutionen.
– Bopæl og ophold i Danmark senest ved efterårssemesterets start i henholdsvis 2020 eller 2021, medmindre personen har haft en fyldestgørende grund til, at denne først på et senere tidspunkt opfylder kravet om bopæl og ophold i Danmark.
Det er en betingelse, at lovens øvrige betingelser for ret til dagpenge på dimittendvilkår er opfyldt, herunder at der er søgt om optagelse i a-kassen inden 2 uger efter uddannelsens afslutning, og at pågældende på optagelsestidspunktet har bopæl og ophold i Danmark.
Særligt om EU-borgere, der har gennemført en uddannelse, men som har fået afslag på dagpenge på dimittendvilkår, eller ikke har søgt, fordi de er blevet vejledt om, at der efter nationale regler ikke er ret til dagpenge på dimittendvilkår på grund af manglende bopæl forud for uddannelsesstart
A-kasserne har som udgangspunkt pligt til på eget initiativ at genoptage sager, hvor en person har fået afslag på dagpenge på dimittendvilkår begrundet i manglende opfyldelse af bopælskravet forud for uddannelsens start, og hvor den manglende opfyldelse af kravet skyldes indrejserestriktioner som følge af COVID-19.
Ved genoptagelsen skal a-kasserne vurdere, om personerne – bortset fra det forudgående bopælskrav – opfylder betingelserne for at få udbetalt dagpenge på dimittendvilkår.
Ud fra samme principper har a-kasserne endvidere pligt til at undersøge, om a-kassen har vejledt personer om, at de danske regler ikke giver ret til dagpenge på dimittendvilkår, når det forudgående bopælskrav ikke er opfyldt, da denne vejledning kan have medført, at de pågældende personer ikke har søgt om dagpenge.
Hvis det ikke er muligt eller kun vanskeligt og ressourcekrævende at identificere de tilfælde, hvor a-kasserne har vejledt forkert om reglerne for modtagelse af dagpenge på dimittendvilkår, skal a-kasserne berigtige eller præcisere vejledningen på deres hjemmesider og i den forbindelse informere om, at studerende kan henvende sig med henblik på at få vurderet mulighederne for at få dagpenge på dimittendvilkår. Det gælder også i de tilfælde, hvor personen - efter at have orienteret sig på a-kassens hjemmeside – har undladt at søge om ret til dagpenge på dimittendvilkår.
Afgørelse skal træffes ud fra nedenstående retningslinjer:
Medlemskab
EU-borgere, der ikke har opfyldt betingelsen om ophold i Danmark forud for uddannelsens start, vil kunne optages i en a-kasse med ret til dagpenge på dimittendvilkår, uanset det forudgående bopælskrav ikke er opfyldt.
Det er en betingelse, at personen opfylder følgende betingelser:
– Har været afskåret fra at rejse ind i Danmark ved uddannelsen start på grund af COVID-19 indrejserestriktioner.
– I stedet for fysisk undervisning på institutionen skal der have været tilbudt fjernundervisning på uddannelsesinstitutionen.
– Bopæl og ophold i Danmark senest ved efterårssemesterets start i henholdsvis 2020 eller 2021. medmindre personen har haft en fyldestgørende grund til, at bopæls- og opholdskravet først er opfyldt på et senere tidspunkt.
– Bopæl og ophold i Danmark på tidspunktet for uddannelses afslutning.
– Skal have søgt om medlemskab af en a-kasse ved uddannelsens afslutning eller kan godtgøre ikke at have søgt som følge af vejledning fra a-kassen eller oplysninger på a-kassens hjemmeside om de nationale danske regler om krav om forudgående bopæl, hvilket personen ikke opfyldte.
– Optagelse sker med tilbagevirkende kraft fra tidspunktet for ansøgningstidspunktet/uddannelsens afslutning.
– Der skal ske efterbetaling af kontingent fra optagelsestidspunktet.
Efterbetaling af dagpenge
Der kan kun efterbetales dagpenge. hvis de almindelige betingelser er opfyldt, herunder bopæl og ophold i Danmark. Herudover vil der blandt andet være et krav om tilmelding til jobcenteret og rådighed i den periode, der eventuelt kan efterbetales dagpenge for. Det svarer til gældende regler for efterbetaling af dagpenge i øvrigt.