Formål
Formålet med denne vejledning er at sikre relevant behandling af patienter med symptomer på meningokoksygdom. Vejledningen præciserer den omhu og samvittighedsfuldhed, som læger skal udvise, jf. autorisationslovens § 17.1)
Vejledningen er rettet mod den lægelige behandling, der foretages af praktiserende læger og vagtlæger, men vil være gældende uanset, hvor lægelig behandling af patienter med symptomer på meningokoksygdom finder sted uden for sygehuset.
Mistanke om meningokoksygdom
Ved meningokoksygdom forstås sepsis og/eller meningitis forårsaget af meningokokker (Neisseria meningitidis).
I primærsektoren baserer mistanken om meningokoksygdom sig udelukkende på anamnestiske oplysninger og kliniske fund. Lægen skal mistænke sygdommen hos patienter med påvirket almentilstand, høj feber, punktformede hudblødninger (petekkier) og/eller nakke-ryg-stivhed.
Sygdommen kan have et meget hurtigt forløb, og en livstruende tilstand kan udvikle sig inden for få timer. Symptomerne på fremskreden sygdom kan være nedsat bevidsthedsniveau og shock.
Behandling ved mistanke om meningokoksygdom
Ved mistanke om meningokoksygdom skal lægen sikre, at patienten bliver indlagt akut og bliver behandlet med antibiotika hurtigst muligt.
Afhængigt af situationen, og hvor det er muligt, skal lægen tilkalde lægebemandet ambulance eller helikopter. Hvis patienten ikke transporteres til sygehuset i lægebemandet ambulance eller helikopter, skal lægen vurdere, om der er behov for selv at ledsage patienten for at sikre frie luftveje og behandle eventuelle kramper.
Transport til sygehus kan undtagelsesvis foretages i andet køretøj end ambulance, eksempelvis i pårørendes bil. Lægen skal i disse tilfælde altid ledsage patienten til sygehuset.
Får lægen ved sin konsultation mistanke om meningokoksygdom, skal lægen som hovedregel påbegynde umiddelbar behandling med antibiotika, inden patienten transporteres til et sygehus.
Benzylpencillin skal anvendes, hvis stoffet ikke er kontraindiceret. Ved oplysninger om allergi over for penicillin anvendes et cefalosporin, f.eks. ceftriaxon. På grund af risiko for krydsallergi mellem penicilliner og cefalosporiner, skal lægen have adrenalin klar til behandling af eventuel anafylaksi. Antibiotikabehandlingen skal gives intravenøst. Såfremt dette ikke umiddelbart kan lade sig gøre, skal medicinen gives dybt intramuskulært. Risiko for eventuelle bivirkninger, f.eks. i form af nekrose, er underordnet i denne situation.
Hvis lægens første kontakt med patienten eller de pårørende er telefonisk, og lægen vurderer, at der er mistanke om meningokoksygdom, skal lægen sikre akut indlæggelse med ambulance, lægeambulance eller helikopter. Lægen skal konkret vurdere, om der i det aktuelle tilfælde vil være så lang ventetid på transport eller lang transporttid til sygehus, at lægen selv eller en anden læge, evt. vagtlæge skal sendes ud til patienten, så behandling med antibiotika ikke forsinkes. Det akutte lægebesøg må aldrig have opsættende virkning på indlæggelsen.
Den indlæggende læge skal sikre, at modtageafdelingen så tidligt som muligt bliver informeret om, at en patient mistænkt for meningokoksygdom er på vej til sygehuset, hvornår patienten forventes at ankomme, og hvilken præhospital behandling der er givet.
Officielle noter
