Indhold | |
Kapitel 1 Indledning | |
Kapitel 2 Personkreds | |
2.1. | Retlige forældre |
2.1.1. | Soloforælder |
2.2. | Sociale forældre |
2.3. | Nærtstående familiemedlemmer |
Kapitel 3 Overdragelse af ret til fravær med barselsdagpenge til sociale forældre og tildeling af op til 13 ugers fravær ved en soloforælders flerlingefødsel | |
3.1. | Overdragelse af ret til fravær med barselsdagpenge i de første 10 uger efter barnets fødsel eller modtagelse (barselslovens § 23 b, stk. 1 og 2) |
3.1.1. | Betingelser for ret til overdragelse i forbindelse med genoptagelse af arbejdet (§ 23 b, stk. 1) |
3.1.2. | Betingelser for ret til overdragelse i forbindelse med påbegyndelse af fravær efter § 9 (§ 23 b, stk. 2) |
3.2. | Overdragelse af ret til fravær med barselsdagpenge efter de første 10 uger efter barnets fødsel eller modtagelse (barselslovens § 23 b, stk. 3) |
3.3. | Overdragelse af udskudt fravær (barselslovens § 23 b, stk. 3) |
3.4. | Overdragelse af ret til fravær med barselsdagpenge efter barselslovens § 14 a (barselslovens § 14 a, stk. 2, jf. § 20) |
3.5. | Tildeling af op til 13 ugers fravær med barselsdagpenge ved en soloforælders flerlingefødsel (barselslovens § 14 a, stk. 3, jf. § 20) |
Kapitel 4 En social forælders afholdelse af overdraget og tildelt fravær med barselsdagpenge samt varsling af arbejdsgiver | |
4.1. | En social forælders ret til barselsdagpenge under det overdragede og tildelte fravær |
4.2. | Afholdelse af fravær overdraget efter § 23 b, stk. 1 |
4.3. | Afholdelse af fravær overdraget efter § 23 b, stk. 2 og 3 |
4.4. | Afholdelse af fravær overdraget efter § 14 a, stk. 2, og afholdelse af tildelt fravær efter § 14 a, stk. 3 |
4.5. | Varsling af arbejdsgiver i forbindelse med afholdelse af overdraget og tildelt fravær |
Kapitel 5 Overdragelse af ret til fravær med barselsdagpenge til nærtstående familiemedlemmer og tildeling af op til 13 ugers fravær ved en soloforælders flerlingefødsel | |
5.1. | En soloforælders overdragelse af ret til fravær med barselsdagpenge efter § 23 c, stk. 1 |
5.2. | Tildeling af op til 13 ugers fravær med barselsdagpenge til en social forælder eller et nærtstående familiemedlem ved en soloforælders flerlingefødsel (barselslovens § 14 a, stk. 3) |
Kapitel 6 Et nærtstående familiemedlems afholdelse af overdraget og tildelt fravær med barselsdagpenge samt varsling af arbejdsgiver | |
6.1. | Et nærtstående familiemedlems ret til barselsdagpenge under det overdragede og tildelte fravær |
6.2. | Afholdelse af fravær overdraget efter § 23 c, stk. 1, og afholdelse af tildelt fravær efter § 14 a, stk. 3 |
6.3. | Varsling af arbejdsgiver i forbindelse med afholdelse af overdraget og tildelt fravær |
Kapitel 7 Administration af reglerne om overdragelse og tildeling af fravær med barselsdagpenge til sociale forældre og nærtstående familiemedlemmer | |
7.1. | Ansøgning om overdragelse til sociale forældre og nærtstående familiemedlemmer |
7.1.1. | Oplysninger i forbindelse med ansøgningen |
7.1.2. | Dokumentation i forbindelse med overdragelse til en social forælder |
7.2. | Ansøgning om tildeling af fravær til sociale forældre og nærtstående familiemedlemmer ved en soloforælders flerlingefødsel |
Kapitel 1. Indledning
I vejledningen uddybes reglerne om retlige forældres mulighed for at overdrage ret til fravær og barselsdagpenge til sociale forældre og nærtstående familiemedlemmer samt reglerne om en soloforælders ansøgning om tildeling af ekstra fravær til sociale forældre og nærtstående familiemedlemmer ved flerlingefødsler.
Vejledningen erstatter vejledning nr. 9252 af 29. april 2024 om overdragelse af ret til fravær med barselsdagpenge efter barselsloven til sociale forældre og nærtstående familiemedlemmer.
Vejledningen er opdateret som følge af ændring af barselsloven, jf. lov nr. 1687 af 30. december 2024, hvor der indføres særlige barselsrettigheder for forældre, der får fastslået forældreskab på grundlag af en surrogataftale efter børnelovens kapitel 1 b, 5 b eller 5 c, og for forældre, der stedbarnsadopterer et barn. Reglerne er trådt i kraft den 1. januar 2025.
I vejledningen henvises til barselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 114 af 29. januar 2025 og til bekendtgørelse nr. 1707 af 30. december 2024 om ret til barselsdagpenge for forældre til et barn, der er født eller modtaget fra den 2. august 2022 (i vejledningen kaldet barselsbekendtgørelsen).
Vejledningen skal læses i sammenhæng med vejledning om ret til fravær med barselsdagpenge for forældre til et barn, der er født eller modtaget fra den 2. august 2022, som indeholder en uddybende gennemgang af barselslovens regler (i vejledningen kaldet barselsvejledningen).
Der henvises endvidere til bekendtgørelse om opgørelse af beskæftigelseskrav og beregning af barselsdagpenge m.v. og vejledning om beskæftigelseskravet for ret til barselsdagpenge.
Kapitel 2. Personkreds
2.1. Retlige forældre
Efter barselsloven er det kun barnets forældre, der har ret til fravær og barselsdagpenge. Fastlæggelsen af, hvem der anses som forældre efter barselsloven, tager udgangspunkt i børnelovens regler om moderskab, faderskab og medmoderskab samt adoptionslovens regler om adoptanter.
De retlige forældre er herefter barnets mor, barnets far eller medmor, adoptanter, herunder stedbarnsadoptanter og forældre, der har fået fastslået forældreskab på grundlag af en surrogataftale efter børnelovens kapitel 1 b, 5 b eller 5 c, jf. barselslovens § 23 a, stk. 1. Når der herefter i vejledningen tales om forældre, henvises der derfor til den personkreds, der efter barselslovens § 23 a, stk. 1, anses som retlige forældre. For at adoptanter har ret til fravær og barselsdagpenge efter barselsloven er det bl.a. en betingelse, at adoptionen er formidlet af en organisation, der er godkendt efter adoptionsloven, eller en privat fremmedadoption gennemført efter tilladelse fra Ankestyrelsen, jf. barselslovens § 8, stk. 3.
I relation til barselsloven har et barn højst to retlige forældre. En surrogatmor, som er socialt sikret i Danmark, har dog også en begrænset ret til fravær og barselsdagpenge i forbindelse med barnets fødsel samtidig med de tiltænkte forældre, jf. barselslovens § 8 a, stk. 4.
2.1.1. Soloforælder
Efter § 12, stk. 1, i barselsbekendtgørelsen anses barnet for kun at have én forælder efter barselslovens § 21 c, stk. 1, hvis:
Bestemmelsen omfatter både situationer, hvor barnet anses for kun at have én forælder på tidspunktet for barnets fødsel eller modtagelse, jf. barselslovens § 21 c, stk. 1, og situationer, hvor den ene af barnets forældre dør efter barnets fødsel eller modtagelse, jf. § 21 c, stk. 2.
Forælderen kan fremlægge dokumentation for, at adoptionen er gennemført. Dokumentationen kan f.eks. være en adoptionsbevilling eller Familieretshusets anerkendelse af en udenlandsk adoption suppleret med en erklæring fra adoptanten om at være eneadoptant.
Forælderen kan f.eks. fremlægge dokumentation fra en fertilitetsklinik om, at der er anvendt en ukendt sæddonor.
Forælderen kan fremlægge dokumentation for forældreskabet fra det land, hvor barnet blev født.
For en nærmere beskrivelse af, hvornår forælderen anses for at være soloforælder henvises til barselsvejledningen.
2.2. Sociale forældre
En social forælder er en person, som har en forældrelignende relation til et barn, uden retligt at være forælder til barnet, f.eks. en partner til et barns retlige forælder. Sociale forældre er først og fremmest personer i en lgbt+ familie, der ikke er barnets forældre, og som er tiltænkt en forældrelignende relation til barnet. Men en social forælder kan også være en retlig forælders ægtefælle eller samlever, som ikke er barnets forælder, hvis pågældende er tiltænkt en forældrelignende rolle til barnet.
En social forælder er i barselslovens forstand, jf. barselslovens § 23 a, stk. 3:
– En forælders ægtefælle eller samlever, der er tiltænkt en forældrelignende relation til barnet, og som ikke er barnets forælder, (stk. 3, nr. 1).
– En kendt donor, der er tiltænkt en forældrelignende relation til barnet, og som ikke er barnets forælder, (stk. 3, nr. 2).
– En kendt donors ægtefælle eller samlever, der er tiltænkt en forældrelignende relation til barnet, og som ikke er barnets forælder, (stk. 3, nr. 3).
En kendt donor med en forældrelignende relation til barnet vil typisk være en mand, der har doneret sæd til en kvinde i et lesbisk parforhold, hvor parret er de to retlige forældre (mor og medmor), jf. barselslovens § 23 a, stk. 3, nr. 2. Hvis den kendte donor har en ægtefælle eller samlever, vil ægtefællen eller samleveren ligeledes kunne anses som social forælder, hvis pågældende er tiltænkt en forældrelignende relation til barnet, jf. § 23 a, stk. 3, nr. 3. Der kan således være flere sociale forældre til samme barn.
For at en samlever kan anses som social forælder efter barselsloven, er det et krav, at personen har levet i et ægteskabslignende forhold med en forælder (den retlige), eller med en kendt donor til barnet i mindst 2 år på tidspunktet for fraværets begyndelse, jf. § 23 a, stk. 2. For en ægtefælle til en kendt donor gælder ikke et krav om samliv med den kendte donor, men det afgørende for at blive anset som social forælder er alene, at ægtefællen er tiltænkt en forældrelignende relation til barnet.
Det er et krav for ret til fravær med barselsdagpenge, at den sociale forælder er sammen med barnet under fraværet. Den sociale forælder skal ikke nødvendigvis bo sammen med barnet, men det forudsættes, at den sociale forælder, der modtager barselsdagpenge under fraværet, dagligt har fysisk samvær med barnet, uden at det er en betingelse, at hele dagen tilbringes sammen med barnet.
2.3. Nærtstående familiemedlemmer
Det fremgår af barselslovens § 23 c, stk. 2, at som nærtstående familiemedlem, anses forælderens egne forældre og søskende over 18 år samt forældre og søskende over 18 år til en afdød forælder.
Personkredsen omfatter også halvsøskende til soloforælderen. Hvis den ene forælder er død, er forældre og søskende inkl. halvsøskende over 18 år til den afdøde forælder til barnet også omfattet. I forbindelse med overdragelse af fravær med barselsdagpenge til et nærtstående familiemedlem skal alderskravet om 18 år være opfyldt på tidspunktet for forælderens ansøgning om overdragelse af fraværet.
Andre familiemedlemmer end forældre og søskende er derimod ikke omfattet af muligheden for at få overdraget fravær med barselsdagpenge af soloforælderen eller af muligheden for at få tildelt ekstra fravær efter ansøgning fra soloforælderen ved en flerlingefødsel. Forælderens nære venner er ligeledes ikke omfattet.
Kapitel 3. Overdragelse af ret til fravær med barselsdagpenge til sociale forældre og tildeling af op til 13 ugers fravær ved en soloforælders flerlingefødsel
I barselsloven skelnes mellem forældres ret til fravær og barselsdagpenge i henholdsvis de første 10 uger efter barnets fødsel eller modtagelse, og i perioden efter de første 10 uger efter barnets fødsel eller modtagelse.
Overdragelse af ret til fravær i de første 10 uger efter barnets fødsel gælder alene for den retlige biologiske mors ret til fravær efter barselslovens § 7, stk. 1, 2. pkt., mens overdragelse af ret til fravær med barselsdagpenge efter de første 10 uger efter barnets fødsel eller modtagelse gælder for retlige forældres ret til fravær efter § 9 med ret til barselsdagpenge efter barselslovens §§ 21 - 21 c, dvs. retten gælder både for en mor, far, medmor, adoptant, og for forældre, der har fået fastslået forældreskab efter børnelovens kapitel 1 b, 5 b eller 5 c. Se nærmere afsnit 3.1. - 3.3.
Herudover har forældre, der får to eller flere børn ved samme fødsel eller adopterer to eller flere børn født ved samme fødsel, mulighed for at overdrage fravær efter barselslovens § 14 a, stk. 1, til en social forælder, jf. § 14 a, stk. 2.
En soloforælder omfattet af barselslovens § 21 c, der får to eller flere børn ved samme fødsel eller adopterer to eller flere børn født ved samme fødsel, har desuden mulighed for at søge om tildeling af op til 13 ugers fravær med barselsdagpenge til en social forælder eller et nærtstående familiemedlem, jf. barselslovens § 14 a, stk. 3, jf. § 20. Se nærmere afsnit 3.4. og 3.5. og kapitel 7 om ansøgning om tildeling af ekstra uger.
3.1. Overdragelse af ret til fravær i de første 10 uger efter barnets fødsel eller modtagelse (barselslovens § 23 b, stk. 1 og 2)
Retten til at overdrage fravær i de første 10 uger efter barnets fødsel eller modtagelse vedrører alene en retlig biologisk mors ret til at overdrage fravær efter barselslovens § 7, stk. 1, 2. pkt. En adoptant, der har ret til fravær efter barselslovens § 8, stk. 6, eller § 8 b, stk. 2, en tiltænkt forælder, der har ret til fravær efter barselslovens § 8 a, stk. 1, eller en surrogatmor, der har ret til fravær efter § 8 a, stk. 4, har ikke mulighed for at overdrage fravær, der skal afholdes i de første 10 uger efter barnets fødsel eller modtagelse.
Efter barselslovens § 7, stk. 1, har en mor ret og pligt til fravær i de første 2 uger efter fødslen (1. pkt.). Herefter har hun ret til fravær i yderligere 8 uger (2. pkt.).
En beskæftiget mor har efter barselslovens § 23 b, stk. 1 og 2, i to situationer ret til at overdrage op til 8 uger af sin ret til fravær efter barselslovens § 7, stk. 1, 2. pkt., til en social forælder:
eller
De første 2 uger efter fødslen har moren pligt til fravær, og disse uger kan derfor ikke overdrages.
Reglerne betyder, at en mor helt eller delvist kan undlade at benytte sin ret til fravær for de 8 sidste af de 10 ugers fravær efter barnets fødsel og i stedet overdrage retten til en social forælder, f.eks. en ægtefælle eller en samlever, som ikke er far eller medmor til barnet, men som er tiltænkt en forældrelignende rolle til barnet. Overdragelse af fravær til far eller medmor sker efter barselslovens § 7 a, stk. 1 eller 2.
Moren kan vælge at overdrage alle 8 uger eller en mindre del af de 8 uger til den sociale forælder. Moren vil desuden kunne overdrage en del af fraværet til den anden retlige forælder efter § 7 a, stk. 1 eller 2, og en anden del af fraværet til en social forælder efter barselslovens § 23 b, stk. 1 eller 2. De 8 ugers fravær ligger fra barnets 3. uge til den 10. uge efter barnets fødsel.
Efter barselslovens § 23 b, stk. 1 og 2, er det retten til fravær efter barselslovens § 7, stk. 1, 2. pkt., der overdrages til en social forælder. Med retten til fravær følger en barselsdagpengeret efter barselslovens § 20, og den sociale forælder, der får overdraget fravær efter bestemmelserne, vil derfor have ret til barselsdagpenge under fraværet, hvis den sociale forælder opfylder betingelserne herfor, herunder beskæftigelseskravet i barselslovens §§ 27 eller 28.
Det er derimod ikke en betingelse for en beskæftiget mors ret til at overdrage fravær til en social forælder, at moren opfylder beskæftigelseskravet i barselslovens §§ 27 eller 28.
Overdragelse af ret til fravær efter barselslovens § 7, stk. 1, 2. pkt., jf. § 23 b, stk. 1 og 2, gælder kun en mor, der er i beskæftigelse som lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende. En mor, der er ledig, vil derfor ikke kunne stille sig til rådighed for arbejdsmarkedet og modtage arbejdsløshedsdagpenge og herefter overdrage sin ret til fravær efter § 7, stk. 1, 2. pkt. til en social forælder.
3.1.1. Betingelser for ret til overdragelse i forbindelse med genoptagelse af arbejdet (§ 23 b, stk. 1)
Det er en betingelse for at overdrage ret til fravær efter barselslovens § 7, stk. 1, 2. pkt., at moren genoptager arbejdet på fuld tid, hvilket vil sige, at moren i de uger, der overdrages til en social forælder, skal genoptage arbejdet som enten selvstændig eller lønmodtager med det samme timetal, som moren havde før orloven. Det er ikke en betingelse for en beskæftiget mors ret til at overdrage fravær til en social forælder, at moren opfylder beskæftigelseskravet i barselslovens §§ 27 eller 28 for ret til barselsdagpenge.
Fravær efter § 7, stk. 1, 2. pkt., der overdrages til en social forælder, skal holdes på fuld tid inden for de første 10 uger efter fødslen.
3.1.2. Betingelser for ret til overdragelse i forbindelse med påbegyndelse af fravær efter § 9 (§ 23 b, stk. 2)
En beskæftiget mor kan vælge at holde fravær efter barselslovens § 9 i stedet for fravær efter § 7, stk. 1, fra og med den 3. uge til og med den 10. uge efter barnets fødsel og overdrage op til 8 uger af sin ret til fravær efter fødslen efter § 7, stk. 1, 2. pkt., til en social forælder. Det er en betingelse for retten til at overdrage fravær efter § 7, stk. 1, 2. pkt., at moren påbegynder fravær efter § 9 på fuld tid.
Moren kan således ikke genoptage arbejdet delvist under fravær fra den 3. til den 10. uge efter barnets fødsel, da det er et krav for at kunne overdrage fraværsretten efter § 7, stk. 1, 2. pkt., at moren holder fravær på fuld tid i denne periode.
Fravær efter barselslovens § 7, stk. 1, 2. pkt., der overdrages til en social forælder i forbindelse med morens påbegyndelse af fravær efter § 9, skal som udgangspunkt holdes inden for det første år efter barnets fødsel. Den sociale forælder er ikke, som ved overdragelse efter barselslovens § 23 b, stk. 1, bundet af at skulle holde fraværet på et bestemt tidspunkt, men skal bare holde fraværet, inden barnet fylder et år.
En social forælder, der er i beskæftigelse, kan desuden efter aftale med arbejdsgiveren genoptage arbejdet helt eller delvis under fravær, der er overdraget efter § 23 b, stk. 2, og forlænge eller udskyde perioden med ret til barselsdagpenge, jf. barselslovens §§ 12, 22 og 23, jf. § 23 b, stk. 4, dog skal fraværet med barselsdagpenge være holdt, inden barnet fylder 9 år. Selvstændige erhvervsdrivende har også mulighed for at kunne forlænge eller udskyde perioden med ret til barselsdagpenge. Se endvidere afsnit 4.3. om afholdelse af det overdragede fravær med barselsdagpenge.
3.2. Overdragelse af ret til fravær med barselsdagpenge efter de første 10 uger efter barnets fødsel eller modtagelse (barselslovens § 23 b, stk. 3)
En forælder kan helt eller delvis overdrage sin ret til fravær efter barselslovens § 9, med barselsdagpenge efter barselslovens §§ 21, 21 b og 21 c til en social forælder, jf. § 23 b, stk. 3, 1. pkt.
Forældre efter barselslovens § 23 b, stk. 3, omfatter alle retlige forældre, hvilket er barnets mor, far, medmor, adoptant, herunder stedbarnsadoptant, eller forældre, der er blevet forældre på grundlag af en surrogataftale efter barselslovens kapitel 1 b, 5 b eller 5 c, jf. § 23 a, stk. 1, som har ret til at overdrage fravær med barselsdagpenge til en social forælder.
Det fravær, der overdrages efter § 23, stk. 3, er fravær efter barselslovens § 9, der som udgangspunkt skal holdes efter den 10. uge efter fødslen eller modtagelsen af barnet. Det er både retten til fravær efter barselslovens § 9, og retten til barselsdagpenge efter barselslovens §§ 21, 21 b og 21 c, der enten kan overdrages til én eller flere sociale forældre, eller til både en anden retlig forælder efter § 21, stk. 2, og til en social forælder efter § 23, stk. 3.
Forældrene har mulighed for at overdrage alle overdragelige fraværsuger med barselsdagpenge efter barselslovens §§ 21, 21 b eller 21 c, til én eller flere sociale forældre. Lønmodtagere vil ikke kunne overdrage de 9 ugers øremærket orlov til en social forælder, jf. barselslovens § 23 b, stk. 3.
Det er ikke en betingelse for en forælders ret til at overdrage fravær med barselsdagpenge efter barselslovens § 23 b, stk. 3, 2. pkt., at forælderen opfylder beskæftigelseskravet i barselslovens §§ 27 eller 28. En forælder, der ikke selv opfylder beskæftigelseskravet i barselslovens §§ 27 eller 28, kan således overdrage den ret til barselsdagpenge, forælderen ville have haft, hvis beskæftigelseskravet var opfyldt, til en social forælder.
Der kan f.eks. være tale om, at forælderen er ydelsesmodtager eller studerende, som ikke opfylder beskæftigelseskravet, og derfor ikke vil kunne afholde fravær med barselsdagpenge. Hvis forælderen er socialt sikret i Danmark, kan forælderen således råde over retten til barselsdagpenge ved at overdrage fraværet til den sociale forælder, som vil kunne afholde fraværet med barselsdagpenge, hvis den sociale forælder opfylder beskæftigelseskravet i §§ 27 eller 28.
3.3. Overdragelse af udskudt fravær (barselslovens § 23 b, stk. 3)
En retlig forælder kan helt eller delvis overdrage fravær med barselsdagpenge, der er udskudt, til en social forælder, jf. barselslovens § 23 b, stk. 3, 1. pkt., sammenholdt med § 23, stk. 2.
Retten til at overdrage udskudt fravær med barselsdagpenge gælder, uanset om den retlige forælder selv har ret til barselsdagpenge, jf. barselslovens § 23, stk. 3.
For at den sociale forælder har ret til barselsdagpenge under det udskudte overdragede fravær, er det en betingelse, at den sociale forælder har haft barselsdagpengeret og været i beskæftigelse inden for det første år efter fødslen eller modtagelsen af barnet i et omfang, der svarer til den periode, der ansøges om barselsdagpenge for. Dette fremgår af barselslovens § 23, stk. 4, som også finder anvendelse for sociale forældre, jf. § 23 b, stk. 4. Det er endvidere en betingelse, at den sociale forælder opfyldte betingelserne for at være social forælder på tidspunktet, hvor pågældende var i beskæftigelse inden for det første år efter fødslen eller modtagelsen af barnet.
Retten til barselsdagpenge under det udskudte overdragede fravær er betinget af, at den sociale forælder opfylder beskæftigelseskravet i barselslovens §§ 27 eller 28, når det udskudte fravær skal holdes, jf. barselslovens § 23, stk. 5. Det er endvidere en betingelse, at den sociale forælder er i beskæftigelse umiddelbart forud for fraværet, jf. barselslovens § 23 b, stk. 4, sammenholdt med barselslovens § 23, stk. 5 og 6.
3.4. Overdragelse af ret til fravær med barselsdagpenge efter § 14 a (barselslovens § 14 a, stk. 2, jf. § 20)
En forælder kan helt eller delvis overdrage sin ret til fravær efter barselslovens 14 a, til en social forælder, jf. § 14 a, stk. 2.
Forældre efter barselslovens § 14 a, stk. 1, er forældre, der får to eller flere levendefødte børn ved samme fødsel, eller adoptanter, der adopterer to eller flere børn født ved samme fødsel, hvis børnene på tidspunktet for modtagelsen er under 1 år.
Ved overdragelse af fravær efter barselslovens § 14 a, stk. 2, følger en ret til barselsdagpenge efter barselslovens § 20, hvilket indebærer, at det både er retten til fravær og barselsdagpenge, der overdrages til en social forælder, når en forælder overdrager hele eller dele af de ekstra barselsuger, der tildeles ved en flerlingefødsel efter § 14 a, stk. 1, til en social forælder.
Fravær efter barselslovens § 14 a kan ikke overdrages til den anden retlige forælder til barnet, jf. barselslovens § 14 a, stk. 2, modsætningsvis.
Alle fraværsuger efter barselslovens § 14 a er i princippet overdragelige uger, hvilket betyder, at en forælder som udgangspunkt kan overdrage alle uger efter § 14 a, stk. 1, til en social forælder. For overdragelse af fravær efter § 14 a, stk. 2, er der dog et loft på i alt 13 uger for en social forælders ret til at afholde overdraget eller tildelt fravær efter § 14 a, jf. § 14 a, stk. 4. Det betyder, at hvis begge retlige forældre ønsker at overdrage fravær til samme sociale forælder, kan de tilsammen i alt højst overdrage 13 ugers fravær til den sociale forælder. Hvis der er flere sociale forældre, kan forældrene overdrage fravær efter § 14 a, stk. 2, til flere sociale forældre.
En social forælders ret til højst at kunne afholde i alt 13 ugers fravær overdraget efter barselslovens § 14 a, stk. 2, og tildelt fravær efter § 14 a, stk. 3, har desuden den betydning, at en social forælder, der efter ansøgning fra en soloforælder, jf. barselslovens § 21 c, får tildelt 13 ugers fravær af Udbetaling Danmark, jf. barselslovens § 14 a, stk. 3, ikke samtidig vil kunne få overdraget fravær efter § 14 a, stk. 2, af soloforælderen. Se afsnit 3.5. om tildeling af op til 13 ugers fravær til en social forælder ved en soloforælders flerlingefødsel.
Det er ikke en betingelse for en forælders ret til at overdrage fravær med barselsdagpenge efter barselslovens § 14 a, stk. 2, at forælderen opfylder beskæftigelseskravet i barselslovens §§ 27 eller 28. En forælder, der ikke selv opfylder beskæftigelseskravet i §§ 27 eller 28, kan således overdrage den ret til barselsdagpenge, forælderen ville have haft, hvis beskæftigelseskravet var opfyldt, til en social forælder.
Der kan f.eks. være tale om, at forælderen er ydelsesmodtager eller studerende, som ikke opfylder beskæftigelseskravet, og derfor ikke vil kunne afholde fravær med barselsdagpenge. Hvis forælderen er socialt sikret i Danmark, kan forælderen således råde over retten til barselsdagpenge ved at overdrage fraværet til den sociale forælder, som vil kunne afholde fraværet med barselsdagpenge, hvis den sociale forælder opfylder beskæftigelseskravet i §§ 27 eller 28.
3.5. Tildeling af op til 13 ugers fravær ved en soloforælders flerlingefødsel (barselslovens § 14 a, stk. 3)
En soloforælder, der får to eller flere børn ved samme fødsel, eller som adopterer to eller flere børn født ved samme fødsel, kan ansøge Udbetaling Danmark om tildeling af op til 13 ugers fravær til en social forælder eller et nærtstående familiemedlem, jf. barselslovens § 14 a, stk. 3. Det er en betingelse for ansøgning om tildeling af ekstra ugers fravær, at soloforælderen opfylder beskæftigelseskravet i §§ 27 eller 28 på ansøgningstidspunktet.
Ansøgning om op til 13 ugers fravær kan fordeles mellem flere konkret angivne sociale forældre eller nærtstående familiemedlemmer.
En social forælder, der får tildelt 13 ugers ekstra fravær efter denne bestemmelse, vil ikke samtidig kunne få overdraget fravær af soloforælderen efter § 14 a, stk. 2, da en social forælder ikke kan afholde mere end i alt 13 ugers fravær, der er overdraget efter stk. 2 eller tildelt efter stk. 3, jf. § 14 a, stk. 4.
Se kapitel 7 om ansøgning om tildeling af ekstra ugers fravær efter § 14 a, stk. 3.
Kapitel 4. En social forælders afholdelse af overdraget og tildelt fravær med barselsdagpenge samt varsling af arbejdsgiver
4.1. En social forælders ret til barselsdagpenge under det overdragede og tildelte fravær
Der er ret til barselsdagpenge under det overdragede og tildelte fravær, hvis den sociale forælder opfylder betingelserne for ret til barselsdagpenge, herunder beskæftigelseskravet i barselslovens §§ 27 eller 28. Beskæftigelseskravet skal være opfyldt på det tidspunkt, hvor fraværet holdes, jf. barselslovens § 29, stk. 1. Beskæftigelseskravet kan også opfyldes ved, at den sociale forælder i en tidligere fraværsperiode vedr. barnet, har opfyldt beskæftigelseskravet, jf. barselslovens § 29, stk. 1, 2. punktum, hvis den sociale forælder fortsat er enten lønmodtager, ledig eller selvstændig ved påbegyndelsen af en ny fraværsperiode, der påbegyndes inden 1 år efter barnets fødsel eller modtagelse
For ret til barselsdagpenge under fravær, der er overdraget efter barselslovens § 23 b, stk. 2 og 3, og som den sociale forælder har udskudt til afholdelse senere end et år efter barnets fødsel eller modtagelse, skal beskæftigelseskravet ligeledes være opfyldt på tidspunktet for afholdelsen af det udskudte fravær, jf. barselslovens § 23, stk. 5.
For ret til barselsdagpenge, når det udskudte fravær holdes, er det desuden en betingelse, at den sociale forælder har haft en barselsdagpengeret og været i beskæftigelse inden for det første år efter fødslen eller modtagelsen af barnet i et omfang, der svarer til den periode, der ansøges om, jf. barselslovens § 23, stk. 2, 2. pkt.
Fravær, der er overdraget eller tildelt efter barselslovens § 14 a, stk. 2 og 3, skal være afholdt inden 1 år efter børnenes fødsel eller modtagelse, jf. § 14 a, stk. 6, og dette fravær kan derfor ikke holdes som udskudt fravær.
4.2. Afholdelse af fravær overdraget efter § 23 b, stk. 1
En social forælder, der efter barselslovens § 23 b, stk. 1, har fået overdraget fravær efter barselslovens § 7, stk. 1, 2. pkt., af op til 8 ugers varighed af en beskæftiget mor, som genoptager arbejdet i 10-ugers perioden efter barnets fødsel, skal holde det overdragede fravær inden for de første 10 uger efter barnets fødsel. Det betyder, at den sociale forælder hverken har mulighed for at holde fraværet på et senere tidspunkt, eller at genoptage arbejdet delvist og forlænge den overdragede fraværsperiode.
4.3. Afholdelse af fravær overdraget efter § 23 b, stk. 2 og 3
Fravær med barselsdagpenge, der overdrages efter barselslovens § 23 b, stk. 2 (en retlig biologisk mors fravær efter § 7, stk. 1, 2. pkt.), og fravær, der overdrages efter barselslovens § 23 b, stk. 3 (en forælders fravær efter § 9), skal som udgangspunkt holdes inden 1 år efter barnets fødsel eller modtagelse, jf. barselslovens §§ 21, 21 b og 21 c.
Det overdragede fravær kan dog holdes på samme måde som de retlige forældre kan holde fravær efter § 9. Reglerne i barselslovens §§ 12, 22 og 23, finder tilsvarende anvendelse for fravær overdraget efter § 23 b, stk. 2 og 3, jf. § 23 b, stk. 4.
Det betyder, at en social forælder, der er i beskæftigelse, efter aftale med arbejdsgiveren kan genoptage arbejdet helt eller delvis under det overdragede fravær, jf. barselslovens § 12, stk. 1. I forbindelse med aftale om delvis genoptagelse af arbejdet under fraværet, kan det aftales, at fraværsretten forlænges med den tid, hvori arbejdet har været genoptaget, og i forbindelse med aftale om genoptagelse af arbejdet på fuld tid under fraværet, kan det aftales, at fraværsretten udskydes med den tid, hvori arbejdet har været genoptaget, jf. barselslovens § 12, stk. 2 og 3. En selvstændig erhvervsdrivende har ligeledes mulighed for at genoptage arbejdet under fraværet og enten forlænge eller udskyde fraværsretten.
Det udskudte fravær skal være afholdt, inden barnet fylder 9 år.
4.4. Afholdelse af fravær overdraget efter § 14 a, stk. 2, og afholdelse af tildelt fravær efter § 14 a, stk. 3
Fravær, der overdrages efter barselslovens § 14 a, stk. 2, og fravær, der er tildelt efter barselslovens § 14 a, stk. 3, skal holdes inden 1 år efter børnenes fødsel eller modtagelse.
En social forælder, der er i beskæftigelse, kan efter aftale med arbejdsgiveren genoptage arbejdet helt eller delvis under fravær, der er overdraget eller tildelt efter barselslovens § 14 a, stk. 2 og 3, og i den forbindelse aftale, at fraværsretten enten forlænges med den tid, hvor arbejdet har været genoptaget, eller at fraværet holdes på et senere tidspunkt, jf. barselslovens § 14 a, stk. 5.
Da det overdragede eller tildelte fravær skal være holdt senest 1 år efter børnenes fødsel eller modtagelse, har den sociale forælder ikke mulighed for at udskyde fravær efter § 14 a til afholdelse senere end 1 år efter barnets fødsel eller modtagelse, jf. barselslovens § 14 a, stk. 6, 2. pkt.
4.5. Varsling af arbejdsgiver i forbindelse med afholdelse af overdraget og tildelt fravær
En retlig biologisk mor, der er lønmodtager, som ønsker at overdrage fravær efter barselslovens § 7, stk. 1, 2. pkt., til en social forælder, skal underrette sin arbejdsgiver herom senest 4 uger før forventet fødsel, og samtidig skal hun underrette arbejdsgiveren om, hvorvidt hun ønsker at holde fravær efter § 9, jf. barselslovens § 23 b, stk. 5, sammenholdt med § 15, stk. 1, 2. pkt.
En social forælder, der er lønmodtager, og som ønsker at udnytte overdraget fravær efter barselslovens § 14 a, stk. 2, og barselslovens § 23 b, stk. 1 - 3, skal underrette sin arbejdsgiver herom efter fristerne fastsat i barselslovens § 15, stk. 3 og 4, jf. § 14 a, stk. 7, og § 23 b, stk. 6.
For fravær, der skal holdes inden for de første 10 uger efter barnets fødsel, skal lønmodtageren senest 4 uger før forventet fødselstidspunkt underrette sin arbejdsgiver herom og om længden af fraværet, jf. barselslovens § 15, stk. 3. For fravær, der skal holdes efter de første 10 uger efter barnets fødsel, skal lønmodtageren inden 6 uger efter fødslen eller barnets modtagelse underrette arbejdsgiveren om tidspunktet for fraværets begyndelse og om længden heraf, jf. barselslovens § 15, stk. 4.
Kapitel 5. Overdragelse af ret til fravær med barselsdagpenge til nærtstående familiemedlemmer og tildeling af op til 13 ugers fravær ved en soloforælders flerlingefødsel
5.1. En soloforælders overdragelse af ret til fravær med barselsdagpenge efter § 23 c, stk. 1
En forælder, som er omfattet af barselslovens § 21 c, dvs. en soloforælder, som opfylder beskæftigelseskravet i barselslovens §§ 27 eller 28, kan helt eller delvis overdrage sin ret til fravær efter barselslovens § 9, med barselsdagpenge efter §§ 21, 21 b og 21 c, jf. dog § 21, stk. 3, til et nærtstående familiemedlem. Dette fremgår af barselslovens § 23 c, stk. 1, 1. pkt.
Soloforælderen kan overdrage sin ret til fravær med barselsdagpenge til en eller flere nærtstående familiemedlemmer, ligesom soloforælderen kan kombinere overdragelsen til et nærtstående familiemedlem med overdragelse til en social forælder efter barselslovens § 23 b. Dette giver dog samlet ikke ret til mere fravær eller yderligere barselsdagpengeret, end soloforælderen har.
Det er både retten til fravær efter § 9, og retten til barselsdagpenge for fraværet, der kan overdrages til et nærtstående familiemedlem. Det betyder, at soloforælderen kan overdrage op til det antal uudnyttede fraværsuger, som soloforælderen har ret til barselsdagpenge for. En lønmodtager kan dog ikke overdrage de 9 ugers fravær med øremærkede barselsdagpenge til det nærtstående familiemedlem, jf. barselslovens § 21, stk. 3. Det er soloforælderens beskæftigelsesmæssige status på overdragelsestidspunktet, som er afgørende for, om soloforælderen kan overdrage de 9 ugers øremærkede barselsdagpenge.
Forælderen skal på tro og love oplyse, hvilken beskæftigelsesmæssige status pågældende har på tidspunktet for ansøgningen om overdragelsen af fraværet til det nærtstående familiemedlem. En solomor, som er lønmodtager, kan således overdrage op til 27 ugers fravær med barselsdagpenge (5 ugers fravær med barselsdagpenge efter barselslovens § 21, stk. 1, og 22 ugers fravær med barselsdagpenge efter barselslovens § 21 c, stk. 1), og en solofar, som er lønmodtager, kan overdrage op til 35 ugers fravær med barselsdagpenge (13 ugers fravær med barselsdagpenge efter barselslovens 21, stk. 1, og 22 ugers fravær med barselsdagpenge efter barselslovens § 21 c).
Soloforælderen, som overdrager fravær til et nærtstående familiemedlem, skal selv opfylde et beskæftigelseskrav på overdragelsestidspunktet, for at forælderen kan overdrage fraværet til det nærtstående familiemedlem. Beskæftigelseskravet skal være opfyldt på overdragelsestidspunktet.
Soloforælderen kan opfylde beskæftigelseskravet som enten lønmodtager efter barselslovens § 27 eller som selvstændig efter § 28.
Betingelsen om, at soloforælderen skal opfylde et beskæftigelseskrav som betingelse for at overdrage fravær til et nærtstående familiemedlem, kan også opfyldes ved, at forælderen i en tidligere fraværsperiode vedr. barnet, én gang har opfyldt beskæftigelseskravet som enten lønmodtager eller ledig efter barselslovens § 27 eller som selvstændig efter § 28 i overensstemmelse med bestemmelsen i barselslovens § 29, stk. 1, 2. punktum, hvis forælderen fortsat er enten lønmodtager, ledig eller selvstændig på overdragelsestidspunktet.
En soloforælders ret til fravær efter barselslovens § 14 a, stk. 1 (13 ugers fravær ved flerlingefødsel), kan ikke overdrages til et nærtstående familiemedlem, jf. § 14 a, stk. 2, modsætningsvis. Derimod kan en soloforælder ansøge Udbetaling Danmark om tildeling af op til 13 ugers fravær til et nærtstående familiemedlem. Se neden for afsnit 5.2.
5.2. Tildeling af op til 13 ugers fravær med barselsdagpenge til en social forælder eller et nærtstående familiemedlem ved en soloforælders flerlingefødsel (barselslovens § 14 a, stk. 3)
En soloforælder, jf. barselslovens § 21 c, der får to eller flere børn ved samme fødsel, kan ansøge Udbetaling Danmark om tildeling af op til 13 ugers fravær til en social forælder eller et nærtstående familiemedlem, jf. barselslovens § 14 a, stk. 3. Det er en betingelse for ansøgning om tildeling af ekstra ugers fravær, at soloforælderen opfylder beskæftigelseskravet i barselslovens §§ 27 eller 28 på ansøgningstidspunktet.
Ansøgning om ekstra 13 ugers fravær kan fordeles mellem flere konkret angivne nærtstående familiemedlemmer og/eller flere sociale forældre.
I den situation, hvor barnet har to forældre ved fødslen, men den ene forælder dør efter fødslen, men inden børnene er 1 år gamle, kan der tildeles op til 13 ugers fravær med barselsdagpenge efter ansøgning fra (nu) soloforælder til et nærtstående familiemedlem. Det gælder uanset, om den afdøde forælder har afholdt nogle eller alle de 13 ugers fravær efter barselslovens § 14 a, stk. 1.
Se kapitel 7 om ansøgning om tildeling af op til 13 ekstra ugers fravær efter barselslovens § 14 a, stk. 3.
Kapitel 6. Et nærtstående familiemedlems afholdelse af overdraget og tildelt fravær med barselsdagpenge samt varsling af arbejdsgiver
6.1. Et nærtstående familiemedlems ret til barselsdagpenge under det overdragede og tildelte fravær
Der er ret til barselsdagpenge under det overdragede og tildelte fravær, hvis det nærtstående familiemedlem opfylder betingelserne for ret til barselsdagpenge, herunder beskæftigelseskravet i barselslovens §§ 27 eller 28.
Beskæftigelseskravet skal være opfyldt på det tidspunkt, hvor fraværet holdes, jf. barselslovens § 29, stk. 1. Beskæftigelseskravet kan også opfyldes ved, at det nærtstående familiemedlem i en tidligere fraværsperiode vedr. barnet, har opfyldt beskæftigelseskravet, jf. barselslovens § 29, stk. 1, 2. pkt. hvis det nærtstående familiemedlem fortsat er enten lønmodtager, ledig eller selvstændig ved påbegyndelsen af en ny fraværsperiode, der påbegyndes inden 1 år efter barnets fødsel eller modtagelse.
6.2. Afholdelse af fravær overdraget efter § 23 c, stk. 1, og afholdelse af tildelt fravær efter § 14 a, stk. 3
Et nærtstående familiemedlem, der er i beskæftigelse, kan under fravær, der er tildelt efter barselslovens § 14 a, stk. 3, og fravær overdraget efter barselslovens § 23 c, stk. 1, efter aftale med arbejdsgiveren genoptage arbejdet helt eller delvis og i den forbindelse aftale, at fraværsretten forlænges med den tid, hvor arbejdet har været genoptaget, eller at fraværet holdes på et senere tidspunkt. Der henvises til barselslovens § 14 a, stk. 5, og § 23 c, stk. 3.
Fraværet kan ikke holdes senere end et år efter fødslen eller modtagelsen af barnet/børnene, og det nærtstående familiemedlem har derfor ikke mulighed for at udskyde fraværet til afholdelse senere end 1 år efter barnets/børnenes fødsel eller modtagelse, jf. barselslovens § 14 a, stk. 6 og § 23 c, stk. 1, 2. pkt.
Et nærtstående familiemedlem skal således afholde det overdragede fravær med barselsdagpenge efter barselslovens § 23 c, stk. 1, eller det tildelte fravær efter barselslovens § 14 a, stk. 3, inden for barnets første år, ellers er fraværet tabt for det nærtstående familiemedlem. Soloforælderen kan dog afholde fravær med barselsdagpenge efter barselslovens § 21 c på et senere tidspunkt, hvis betingelserne for at afholde udskudt fravær med barselsdagpenge er opfyldt, jf. barselslovens §§ 22 og 23.
Et nærtstående familiemedlem, der har fået overdraget fravær fra en soloforælder, kan afbryde fraværet for at holde ferie. Er det nærtstående familiemedlem lønmodtager, skal det ske efter aftale med arbejdsgiveren. Det nærtstående familiemedlem skal kunne nå at holde fraværet sammen med barnet inden for det første år efter fødslen eller modtagelsen af barnet.
6.3. Varsling af arbejdsgiver i forbindelse med afholdelse af overdraget og tildelt fravær
Det fremgår af barselslovens § 23 c, stk. 3, at et nærtstående familiemedlem, der ønsker at holde fravær overdraget efter § 23 c, stk. 1, og som er lønmodtager, med 8 ugers varsel skal give arbejdsgiveren besked om, hvornår fraværet påbegyndes og om længden heraf. For fravær, der er tildelt efter barselslovens § 14 a, stk. 3, gælder samme varslingsfrist, jf. barselslovens § 14 a, stk. 7.
Det betyder, at en lønmodtager, der ønsker at afholde overdraget eller tildelt fravær som nærtstående familiemedlem, vil skulle varsle sin arbejdsgiver herom senest 8 uger, inden fraværet ønskes afholdt og samtidig underrette arbejdsgiveren om længden af fraværet.
Kapitel 7. Administration af reglerne om overdragelse og tildeling af fravær med barselsdagpenge til sociale forældre og nærtstående familiemedlemmer
Udbetaling Danmark administrerer reglerne i barselsloven om retten til barselsdagpenge. Ansøgning om udbetaling af barselsdagpenge, ansøgning om overdragelse af barselsdagpenge og ansøgning om tildeling af ekstra fravær med barselsdagpenge skal ske digitalt til Udbetaling Danmark.
7.1. Ansøgning om overdragelse til sociale forældre og nærtstående familiemedlemmer
En forælder, der ønsker at overdrage fravær med barselsdagpenge til en social forælder efter barselslovens § 14 a, stk. 2, og § 23 b, stk. 1-3, eller til et nærtstående familiemedlem efter barselslovens § 23 c, stk. 1, skal søge Udbetaling Danmark om dette. Fravær med barselsdagpenge efter barselslovens § 14 a, stk. 1, jf. § 20, kan ikke overdrages til et nærtstående familiemedlem, jf. barselslovens § 14 a, stk. 2, modsætningsvis.
Ansøgningen sker i den digitale selvbetjeningsløsning, som Udbetaling Danmark stiller til rådighed. Hvis forælderen er undtaget fra digital selvbetjening efter § 2 i bekendtgørelse om obligatorisk digital selvbetjening vedrørende ansøgninger og meddelelser m.v. om sociale ydelser m.v., skal forælderen søge om overdragelse af fravær med barselsdagpenge på en blanket, der anvises af Udbetaling Danmark, jf. barselsbekendtgørelsens § 18, stk. 1.
Der kan tidligst søges om overdragelse af fravær med barselsdagpenge, når barnet er født eller modtaget, og forælderen er registreret som retlig forælder til barnet i CPR-registeret, jf. barselsbekendtgørelsens § 18, stk. 3. Der gælder ikke en frist for ansøgning om overdragelse, og der kan derfor også søges om overdragelse af fravær med barselsdagpenge på et tidspunkt, efter den sociale forælder eller det nærtstående familiemedlem har holdt fraværet. For at have ret til barselsdagpenge skal den sociale forælder eller det nærtstående familiemedlem dog opfylde de frister, der fremgår af barselslovens § 30 for anmodning om barselsdagpenge. Overdragelsen skal desuden være registreret og godkendt, før den sociale forælder eller det nærtstående familiemedlem kan søge om barselsdagpenge under afholdelsen af det overdragede fravær.
7.1.1. Oplysninger i forbindelse med ansøgningen
I forbindelse med ansøgning om overdragelse af fravær med ret til barselsdagpenge efter barselslovens § 14 a, stk. 2, jf. § 20, og § 23 b, stk. 1-3, til en social forælder, eller efter barselslovens § 23 c, stk. 1, til et nærtstående familiemedlem, skal den retlige forælder oplyse navn og cpr. nr. på den sociale forælder eller det nærtstående familiemedlem, samt oplyse hvilken relation, den pågældende har til forælderen, jf. barselsbekendtgørelsens § 18, stk. 2.
Ved overdragelse til en social forælder skal den retlige forælder på tro og love desuden oplyse, at den sociale forælder på tidspunktet for påbegyndelsen af den overdragede orlov opfylder betingelserne i barselslovens § 23 a, stk. 3, for at være social forælder, jf. barselsbekendtgørelsens § 18, stk. 2. Reglen betyder bl.a., at for at en samlever kan anses som social forælder efter barselsloven, behøver kravet om mindst 2 års samliv i et ægteskabslignende forhold, jf. barselslovens § 23 a, stk. 2, ikke at være opfyldt på tidspunktet for overdragelsen, men kravet skal være opfyldt senest på tidspunktet for afholdelsen af det overdragede fravær, som kan være et senere tidspunkt end overdragelsen.
Ved overdragelse af fravær med barselsdagpenge efter barselslovens § 23 b, stk. 1-3, og § 23 c, stk. 1, skal forælderen på tro- og love oplyse, hvilken beskæftigelsesmæssige status forælderen har på det tidspunkt, hvor der søges om overdragelse af fravær med barselsdagpenge, jf. barselsbekendtgørelsens § 18, stk. 4, dvs. på tidspunktet, hvor forælderen søger i selvbetjeningsløsningen. Der henvises til Ankestyrelsens principmeddelelse 7-23, som vedrører forældres ret til overdragelse af fravær med barselsdagpenge, når forældrene bor sammen. Principmeddelelsen viser, at antallet af uger, forældrene kan overdrage, afhænger af forældrenes beskæftigelsesmæssige situation på tidspunktet for overdragelsen.
Der kan tidligst søges om overdragelse af fravær med barselsdagpenge, når barnet er født eller modtaget, og forælderen er registreret som retlig forælder til barnet i CPR-registeret, jf. barselsbekendtgørelsens § 18, stk. 3.
En social forælder eller et nærtstående familiemedlem, der har fået overdraget fravær med barselsdagpenge fra en af barnets retlige forældre, kan overdrage barselsdagpengene tilbage til den forælder, som barselsdagpengene er overdraget fra, jf. barselsbekendtgørelsens § 18, stk. 6.
7.1.2. Dokumentation i forbindelse med overdragelse til en social forælder
I forbindelse med ansøgning om overdragelse til en social forælder, der enten er en kendt donor eller en kendt donors ægtefælle, jf. barselslovens § 23 a, stk. 3, nr. 2 og 3, kan Udbetaling Danmark kræve, at forælderen indsender dokumentation for, at den kendte donor har en relation til barnet/børnene, jf. barselslovens § 23 a, stk. 3, nr. 2 og 3. Der kan f.eks. kræves dokumentation i form af den erklæring om aftalen om det retlige forældreskab, som parterne har indsendt til Familieretshuset, jf. barselsbekendtgørelsens § 18, stk. 5.
7.2. Ansøgning om tildeling af fravær til sociale forældre og nærtstående familiemedlemmer ved en soloforælders flerlingefødsel
I forbindelse med ansøgning om tildeling af op til 13 ugers fravær med barselsdagpenge til en social forælder eller et nærtstående familiemedlem efter barselslovens § 14 a, stk. 3, jf. § 20, skal den retlige forælder oplyse navn og cpr. nr. på den sociale forælder eller det nærtstående familiemedlem.
Ved ansøgning om tildeling af fravær til et nærtstående familiemedlem skal forælderen desuden oplyse, hvilken relation det nærtstående familiemedlem har til forælderen. Der henvises til barselsbekendtgørelsens § 16, stk. 2.
Ved ansøgning om tildeling af fravær til en social forælder skal den retlige forælder desuden på tro og love oplyse, at den sociale forælder på tidspunktet for påbegyndelsen af den overdragede orlov opfylder betingelserne i barselslovens § 23 a, stk. 2 og 3, for at være social forælder, jf. barselsbekendtgørelsens § 16, stk. 2. Reglen betyder bl.a., at for at en samlever kan anses som social forælder efter barselsloven, behøver kravet om mindst 2 års samliv i et ægteskabslignende forhold, jf. barselslovens § 23 a, stk. 2, ikke at være opfyldt på tidspunktet for overdragelsen, men kravet skal være opfyldt senest på tidspunktet for afholdelsen af det overdragede fravær, som kan være et senere tidspunkt end overdragelsen.