Afsnit I
Formål samt oversigt over lovgivningen
Formål
Formålet med vejledningen er, at opsummere opbevaringsbekendtgørelsens, biproduktforordningens og gennemførelsesforordningens regler om opbevaring, transport, tilmelding til afhentning og sporbarhed af døde produktionsdyr samt de forskellige betingelser, der gælder, afhængig af typen af opbevaringsfacilitet.
Bekendtgørelsen og vejledningen omfatter ikke døde akvakulturdyr, hobbyfjerkræ samt pelsdyr, der sendes direkte til pelsningscentral.
Der gøres opmærksom på, at der i anden lovgivning kan være andre krav til opbevaringsfaciliteter samt opbevaring og transport af døde produktionsdyr.
Oversigt over lovgivningen
Vejledningen vedrører følgende lovgivning:
Biproduktforordningen: Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EF) nr. 1069/2009 af 21. oktober 2009 om sundhedsbestemmelser for animalske biprodukter og afledte produkter, som ikke er bestemt til konsum, og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1774/2002.
Gennemførelsesforordningen: Kommissionens forordning (EU) nr. 142/2011 af 25. februar 2011 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EF) nr. 1069/2009 om sundhedsbestemmelser for animalske biprodukter og afledte produkter, som ikke er bestemt til konsum, og om gennemførelse af Rådets direktiv 97/78/EF for så vidt angår visse prøver og genstande, der er fritaget for veterinærkontrol ved grænsen som omhandlet i samme direktiv.
Opbevaringsbekendtgørelsen: Bekendtgørelse nr. 558 af 1. juni 2011 om opbevaring m.m. af døde produktionsdyr.
CHR-bekendtgørelsen: Bekendtgørelse nr. 59 af 18. januar 2010 om registrering af besætninger i CHR.
Mærkningsbekendtgørelsen: Bekendtgørelse nr. 1121 af 1. december 2009 om mærkning, registrering og flytning af kvæg, svin, får eller geder.
Straffebekendtgørelsen: Bekendtgørelse nr. 165 af 1. marts 2011 om straffebestemmelser for overtrædelse af visse forordninger om animalske biprodukter og afledte produkter, som ikke er bestemt til konsum.
Betalingsbekendtgørelsen: Bekendtgørelse nr. 947 af 28. juli 2010 om betaling for kontrol af fødevarer og levende dyr m.v.
TSE-forordningen: Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 999/2001 af 22. maj 2001 om fastsættelse af regler for forebyggelse af, kontrol med og udryddelse af visse transmissible spongiforme encephalopatier.
BSE-bekendtgørelsen: Bekendtgørelse nr. 499 af 26. maj 2011 om overvågning og bekæmpelse af BSE hos kvæg.
TSE-bekendtgørelsen: Bekendtgørelse nr. 930 af 7. september 2006 om overvågning og bekæmpelse af TSE hos får og geder.
Afsnit II
Opbevaring af døde produktionsdyr
Hele kroppe af døde produktionsdyr betragtes som kategori 2 materiale indtil bortskaffelse efter biproduktforordningen. I opbevaringsbekendtgørelsens §§ 3-5 er der krav til opbevaring af døde produktionsdyr. Baggrunden for kravene er at sikre, at døde produktionsdyr opbevares så spredning af eventuelle smitstoffer undgås.
Ved mistanke om og udbrud af smitsomme husdyrsygdomme: Når flere besætninger benytter samme opbevaringsfacilitet, betragtes de som kontaktbesætninger. Samtlige ejendomme, hvor kontaktbesætningerne er beliggende, vil kunne underlægges restriktioner i forbindelse med mistanke om og udbrud af smitsomme husdyrsygdomme.
Kapitel 1
Opbevaringsfaciliteter og ejerforhold
”Besætning” er ikke defineret i opbevaringsbekendtgørelsen. Begrebet bruges i den betydning som det til enhver tid er defineret i CHR-bekendtgørelsen.
Efter opbevaringsbekendtgørelsens § 3, stk. 1 skal døde produktionsdyr indtil afhentning opbevares på en opbevaringsfacilitet, som defineret i opbevaringsbekendtgørelsens § 2, nr. 10. Det betyder at en af følgende typer opbevaringsfaciliteter skal benyttes til opbevaring af døde produktionsdyr indtil afhentning, afhængig af, om der skal opbevares døde produktionsdyr, der stammer fra besætninger med samme eller forskellige ejere og om besætningerne er fordelt på et eller flere CHR-numre.:
Opbevaringsplads: Plads hvor døde produktionsdyr opbevares indtil afhentning, og hvor dyrene stammer fra en eller flere besætninger på samme CHR-nummer. Opbevaringspladsen skal være beliggende på det CHR-nummer, de døde produktionsdyr stammer fra.
Opbevaringspladser må ikke benyttes til opbevaring af døde produktionsdyr fra andre CHR-numre, men der må gerne opbevares dyr fra besætninger med forskellige ejere, så længe besætningerne hører under samme CHR-nummer
Afhentningsplads: Plads hvor døde produktionsdyr opbevares indtil afhentning, hvor dyrene stammer fra besætninger med samme ejer, og hvor besætningerne er fordelt på flere CHR-numre. Afhentningspladsen skal have samme ejer som de besætninger, der leverer døde produktionsdyr til afhentningspladsen. Hvis ejeren af afhentningspladsen har besætninger fordelt på flere CHR-numre, kan døde produktionsdyr fra disse besætninger samles på samme afhentningsplads.
En afhentningsplads må ikke benyttes til opbevaring af døde produktionsdyr fra besætninger med forskellige ejere.
Fælles for opbevaringsplads og afhentningsplads: På opbevaringspladser og afhentningspladser er det tilladt at opbevare døde produktionsdyr i en container på køl eller frost. I sådanne tilfælde vil betingelserne for bl.a. tilmelding til afhentning af døde dyr for henholdsvis opbevaringspladser og afhentningspladser være gældende. Det er ikke nødvendigt at containeren står permanent på opbevaringspladsen eller afhentningspladsen, f.eks. kan containeren være placeret indendørs indtil den transporteres hen til opbevaringspladsen eller afhentningspladsen på afhentningsdagen.
Køleanlæg: Container, rum, kølebrønd eller anden enhed hvor døde produktionsdyr opbevares indtil afhentning, og hvor temperaturen ikke overstiger 8° C. Da der altid vil være udsving i temperaturen, bør det tilstræbes at driftstemperaturen ligger 1-2° C lavere, så temperaturen altid holdes under 8° C. Efter åbning af anlægget er det acceptabelt, at temperaturen i et kort tidsrum overstiger 8° C.
Fryseanlæg: Container, rum eller anden enhed hvor døde produktionsdyr opbevares på frost indtil afhentning.
Fælles for køleanlæg og fryseanlæg: Køleanlæg og fryseanlæg kan benyttes til opbevaring af døde produktionsdyr;
– fra en eller flere besætninger på samme CHR-nummer. Anlægget skal være beliggende på det CHR-nummer, de døde dyr stammer fra,
– fra besætninger med samme ejer, hvor besætningerne er fordelt på flere CHR-numre. Anlægget skal have samme ejer, som de besætninger, der leverer døde dyr til anlægget, eller
– fra besætninger med forskellige ejere, hvor besætningerne er fordelt på flere CHR-numre. Anlægget skal være godkendt som kategori 2 anlæg til håndtering af animalske biprodukter efter biproduktforordningen artikel 24, nr. 1. h).
Forskellen mellem en container på køl, der er placeret på en opbevaringsplads og et køleanlæg til opbevaring af døde produktionsdyr fra et enkelt CHR-nummer: Der skelnes mellem en container på køl, der er placeret på en opbevaringsplads og et køleanlæg til opbevaring af døde produktionsdyr fra besætninger på et enkelt CHR-nummer. Døde produktionsdyr må opbevares tre uger i en kølecontainer på en opbevaringsplads men seks uger i et køleanlæg. Det afgørende er, hvordan opbevaringsfaciliteten er registreret i CHR, jf. CHR-bekendtgørelsen. Afhængig af hvordan opbevaringsfaciliteten er registreret i CHR, stilles der forskellige krav til mærkning og indberetning af flytninger i CHR, jf. mærkningsbekendtgørelsen.
Undtagelse: Efter opbevaringsbekendtgørelsens § 3, stk. 3. kan døde produktionsdyr fra græsningsarealer, der er uden opbevaringsfaciliteter, og som ikke fysisk grænser op til det CHR-nummer, som dyrene er flyttet fra, transporteres til;
– det nærmeste sted, hvorfra de kan afhentes, eller
– den opbevaringsfacilitet, der ejes eller benyttes af dyrets ejer.
Baggrunden for undtagelsen i § 3, stk. 3 er, at Fødevarestyrelsen har vurderet, at det ikke er nødvendigt, at der etableres opbevaringsfaciliteter ved alle græsningsarealer. Endvidere har det været nødvendigt at tage højde for, at der er græsningsarealer, der ikke er tilgængelige for det almindelige opsamlingsmateriel, f.eks. i tilfælde af afgræsningsområder, der er placeret inde i en skov, hvor der ikke er plads til at lastbilen, der skal afhente de døde dyr, kan manøvrere. Der kan også være andre tilfælde hvor det er hensigtsmæssigt, at døde dyr transporteres til den opbevaringsfacilitet, der ejes eller benyttes af dyrenes ejer.
Kapitel 2
Opbevaring af døde drøvtyggere, hvorfra der skal udtages prøvemateriale til TSE-test
Efter opbevaringsbekendtgørelsens § 4 må døde drøvtyggere, hvorfra der skal udtages prøvemateriale til TSE-test, ikke opbevares i fryseanlæg eller container på frost. Grunden er, at prøvematerialet bliver ødelagt, og undersøgelsens resultat derfor ikke vil være brugbart. Aldersgrænsen for hvornår, der skal udtages prøvemateriale til TSE-test af døde drøvtyggere, er fastsat i TSE-forordningen, som i Danmark er suppleret ved BSE-bekendtgørelsen og TSE-bekendtgørelsen.
Kapitel 3
Opbevaring af døde produktionsdyr
Efter opbevaringsbekendtgørelsens § 3, stk. 2 skal døde produktionsdyr indtil afhentning opbevares på en måde, der sikrer mod ådselædende dyr, da der er risiko for, at ådselædende dyr kan forårsage spredning af eventuelle smitstoffer.
Ved betegnelsen ådselædende dyr menes større ådselædende pattedyr, f.eks. ræve.
Nedenfor er nævnt nogle eksempler på, hvordan døde produktionsdyr kan sikres mod ådselædende dyr.
Ved opbevaring af døde produktionsdyr på en opbevaringsplads eller afhentningsplads, kan de sikres mod ådselædende dyr, f.eks. ved opbevaring i lukket container, evt. på køl eller frost, ved anvendelse af kadaverkappe, ved cementeret underlag i kombination med indhegning, eller på anden vis. Ved opbevaring i tæt og lukket køleanlæg eller fryseanlæg vil dette i sig selv yde beskyttelse mod ådselædende dyr.
Fordærvelse bør mindskes mest muligt under opbevaring. For døde produktionsdyr, der ikke opbevares på køl eller frost, sinkes fordærvelsesprocessen bedst ved skyggefuld placering kombineret med ventilation. Anvendes overdækning, f.eks. kadaverkappe, kan der laves små huller i denne for at øge ventilationen. Ved placering af dyrene på f.eks. betonspalter med smalle mellemrum vil de blive hævet fra jorden, hvilket også vil øge ventilationen. Der bør ikke anvendes løse overdækninger, da der er risiko for at disse kan blæse væk, og dermed sprede eventuelle smitstoffer.
Kapitel 4
Placering af opbevaringsfacilitet
Efter opbevaringsbekendtgørelsens § 5, stk. 1. skal opbevaringsfaciliteter være placeret i passende afstand fra offentlig vej, produktionsbygninger og arealer med produktionsdyr, for at forebygge smittespredning. Her menes at opbevaringsfaciliteter skal være placeret så evt. smitterisiko fra de døde produktionsdyr til besætningens øvrige dyr og andre besætninger mindskes, samt at evt. risiko for overførsel af smitte fra lastbilen, der afhenter de døde produktionsdyr, til besætningens dyr mindskes. I hvert enkelt tilfælde, vil det være et vurderingsspørgsmål, hvor det vil være mest hensigtsmæssigt at placere opbevaringsfaciliteten i overensstemmelse med opbevaringsbekendtgørelsen såvel som anden lovgivning.
Efter opbevaringsbekendtgørelsens § 5, stk. 2. skal opbevaringsfaciliteter være placeret ved fast tilkørselsvej. Hermed menes at tilkørselsvejen skal være etableret med stabilt underlag, så det sikres, at lastbilen, der skal afhente de døde produktionsdyr, kan manøvrere.
Afsnit III
Krav til transporten af døde produktionsdyr undervejs til opbevaringsfaciliteten
I opbevaringsbekendtgørelsens § 8 gøres opmærksom på, at der i biproduktforordningens artikel 21 samt gennemførelsesforordningens artikel 17 og bilag VIII stilles krav til transport af animalske biprodukter, herunder døde produktionsdyr. Disse krav er listet op nedenfor:
– Døde produktionsdyr skal transporteres i tildækkede lækagesikre containere eller køretøjer.
– Køretøjer, genbrugscontainere og genbrugelige dele, der kommer i kontakt med døde produktionsdyr, skal holdes rene.
– Køretøjer, genbrugscontainere og genbrugelige dele, der kommer i kontakt med døde produktionsdyr, skal forbeholdes dette formål for at forhindre krydskontaminering.
– Køretøjer, genbrugscontainere og genbrugelige dele, der kommer i kontakt med døde produktionsdyr, kan anvendes til andre formål, hvis de rengøres og desinficeres efter kontakt med døde produktionsdyr samt holdes rene og er rene og tørre før brug, for at undgå krydskontaminering.
– Under transporten, frem til opbevaringsfaciliteterne og derfra til bortskaffelse efter biproduktforordningen, betragtes hele kroppe af døde produktionsdyr som kategori 2 materiale. Derfor skal containeren eller køretøjet være mærket ”Kategori 2 materiale” og ”Ikke til foder”.
– I forbindelse med transport af døde produktionsdyr skal der benytte shandelsdokumenter og føres fortegnelser, se dog opbevaringsbekendtgørelsens § 12 og afsnit V i vejledningen.
Ved § 8, stk. 2 menes, at i tilfælde hvor ejeren/ejerne af ejendommene, hvorfra der leveres døde dyr til opbevaringsfaciliteten, er de eneste, der har vej-ret på vejstrækningen fra stedet, hvor transporten begynder og frem til opbevaringsfaciliteten, skal transporten ske, så evt. smittespredning forebygges. Det betyder at døde produktionsdyr skal transporteres, så de f.eks. ikke rører jorden eller underlaget under transporten, samt så spild af legemsvæsker m.v. undgås.
Afsnit IV
Tilmelding til afhentning af døde produktionsdyr
Efter opbevaringsbekendtgørelsens §§ 9-11 skal døde produktionsdyr som udgangspunkt tilmeldes afhentning hurtigst muligt og senest 24 timer efter aflivning eller konstatering af dødsfald.
Kapitel 1
Tilmelding til afhentning af døde drøvtyggere, hvorfra der skal udtages prøvemateriale til TSE-test
Døde drøvtyggere, hvor der er krav om udtagelse af prøvemateriale til TSE-test, skal tilmeldes afhentning hurtigst muligt og senest 24 timer efter aflivning eller konstatering af dødsfald. Aldersgrænsen for, hvornår der skal udtages prøvemateriale til TSE-test af selvdøde og aflivede drøvtyggere, er fastsat i TSE-forordningen, som i Danmark er suppleret ved BSE-bekendtgørelsen og TSE-bekendtgørelsen.
Kapitel 2
Tilmelding til afhentning af andre døde produktionsdyr
For andre døde produktionsdyr end døde drøvtyggere, hvor der er krav om udtagelse af prøvemateriale til TSE-test, gælder, at tidsfristerne for tilmelding til afhentning kan udskydes, som beskrevet i opbevaringsbekendtgørelsens §§ 9-11. Tidsfristerne er desuden indsat i skemaet i kapitel 3.
Efter opbevaringsbekendtgørelsens §§ 9-11 kan døde produktionsdyr opbevares på køl eller frost. For at undgå at forrådnelsesprocessen fremskyndes, skal dyrene efter aflivning eller konstatering af dødsfald straks lægges på køl eller frost. Indtil dyrene lægges på køl eller frost, skal reglerne i § 9, stk. 1 overholdes. Som nævnt ovenfor må døde drøvtyggere, hvorfra der skal udtages prøvemateriale til TSE-test, ikke opbevares i fryseanlæg eller container på frost.
Kapitel 3
Opbevaringstid for døde produktionsdyr på forskellige opbevaringsfaciliteter
Af skemaet fremgår den tilladte opbevaringstid for døde produktionsdyr, afhængig af hvilken type opbevaringsfacilitet der benyttes.
Opbevaringsfacilitet | Maksimal opbevaringstid |
---|---|
Drøvtyggere hvorfra der skal udtages prøvemateriale til TSE-test | 24 timer* uanset opbevaringsfacilitet – Må aldrig opbevares i fryseanlæg eller container på frost. |
Opbevaringsplads eller afhentningsplads: Lukket container Lukket container på køl/frost Pelsdyr i lukket container: I pelsningssæsonen Udenfor pelsningssæsonen på køl/frost | 24 timer* Indtil containeren er fuld, dog senest efter 5 dage* Indtil containeren er fuld, dog senest efter 3 uger* Indtil containeren er fuld, dog senest ved pelsningssæsonens afslutning* Indtil containeren er fuld, dog senest efter 3 måneder* |
Køleanlæg | Indtil anlægget er fyldt, dog maksimalt 6 uger |
Fryseanlæg | Indtil anlægget er fyldt, dog maksimalt 3 måneder |
* Dette er det maksimale tidsrum, der må gå, fra dyret er aflivet eller konstateret dødt, inden tilmelding til afhentning foretages.
Afsnit V
Handelsdokumenter og sporbarhed
I lovgivningen stilles en række krav, der skal overholdes for at sikre sporbarheden af døde produktionsdyr:
– Der er krav om sporbarhed af animalske biprodukter, herunder døde produktionsdyr, jf. biproduktforordningens artikel 21 samt gennemførelsesforordningens artikel 17 og bilag VIII.
– I CHR-bekendtgørelsen fastsættes regler om, hvorvidt opbevaringsfaciliteterne skal oprettes i CHR.
– For at sikre sporbarheden skal døde produktionsdyr være entydigt mærket. Kravene til mærkning fremgår af mærkningsbekendtgørelsen. For smågrise og andre produktionsdyr, der opbevares i container, er det tilstrækkeligt at containeren er mærket med oprindelsesbesætningens CHR-nummer.
– I mærkningsbekendtgørelsen fastsættes endvidere regler om, hvorvidt flytning af dyr skal registreres i CHR.
Alternativt system til sikring af sporbarheden af visse døde produktionsdyr
For de dyrearter, hvor flytning af dyr skal registreres i CHR, er det efter opbevaringsbekendtgørelsens § 12 tilladt at benytte et alternativ system til sikring af sporbarheden ved national transport af døde produktionsdyr, jf. også biproduktforordningen art. 21, nr. 3. og art. 22
Det alternative system erstatter handelsdokumenter og fortegnelser ved national transport af døde produktionsdyr.
Det alternative system kan benyttes ved national transport af døde produktionsdyr til afhentningspladser, køleanlæg og fryseanlæg, samt ved afhentning af døde produktionsdyr fra opbevaringsfaciliteter til destruktion på et godkendt forarbejdningsanlæg.
Kravene til det alternative system omfatter at;
– flytning af døde produktionsdyr skal registreres i CHR, dette krav er opfyldt, når indberetningen til CHR følger reglerne i mærkningsbekendtgørelsen.
– besætningsejeren skal opbevare en faktura fra forarbejdningsanlægget som dokumentation for afhentning af de døde produktionsdyr. Fakturaen skal opbevares i mindst 2 år og
– forarbejdningsanlægget skal opbevare chaufførens køreseddel i mindst 2 år.
Fakturaen fra forarbejdningsanlægget og chaufførens køreseddel skal opbevares i mindst 2 år jf. gennemførelsesforordningen artikel 17, nr. 1. og bilag VIII kap. III.
Afsnit VI
Øvrige krav til godkendelse og drift af køleanlæg og fryseanlæg til opbevaring af døde produktionsdyr fra besætninger med forskellige ejere fordelt på flere CHR-numre
Udover de ovenfor beskrevne krav gælder også de i dette afsnit beskrevne krav for godkendelse og drift af køleanlæg og fryseanlæg til opbevaring af døde produktionsdyr, fra besætninger med forskellige ejere, hvor besætningerne er fordelt på flere CHR-numre.
Efter opbevaringsbekendtgørelsens § 6 skal køleanlæg og fryseanlæg til opbevaring af døde produktionsdyr fra besætninger med forskellige ejere, hvor besætningerne er fordelt på flere CHR-numre, godkendes som kategori 2 anlæg til håndtering af animalske biprodukter, jf. biproduktforordningen artikel 24, nr. 1. h).
Når køleanlæg og fryseanlæg er godkendt som kategori 2 anlæg til håndtering af animalske biprodukter, kan de modtage og opbevare døde produktionsdyr fra besætninger med forskellige ejere, hvor besætningerne er fordelt på flere CHR-numre, indtil dyrene afhentes til bortskaffelse efter biproduktforordningen.
Kapitel 1
Krav til godkendelse og drift af anlæg
For køleanlæg og fryseanlæg til opbevaring af døde produktionsdyr fra besætninger med forskellige ejere, hvor besætningerne er fordelt på flere CHR-numre gælder følgende:
– Inden anlægget tages i brug, skal det godkendes af fødevareregionen som kategori 2 anlæg til håndtering af animalske biprodukter efter artikel 24, nr. 1. h) i biproduktforordningen.
– Kategori 2 materiale, herunder døde produktionsdyr, skal håndteres og opbevares i overensstemmelse med biproduktforordningens artikel 25 og gennemførelsesforordningens artikel 19 og bilag IX, kapitel II.
– Der skal føres egenkontrol som foreskrevet i biproduktforordningens artikel 28.
– Anlægget kontrolleres af myndighederne, jf. biproduktforordningens artikel 45.
– Fødevareregionens godkendelse og kontrol af anlægget er gebyrbelagt jf. betalingsbekendtgørelsen.
Ansøgning
Efter opbevaringsbekendtgørelsens § 7 skal der fremsendes en skriftlig ansøgning til fødevareregionen med henblik på at få godkendt køleanlæg og fryseanlæg som kategori 2 anlæg til håndtering af animalske biprodukter.
Ansøgningen skal indeholde:
– CHR-nummeret hvor anlægget er beliggende,
– Tegninger med en situationsplan, som angiver anlæggets beliggenhed i forhold til bygninger, veje, nabobebyggelser m.m.,
– En beskrivelse af anlæggets drift.
– En beskrivelse af anlæggets egenkontrolprogram efter biproduktforordningens artikel 28.
Betingelser for godkendelse
Beliggenhed m.v.
Efter opbevaringsbekendtgørelsens § 6, stk. 2 må afstanden mellem CHR-nummeret, hvor køleanlægget eller fryseanlægget er beliggende og CHR-numrene, der leverer dyr til anlægget, maksimalt være 3 km. Grunden er, at der ved udbrud af smitsomme husdyrsygdomme etableres zoner omkring de ramte CHR-numre, og i mange tilfælde har disse zoner en radius på 3 km.
For at køleanlæg og fryseanlæg kan godkendes som kategori 2 anlæg til håndtering af animalske biprodukter, skal de være beliggende i passende afstand fra produktionsbygninger og hovedfærdselsårer, og være fysisk adskilt fra andre biproduktvirksomheder og slagterier.
Det er fødevareregionen, der i hvert enkelt tilfælde vurderer, om kravene til beliggenhed er opfyldt.
Liste over CHR-numre der leverer døde produktionsdyr til køleanlæg og fryseanlæg
Efter opbevaringsbekendtgørelsens § 6, stk 3 skal ejeren af anlægget sikre at der foreligger en liste over CHR-numre og besætningsnumre, der leverer døde produktionsdyr til køleanlægget eller fryseanlægget. Listen skal til enhver tid være opdateret og skal på forlangende forevises fødevareregionen.
Kapacitet, indretning og udstyr
Køleanlæg og fryseanlæg skal, jf. gennemførelsesforordningens artikel 19 og bilag IX, kapitel II, opfylde følgende krav til kapacitet, indretning og udstyr:
– Anlægget skal have tilstrækkelig kapacitet til henholdsvis nedkøling og indfrysning af de modtagne døde produktionsdyr.
– Anlægget skal være konstrueret så rengøring og desinfektion kan foretages effektivt.
– Med henblik på at undgå risiko for kontaminering skal der være etableret passende foranstaltninger til rengøring og desinfektion af beholdere og køretøjer. F.eks. skal anlægget være forsynet med en vaskeplads med tilstrækkelig kapacitet til rengøring og desinfektion af køretøjer og containere m.v. som de døde produktionsdyr ankommer i. Vaskepladsen skal have fast underlag, koldt og varmt vand samt passende desinfektionsudstyr. Hvis flere køretøjer rengøres og desinficeres samtidig, skal der være fysisk afskærmning, der hindrer tilsprøjtning fra andre køretøjer. Der skal endvidere være passende udstyr til desinficering af hjulene på køretøjerne.
– Anlæg og udstyr holdes i god stand, og evt. måleudstyr kalibreres med regelmæssige mellemrum.
– Anlægget skal have etableret passende foranstaltninger til beskyttelse mod skadedyr, såsom insekter, gnavere og fugle. Ved opbevaring i et tæt og lukket anlæg vil dette være opfyldt.
– Anlægget skal være forsynet med et system til bortledning af spildevand, som opfylder myndighedernes krav.
Identifikation og sporbarhed
Foruden de generelle krav til sporbarhed, der er beskrevet i Afsnit V, skal der føres fortegnelser over antallet af modtagne døde produktionsdyr, navn og adresse på transportøren, der har transporteret døde produktionsdyr til anlægget samt datoen for modtagelse af de døde produktionsdyr.
Egenkontrol
Der skal indføres, iværksættes og opretholdes egenkontrol i køleanlæg og fryseanlæg med henblik på at overvåge, at biproduktforordningen overholdes, jf. biproduktforordningens art. 28.
Der skal fastlægges dokumenterede rengøringsprocedurer for køleanlæg og fryseanlæg. Procedurerne skal fremgå af egenkontrolprogrammet.
I forbindelse med anlæggets egenkontrolprogram skal indføres en ordning, der sikrer sporbarhed af de modtagne døde produktionsdyr.
Afsendelse
Døde produktionsdyr skal sendes til et godkendt forarbejdningsanlæg eller anden bortskaffelse efter biproduktforordningen.
Ændring af godkendelsen
Ved væsentlige ændringer i anlægget, anlæggets drift, egenkontrol eller andre oplysninger, der ligger til grund for godkendelsen, skal der indsendes ny ansøgning om godkendelse til fødevareregionen.
Hvis der er tvivl om, hvorvidt der er tale om en væsentlig ændring, bør der rettes henvendelse til fødevareregionen med henblik på en afklaring af spørgsmålet.
Suspension eller tilbagetrækning af godkendelse
Hvis køleanlæg og fryseanlæg ikke opfylder biproduktforordningens krav, kan fødevareregionen afhængig af manglens karakter suspendere eller tilbagetrække den meddelte godkendelse, jf. biproduktforordningen artikel 46.
Virksomheden kan endvidere pålægges konkrete betingelser for at rette op på eksisterende mangler. Dette kan ske i relation til suspension og tilbagetrækning, men vil også kunne pålægges alene, hvis fødevareregionen finder, at der ikke er risiko for menneskers og dyrs sundhed.
Tilsyn og kontrol
Det er fødevareregionen, der fører tilsyn med, at køleanlæg og fryseanlæg overholder biproduktforordningens bestemmelser.
Afsnit VII
Registrering af transportører
Transportører af døde produktionsdyr til køleanlæg og fryseanlæg, der er godkendt som kategori 2 anlæg til håndtering af animalske biprodukter, skal registreres af fødevareregionen, jf. biproduktforordningen artikel 23 og gennemførelsesforordningen artikel 20 og bilag IX, Kapitel IV, nr. 3.