VEJ nr 9191 af 24/04/2009
Miljø- og Ligestillingsministeriet
Vejledning om metode til sammensat flowproportionel prøvetagning af drikkevand ved forbrugerens taphane
4 Metodebeskrivelse
Sammensat flowproportional prøvetagning af drikkevand ved forbrugerens taphane
4.1 Formål
Prøvetagning af drikkevand repræsentativt for et ugentligt gennemsnitligt af det vand, forbrugeren indtager, baseret på sammensat flowproportional prøvetagning til bestemmelse af antimon, arsen, bly, cadmium, krom, nikkel og zink i henhold til Drikkevandsbekendtgørelsen (2007).
4. 2 Termer og definitioner
4.2.1 Vand til indtagelse
Vand til indtagelse inkluderer vand tappet til:
– Drikkevand
– Tilberedning af drikkevarer (juice, te, kaffe etc.)
– Tilberedning af fødevarer (skylning, kogning, ingrediens)
4.2.2 Gennemsnitlig uge
En gennemsnitlig uge er en uge, der kan betragtes som gennemsnitlig mht. husstandens vandforbrug. En gennemsnitlig uge indeholder 5 hverdage og 2 fridage, hvor der ikke vil være ekstraordinært vandforbrug, og hvor husstandens beboere ikke er helt eller delvist bortrejst. Forbrugeren må tilkendegive, om en foreslået uge kan betragtes som gennemsnitlig for husstanden.
Da en husstands vandforbrug kan variere meget over tid, bør prøvetagningen gennemføres mere end én gang.
4.2.3 Egnet materiale
Prøvetagningsudstyr, der kommer i kontakt med prøven, skal være fremstillet i plastik, så metaller hverken afgives til eller adsorberes fra prøven. Velegnede materialer kan være polyethylen, polypropylen, teflon eller lignende.
Glas skal undgås i kontakt med prøven, da metaller kan adsorbere til glas.
Alt prøvetagningsudstyr, som kommer i kontakt med den opsamlede prøve, skal være syrevasket forud for brug for at undgå forurening af prøven. En egnet procedure kan være henstand i 10% HNO3 natten over efterfulgt af grundig skylning i først destilleret vand og derefter MilliQ-vand.
Afgivelse fra eller adsorption til materialerne i udstyrsopsætningen skal testes under forhold svarende til brugssituationen forud for prøvetagning.
4. 3 Princip
En lille konstant delstrøm af vand tappet til indtagelse opsamles over en gennemsnitlig uge (se 2.2). Fraktionen opsamles via en to-vejs ventil betjent af forbrugeren. Den endelige prøve vil således være sammensat af flere mindre prøver (når der tappes vand til indtagelse) udtaget flowproportionelt over en uge.
4.4 Udstyr
4.4.1 To-vejs ventil
To-vejs ventil, som opfylder nedenstående krav:
– Være udformet i et egnet materiale (se 4.2.3).
– Kan monteres direkte på taphanen.
– Kan skifte imellem enkelt stråle og to-delt stråle, der fraskiller en lille delstrøm (4-10%) af flowet kalibreret indenfor 5% præcision.
– Have en simpel funktion til at skifte imellem enkelt stråle og to-delt stråle, der kan betjenes af forbrugeren.
– Være designet så forbrugeren tapper vand i en højde over vasken og med en strålebredde svarende til normale forhold i videst muligt omfang.
– Være designet så slangen, der leder til opsamplingsflasken ikke hindrer drejning af taphanen.
4.4.2 Opsamlingsflaske
3-4 L flaske med skruelåg i egnet materiale (se 4.2.3). Låget skal have to lynkoblinger med slangestudse monteret til slangegennemføring. To flasker - én til opsamling og én i reserve – skal bruges ved hvert prøvetagningssted.
4.4.3 Luftfilter
Et filter med en porestørrelse på 0,2 µm til at forhindre forurening af den opsamlede prøve med partikler fra omgivelserne.
4.4.4 Slanger
Slange i et egnet materiale (se 4.2.3) med tilstrækkelig længde til at forbinde to-vejs ventilen med opsamlingsflasken (afhængig af den enkelte prøvetagningslokalitet), samt et kort stykke til at forbinde luftfiltret med opsamlingsflasken. Slangediameteren må være tilstrækkelig stor til, at slangen løber tør imellem hver enkel tapning. Fleksslanger kan evt. anvendes til at gøre prøvetagningsopsætningen mere fleksibel og dermed give en bedre forbrugeroplevelse.
4.4.5 Forbindelsesrør
Det kan være nødvendigt at anvende forbindelsesrør, såfremt slangestudse og to-vejs ventilen kræver forskellige slangediametre.
4.4.6 Måleglas
Et 100 mL (± 1 ml ved 20C) og et 1000 mL (± 5 ml ved 20C) måleglas.
4.5 Procedure
Opsamlingsflaske(r) skal udvejes før og efter opsamling for at bestemme volumen af den opsamlede prøve.
4.5.1 Montering
– Monter to-vejs ventilen på taphanen
– Forbind slangen, som skal lede prøven til opsamlingsflasken, til to-vejs ventilen.
– Anvend måleglassene til at kontrollere størrelsen af delstrømmen under to-delt stråle ved højt og lavt flow. Den frie ende af slangen skal placeres lavere end to-vejs ventilen. Delstrømmens størrelse beregnes som:

– Forbind den anden ende af slangen til opsamlingsflasken ved den ene af lågets lynkoblinger. Montér luftfilteret til lågets anden lynkobling ved brug af det korte slangestykke. Kontroller at skruelåg og lynkoblinger slutter tæt. Placer opsamlingsflasken lavere end udmundingen af to-vejs ventilen i en position, hvor den ikke vælter (placér evt. flasken i en egnet kasse) og kontrollér, at hældningen på slangen til opsamlingsflasken er tilstrækkelig til, at slangen løber tør ved opsamling.
– Instruer forbrugeren i brug af to-vejs ventilen og i hvordan opsamlingsflasken udskiftes i tilfælde af, at denne skulle blive fyldt i løbet af prøvetagningsugen.
– Aflæs husstandens vandmåler (såfremt husstanden har individuel vandmåler) og notér antallet af beboere.
4.5.2 Anvendelse
Når der tappes vand til indtagelse sætter forbrugeren to-vejs ventilen til to-delt flow, hvorved en delstrøm opsamles. For at forhindre overløb, kontrolleres vandstanden i opsamlingsflasken dagligt.
4.5.3 Afmontering
– Afhent opsamlingsflaske(r) og nedtag to-vejs ventilen.
– Aflæs husstandens vandmåler (såfremt husstanden har individuel vandmåler) og udvej opsamlingsflasken.
– Konservér den opsamlede prøve i henhold til analyseforskriften.
– Opbevar prøven mørkt på køl i opsamlingsflasken indtil analyse.
4.6 Analyse
Hvis to opsamlingsflasker er anvendt, blandes indholdet af disse forud for analyse.
Analysen skal udføres på en måde og med udstyr, så nøjagtighed, præcision og detektionsgrænse svarer til 25% af parameterværdien for antimon og 10% af parameterværdien for de seks andre metaller i henhold til Drikkevandsdirektivet.
4.7 Rapportering
Udtryk resultatet som:
– Koncentrationen af hvert metal i µg/L.
– Totale volumen tappet til indtagelse.
– Det totale vandforbrug for prøvetagningsugen (om muligt).
– Andelen af det totale vandforbrug, der er anvendt til indtagelse, ved den undersøgte hane (om muligt).
– Antallet af beboere i husstanden.
– Notere eventuelle afvigelser eller unormale situationer i forbrugsmønster under prøvetagningsperioden.