VEJ nr 9921 af 31/10/2024
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Vejledning om genoplivning og fravalg af genoplivningsforsøg
6. Journalføring
Enhver beslutning om fravalg af genoplivningsforsøg skal fremgå tydeligt af og være placeret et lettilgængeligt sted i journalen. Ved lægeligt fravalg kan fx angives: »Ingen lægelig indikation for genoplivningsforsøg ved hjertestop« og ved patientfravalg: »Patienten er habil og ønsker ikke genoplivningsforsøg ved hjertestop«. Forkortelser/koder om beslutningen kan alene anvendes som supplement til det egentlige journalnotat om beslutningen.
Hvis patienten ændrer eller tilbagekalder et behandlings- eller livstestamente eller et fravalg af genoplivningsforsøg i forbindelse med en aktuel sygdomssituation, skal det journalføres.
Det skal i nødvendigt omfang journalføres, hvilke oplysninger der er modtaget fra andre sundhedspersoner, hvilke sundhedsfaglige vurderinger der er foretaget, og hvilken information der er givet til patienten, nærmeste pårørende m.fl. Det skal også i nødvendigt omfang journalføres, hvilke oplysninger der er videregivet til andre sundhedspersoner.
Hvis der afstås fra genoplivning på baggrund af et behandlings- eller livstestamente eller et registreret fravalg af genoplivningsforsøg, skal dette journalføres.
Vurderes et registreret fravalg ugyldigt, skal sundhedspersonens vurdering af fravalgets ugyldighed og orienteringen af Styrelsen for Patientsikkerhed journalføres.
Når øvrige sundhedspersoner konstaterer, at patienten er afgået ved døden, skal journalen som minimum indeholde dødstidspunktet og omstændighederne for konstatering af dødens indtræden samt orientering af den relevante læge, når døden konstateres som anført under undtagelse 1.