VEJ nr 9400 af 03/02/2016
Miljø- og Ligestillingsministeriet
Vejledning om ekstern støj ved midlertidige opholdssteder til flygtninge - Regulering af støj fra virksomheder m.v. og støjafskærmning i forbindelse med etablering af midlertidige opholdssteder
1. BAGGRUND
Planloven er den 21. december 2015, jf. lov nr. 1705, ændret med det formål at give kommunerne flere muligheder for at etablere midlertidige opholdssteder til flygtninge. Med lovændringen er der nu givet mulighed for, at kommunalbestyrelsen kan meddele dispensation eller tilladelse til etablering af midlertidige opholdssteder til flygtninge på støjbelastede arealer uden, at der etableres støjafskærmende foranstaltninger. Lovændringen indebærer således, at kommunerne kan fravige de hensyn, der ligger bag kravene om støjbegrænsende foranstaltninger i planlovens § 15a. Grænseværdier for støj, der følger af Miljøstyrelsens vejledninger og bekendtgørelser, kan dermed fraviges, hvis kommunalbestyrelsen ønsker at etablere midlertidige opholdssteder for flygtninge på støjbelastede arealer. Samtidigt er det anført i bemærkningerne til loven, at det ikke er hensigten med lovændringen, at støjvilkår for virksomheder m.v., som fastsættes efter reglerne i miljøbeskyttelsesloven, skal kunne skærpes som følge af etablering af midlertidige opholdssteder. Med ændringen af planloven er støjbeskyttelsen til midlertidige opholdssteder for flygtninge, der etableres på støjbelastede arealer, således sænket.
Jf. planloven er der tale om en midlertidig ordning, og kommunernes dispensation eller tilladelse er således tidsbegrænset til højst 5 år. Efter udløbet af en dispensation eller tilladelse vil planlovens almindelige tilvejebringelses- og procedureregler finde anvendelse for et areal eller en bebyggelse. Lovændringen finder alene anvendelse på midlertidige opholdssteder til flygtninge, og det er med ændringen ikke tilsigtet at ændre det generelle beskyttelsesniveau, der følger af støjgrænserne i Miljøstyrelsens vejledninger og bekendtgørelser.
Miljøstyrelsen har igennem mange år udsendt vejledninger og bekendtgørelser om støjregulering af forskellige typer erhverv og støjende aktiviteter. Et overblik kan ses på Miljøstyrelsens hjemmeside: http://mst.dk/virksomhed-myndighed/stoej/regler-love-direktiver-om-stoej/oversigt-over-vejledninger/
Miljøstyrelsens vejledninger og bekendtgørelser fastlægger vejledende og bindende grænseværdier for støj og definerer, hvordan støjbelastningen skal udtrykkes, og de udgør grundlaget for både decentrale og centrale miljømyndigheders behandling af sager om støj. De fastsatte grænseværdier anvendes dels i forbindelse med regulering af støjen fra virksomheder og støjende aktiviteter efter miljøbeskyttelsesloven, dels i forbindelse med den fysiske planlægning efter planloven i det omfang, der indgår støjhensyn i planlægningen. Planlovens bestemmelser om støjbeskyttelse har til formål at forebygge støjulemper ved at sikre, at der ikke udlægges ny bebyggelse, f.eks. boliger, hvor bebyggelsen bliver belastet med uacceptabel støj. Ifølge planlovens § 15a må en lokalplan kun udlægge støjbelastede arealer til støjfølsom anvendelse, hvis der samtidig gennemføres støjbegrænsende foranstaltninger, der kan sikre anvendelsen mod støjgener. Planloven regulerer således arealanvendelse, herunder anvendelse af støjbelastede arealer, men ikke støjen fra virksomheder og støjende aktiviteter. Støjbelastede arealer er arealer, hvor støjen overstiger grænseværdierne fastsat i Miljøstyrelsens vejledninger og bekendtgørelser.