Search for a command to run...
VEJ nr 9422 af 20/06/2024
Beskæftigelsesministeriet
Denne tekniske vejledning er udarbejdet efter de regler for årslønnen, der følger af § 24 i lov om arbejdsskadesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 1186 af 19. august 2022.
Vejledningen dækker arbejdsskader, der indtræder i perioden fra 1. januar 2024 til 30. juni 2024, hvor tilskadekomne ikke har deltaget i en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 a i lov om arbejdsskadesikring, som affattet ved lov nr. 1541 af 12. december 2023.
Lovens hovedregel er, at årslønnen fastsættes til tilskadekomnes samlede arbejdsfortjeneste inklusive naturalydelser i året før arbejdsskaden. Årslønnen fastsættes med udgangspunkt i oplysningerne i indkomstregisteret og andre oplysninger fra Skatteforvaltningen.
Årslønnen fastsættes efter skøn, når:
særlige ansættelsesforhold gør sig gældende,
tilskadekomne på grund af sygdom ikke har været beskæftiget hos arbejdsgiveren til samme løn i hele det foregående år,
tilskadekomne har været ude af erhverv i en kortere eller længere periode, før erhvervssygdommen er anmeldt, eller
årslønnen fastsat ud fra oplysningerne i indkomstregisteret og andre oplysninger fra Skatteforvaltningen ikke giver et retvisende billede.
Der henvises i øvrigt til den daværende Arbejdsskadestyrelses vejledning nr. 10407 af 7. september 2015 om fastsættelse af årsløn og den daværende Arbejdsskadestyrelses vejledning af 8. januar 2004 om fastsættelse af årsløn for selvstændige erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller.
Årslønnen fastsat efter nedenstående regler må aldrig overstige det løntalsregulerede maksimumbeløb (608.000 kr.), jf. Arbejdstilsynets vejledning nr. 9822 af 30. oktober 2023, og afrundes altid til nærmeste med 1.000 delelige kronebeløb.