Karantænebekendtgørelsen, bekendtgørelse nr. 757 af 23/07/2019 om krav til karantænefaciliteter og eksportkarantæner, som trådte i kraft 24. juli 2019, er en bekendtgørelse som omfatter alle karantænefaciliteter og eksportkarantæner, der skal benyttes ved eksport af levende dyr til tredjelande, når der er krav om officiel karantæne. Krav og procedurer til godkendelse af faciliteter og drift mv. er derfor tidligere i vidt omfang sket på baggrund af tredjelandenes krav samt ud fra konkrete faglige vurderinger i Veterinærenhederne i Fødevarestyrelsen. Karantænebekendtgørelsen er udarbejdet på baggrund af tidligere praksis og procedurer og sikrer derved kontinuitet og ensretning. Af hensyn til Fødevarestyrelsens forpligtelser over for tredjelandene præciserer bekendtgørelsen i højere grad end tidligere, hvem der har ansvaret for hvilke procedurer.
Nedenfor gives vejledninger til de enkelte bestemmelser, som er angivet i karantænebekendtgørelsen. Vejledningen er rettet mod de bestemmelser, hvor Fødevarestyrelsen tidligere har oplevet, at erhvervet har behov for yderligere afklaring
§ 2. I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Karantænefacilitet: Et sted godkendt til afholdelse af eksportkarantæner. 2) Eksportkarantæne: En samling og hold af dyr i en godkendt karantænefacilitet med henblik på isolation og udførelse af diagnostiske undersøgelser m.v. forud for en konkret eksport af dyrene til et tredjeland. 3) Eksportportalen: Fødevarestyrelsens digitale IT-system på eksportportalen.fvst.dk. 4) Karantænedyrlæge: En embedsdyrlæge eller en dyrlæge, der fører tilsyn med eksportkarantænen. 5) Arbejdsdag: Ugedagene mandag-fredag, undtagen eventuelle helligdage. 6) Omlæsning: Aflæsning af dyr fra et transportmiddel med efterfølgende indladning på et andet transportmiddel med mellemliggende ophold på et samlested. 7) Omladning: Aflæsning af dyr fra et transportmiddel og umiddelbar indladning til et andet transportmiddel. 8) Samlested: En virksomhed godkendt til samlinger af kvæg, svin, får, geder og heste fra forskellige husdyrbrug, så de danner sendinger, der er bestemt til flytninger inden for den Europæiske Union eller eksport til tredjelande. |
---|
Ad § 2, nr. 1 og nr. 2: Når der fra modtagerlandets myndighed er krav om, at karantænefaciliteten skal være officielt godkendt, og/eller at eksportkarantænen skal være under offentlig kontrol eller tilsyn, finder betingelserne i bekendtgørelsen anvendelse.
Ad § 2, nr. 4: Der skal være en fysisk person, som har det overordnede ansvar i forbindelse med funktionen som karantænedyrlæge. Vedkommende kan dog godt uddelegere arbejdet til andre dyrlæger, eksempelvis fra samme klinik.
§ 3. Karantænefaciliteter skal være godkendt af Fødevarestyrelsen, før de tages i brug. Stk. 2. Fødevarestyrelsen tildeler ved godkendelsen stedet et godkendelsesnummer, samt opfører stedet på lister over veterinære virksomheder. Stk. 3. Fødevarestyrelsen kan tillade, at karantænefaciliteter, som kun anvendes til én eksport, undtages fra at opfylde samtlige betingelser for godkendelse, og disse tildeles som udgangspunkt ikke et godkendelsesnummer. Stk. 4. Fødevarestyrelsen kan efter behov føre stikprøvekontrol med karantænefaciliteter og eksportkarantæner for at sikre, at godkendelsesbetingelserne og øvrige bestemmelser i denne bekendtgørelse samt tredjelandets krav overholdes. |
---|
Ad § 3, stk. 1: Karantænefaciliteterne skal forud for anvendelsen være godkendt af Fødevarestyrelsen. Det er derfor vigtigt at ansøge om godkendelse heraf i god tid og mindst 10 dage før godkendelse ønskes af hensyn til Fødevarestyrelsens godkendelsesbesøg og sagsbehandlingstid.
Ad § 3, stk. 2: Lister med godkendte karantænefaciliteter offentliggøres med godkendelsesnummer på Fødevarestyrelsens hjemmeside.
Ad § 3, stk. 3: Karantænefaciliteter, der kun anvendes til én eksport, kan f.eks. være privates eller kommercielle aktørers eksport af dyr, hvor denne er underlagt krav om officiel karantæne forud for eksport. Eksporten og anvendelsen af karantænefaciliteten forventes at være enkeltstående. Lokaliteten kan være et givent sted, der opfylder de krav, som Fødevarestyrelsens embedsdyrlæge vurderer nødvendigt for anvendelse til eksportkarantæne og evt. særlige krav fra tredjelandet.
§ 4. Ansøgning om godkendelse af karantænefaciliteter skal indsendes til Fødevarestyrelsen via hjemmesiden www.fvst.dk/kontakt. Stk. 2. Anmodningen skal indeholde følgende: 1) Stedets navn og adresse. 2) En detaljeret plan og beskrivelse af stedet. 3) Oplysninger om hvilke dyrearter, der forventes tilført til stedet. 4) Oplysninger om ejeren af stedet og den ansvarlige ledelse. Stk. 3. Som et led i godkendelsesproceduren af en karantænefacilitet, skal Fødevarestyrelsen besigtige og foretage en vurdering af faciliteter og procedurer, jf. dog stk. 4. Stk. 4. Karantænefaciliteter, der kun anvendes til én eksport, kan efter Fødevarestyrelsens vurdering undtages besigtigelsen i stk. 3. |
---|
Ad § 4, stk. 2, nr. 2: Den detaljerede plan og beskrivelse af karantænefaciliteten bør som minimum indeholde oversigt over bygningerne på ejendommen, og deres funktion og placering samt plantegning over indretningen af den bygning, der skal godkendes som karantænefacilitet. Arbejdsprocedurer og intern logistik for dyr og personel i karantænefaciliteten skal fremgå af de tilsendte oversigter, således at Fødevarestyrelsen herudfra kan vurdere, hvor vidt smittemæssige beskyttelsesforanstaltninger er tilstrækkelige. Dette er især af betydning for eksportkarantæner, der er oprettet som en sektion af en besætning, hvor kun en andel af dyrene i besætningen sættes i eksportkarantæne. Det bør undersøges, om der er særlige tredjelandskrav til eksportkarantænen, f.eks. at dyrene i karantænen ikke må have kontakt til andre dyr. Det vil være hensigtsmæssigt at foretage en sådan undersøgelse allerede ved embedsdyrlægens godkendelse af karantænefaciliteten, hvor det vurderes til hvilke lande, der skal eksporteres fra den givne karantænefacilitet.
Ad § 4, stk. 3: Fødevarestyrelsen besigtiger faciliteten ved et fysisk besøg for at vurdere, om faciliteterne opfylder betingelserne for afvikling af eksportkarantæner samt om faciliteten opfylder evt. særlige tredjelandskrav. Besigtigelsen har til formål at gennemgå de fysiske rammer og de procedurer, som er beskrevet i ansøgningen, og har til formål at sikre, at faciliteterne kan opfylde betingelserne for anvendelse til afvikling af eksportkarantæner. Det kan derfor forventes, at besigtigelsen også vil indeholde en drøftelse med den ansvarlige for karantænefaciliteten i forhold til afklaring af eventuelle tvivlsspørgsmål fra embedsdyrlægen.
Der vil ved besigtigelsen ligeledes ske en gennemgang som sikrer, at betingelserne beskrevet i bekendtgørelsens § 8 er opfyldt.
§ 5. Når Fødevarestyrelsen har godkendt karantænefaciliteten, meddeles dette i en godkendelsesskrivelse. Stk. 2. Karantænefaciliteter, der kun anvendes til én eksport, skal ved en eventuel senere anvendelse godkendes på ny. |
---|
Ad § 5, stk. 1: Ved godkendelse af karantænefaciliteten, vil Fødevarestyrelsen meddele dette i en godkendelsesskrivelse. Godkendelsesskrivelsen vil indeholde beskrivelse af, hvad godkendelsen dækker, og hvilke vilkår der gælder for godkendelsen. Herunder kan Fødevarestyrelsen også give særlige instrukser for, hvordan den ansvarlige for karantænefaciliteten skal indrette sig for at opretholde godkendelsen af karantænefaciliteten.
Ved anmodning om påbegyndelse af eksportkarantæne i karantænefaciliteten skal der refereres til godkendelsesskrivelsen eller vedlægges kopi heraf i en skriftlige anmodning til Fødevarestyrelsen om påbegyndelse af eksportkarantæne.
Ad § 5, stk. 2: Hvis en karantænefacilitet, der er godkendt efter § 3, stk. 3, skal benyttes igen til en efterfølgende eksport, skal Fødevarestyrelsen efter skriftlig henvendelse herom tage stilling til, hvorvidt der er behov for fornyet godkendelse af den pågældende karantænefacilitet jf. bekendtgørelsens § 3 stk. 2 eller stk. 3.
§ 6. Den ansvarlige for en karantænefacilitet skal lade stedet oprette i Eksportportalen. Stk. 2. Den ansvarlige for en karantænefacilitet eller en eksportkarantæne, der ikke samtidigt er eksportør, skal oprette en brugerprofil i Eksportportalen. |
---|
Ad § 6: Oprettelsen i Eksportportalen sker med henblik på at sikre forhåndsanmeldelse af planlagte eksporter og for at bestille en embedsdyrlæge, som skal syne dyrene og certificere for eksporten. Adgang til Eksportportalen kan ske via Fødevarestyrelsens hjemmeside.
§ 7. Den ansvarlige for karantænefaciliteten skal ved enhver driftsmæssig ændring, udvidelse eller bygningsmæssig ændring, som ikke kan anses som almindelig reparation og vedligeholdelse af stedet, anmode om godkendelse af ændringerne, jf. betingelserne i § 4. Stk. 2. Den ansvarlige for karantænefaciliteten skal endvidere skriftligt underrette Fødevarestyrelsen om ændringer i ejerforhold eller i den ansvarlige ledelse senest én måned efter, at ændringen er sket. Stk. 3. Ved væsentlige ændringer af krav til karantænefaciliteterne fra det pågældende tredjeland, hvortil dyrene skal eksporteres, skal den ansvarlige for karantænefaciliteten sikre, at karantænefaciliteten godkendes på ny. |
---|
Ad § 7, stk. 1: Ændringer af karantænefaciliteten eller driftsmæssige ændringer kan være f.eks. omfordeling af rum, tilbygning, ændringer af logistikken i staldafsnit, som kan give øget risiko for smittespredning etc., herunder ændringer i materialer, der kan kompromittere smittebeskyttelsen i eksportkarantænen f.eks., gitter i forhold til fast væg. Ved tvivlsspørgsmål i forhold til ændringer, bør man konsultere den lokale veterinærenhed med henblik på at få en veterinærfaglig vurdering af ændringen. Væsentlige ændringer kan betyde, at Fødevarestyrelsen skal foretage et opfølgende besøg for at vurdere godkendelsen på ny og eventuelt revidere den eksisterende godkendelse.
Ad § 7, stk. 2: På baggrund af skriftlig underretning af ændring i ejerforhold eller i den ansvarlige ledelse af karantænefaciliteten, vil Fødevarestyrelsen vurdere om ændringerne har nogen væsentlig betydning for den eksisterende godkendelse, og om der kan være behov for at ændre i godkendelsesskrivelsen eller helt godkende karantænefaciliteten på ny.
Ad § 7, stk. 3: De enkelte tredjelande kan med øjeblikkeligt varsel ændre deres betingelser for eksport fra Danmark til det pågældende tredjeland. I den forbindelse kan de også ændre kravene til afvikling af karantæne forud for eksporten. Der kan derfor ske ændringer i kravene til karantænefaciliteten og eksportkarantænen, som kan betyde at en tidligere godkendelse af karantænefaciliteten ikke længere er tilstrækkelig til at opfylde kravene fra tredjelandene. I den forbindelse kan der derfor være behov for, at karantænefaciliteten godkendes på ny efter de nye krav fra tredjelande.
Det er altid eksportørens ansvar at sikre sig, at kravene fra tredjelandene hvortil der eksporteres opfyldes, hvorfor eksportøren ved planlægningen af en eksport skal sikre sig, at kravene til såvel karantænefaciliteten som til eksportkarantænen er opfyldt.
§ 8. Karantænefaciliteter skal, for at være godkendt, mindst opfylde følgende betingelser: 1) Faciliteterne skal opfylde eventuelle særlige krav fra det pågældende tredjeland, hvortil dyr i eksportkarantænen skal eksporteres. 2) De skal have: a) Faciliteter, som alene tjener dette formål, når de anvendes som eksportkarantæne. Eventuel tilknytning til andre faciliteter må ikke kompromittere de pågældende betingelser til eksportkarantænen og de godkendte faciliteter. b) Passende smittebeskyttelse, som er tilpasset den epidemiologiske situation i området omkring karantænefaciliteten med hensyn til listeopførte og nye sygdomme, efter Fødevarestyrelsens anvisninger. c) Egnede faciliteter, så dyrene kan af- og pålæsses og opstaldes på en korrekt måde, vandes, fodres og få den nødvendige pleje. d) Faciliteterne skal være lette at rengøre og desinficere. e) Faciliteter til støvlevask og desinfektion, samt håndvask m.v. f) Egnede inspektionsfaciliteter. g) Egnede faciliteter til adskillelse af dyr. h) Udstyr til rengøring og desinfektion af faciliteter og transportmidler. i) Egnet oplagringsplads til foder, strøelse og husdyrgødning m.v. j) Spildevandsanlæg, der opfylder gældende lovgivning. k) Egnede faciliteter til brug for embedsdyrlægens arbejde i forbindelse med certificering for eksport, samt øvrige opgaver. |
---|
Ad § 8, nr. 1: Ved ansøgning om godkendelse af karantænefaciliteter skal ansøgeren tage stilling til, hvilke tredjelandes krav, der skal efterleves i forbindelse med eksporten. Herunder er det vigtigt, at ansøgeren er opmærksom på, om man ønsker at eksportere til tredjelande, som stiller særlige krav til karantænefaciliteten og/eller til eksportkarantænen forud for eksporten. Særlige krav til karantænefaciliteter og/eller eksportkarantæner kan blandt andet findes i importtilladelser, krav fra tredjelandene, i eksportcertifikater, eller i vejledninger til certifikater i Certifikatdatabasen på Fødevarestyrelsens hjemmeside.
Disse særlige krav kan inkludere specifikke krav til den fysiske indretning af karantænefaciliteterne eller særlige krav til adskillelsen af dyr i eksportkarantænerne. Desuden kan tredjelande stille særlige krav til, hvem der må håndtere dyrene samt til prøvetagning, behandling og syning af dyrene i løbet af karantæneperioden.
Hvis man efter godkendelse af karantænefaciliteterne ønsker at eksportere til et særligt tredjeland, som stiller specifikke krav til karantænefaciliteterne, og som ikke har været vurderet i forbindelse med godkendelsen, kan det betyde, at Fødevarestyrelsen må vurdere godkendelsen på ny herunder påse, at karantænefaciliteterne opfylder disse specifikke krav.
Ad § 8, nr. 2:
Litra a) Fødevarestyrelsen foretager en faglig vurdering af karantænefaciliteterne, som ønskes godkendt i forhold til facilitetens anvendelse og placering samt alle omkringliggende faciliteter, som kan have indflydelse på afvikling af karantæneaktiviteter i karantænefaciliteterne.
Litra b) Fødevarestyrelsen foretager en faglig vurdering af om karantænefaciliteterne har tilstrækkelig smittebeskyttelse, og om de er tilpasset den epidemiologiske situation i området omkring karantænefaciliteterne, og endvidere af om dette også er tilfældet, hvis den epidemiologiske situation ændrer sig for listeopførte og nye sygdomme. I tilfælde af en ændret epidemiologisk situation i et område, hvor en godkendt karantænefacilitet er beliggende, kan Fødevarestyrelsen afhængig af ændringens karakter, være nødsaget til at tilbagetrække eller suspendere godkendelsen eller at angive supplerende krav til karantænefaciliteterne for at godkendelsen kan opretholdes.
Litra c) Faciliteter til af- og pålæsning af dyrene skal tilgodese, således at dyrene kan af- og pålæsses med mindst mulig risiko for dyrenes sundhed og sikkerhed. Herunder bør ramper og gangarealer sikre, at dyrene færdes sikkert, og at de kan undgå skader.
Litra d) Der er ikke behov for yderligere afklaring.
Litra e) Faciliteter til støvlevask og desinfektion samt håndvask m.v., skal være placeret så de fagligt sikrer, at man kan opnå en tilstrækkelig smittebeskyttelse og hygiejne i karantænefaciliteterne og eksportkarantænen. Dette er især væsentligt i de karantænefaciliteter, hvor dele af en eksisterende besætning godkendes til eksportkarantæne, og som derfor eventuelt opnår højere dokumenteret sundhedsstatus end resten af besætningen.
Litra f) Fødevarestyrelsens personale og karantænedyrlægen skal have inspektionsfaciliteter til rådighed, som gør det muligt at foretage visuel inspektion af dyrene i forbindelse med opstart og afvikling af eksportkarantænen samt i forbindelse med certificering af dyreeksporter.
Litra g) I karantænefaciliteterne skal der være egnede faciliteter til adskillelse af dyrene, og de skal gøre det muligt for karantænedyrlægen at isolere dyr med henblik på at foretage kliniske undersøgelser, behandlinger m.v. i det omfang det måtte være nødvendigt. Karantænefaciliteterne skal også give mulighed for, at et dyr kan undersøges og aflives i tilfælde af mistanke om alvorlige dyresygdomme i eksportkarantænen.
Litra h) Udstyr til rengøring og desinfektion af karantænefaciliteter og transportmidler (bure, transportkasser og lignende), omfatter også det materiel som anvendes i karantænefaciliteterne, og som ikke er en del af det mur- og nagelfaste inventar. Rengøring og vask af køretøjer skal ske i overensstemmelse med gældende lovgivning herom.
Litra i) Oplagringsplads til foder, strøelse og husdyrgødning m.v., skal være placeret og indrettet, så man sikrer sig, at det ikke kan udgøre en smitterisiko for opretholdelse af karantæneaktiviteter i karantænefaciliteterne. Man skal i den forbindelse tage hensyn til, hvordan tildeling af foder og strøelse samt bortskaffelse af husdyrgødning finder sted i karantænefaciliteterne, og om dette kan udgøre en smitterisiko for at kunne opretholde eksportkarantænerne.
Litra j) Spildevandsanlæg, der opfylder gældende lovgivning. Dette skal kunne dokumenteres.
Litra k) I forbindelse med embedsdyrlægens certificering af dyreeksporter, er det væsentligt, at der ved karantænefaciliteterne er mulighed for at håndtere dokumenter relateret til disse eksporter samt mulighed for at benytte computer og printer.
§ 9. Den ansvarlige for karantænefaciliteten skal sikre, at karantænefaciliteten står tom, når denne ikke er i brug som eksportkarantæne, jf. dog stk. 2 og 3. Stk. 2. Karantænefaciliteter, hvor hele eller dele af besætninger godkendes til eksportkarantæne, kan benyttes til almindelig drift imellem karantæneaktiviteterne, hvis dette fremgår af godkendelsesskrivelsen jf. § 5. Stk. 3. Andre samlinger af dyr må kun finde sted i karantænefaciliteten efter tilladelse fra Fødevarestyrelsen. Ansøgning herom skal indsendes til Fødevarestyrelsen via www.fvst.dk/kontakt senest fire uger før, samlingen ønskes afholdt, og skal indeholde følgende oplysninger: 1) Samlingens formål. 2) Antal dyr. 3) Dyreart. 4) Ønsket dato og evt. tidspunkt for samlingen. 5) Navn og adresse på den ansvarlige for samlingen. Stk. 4. Stk. 1, 2 og 3 finder ikke anvendelse på karantænefaciliteter, der kun anvendes til én eksport. |
---|
Ad § 9, stk. 2: Ved ønske om at benytte karantænefaciliteterne til almindelig drift mellem karantæneperioderne, skal det så vidt muligt afklares med Fødevarestyrelsen i forbindelse med godkendelsen af karantænefaciliteterne, således at dette kan fremgå af godkendelsesskrivelsen. Det bør fremgå af godkendelsesskrivelsen, hvilke aktiviteter til almindelig drift samt på hvilke betingelser karantænefaciliteterne må anvendes mellem karantæneaktiviteterne.
Ad § 9, stk. 3: Hvis der ikke er krav om brug af en officiel karantæne, kan samling af dyr med henblik på eksport til tredjelande, ske i karantænefaciliteten, hvis den ansvarlige for karantænefaciliteten på forhånd har Fødevarestyrelsens godkendelse hertil. Herunder kan der forekomme andre certifikatkrav såsom dokumentation fra oprindelsesbesætninger mv., som skal certificeres af Fødevarestyrelsen ved eksport. Flytning af dyr indenfor Unionen er ikke omfattet af bekendtgørelsens § 9, stk. 3 og kan derfor ikke finde sted fra godkendte karantænefaciliteter.
Samling af dyr skal ske i overensstemmelse med gældende regler og kan begrænse dyrenes anvendelse i forhold til omsætning i Danmark og EU, f.eks. i forbindelse med restdyr fra en afviklet eksport til tredjeland. Godkendelse til løbende anvendelse til eksporter uden krav om eksportkarantæne, kan gives af Fødevarestyrelsen, hvis der er opsat betingelser om hvorledes Fødevarestyrelsen adviseres med de nødvendige informationer for aktiviteten inden denne påbegyndes.
§ 10. Den ansvarlige for eksportkarantænen skal sikre, at karantænefaciliteten er godkendt af Fødevarestyrelsen, før eksportkarantænen startes op, jf. § 3, stk. 1 og § 9. Stk. 2. Den ansvarlige for eksportkarantænen skal sikre, at dyr i en eksportkarantæne indsættes i overensstemmelse med betingelserne fra det pågældende tredjeland, hvortil dyrene skal eksporteres. Stk. 3. Den ansvarlige for eksportkarantænen skal sikre skiltning ved adgang til eksportkarantænen, hvor det fremgår, at det er en eksportkarantæne, hvor adgang ikke er tilladt for uvedkommende. Stk. 4. Den ansvarlige for eksportkarantænen skal sikre, at karantænefaciliteten inden anvendelse er rengjort og desinficeret efter Fødevarestyrelsens anvisninger. |
---|
Ad § 10, stk. 1: Den ansvarlige for eksportkarantænen skal være bekendt med godkendelsesskrivelsen for den pågældende karantænefacilitet og henvise til denne ved anmodning til Fødevarestyrelsen om opstart af en eksportkarantæne. Anmodningen om opstart med alle relevante oplysninger om den forestående eksportkarantæne skal sendes til Fødevarestyrelsen i god tid inden den forventede karantæneaktivitet. Dette tilrådes ved, at benytte Fødevarestyrelsens blanket hertil, der ligger på Fødevarestyrelsens hjemmeside, men alternativt hertil kan tilsvarende oplysninger skriftligt forelægges for Fødevarestyrelsen.
Ad § 10, stk. 2: Særlige betingelser til eksportkarantænen kan findes i importtilladelser, betingelser fra tredjelandene, i eksportcertifikater, eller i vejledninger til certifikater i Certifikatdatabasen på Fødevarestyrelsens hjemmeside. Ved anmodning om opstart af eksportkarantænen, som nævnt i stk. 1, skal det over for Fødevarestyrelsen dokumenteres, at disse betingelser er opfyldt.
§ 11. Den ansvarlige for eksportkarantænen skal sikre, at der tilknyttes en karantænedyrlæge til eksportkarantænen og oplyse Fødevarestyrelsen skriftligt herom. Stk. 2. Den ansvarlige for eksportkarantænen skal senest fire arbejdsdage forud for opstart af eksportkarantænen underrette Fødevarestyrelsen, hvis der fra det pågældende tredjeland, hvortil dyrene skal eksporteres, er betingelser om, at en embedsdyrlæge skal inspicere dyrene ved opstart af eksportkarantænen. Stk. 3. Opstart af eksportkarantænen må, afhængigt af bestemmelseslandets krav, først finde sted, når karantænedyrlægen har inspiceret og godkendt hvert enkelt dyr, og konstateret at faciliteten lever op til kravene i godkendelsesskrivelsen. Stk. 4. I de tilfælde, hvor karantænedyrlægen er en embedsdyrlæge, kan der træffes særlig aftale med Fødevarestyrelsen om, at opgaver forbundet med eksportkarantænen kan varetages, eller udføres, af en anden under tilsyn af karantænedyrlægen. |
---|
Ad § 11, stk. 1: Ved anmodning om opstart af eksportkarantænen skal Fødevarestyrelsen have oplysninger om den dyrlæge, der skal fungere som karantænedyrlæge i den pågældende karantæneperiode. Nærmere oplysninger om det materiale eller dokumentation, der skal sendes til Fødevarestyrelsen i forbindelse med anmodning om opstart af eksportkarantænen, fremgår af Fødevarestyrelsens hjemmeside.
Ad § 11, stk. 2: Tredjelande kan stille krav om, at det skal være en embedsdyrlæge/officiel dyrlæge, der inspicerer dyrene ved opstart af eksportkarantænen. Der skal derfor træffes aftale med Fødevarestyrelsen herom. Afhængig af kravene fra tredjelandet, behøver det dog ikke nødvendigvis være en embedsdyrlæge, der fungerer som karantænedyrlæge i hele karantæneperioden.
Ad § 11, stk. 3: Inspektion af dyrene indbefatter kontrol af dyrene og det kendskab til deres identifikation (CHR-nr./øremærker/placering), som skal videregives til Fødevarestyrelsen. For at sikre, at karantænefaciliteterne på opstartstidspunktet lever op til betingelserne i godkendelsesskrivelsen, skal karantænedyrlægen være bekendt med denne skrivelse.
§ 12. Karantænedyrlægen skal, når denne ikke er embedsdyrlæge, senest 24 timer efter inspektion af dyr i eksportkarantænen underrette Fødevarestyrelsen skriftligt herom, som herefter officielt bekræfter opstart af karantæneperioden, jf. dog § 11, stk. 2. Stk. 2. Karantænedyrlægen skal ved opstart af eksportkarantænen sikre, at der ikke indsættes dyr, som udviser kliniske tegn på sygdom. Stk. 3. Den ansvarlige for eksportkarantænen skal sikre, at dyr, der indsættes i en eksportkarantæne, er ledsaget af dokumenter efter de til enhver tid gældende regler herom. Stk. 4. Den ansvarlige for eksportkarantænen skal sikre, at afviste dyr ikke bringes ind i eksportkarantænen. Dyrene kan fjernes efter gældende regler og efter aftale med karantænedyrlægen. |
---|
Ad § 12, stk. 1: Karantænedyrlægens underretning til Fødevarestyrelsen om inspektion af dyr, og om opstart af eksportkarantænen kan ske ved anvendelse af blanketten på Fødevarestyrelsens hjemmeside, eller ved skriftligt henvendelse til Fødevarestyrelsen med tilsvarende oplysninger. Af Fødevarestyrelsens bekræftelse på opstart af en eksportkarantæne vil det officielle tidspunkt for opstart af eksportkarantænen fremgå. Karantæneperioden starter officielt på det tidspunkt, hvor karantænedyrlægen har inspiceret dyrene, og Fødevarestyrelsen har fået oplysninger herom. Det vil i praksis betyde hurtigst muligt efter inspektionen og senest 24 timer efter. Dette er for at sikre, at Fødevarestyrelsen har mulighed for at kontrollere eksportkarantænen i hele karantæneperioden, og dermed officielt kan stå inde for af eksportkarantænen heraf over for tredjelandet.
Ad § 12, stk. 3: Relevante dokumenter er f.eks. baggrundserklæringer fra besætningsdyrlæger eller besætningsejer, som kan være nødvendige for at kunne sikre at visse forhold er opfyldt og/eller dokumenteret inden dyrene indsættes i eksportkarantænen.
Ad § 12, stk. 4: Det skal sikres, at eventuelle afviste dyr ikke kompromitterer sundhedsstatus for de øvrige dyr i eksportkarantænen. Ved tvivlsspørgsmål kan Fødevarestyrelsen til enhver tid kontaktes.
§ 13. Den ansvarlige for eksportkarantænen skal sikre, at der efter indsættelse af dyr og opstart af karantæneperioden til en given eksport, ikke tilføres dyr til eksportkarantænen. Stk. 2. Den ansvarlige for eksportkarantænen skal sikre, at der ikke fjernes syge eller døde dyr fra eksportkarantænen, før karantænedyrlægen har givet tilladelse hertil. Stk. 3. Den ansvarlige for eksportkarantænen skal sikre, at fraførsel af dyr i løbet af karantæneperioden kun sker efter anvisning fra karantænedyrlægen. Stk. 4. Den ansvarlige for eksportkarantænen skal sikre, at alle dyr i karantænen opfylder kravene fra det pågældende tredjeland, hvortil dyrene skal eksporteres. |
---|
Ad § 13, stk. 1: Ved behov for indsættelse af flere dyr i en eksportkarantæne, hvor karantæneperioden allerede er påbegyndt, skal karantæneperioden altid startes på ny efter forudgående aftale med karantænedyrlægen og Fødevarestyrelsen.
Ad § 13, stk. 2 - 3: Den ansvarlige for eksportkarantænen skal altid rette sig efter anvisninger fra karantænedyrlægen og anvisninger fra Fødevarestyrelsen. I tilfælde hvor indsættelse og fraførsel af dyr overvejes, er det et nødvendigt krav, at den ansvarlige for eksportkarantænen først konsulterer karantænedyrlægen forud herfor. Der kan endvidere være særlige krav fra tredjelandet som skal tages i betragtning i forhold til fjernelse af dyr fra eksportkarantænen.
Ad § 13, stk. 4: Krav fra tredjelande vedrørende eksport af dyr samt til karantænefaciliteterne kan findes i blandt andet importtilladelser, betingelser fra tredjelandene, i eksportcertifikater, eller i vejledninger til certifikater i Certifikatdatabasen på Fødevarestyrelsens hjemmeside.
§ 14. Den ansvarlige for eksportkarantænen skal sikre, at karantænedyrlægen fører tilsyn med driften af eksportkarantænen og med de indsatte dyr. Stk. 2. Tilsynet, jf. stk. 1, med eksportkarantænen og driften heraf, skal ske efter Fødevarestyrelsens anvisninger. Stk. 3. Den ansvarlige for eksportkarantænen skal straks underrette karantænedyrlægen ved mistanke om eller tegn på sygdom blandt dyr i eksportkarantænen. Stk. 4. Den ansvarlige for eksportkarantænen skal straks underrette karantænedyrlægen, hvis der sker ændringer i forhold omkring eksportkarantænen eller karantænefaciliteterne, der kan kompromittere eksportkarantænen, herunder forhindre opfyldelse af betingelserne fra Fødevarestyrelsen og tredjelandet. Stk. 5. Hvis karantænedyrlægen bliver bekendt med, eller efter vurdering af de i stk. 3 og stk. 4 indmeldte forhold finder, at betingelserne for eksportkarantænen ikke længere opfyldes, eller er i tvivl herom, skal karantænedyrlægen kontakte Fødevarestyrelsen hurtigst muligt. |
---|
Ad § 14: Det er den ansvarlige for eksportkarantænen, som skal sikre sig, at alle krav for afvikling af eksportkarantænen er opfyldt. Dette skal ske i overensstemmelse med de relevante krav for den aktuelle karantæne og under tilsyn og vejledning fra karantænedyrlægen, som også står for udtagning af prøver, behandling og vaccination af dyr mv. i karantæneperioden. Den ansvarlige for eksportkarantænen skal sikre, at karantænedyrlægen kan opfylde og efterleve de krav, som stilles for karantænen jf. godkendelsesskrivelse fra Fødevarestyrelsen. Der kan eventuelt indgås en aftale om, hvilke opgaver karantænedyrlægen skal udføre for at afvikle eksportkarantænen.
Ad § 14, stk. 3: Den ansvarlige for eksportkarantænen har pligt til at indmelde og underrette karantænedyrlægen ved mistanke eller tegn på sygdom samt om tvivlsomme eller positive analyseresultater, med henblik på en vurdering af om karantænen kan fortsætte, eller om den skal startes på ny.
Ad § 14, stk. 4: Den ansvarlige for eksportkarantænen har oplysningspligt til karantænedyrlægen i tilfælde af ændringer omkring eksportkarantænen eller karantænefaciliteten, som forhindrer overholdelse af krav stillet af Fødevarestyrelsen og/eller tredjelandet.
§ 15. Den ansvarlige for eksportkarantænen skal føre optegnelser over alle relevante oplysninger vedrørende eksportkarantænen, som anført i stk. 2-4. Optegnelserne skal være tilgængelige på karantænefaciliteten i mindst to år og skal på anmodning forevises Fødevarestyrelsen. Stk. 2. Den ansvarlige for eksportkarantænen skal ved karantæneopstart føre optegnelser over transportvirksomheder, de husdyrbrug eller steder, hvor dyrene kommer fra, antal dyr, dyrenes identifikationsnumre og transportmidlernes registreringsnumre. Stk. 3. Den ansvarlige for eksportkarantænen skal føre optegnelser med oplysninger om karantænedyrlægens og kontaktpersoners navn, adresse og kontaktoplysninger, samt føre kronologisk journal over hændelser i karantæneperioden, herunder tidspunkt for besøgende, karantænens opstartsdato, oplysninger om tilsyn ved karantænedyrlægen, prøveudtagninger, behandlinger, målinger samt beskrivelse af eventuelle hændelser for de enkelte dyr. Stk. 4. Den ansvarlige for eksportkarantænen skal føre optegnelser over alle fraførte dyr med angivelse af sælger, køber, de husdyrbrug eller steder, hvor dyrene leveres til, dyrenes art og identifikationsnumre. |
---|
Ad § 15: Optegnelser registreret af den ansvarlige for eksportkarantænen skal være skriftlige, og disse skal være tilgængelige på karantænefaciliteterne på anmodning fra karantænedyrlægen og Fødevarestyrelsen. Optegnelserne kan være tilgængelige enten elektronisk eller fysisk, eksempelvis i form af en standard hændelseslog.
§ 16. Den ansvarlige for eksportkarantænen skal sikre, at dyr fra eksportkarantænen, der ikke eksporteres, flyttes efter gældende regler og efter aftale med karantænedyrlægen. |
---|
Ad § 16: Dyr, som har været holdt i eksportkarantæne, og som ikke eksporteres til et tredjeland, kan omsættes nationalt eller samhandles, så længe gældende regler herfor overholdes. Ved flytning af dyr fra en eksportkarantæne, skal den ansvarlige for eksportkarantænen sikre sig, at man ved flytningen ikke kompromitterer sundhedsstatus på de dyr, hvortil man flytter dyr fra eksportkarantænen.
§ 17. Pålæsning samt eventuel omlæsning eller omladning af dyr, der har været i eksportkarantæne, skal foretages under forhold der sikrer, at dyrenes karantænestatus opretholdes, og at særlige krav fra det pågældende tredjeland, hvortil dyrene skal eksporteres, fortsat er opfyldt. |
---|
Ad § 17: Eksportører skal være opmærksom på, at der kan være lande, som ikke tillader, at dyr omlæsses eller omlades under transporten til tredjelandet. Det er derfor ikke altid muligt at anvende samlesteder til eksport af dyr til tredjelande. Det er eksportørens ansvar at sikre sig, at disse krav overholdes, da forbud mod anvendelse af samlesteder samt omlæsning og omladning af dyr ikke altid fremgår af eksportcertifikater til tredjelande.
§ 18. Ejeren eller føreren er forpligtet til at sikre, at transportmidler, der anvendes til transport af dyr til eksport til tredjelande, forud for afhentning er rengjorte og desinficerede i henhold til krav fra det pågældende tredjeland, hvortil dyrene skal eksporteres samt i henhold til gældende lovgivning vedrørende rengøring og desinfektion af transportmidler. |
---|
Ad § 18: Anvendelse af transportmidler til transport af levende dyr til eksport skal altid følge gældende lovgivning. Der kan fra visse tredjelande være særlige krav til rengøring og desinfektion af transportmidler, bure og containere. Der kan herunder være særlige krav til, hvilke midler som anvendes hertil.
§ 20. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2019. Stk. 2. Indtil den 1. februar 2020 gælder de eksisterende godkendelser af eksportisolationsstalde efter bekendtgørelse nr. 54 af 15. januar 2016 om omsætning af husdyr via samlesteder og eksportisolationsstalde m.v. Herefter skal der for disse karantænefaciliteter søges om godkendelse efter denne bekendtgørelse. |
---|
Ad § 20: For allerede godkendte karantænefaciliteter gælder, at det skal sikres, at de lever op til bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 757 af 23/07/2019, om krav til karantænefaciliteter og eksportkarantæner, såfremt de skal benyttes til eksportkarantæner fremadrettet. Der gælder dog en overgangsperiode indtil 1. februar 2020, hvorefter der skal søges om godkendelse af karantænefaciliteterne på ny.
Fødevarestyrelsen skal herved sikre, at godkendelse af karantænefaciliteten og godkendelsesskrivelsen er tidssvarende og opfylder alle de gældende betingelser.