Midlerne fordeles efter et først-til-mølle-princip til ansøgere, der lever op til puljens krav. Der kan søges om tilskud, indtil der ikke er flere midler i puljen, eller indtil den endelige ansøgningsfrist den 22. april 2025 kl. 23.59. Efter dette tidspunkt kan ansøgninger ikke længere fremsendes.
Spørgsmål til puljen og ansøgningen kan rettes til Social- og Boligstyrelsen. Kontaktoplysninger fremgår af puljens side på Social- og Boligstyrelsens hjemmeside.
INDHOLDSFORTEGNELSE
1 Puljens baggrund og midler til fordeling
2 Ansøgerkreds
3 Målgruppe
4 Formål
5 Hvad kan der søges om tilskud til?
6 Fordeling af midler og periode for brug af tilskuddet
7 Krav og vurdering af ansøgning for at opnå tilskud
7.1 Krav og vurdering
8 Udgifter, som puljen dækker
9 Udgifter, som puljen ikke dækker
10 Vejledning for udfyldelse af ansøgningsskema og budget
10.1 Udfyldelse af ansøgningsskema
10.2 Udarbejdelse af budget
11 Ansøgningsfrist og -procedure
11.1 Indgivelse af ansøgning
11.2 It-problemer ved indgivelse af ansøgning
11.3 Vurdering af ansøgningen og evt. bilag
11.4 Afvisning af ansøgning ved manglende opfyldelse af formalia
12 Statsstøtte
13 Udbetaling af tilskud
14 Bilag til ansøgningen
15 Faglig afrapportering og regnskab
Sølund Musik-Festival er en musikfestival for borgere med udviklingshæmning fordelt på tre dage. Festivalen afholdes den 10. - 12. juni 2025.
For at give flere borgere med udviklingshæmning mulighed for at deltage på festivalen, er der etableret en ansøgningspulje, hvor der kan søges om midler til socialpædagogisk ledsagelse til deltagere på Sølund Festival 2025.
Midlerne er afsat som led i udmøntning af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet 2025-2028 af november 2024 og fremgår af finansloven for 2025 på § 15.64.50.10.
Se mere om Sølund Musik-Festival på www.solundfestivalen.dk.
Ansøgningspuljens ansøgerkreds er botilbud for borgere med udviklingshæmning. Botilbuddene kan være kommunale, regionale, private, selvejende mv.
Botilbuddene skal være botilbud efter servicelovens §§107 eller 108 eller botilbud efter almenboliglovens §105 med støtte efter servicelovens §85, hvor hovedparten af beboerne er borgere med udviklingshæmning, der grundet markant nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne har brug for omfattende støtte i hverdagen.
Det er det enkelte botilbud, der kan ansøge puljen.
Puljens målgruppe er borgere med udviklingshæmning.
Puljens formål er at yde tilskud til ekstra ledsagelse ud over ledsagelse efter servicelovens §85 til målgruppens deltagelse på Sølund Musik-Festival. Ledsagelsen skal derfor være socialpædagogisk ledsagelse efter serviceloven §85.
Puljen kan dække udgifter til ledsagerens løn, billet, kost og overnatning på festivalen eller tilsvarende. Herudover kan der søges om dækning af udgifter til ledsagerens transport til og fra festivalen og lovpligtig forsikring, hvis disse ikke allerede er dækket af botilbuddets drift.
Vær opmærksom på, at der ikke kan søges til udgiftstyper (aktiviteter), der fuldt ud er finansieret fra anden side.
Midlerne fordeles efter et først-til-mølle-princip til ansøgere, der lever op til puljens krav. Der kan søges om tilskud, indtil der ikke er flere midler i puljen, eller indtil den endelige ansøgningsfrist den 22. april 2025 kl. 23.59. Efter dette tidspunkt kan ansøgninger ikke længere fremsendes.
Puljen vil have en løbende udmøntning. Det betyder, at de ansøgninger der modtages først i ansøgningsperioden (i forhold til dato og klokkeslæt for modtagelse af ansøgningen hos Social-og Boligstyrelsen), vil blive sagsbehandlet først, indtil der ikke er flere midler til fordeling. Når der ikke er flere midler til fordeling, vil puljen blive lukket for indsendelse af nye ansøgninger.
Hvis der opnås tilskud fra puljen, skal midlerne anvendes i forbindelse med Sølund Festival i året 2025.
Der kan ydes tilskud til udgifter, som er afholdt, før der blev givet tilskud, hvis udgifterne har en klar tilknytning til ansøgningen. Det vil sige, hvis der på ansøgningstidspunktet allerede er købt billet mv. til ledsageren, vil der kunne søges om at få udgifterne hertil dækket af puljen.
Ansøgningen vurderes på baggrund af, om puljens krav er opfyldt, og om der er sammenhæng mellem disse.
7.1 Krav og vurdering
1. Ansøgerkreds | Ansøger skal ligge inden for puljens ansøgerkreds. Dvs. ansøger er et botilbud for borgere med udviklingshæmning. Botilbuddet skal være botilbud efter servicelovens §§107 eller 108 eller botilbud efter almenboliglovens §105 med støtte efter servicelovens §85, hvor hovedparten af beboerne er borgere med udviklingshæmning, der grundet markant nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne har brug for omfattende støtte i hverdagen, jf. afsnit 2. |
---|---|
2. Målgruppe | Ansøgningens målgruppe skal ligge inden for puljens målgruppe. Dvs. målgruppen er borgere med udviklingshæmning, jf. afsnit 3. |
3. Formål | Ansøgningens formål skal ligge inden for puljens formål. Dvs. der kan ansøges om tilskud til ekstra ledsagelse ud over ledsagelse efter servicelovens §85 til målgruppens deltagelse på Sølund Musik-Festival 2025, jf. afsnit 4. |
4. Budget | Krav til udarbejdelse af ansøgningens budget skal overholdes. Læs mere om krav til budgettet m.m. i afsnit 10.2. |
5. Sammenhæng | Der skal være sammenhæng mellem ansøgningens formål, målgruppe, aktiviteter (dvs. de udgiftstyper der søges til) og budget. Det vil blive vurderet, om der er rimelig sammenhæng mellem de oplysninger, som fremgår af den samlede ansøgning om støtte til festivalen. |
Tilskud ydes til enten hel eller delvis dækning af puljens relaterede udgifter, som ansøger afholder eller påtager sig efter tilsagn om tilskud.
Der kan søges om tilskud til følgende udgiftstyper:
• Ledsagerens løn i forbindelse med, at ledsageren deltager i Sølund Musik-Festival.
• Ledsagerens billet til Sølund Musik-Festival.
• Ledsagerens morgenmad, frokost og aftensmad på Sølund Musik-Festival.
• Ledsagerens overnatning ifm. Sølund Musik-Festival eller tilsvarende. Der kan maksimalt gives støtte svarende til prisen for indendørs overnatning på Sølund Musik-Festival (125 kr. pr. ledsager pr. nat).
• Ledsagerens transport fra botilbuddet til Sølund Musik-Festival og retur, hvis ledsagerens transport ikke er dækket af botilbuddets drift. Der kan dækkes udgifter til offentlig transport samt udgifter til transport i egen bil.
• Lovpligtig forsikring , herunder arbejdsskadeforsikring, af ledsageren ifm. dennes deltagelse på Sølund Musik-Festival, hvis ledsagerens forsikring ikke er dækket af botilbuddets drift.
• Revision , hvis tilskuddet er over 100.000 kr. Regnskaber for tilskud til og med 100.000 kr. skal ikke revideres.
Udgifter, der ikke kan dækkes gennem tilskud fra puljen:
• Køb af materiel.
• Køb af fast ejendom.
• Anlægsudgifter, herunder ombygning og renovering.
• Dækning af underskud eller anden gæld.
• Støtte til enkeltpersoners underhold, herunder vouchers, gavekort og gaver.
• Udgifter, der fuldt ud er finansieret fra anden side.
• Generelle uddannelses- og kursusaktiviteter.
• Overhead, administrationsbidrag og uforudsete udgifter.
• Aktiviteter eller tilsvarende for personer uden lovligt ophold i Danmark.
• Projekter forankret i udlandet, i Grønland eller på Færøerne.
10.1 Udfyldelse af ansøgningsskema
Botilbuddet kan søge for flere ledsagere/borgere i samme ansøgning. Der skal udfyldes en ansøgning pr. botilbud.
I ansøgningsskemaet skal I oplyse, hvor mange ledsagere der søges om midler til, samt hvor mange borgere med udviklingshæmning der søges om ledsagere til.
Herudover skal I kunne bekræfte (med et kryds), at I opfylder puljens krav til ansøgerkreds, målgruppe og formål, udgiftstyper og budget, herunder at de midler, som I søger om, vil blive brugt til at give ekstra ledsagelse, ud over ledsagelse efter servicelovens §85, til målgruppens deltagelse på Sølund Musik-Festival.
Endvidere skal I kunne bekræfte, at de oplysninger, der er registreret om botilbuddet i CVR-registeret er korrekte og afspejler de faktiske forhold.
Alle krav skal være opfyldt for at komme i betragtning til et eventuelt tilskud.
10.2 Udarbejdelse af budget
Budgettet skal indtastes i Excel-dokumentet ”Budgetskema”, som kan hentes på puljens side på Social- og Boligstyrelsens hjemmeside. Ved indsendelse af ansøgningen skal budgetskemaet vedlægges, for at den samlede ansøgning skal kunne vurderes. Social- og Boligstyrelsen kan indkalde grunddokumentation for de afholdte udgifter.
Vedr. udgifter til løn af ledsager
• Lønudgifter skal budgetteres med antal timer og sats pr. time.
• Lønudgifter kan anføres under ”Lønninger” i budgettet og må ikke inkluderes under andre budgetposter.
• Ved beregning af timesats skal der anvendes en beregningsteknisk årsnorm på 1.649 timer for den beregnede timesats for fuldtidsansatte. Årsnormen svarer til et årsværk på 1.924 timer fraregnet ferie og søgnehelligdage. Det givne tilskud dækker hermed feriepenge, mens der ikke gives indirekte tilskud til andre formål, der ikke er knyttet til projektet.
• Lønniveauet må ikke være højere end det, der er aftalt i overenskomster for arbejdet på området. Yderligere information kan fås ved henvendelse til de relevante fagforeninger. Hvis området ikke er dækket af en overenskomst, må lønniveauet ikke være højere end det, der er aftalt i de statslige overenskomster for lignende arbejde.
• Lønnen indregnes med den direkte løn, der kan henføres til medarbejderen, og som kan dokumenteres. I den direkte løn kan indgå de almindelige lønelementer, der sædvanligvis er knyttet til ansættelsesforholdet.
• Udgifter, som fremgår af lønsedlen, kan indgå i den støtteberettigede løn, herunder pension, ATP samt A-indkomst før arbejdsmarkedsbidrag (inklusive værdien af arbejdsgiverbetalt fri bil, fri telefon, sundhedsforsikring og lignende) med fradrag af tillæg, som er givet for opgaver, der ikke er relevante for projektet.
• Udgifter, som ikke er en del af den støtteberettigede løn, kan være aflønning, der har karakter af eksempelvis overskudsdeling og lignende samt engangsvederlag eller andre former for vederlag, som baserer sig på eksempelvis opnåede resultater igennem projektperioden, arbejdslegater samt honorarer for specifikke ydelser. Honorarer afgrænses som udgangspunkt som vederlag for personligt arbejde, der udføres uden for et tjenesteforhold, som heller ikke stammer fra selvstændig erhvervsvirksomhed, og som udbetales som B-indkomst, medmindre det er gjort til A-indkomst, jf. skatteforvaltningens juridiske vejledning afsnit C. A. 3.1.2.
Vedr. udgifter til offentlig transport til ledsager
• Der kan ydes tilskud til udgifter til offentlig transport for ledsageren, hvis ledsagerens transport ikke er dækket af botilbuddets drift.
• Transportudgifter anføres under ”Transport” i budgettet og må ikke inkluderes under andre budgetposter.
Vedr. udgifter til transport i egen bil til ledsager
• Der kan ydes tilskud til udgifter til transport i egen bil for ledsageren, hvis ledsagerens transport ikke er dækket af botilbuddets drift.
• Transportudgifter anføres under ”Transport” i budgettet og må ikke inkluderes under andre budgetposter.
• Udgifter til kørsel i egen bil skal budgetteres med antal kilometer og takst pr. km. Takst pr. km. er angivet i budgetskemaet til 2,23 kr. pr. km., hvilket er statens lave takst i 2025.
• Udgifter til Brobizz eller andre typer transportudgifter skal anføres under ”Øvrig transport” og specificeres.
Vedr. udgifter til festivalbillet, forplejning og overnatning til ledsager
• Der kan ydes tilskud til festivalens forskellige billettyper, morgenmad, frokost og aftensmad samt overnatning udbudt af festivalen. Hvis der er behov for tilskud til overnatning uden for festivalen (fx i sommerhus), anføres det i budgetskemaet under udgiftstypen ’Overnatning øvrigt sted’. Der er i budgetskemaet angivet en fast takst pr. ledsager for disse udgiftstyper, som puljen kan støtte.
Vedr. udgifter til lovpligtige forsikringer til ledsager
• Der kan ydes tilskud til lovpligtige forsikringer, herunder arbejdsskadeforsikring, af ledsageren ifm. dennes deltagelse på Sølund Musik-Festival, hvis ledsagerens forsikring ikke er dækket af botilbuddets drift.
Vedr. udgifter til revisor
• Der kan ydes tilskud til udgifter til revision af regnskab ved en revisor.
• Regnskaber for tilskud til og med 100.000 kr. skal ikke revideres. Læs mere herom i bekendtgørelsens kapitel 9. Revisionsudgifter er derfor kun tilskudsberettigede for tilskud over 100.000 kr.
Der gælder følgende krav til udarbejdelse af projektets budget
• Budgettet skal udgøre en fyldestgørende beskrivelse af projektets forventede udgifter, som er afstemt i forhold til ansøgningens formål og aktivitetsniveau.
• Budgettet skal være sandfærdigt, realistisk og sparsommeligt.
• Udgifterne skal specificeres i budgettet og kan ikke samles i overordnede budgetposter.
• Udgifterne i budgettet skal fordeles på kvartaler i det projektår, hvor udgiften forventes afholdt.
Der gøres opmærksom på, at
• Udgifter skal være afholdt, bogført, godkendt i henhold til regnskabskrav for tilskuddet og betalt.
• Tilskud ydes alene i det omfang, der ikke er opnået eller senere opnås tilskud fra anden side til dækning af de budgetposter, som har opnået tilsagn om tilskud fra ansøgningspuljen.
Noter til budgettet
Ved behov kan der udarbejdes forklarende noter til de udgiftstyper, som anføres i budgettet.
Moms
Der ydes tilskud til momsudgifter, hvis ansøger ikke er omfattet af en momskompensationsordning eller på anden vis kan få dækket eller afløftet momsen. Det er op til ansøger at undersøge forhold omkring moms.
Puljens frist og formalia er med til at sikre, at alle ansøgere behandles lige, ved at alle ansøgere har den samme tid og det samme materiale til at udarbejde en ansøgning.
Ved ansøgning forstås ansøgningsskema, budgetskema og eventuelle budgetnoter.
11.1 Indgivelse af ansøgning
Offentlige myndigheder og offentlige institutioner m.v. skal indgive ansøgning om tilskud fra ansøgningspuljen ved anvendelse af Social- og Boligstyrelsens Tilskudsportal.
Private ansøgere kan indgive ansøgning om tilskud fra ansøgningspuljen ved anvendelse af Social- og Boligstyrelsens Tilskudsportal. Private ansøgere kan imidlertid også indsende eller aflevere ansøgningen via andre kanaler end den anviste digitale løsning, fx med post eller via mail til tilskudsforvaltning@sbst.dk. Det er også muligt at afhente ansøgningsmaterialet i Social- og Boligstyrelsen eller få tilsendt papirskabeloner.
For alle ansøgere gælder, at ansøgning om tilskud fra ansøgningspuljen skal indgives på den ansøgningsblanket og i det budgetskema, som Social- og Boligstyrelsen har udarbejdet til ansøgningspuljen. Ansøgningen skal vedlægges de bilag, der fremgår af ansøgningsmaterialet. Ansøgningsmaterialet ligger på ansøgningspuljens side på Social- og Boligstyrelsens hjemmeside.
Ansøgningen skal være modtaget i Social- og Boligstyrelsen inden ansøgningsfristens udløb. Det er ansøger, der bærer ansvaret for, at ansøgningen er modtaget inden ansøgningsfristens udløb. Vær derfor opmærksom på at påbegynde indsendelse i god tid.
Ansøger kan downloade en kvittering på Tilskudsportalen, såfremt ansøgningen er indgivet der. Der vil blive tilsendt en kvittering, hvis Social- og Boligstyrelsen modtager ansøgningen med post eller via mail.
For yderligere information om ansøgningsprocessen henvises til vejledningen herom på Social- og Boligstyrelsens hjemmeside.
11.2 It-problemer ved indgivelse af ansøgning
Hvis ansøger oplever driftsforstyrrelser på Social- og Boligstyrelsens Tilskudsportal, så det ikke er muligt at indgive ansøgning, skal ansøger gøre følgende:
1. Inden ansøgningsfristens udløb skal ansøger indsende en e-mail til tilskudsadministrationen, hvor ansøger oplyser, at ansøger grundet it-tekniske problemer på Tilskudsportalen ikke kan indsende ansøgning via Tilskudsportalen inden ansøgningsfristen.
2. Efterfølgende skal ansøger uden unødigt ophold indsende en e-mail til tilskudsadministrationen med ansøgningen samt tilhørende budget og eventuelle bilag samt dokumentation for det it-tekniske problem. Dokumentationen skal bestå af en beskrivelse af problemet og af et eller flere skærmprint, der dokumenterer fejlen på Social- og Boligstyrelsens Tilskudsportal.
E-mailen sendes til tilskudsforvaltning@sbst.dk.
Ovenstående er en forudsætning for, at ansøgningen kan indgå i Social- og Boligstyrelsens sagsbehandling.
Der er ikke tale om it-tekniske problemer, hvis fx en digital signatur ikke virker. Ansøger bærer selv ansvaret herfor.
Hvis ansøger oplever it-problemer på egne systemer, er det ansøgers eget ansvar at afhjælpe disse, fx i samarbejde med eventuelle it-leverandører eller it-support.
11.3 Vurdering af ansøgningen og evt. bilag
Der foretages en vurdering af projektet ud fra oplysningerne i ansøgningen. Bilag til ansøgningen indgår alene i vurderingen, såfremt det fremgår af ansøgningsvejledningen, at ansøger skal eller kan indsende specifikke bilag. Øvrige bilag, som fremsendes, vil ikke indgå i sagsbehandlingen.
Utilstrækkelige oplysninger i ansøgningen eller manglende medvirken kan føre til, at sagen afgøres på det foreliggende grundlag.
11.4 Afvisning af ansøgning ved manglende opfyldelse af formalia
Social- og Boligstyrelsen har ret til at afvise ansøgninger, som ikke opfylder formalia. Det vil fx være tilfældet, hvis ansøgningen er modtaget for sent, hvis ansøger ikke har anvendt ansøgningspuljens ansøgningsskema eller budgetskema, hvis alle obligatoriske bilag ikke er vedlagt ansøgningen, eller hvis eventuelle anslagsbegrænsninger (anslag inkl. mellemrum) i tekstfelter i ansøgningsskemaet er overskredet.
EU-retten indeholder et generelt forbud mod statsstøtte, jf. artikel 107, stk. 1, i Traktat om Den Europæiske Unions Funktionsmåde. Det betyder, at tilskud fra en ansøgningspulje kan være uforenelig med EU-retten, hvis tilskuddet gives til et projekt, der indeholder en økonomisk aktivitet, fx i form af et produkt eller en ydelse, hvor tilskuddet fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencen på et marked, og hvor tilskuddet potentielt kan påvirke samhandlen i det indre marked.
Den enkelte tilskudsmodtager skal således være opmærksom på de EU-retlige statsstøtteregler.
For yderligere information om de EU-retlige statsstøtteregler henvises til Erhvervsministeriets hjemmeside: www.em.dk/ministeriet/arbejdsomraader/erhvervsregulering-og-internationale-forhold/
Såfremt der opnås tilskud fra puljen, vil udbetalingerne ske til den NemKonto, som er tilknyttet ansøgers CVR-nummer. Hvis botilbuddet ikke har en NemKonto, skal I således kontakte jeres pengeinstitut og bede dem indberette en NemKonto. I kan læse mere om NemKonto samt udbetaling af tilskud på Social- og Boligstyrelsens hjemmeside.
Der skal medsendes et budget til ansøgningen. Puljens budgetskabelon skal anvendes, og budgettet skal indeholde fyldestgørende og sandfærdige oplysninger til budgetposterne.
Der foretages en vurdering af projektet ud fra oplysningerne i ansøgningen og budgettet, herunder eventuelle noter til budgettet.
Der skal indsendes faglig afrapportering samt regnskab til Social- og Boligstyrelsen ved opnåelse af tilskud. Den faglige afrapportering er indeholdt i puljens regnskabsskema. Frister for indsendelse af faglig afrapportering og regnskab vil fremgå af tilskudsbrevet.