VEJ nr 9628 af 15/09/2020
Social- og Boligministeriet
Vejledning om ansøgningspuljen til bedre fysiske rammer
11. Udarbejdelse af budget
Budgettet skal være realistisk, sparsommeligt og leve op til de krav, der er til udgiftstyper og niveauer.
Budgettet skal udarbejdes på en sådan måde, at det udgør en fyldestgørende og sandfærdig beskrivelse af projektets forventede udgifter i forhold til det ansøgte projekt.
Det er vigtigt, at følgende oplysninger angives i budgettet:
– Projektets titel
– Ansøgers identifikation (CVR-nummer eller CPR-nummer)
– Ansøgers navn og adresse
Krav til budgettet
Udgifter skal specificeres i budgettet. Udgifter kan ikke samles i overordnede budgetposter som overhead, administrationsbidrag og diverse. Der kan ikke budgetteres med uforudsete udgifter.
Det skal også være udgifter, som afholdes, når der er modtaget tilskud. Kun i særlige tilfælde kan der ydes tilskud til udgifter, som er afholdt, før der blev ydet tilskud, hvis udgifterne har en klar tilknytning til projektet.
Periodiserede budgetter
Udgifterne skal periodiseres, således at udgiften budgetteres i det år, den forventes afholdt. Gennemsnitstal kan således ikke anvendes.
Enhedspriser
Alle udgiftsposter skal så vidt muligt udspecificeres i antal enheder og pris pr. enhed. Hvis projektet f.eks. indebærer indkøb af to sofaer inden for det samme projektår, og hver af sofaerne koster 5000 kr., anføres to enheder á 5000 kr. i den eller de måneder, hvor udgifterne forventes afholdt.
Noter til budgettet
Ved behov skal der udarbejdes forklarende noter til de udgiftsposter, som anføres i budgettet. Noten skal dels klarlægge indholdet af den enkelte aktivitet og dels klarlægge forudsætningerne for udgiftens størrelse.