Lovguiden Logo
Gældende

VEJ nr 10080 af 25/11/2019

Beskæftigelsesministeriet

Vejledning om afsætning af servicearbejde fra særligt tilrettelagte projekter og nytteindsats til private borgere

4. Om formålet med aktiveringstilbuddet

Efter reglerne om særligt tilrettelagte projekter og reglerne om nytteindsats er der således mulighed for i begrænset omfang at etablere servicearbejde for en afgrænset målgruppe af borgere. Tilbuddet skal organiseres i kommunalt regi og kan evt. foregå i samarbejde med private firmaer.

Det er afgørende, at der er tale om et relevant aktiveringstilbud for den ledige. Før der gives tilbud om haveservice e.l. til en ledig, skal det således være vurderet, at den ledige har behov for netop denne type tilbud og ikke vil være bedre tjent med et mere traditionelt tilbud som fx virksomhedspraktik på en rigtig virksomhed.

Hvis tilbuddet gives som særligt tilrettelagt projekt, skal det være vurderet, at det kan leve op til formålet for tilbud om særligt tilrettelagte projekter, herunder at det kan forbedre de lediges muligheder for at komme ud af ledigheden og opnå arbejde eller påbegynde uddannelse. Hvis det gives som nytteindsats, skal det vurderes, at det kan leve op til formålet for tilbud om nytteindsats og give borgeren mulighed for at holde sig aktiv og indgå i et arbejdsfællesskab samt udføre et reelt stykke arbejde for sin ydelse, indtil pågældende kan starte i et job eller en uddannelse.

Indholdet og omfanget af servicearbejdet skal derfor fastsættes med udgangspunkt i de lediges behov for at blive tilbudt henholdsvis særligt tilrettelagte projekter eller nytteindsats og ikke ud fra et evt. kommunalpolitisk ønske om servicering af et bestemt antal borgere, der skønnes at have behov for at få arbejdet udført.

Da det er behovet for at aktivere de ledige, der er afgørende for projektet, vil der i praksis ofte kunne være kvalitetsforskel på, hvad en professionel virksomhed på markedet og et kommunalt aktiveringsprojekt kan levere. Dette kan blandt andet komme til udtryk ved omfanget, kvaliteten og stabiliteten i det leverede servicearbejde. Kommunen skal gøre de borgere, der modtager servicearbejdet, opmærksom på denne kvalitetsforskel.

Detaljer

Relateret indhold