LBK nr 391 af 10/04/2024
Uddannelses- og Forskningsministeriet
Universitetsloven § 39
Ministeren fastsætter efter drøftelse med henholdsvis Danmarks Pædagogiske Universitets bestyrelse og Danmarks Tekniske Universitets bestyrelse en ordning for hvert universitets overgang til denne lov.
Stk. 2. Ministeren kan efter drøftelse med Danmarks Pædagogiske Universitets bestyrelse helt eller delvis ophæve lov nr. 483 af 31. maj 2000 om Danmarks Pædagogiske Universitet og kan efter drøftelse med Danmarks Tekniske Universitets bestyrelse helt eller delvis ophæve lov nr. 1265 af 20. december 2000 om Danmarks Tekniske Universitets (DTU) overgang til selveje.
Stk. 3. Danmarks Pædagogiske Universitet følger bestemmelserne i lov om Danmarks Pædagogiske Universitet, indtil disse ophæves og erstattes af bestemmelser i denne lov. Danmarks Tekniske Universitet følger bestemmelserne i lov om Danmarks Tekniske Universitets (DTU) overgang til selveje, indtil disse ophæves og erstattes af bestemmelser i denne lov.
Forarbejder til Universitetsloven § 39
RetsinformationDanmarks Pædagogiske Universitet (DPU) og Danmarks Tekniske Universitet (DTU) adskiller sig fra de øvrige universiteter ved allerede at være overgået til en styrelsesmodel, der svarer til det her foreslåede. Universiteterne har således begge bestyrelser med eksternt flertal og ansatte rektorer og under disse en kombination af ansatte, udpegede og valgte ledere. Samtidig er styrelsesordningerne relativt nye for begge universiteter, hvilket taler for, at der må tages særlige hensyn, når universiteterne overgår til at være omfattet af denne lov.
Endvidere skal det bemærkes, at de to universiteter har forskelligt lovgrundlag, mens DPU i det hele er underlagt eget lovgrundlag, er DTU både omfattet af den nuværende universitetslov og loven om Danmarks Tekniske Universitets (DTU) overgang til selveje.
For så vidt angår Danmarks Pædagogiske Universitet
Det foreslås, at ministeren efter drøftelse med bestyrelsen for DPU fastsætter en ordning for universitetets overgang til denne lov. Intentionen med bemyndigelsen er at tilrettelægge en hensigtsmæssig overgang for universitetet, sådan at den allerede etablerede ledelsesstruktur på universitetet opretholdes og udvikles i den overgangsperiode, der er fastlagt i DPU-loven. Ledelsesstrukturen i opbygningsperioden svarer i høj grad til principperne i denne lov, jf. § 24, stk. 8, i DPU-loven. Opbygningsperioden udløber den 1. juli 2005, hvilket svarer til det tidspunkt efter dette lovforslag, hvor universiteterne skal være overgået til ny styrelse.
Udgangspunktet for overgangsordningen er, at ansatte, udpegede og valgte ledere fortsætter i deres funktionsperiode, hvorefter der vil blive ansat og udpeget ledere efter dette lovforslag.
Den nuværende bestyrelse forlænges indtil 31. december 2004, sådan at der samtidig med de øvrige universiteter kan etableres en bestyrelse i medfør af dette lovforslag. Den nuværende bestyrelse fastsætter i en særlig vedtægt, som godkendes af ministeren, proceduren for nedsættelse af den første bestyrelse efter dette lovforslag, jf. også § 37, stk. 7, 1. punktum.
Ved DPUs overgang til at være omfattet af dette lovforslag er det ikke hensigten at ændre på universitetets uddannelsesprofil med uddannelser rettet mod personer med en forudgående professionsbachelor, bachelorgrad eller tilsvarende. Det er således ikke tanken, at DPU skal udbyde bacheloruddannelser efter dette lovforslag.
I stk. 2 foreslås, at ministeren bemyndiges til gradvis at ophæve den gældende lov om DPU. I forbindelse med etableringen af DPU blev universitetet omfattet af tilskudsfinansiering. Reglerne herom må nødvendigvis opretholdes, indtil de øvrige universiteter også bliver omfattet af tilskudsfinansiering. Da dette tidspunkt ikke er fikseret i lovforslaget, må DPU-lovens hjemler hertil opretholdes, indtil dette er tilfældet. Omvendt er det tanken, at DPU-lovens hjemmel til, at universitetet overtager de faste ejendomme knyttet til universitetet, ophæves umiddelbart efter dette lovforslags ikrafttræden. Som anført i bemærkningerne til § 30 har det ikke været muligt at gennemføre overdragelsen, da de faste ejendomme er forsynet med en hjemfaldsklausul, som forhindrer en gennemførelse af overdragelsen på de planlagte vilkår i DPU-loven. DPU vil i stedet kunne søge om at få bygningerne overdraget i medfør af dette lovforslags § 30. Når vilkårene for en ny overdragelse skal fastsættes, vil ministeren i videst muligt omfang tage hensyn til de oprindeligt forudsatte vilkår, idet universitetet har en forventning herom. Indtil DPU måtte overtage bygningerne i medfør af dette lovforslags § 30, vil staten stille den nuværende bygningsmasse til rådighed for DPU på tilsvarende vilkår, som gælder for de øvrige universiteter, det vil sige efter reglerne for den statslige ejendomsadministration (SEA).
I stk. 3 præciseres det, at DPU-lovens bestemmelser har forrang for bestemmelserne i dette lovforslag, indtil DPU-loven ophæves.
For så vidt angår Danmarks Tekniske Universitet
Der er med dette lovforslag ikke tilsigtet nogen ændring i DTU's stilling som et etableret, også bygnings- og kapitalmæssigt, selvejende universitet eller i de planer og intentioner, der lå til grund for loven om DTUs overgang til selveje. Derfor er der behov for en særlig overgangsordning, der tager højde for, at DTU allerede har gennemgået de styrelsesmæssige omstillinger, som de øvrige universiteter står overfor, og som universitetet har indrettet sig i tillid til.
Udgangspunktet for denne overgangsordning er, at DTU's dispensation fra styrelsesreglerne i den gældende universitetslov forudsættes at falde bort samtidig med, at de andre universiteter skal overgå til en ny styrelsesform, dvs. forventeligt den 1. juli 2005.
Udgangspunktet for ordningen er, at de nuværende ansatte, udpegede og valgte ledere fortsætter i deres funktionsperiode, hvorefter de overgår til ansættelse eller udpegning efter lovforslagets regler.
Ligeledes fortsætter bestyrelsen, indtil bestyrelsesperioden udløber 1. januar 2005. I overgangsordningen fastsættes proceduren for nedsættelse af en ny bestyrelse. Bestyrelsen sammensættes og formanden udpeges efter lovforslagets bestemmelser herom. Den nye bestyrelse fastsætter en vedtægt i henhold til lovforslaget.
Under hensyn til, at DTU netop har været igennem en omstillingsproces i medfør af den nye styrelse, der blev etableret som en dispensation fra den gældende universitetslov, og en overgang til selveje i medfør af DTU-loven, kan der imidlertid være behov for at justere de ovenfor nævnte tidsrammer, sådan at DTU ikke kommer i en situation, hvor der på én gang skal ske en total udskiftning på ledelsesniveauerne så kort tid efter, at DTU har været gennem en lignende omstilling.
I stk. 2 foreslås, at ministeren bemyndiges til gradvis at ophæve den gældende DTU-lov. Dette skal ses i sammenhæng med, at DTU i modsætning til de øvrige universiteter har fået overdraget bygningerne og øvrige aktiver. Hjemlerne for den skete overdragelse må derfor opretholdes, indtil overdragelsens retsvirkninger er udtømte. I forbindelse med overgangen til selveje er DTU desuden overgået til tilskudsfinansiering og har fået en række særordninger på det bygningsmæssige område. Disse regler må nødvendigvis opretholdes, indtil de øvrige universiteter også bliver omfattet af tilskudsfinansiering m.v. Da dette tidspunkt ikke er fixeret i lovforslaget, må DTU-lovens hjemler hertil opretholdes, indtil dette er tilfældet. Der kan derfor ikke på nuværende tidspunkt opstilles en præcis tidsramme for, hvornår DTU-loven i det hele kan ophæves.
Ændringen i lovrammen for DTU vil ikke ændre på DTUs rettigheder og pligter i forhold til tredjemand. Det er heller ikke sigtet, at ændringen skal påvirke forholdet mellem DTU og staten.
I stk. 3 præciseres, at økonomibestemmelserne i DTU-loven har forrang for bestemmelserne i dette lovforslag, indtil DTU-loven ophæves.