Command Palette

Search for a command to run...

Gældende

LBK nr 1461 af 29/11/2023

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

Undergrundsloven § 23e

Kapitel 6 a finder ikke anvendelse på geologisk lagring af CO2 på under 100 kt med henblik på forskning, udvikling eller afprøvning af nye produkter og processer.

Stk. 2. I dette kapitel forstås ved følgende:

  1. Affald: Stoffer, der er defineret som affald i bekendtgørelse nr. 1632 af 21. december 2010 om affald.

  2. CO2-lagringslokalitet: Et bestemt område med tilhørende volumen inden for en geologisk formation, der anvendes til geologisk lagring af CO2, og tilhørende anlæg på jordoverfladen og injektionsanlæg.

  3. CO2-strøm: En strøm af stoffer hidrørende fra CO2- opsamlingsprocesser, som skal injiceres i en CO2-lagringslokalitet.

  4. CO2-transportnet: Et net af rørledninger, herunder tilknyttede pumpestationer eller tilsvarende, til transport af CO2 til CO2-lagringslokaliteten.

  5. Geologisk formation: En lithostratigrafisk underinddeling i distinkte bjergarter, som kan påvises og kortlægges.

  6. Geologisk lagring af CO2: Injektion af CO2-strømme efterfulgt af lagring af CO2 i underjordiske formationer.

  7. Hydraulisk enhed: Et hydraulisk forbundet porevolumen, hvor trykpåvirkning kan måles teknisk, og som er begrænset af flowbarrierer som f.eks. forkastninger, salthorste og lithologiske grænser eller af formationens udkiling eller blotning.

  8. Lagringskompleks: CO2-lagringslokaliteten og de geologiske omgivelser, som kan have betydning for den overordnede integritet og sikkerhed ved lagringen, dvs. sekundære indeslutningsformationer.

  9. Lukning af en CO2-lagringslokalitet: Endegyldig indstilling af CO2-injektion i CO2-lagringslokaliteten.

  10. Udbedrende foranstaltninger: Enhver foranstaltning, der træffes for at udbedre væsentlige uregelmæssigheder eller lukke lækager med henblik på at forhindre eller standse frigivelse af CO2 fra lagringskomplekset.

  11. Udsivning: Frigivelse af CO2 fra lagringskomplekset.

  12. Væsentlig risiko: En kombination af sandsynlighed for, at en skade indtræffer, og et omfang af skade, som der ikke kan ses bort fra, uden at der sås tvivl om formålet med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/31/EF af 23. april 2009, for så vidt angår den pågældende CO2-lagringslokalitet.

  13. Væsentlig uregelmæssighed: Enhver uregelmæssighed i CO2-injektions- eller lagringsoperationerne eller i selve CO2-lagringskompleksets tilstand, som indebærer risiko for udsivning eller risiko for miljøet eller menneskers sundhed.