TV-overvågningsloven § 2d

Det følger af tv-overvågningslovens § 2, stk. 1, nr. 3, litra b, at forbuddet mod tv-overvågning i § 1, stk. 1, ikke gælder tv-overvågning, der foretages af pengeinstitutvirksomheder, spillekasinoer, hotel- og restaurationsvirksomheder, engrosvirksomheder, hvorfra der foregår salg og udlevering af varer, samt butikscentre og butikker, hvorfra der foregår detailsalg, af arealer, som ligger i umiddelbar tilknytning til egne indgange og facader, når tv-overvågningen er klart nødvendig af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse.

Derudover følger det af § 2 c, stk. 1, at en kommunalbestyrelse efter drøftelse med politidirektøren med henblik på at fremme trygheden kan foretage tv-overvågning af gade, vej, plads eller lignende område, som benyttes til almindelig færdsel, og som ligger i umiddelbar tilknytning til en restaurationsvirksomhed.

Endelig følger det af § 2 d, stk. 1, at offentlige myndigheder må foretage tv-overvågning af arealer, som ligger i umiddelbar tilknytning til egne bygningers indgange og facader, når tv-overvågningen er klart nødvendig af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse.

Det følger af bemærkningerne til § 2, stk. 1, nr. 3, litra b, § 2 c, stk. 1, og § 2 d, stk. 1, at man ved »tv-overvågning i umiddelbar tilknytning« til henholdsvis forretningsstedet, den offentlige myndighed eller restaurationsvirksomheden forstår, at der kan foretages tv-overvågning af et område, som strækker sig op til ca. 30 m fra forretningsstedets eller den offentlige myndigheds egne indgange og facader, samt fra restaurationsvirksomheden, jf. Retsudvalgets betænkning over forslag til lov om ændring af lov om tv-overvågning, Folketingstidende 2019-20, tillæg B, L 102, side 3. .

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.5.4.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at »umiddelbar« udgår i tv-overvågningslovens § 2, stk. 1, nr. 3, litra b, § 2 c, stk. 1, og § 2 d, stk. 1.

Det foreslåede vil indebære, at afstandskravet for visse erhvervsdrivende og offentlige myndigheder, når de foretager tv-overvågning af området omkring egne indgange og facader, samt for kommunalbestyrelser, der efter drøftelse med politidirektøren foretager tv-overvågning af vej, gade, plads eller lignende, som ligger i tilknytning til en restaurationsvirksomhed, vil blive udvidet.

Med ændringen lægges der op til, at der i § 2, stk. 1, nr. 3, litra b, skal være mulighed for, at visse erhvervsdrivende kan foretage tv-overvågning af et område, som strækker sig op til ca. 100 meter fra forretningsstedets egne indgange og facader, når det er klart nødvendigt af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse.

På samme måde lægges det op til, at offentlige myndigheder i medfør af § 2 d, stk. 1, kan foretage tv-overvågning af et område, som strækker sig op til ca. 100 meter fra egne bygningers indgange og facader, når tv-overvågningen er klart nødvendig af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse.

Endelig foreslås det med ændringen, at kommunalbestyrelsen i medfør af § 2 c, stk. 1, efter drøftelse med politidirektøren med henblik på at fremme trygheden kan foretage tv-overvågning af gade, vej, plads eller lignende, som benyttes til almindelig færdsel i op til ca. 100 m fra den pågældende restaurationsvirksomhed.

Der lægges ikke i øvrigt op til at foretage ændringer af bestemmelserne. Med ændringen opretholdes det således bl.a., at tv-overvågning efter § 2, stk. 1, nr. 3, litra b, og § 2 d, alene må foretages, når tv-overvågningen er klart nødvendig af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse. Det vil indebære, at den erhvervsdrivende og den offentlige myndighed også i fremtiden vil skulle foretage en konkret vurdering af, om et hensyn til at forebygge og opklare kriminalitet gør det klart nødvendigt at foretage tv-overvågning af de arealer, som ligger i tilknytning til egne indgange og facader.

For foretagelse af tv-overvågning efter § 2 c, stk. 1, vil det også fortsat være afgørende, om tv-overvågningen af områder, som benyttes til almindelig færdsel, og som ligger i umiddelbar tilknytning til en restaurationsvirksomhed, om tv-overvågningen sker med henblik på at fremme trygheden. Det vil indebære, at kommunalbestyrelsen også i fremtiden vil skulle foretage en konkret vurdering af, om tv-overvågningen sker af hensyn til tryghed.

Det vil fortsat ikke være lovligt at foretage tv-overvågning ind i private hjem eller på andre private områder, herunder ind i f.eks. kirker, organisationers bygninger, andre butikker, andre restaurationsvirksomheder m.v.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

§ 20 i barnets lov vedrører afgørelser om iværksættelse af en børnefaglig undersøgelse. Det følger af § 20, stk. 2, i barnets lov, at kommunalbestyrelsen kan iværksætte en børnefaglig undersøgelse, når kommunalbestyrelsen i øvrigt vurderer, at det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges støttebehov.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.1.1.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at det i § 20, stk. 2, i barnets lov, indsættes som 2. pkt., at kommunalbestyrelsen ved vurderingen efter 1. pkt. bl.a. skal lægge vægt på, om barnets eller den unges nære familiemedlemmer er dømt for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a.

Den foreslåede ændring vil indebære, at oplysninger om, at et eller flere af barnets eller en ungs nære familiemedlemmer er dømt for bandekriminalitet, vil skulle indgå som et væsentligt og tungtvejende element i kommunernes vurdering af, om der bør iværksættes en børnefaglig undersøgelse. Eksempelvis fordi barnets relation til det dømte familiemedlem vurderes at påvirke barnets sundhed, udvikling og trivsel negativt. Med bandekriminalitet forstås, hvis barnets eller den unges nære familiemedlemmer er dømt for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a. Kommunen kan få oplysningerne om disse forhold f.eks. gennem SSP-samarbejdet eller gennem samtale med barnet.

Nære familiemedlemmer kan være forældre, søskende eller andre personer i barnets familie med en tæt relation til barnet.

På baggrund af den børnefaglige undersøgelse vil kommunen kunne træffe afgørelse om, at der bør iværksættes støttende indsatser eller anbringelse uden for hjemmet efter reglerne herom i barnets lov §§ 32, 46 eller 47, hvis betingelserne herfor er opfyldt.

Såfremt kommunen efter en indledende screening efter barnets lov § 18 vurderer, at det ikke vil være nødvendigt at igangsætte en børnefaglig undersøgelse efter barnets lov § 20, vil kommunen efter reglerne i barnets lov kunne igangsætte en afdækning efter barnets lov § 19.

Børn, unge og deres forældre vil på et hvilket som helst tidspunkt i et sagsforløb kunne anmode om en børnefaglig undersøgelse, hvis de mener, at der er behov for yderligere undersøgelser af barnets behov. Det vil herefter bero på en konkret vurdering af sagens forhold, om en sådan undersøgelse skal igangsættes. Ved vurderingen vil der skulle lægges betydelig vægt på, om barnet eller den unge har nære familiemedlemmer, der er dømt for bandekriminalitet.

Kommunens beslutning om, at der ikke er behov for en børnefaglig undersøgelse kan ikke påklages til Ankestyrelsen, i det omfang kommunen i stedet vælger at gennemføre en afdækning efter reglerne herom i barnets lov § 19.

Det vil med den foreslåede bestemmelse ikke være et krav, at kommunerne iværksætter en børnefaglig undersøgelse, hvis der er viden om, at nære familiemedlemmer er dømt for bandekriminalitet. Det skyldes, at kommunerne skal tage udgangspunkt i, hvorvidt det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges støttebehov, jf. § 20, stk. 2, 1. pkt., i barnets lov og der kan således forekomme situationer, hvor det ikke vurderes nødvendigt, uanset at barnets eller den unges nære familiemedlemmer er dømt for bandekriminalitet.

Kommunen vil efter barnets lov også have mulighed for at iværksætte støtte og hjælp, uanset om der vil blive truffet afgørelse om at iværksætte en børnefaglig undersøgelse. Det kan være i form af en tidlig forebyggende indsats, jf. § 30 i barnets lov eller en støttende indsats efter § 32 i barnets lov på baggrund af en afdækning. Herudover er det muligt at iværksætte en støttende indsats sideløbende med en afdækning eller den børnefaglige undersøgelse, jf. § 32, stk. 4 i barnets lov. En sådan indsats vil skulle tage afsæt i barnets eller den unges samt familiens behov, ressourcer og udfordringer, men det vil samtidig være vigtigt, at myndighederne vurderer, at indsatserne vil bidrage til at forebygge kriminalitet og sikre barnet eller den unges trivsel og udvikling. Det skal herudover vurderes, om der er brug for støttende indsatser til barnet eller den unge, der går imod f.eks. forældrenes ønsker, i det omfang der efter barnets lov er adgang til at træffe afgørelse uden samtykke, herunder efter reglerne i § 37 i barnets lov om støttende indsatser uden samtykke, hvis det vurderes at være i det konkrete barn eller den konkrete unges interesse med henblik på at kunne forebygge risikoen for at ende i bandekriminalitet.

Kommunens afgørelse om at iværksætte en børnefaglig undersøgelse vil kunne påklages til Ankestyrelsen, jf. § 144 i barnets lov.

For en beskrivelse af straffelovens § 81 a henvises til pkt. 3.4.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.