Command Palette

Search for a command to run...

Gældende

LBK nr 29 af 04/01/2022

Skatteministeriet

Toldloven § 16

Luftfartøjer og skibe i det danske toldområde og andre befordringsmidler i trafik mellem det danske toldområde og tredjelande er undergivet told- og skatteforvaltningens tilsyn og kontrol. Befordringsmidler, der transporterer varer, for hvilke der ikke er betalt told eller afgifter, er også undergivet told- og skatteforvaltningens kontrol. Told- og skatteforvaltningen har ret til overalt i disse befordringsmidler og uden retskendelse at foretage de undersøgelser, der er nødvendige for kontrollens udøvelse.

Stk. 2. Køretøjer, der anvendes erhvervsmæssigt i trafik mellem det danske toldområde og tredjelande, skal ved ind- og udkørsel af det danske toldområde uopfordret standse op for kontrol.

Stk. 3. Alle køretøjer i trafik mellem det danske toldområde og tredjelande skal ved ind- og udkørsel af det danske toldområde og i det danske toldområde i øvrigt standse op for kontrol, når told- og skatteforvaltningen forlanger det.

Stk. 4. Alle køretøjer i trafik mellem det danske toldområde og EU's toldområde og i det danske toldområde i øvrigt skal standse op for kontrol, når told- og skatteforvaltningen forlanger det.

Stk. 5. Skibe skal på told- og skatteforvaltningens forlangende stoppe op.

Stk. 6. Skatteministeren kan fastsætte regler om told- og skatteforvaltningens kontrol med og toldbehandling af de i stk. 1 nævnte befordringsmidler og kan herunder bestemme, hvor, på hvilken måde og på hvilke vilkår toldbehandlingen skal finde sted.