CIR nr 15730 af 11/06/1987
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Til landets apoteker. Vedrørende tilladelse til forsøg med telefax og andre former for elektronisk overførsel af recepter.
Sundhedsstyrelsens godkendelse af forsøg set i relation til aftalen mellem Danmarks Apotekerforening og Dansk Farmaceutforening om apotekets udvikling.
I henhold til punkt 10 i en handlingsplan til realisering af ovennævnte udviklingsaftale skal der iværksættes en række initiativer til forsøg vedrørende farmaceutens kontrolopgaver og disses sammenhæng med andre farmaceutopgaver. I henhold til aftalen skal der nedsættes et sekretariat, som bl.a. skal medvirke ved opstilling af rammer for forsøgsprojekterne. Endvidere er tidligere på året nedsat en følgegruppe, hvori Danmarks Apotekerforening, Dansk Farmaceutforening, Danske Apoteksteknikeres Forening, Danmarks farmaceutiske Højskole og Sundhedsstyrelsen er repræsenteret.
Sundhedsstyrelsens opgave i denne gruppe er dels at bidrage til, at rammerne for forsøgsvirksomhed udformes således, at nødvendige dispensationer fra gældende regler efterfølgende kan forventes givet dels at forbedre Sundhedsstyrelsens viden i almindelighed om aktuelle forsøgsplaner.
Derimod er det ikke Sundhedsstyrelsens opgave i gruppen på forhånd at anerkende eller autorisere bestemte former for farmaceutopgaver, som ikke er i overensstemmelse med/er omfattet af gældende regler.
Initiativer taget af ovennævnte følgegruppe eller forsøgssekretariat og Sundhedsstyrelsens behandling af dispensationsansøgninger kan således ikke erstatte hinanden, men udgør hver især et grundlag for forsøgsarbejdet.
P.D.V.
Jens Overø