LBK nr 681 af 16/06/2025
Digitaliseringsministeriet
Teleloven § 64a
(Ophævet)
Forarbejder til Teleloven § 64a
RetsinformationDen foreslåede bestemmelse er en indholdsmæssig videreførelse af den gældende lovs § 87. Dog er den gældende bestemmelse om oplysningspligt udgået, idet den nu er omfattet af den foreslåede bestemmelse herom i lovforslagets § 73.
Til stk. 1
Den foreslåede bestemmelse er en uændret videreførelse af den gældende bestemmelse.
Med bestemmelsen bemyndiges IT- og Telestyrelsen til at fastsætte nærmere regler om styrelsens udførelse af tilsynet på området. Bemyndigelsen omfatter blandt andet fastsættelse af nærmere regler om udbydernes periodevise redegørelse for beredskabsplanlægningen, og om at IT- og Telestyrelsen i relevant omfang kan rekvirere detailplaner for beredskabsplanlægningen, navnlig hvis det vurderes, at regler fastsat i medfør af lovforslagets § 62, stk. 2, ikke overholdes. Der forudsættes dog alene en overordnet redegørelse om, på hvilke områder der er foretaget beredskabsplanlægning og til imødegåelse af hvilke trusler og sårbarheder. Det er hensigten, at ansvaret for udarbejdelse af beredskabsplaner for eget forretningsområde fortsat skal påhvile udbyderne, og at beredskabsplaner og sikkerhedspolitikker m.v. ikke vil skulle indsendes til tilsynsmyndighedens godkendelse.
Til stk. 2
Den foreslåede bestemmelse er en indholdsmæssig videreførelse af den gældende bestemmelse.
Med bestemmelsen kan en afgørelse fra IT- og Telestyrelsen om overholdelse af lovforslagets § 62, stk. 2, omfatte anvisning om konkrete sikringstiltag. Anvisningerne, som skal ske på baggrund af en dialog med den pågældende udbyder, må ikke være mere byrdefulde, end formålet nødvendiggør. Formålet med anvisningerne om sikringstiltag skal desuden afvejes i forhold til den mulige konkurrenceforvridning mellem udbydere på samme marked.