Teleloven § 5

Den foreslåede bestemmelse er en uændret videreførelse af den gældende lovs § 11.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er, at der i den sektorspecifikke telelovgivning kan fastsættes direkte krav til bindingsperioders længde i forbindelse med SIM-lås eller lignende. Hensigten med forslaget er således blandt andet at sikre, at der er overensstemmelse mellem kravene til bindingsperioder for både abonnementsaftaler og alle former for SIM-låsning, og at disse spørgsmål behandles af samme myndighed.

Den foreslåede bestemmelse har primært sigte på bindingsperioder i form af SIM-lås, men forslaget er ikke begrænset til kun at angå SIM-lås. Reglerne om maksimale bindingsperioder vil således også kunne omfatte andre former for bindinger mellem teleterminaludstyr og en bestemt udbyders net.

Forslaget bemyndiger ministeren for videnskab, teknologi og udvikling til, i lighed med hvad der gælder i dag, at fastsætte nærmere regler om maksimale bindingsperioder i forbindelse med faciliteter i mobilteleterminaludstyr, der anvendes til at binde udstyret til en bestemt udbyder, herunder brug af SIM-lås ved udbud af mobiltelefoner. Det følger af IT- og Telestyrelsens praksis, at et krav om en maksimal bindingsperiode for for eksempel SIM-lås vil indebære, at en udbyder af teleterminaludstyr efter anmodning uden vederlag skal lukke en SIM-lås op efter udløbet af den tilladte bindingsperiode.

Mange udbydere af mobiltelefoni og -telefoner anvender i dag et koncept, hvorefter slutbrugeren forpligter sig til at tegne et abonnement, samtidig med at der indgås en købs- eller lejeaftale eller lignende om en mobiltelefon. Konceptet indebærer blandt andet, at udbyderen via tilskud til mobiltelefonen muliggør, at slutbrugeren kan købe mobiltelefonen billigere, mod at den er SIM-låst.

Bindinger i teleterminaludstyr, der ikke anvendes til mobilkommunikationstjenester, er ikke omfattet af bestemmelsen. Sådanne bindinger vil således skulle bedømmes efter konkurrenceloven og forbrugeraftaleloven.

Den foreslåede bestemmelse giver, i lighed med hvad der gælder i dag, hjemmel til at fastsætte krav over for udbydere af teleterminaludstyr, der anvendes til mobilkommunikationstjenester. Omfattet af bestemmelsen vil således både kunne være erhvervsmæssige udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester samt andre, der udbyder teleterminaludstyr, herunder den almindelige detailhandel. Udbydere af teleterminaludstyr, der anvendes til mobilkommunikationstjenester, omfatter enhver, der stiller en teleterminal til rådighed (eventuelt mod betaling) i form af lån, køb, leje eller lignende til slutbrugere. Ved fastsættelsen af bekendtgørelsesregler vil det med udgangspunkt i ovennævnte blive fastlagt nærmere, hvem reglerne vil kunne anvendes over for. Sigtet vil være at sikre, at enhver form for udbud af teleterminaler til slutbrugere er omfattet. Producenter af teleterminaludstyr og udbydere i engros-leddet vil således ikke være omfattet.

Lovforslaget omfatter enhver form for binding af forbrugerne, hvorved de tvinges til at anvende (eller i praksis kun kan anvende) et bestemt mobilteleselskabs net. Det afgørende vil være, om der er tale om en binding mellem teleterminaludstyr og et mobilteleselskabs net, herunder eventuelle bindinger i teleterminaludstyr som indgår som et mindre element i et givent produkt.

Til stk. 2

Hensigten med den foreslåede bestemmelse er at sikre, at udmøntningen af hjemlen i stk. 1 kan begrænses til kun at gælde forbrugerkøb, jf. købelovens § 4 a og forbrugeraftaler, jf. aftalelovens § 38a. Det er hensigten ved fastsættelse af bekendtgørelsesregler at begrænse dem til kun at finde anvendelse i aftaler, der indgås med ikke-erhvervsdrivende slutbrugere på samme måde som den gældende bindingsbestemmelse i udbudsbekendtgørelsen.