Command Palette

Search for a command to run...

Gældende

LBK nr 681 af 16/06/2025

Digitaliseringsministeriet

Teleloven § 1

Lovens formål er at fremme et velfungerende og innovationspræget marked for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester til gavn for slutbrugerne.

Stk. 2. Myndighederne skal ved varetagelsen af opgaver i denne lov bl.a. iagttage følgende til gavn for slutbrugerne:

  1. Fremme konnektivitet og adgang til og ibrugtagning af net med meget høj kapacitet.

  2. Fremme konkurrencen inden for udbud af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, herunder reel infrastrukturbaseret konkurrence.

  3. Fremme forudsigelighed i reguleringen ved at sikre en ensartet tilsynspraksis i samarbejde med andre medlemsstaters myndigheder, Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation (BEREC), Frekvenspolitikgruppen (RSPG) og Europa-Kommissionen.

  4. Sikre, at udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester behandles lige.

  5. Anvende EU-retten på en teknologineutral måde, medmindre dette strider mod øvrige mål efter denne lov.

  6. Fremme effektive investeringer og innovation i ny og forbedret infrastruktur.

  7. Tage behørigt hensyn til lokale forhold for infrastruktur, konkurrence og slutbrugerforhold i forskellige geografiske områder, herunder ejerforhold og grundlaget for administration af lokal infrastruktur.

  8. Kun indføre forhåndsregulerende forpligtelser, i det omfang det er nødvendigt for at sikre effektiv og holdbar konkurrence i slutbrugernes interesse, og lempe eller ophæve sådanne forpligtelser, så snart betingelserne herfor er opfyldt.