Sømandsbeskatningsloven § 6

Som omtalt under gennemgangen af EU’s nye retningslinier for statsstøtte til søtransportsektoren under de almindelige bemærkninger er der nogle særlige begrænsninger for bugserfartøjer og sandsugere.

For bugserfartøjer gælder der nu den særlige regel, at sådanne fartøjer kun kan omfattes af statsstøtteforanstaltninger, hvis over 50 pct. af de bugseringsaktiviteter, som et fartøj udfører i løbet af et indkomstår, er »søtransport«. Der fremgår videre af EU-retningslinierne, at ventetid kan fordeles forholdsmæssigt mellem søtransport og andre aktiviteter. Det er i øvrigt en betingelse, at fartøjet har hjemsted i en af medlemsstaterne.

Formålet med de fælles EU-regler for statsstøtte til søtransportsektoren er at sikre den lige konkurrence mellem medlemsstaternes virksomheder på det fælles marked. Der er behov for på det fælles marked at sikre »fair play« og at undgå, at medlemsstaterne kaster sig ud i et støttekapløb mod hinanden. Derfor er der fastsat en fælles ramme for statsstøtteforanstaltninger og et fælles loft for støttens størrelse.

Spørgsmålet er imidlertid, i hvilket omfang samme hensyn gør sig gældende, når en virksomhed i EU opererer uden for EU’s eget område. Hvis et EU-rederi eksempelvis udøver virksomhed med bugserskibe i Fjernøsten, er det vanskeligt at finde en EU-konkurrencemæssig begrundelse for, at det til enhver tid skulle være nødvendigt at beskatte besætningen ombord efter de regler, der gælder i rederiets hjemland. Dette er ikke mindst tilfældet, når EU-rederiet i eksemplet konkurrerer med fjernøstlige rederier, hvis besætning ikke undergives beskatning på et europæisk niveau, og hvor rederierne ikke er belastet med lønomkostninger af samme størrelsesorden som de europæiske rederier.

EU-retningslinierne for statsstøtte til søtransportsektoren bør derfor tolkes sådan, at de begrænsninger, der lægges på bugserfartøjer og sandsugere, må være gældende, så længe de pågældende fartøjer udøver virksomhed på EU’s (og EØS’s) eget område. Lod man restriktionerne gælde globalt, ville man give EU-rederier en betydelig konkurrencemæssig ulempe i forhold til ikke-EU-rederier, hvilket højst sandsynligt ville medføre udflagning af skibe fra EU.

Lovforslagets § 6 er derfor udformet sådan, at kravet om, at et bugserfartøj skal anvendes til søtransport i mindst 50 pct. af den tid, fartøjet er i drift i løbet af et år, gælder ved aktiviteter inden for EU/EØS, men ikke uden for dette område.

Som nævnt fremgår det af EU-retningslinierne, at ventetid kan fordeles forholdsmæssigt mellem søtransporttid og anden tid, jf. lovforslagets § 6, stk. 2.

For sandsugeres vedkommende er situationen i øjeblikket den, at sådanne fartøjer ikke kan registreres i Dansk Internationalt Skibsregister, og at ansatte ombord på sandsugere således ikke kan gøre brug af DIS-skattereglerne. Dette gælder i praksis dog kun delvis, idet sandsugere kun holdes ude af DIS, så længe de arbejder på grundlag af en indvindingstilladelse efter råstofloven. Er der ikke udstedt indvindingstilladelse, eller er tilladelsen deponeret, registreres sandsugere efter praksis i DIS som lastskibe med deraf følgende DIS-skattefritagelse for de personer, der arbejder ombord.

Denne praksis vil med de nye statsstøtteretningslinier ikke kunne opretholdes. Det siges således direkte i retningslinierne, at sandsugning m.v. principielt ikke er berettiget til søtransportstøtte. Dog kan sådanne aktiviteter bringes ind under statsstøtteordninger, hvis mindst 50 pct. af fartøjets aktiviteter udgøres af søtransport. Det påhviler efter statsstøtteretningslinierne i sådanne tilfælde rederierne at føre adskilte regnskaber for søtransportaktiviteterne.

For at en sandsuger efter statsstøttereglerne skal kunne bringes ind under DIS-ordningen, skal den således udføre søtransportopgaver i mindst halvdelen af den tid, den er i drift. Dette er efter det foreliggende en forudsætning, som ikke altid er opfyldt. Herefter vil en person ombord på en sandsuger kunne være skattepligtig efter de almindelige regler i nogle perioder og efter DIS-reglerne i andre, alt efter om 50-pct.kravet er opfyldt.

En sådan ordning vil være vanskelig at administrere, hvis det skal ske inden for en skattefritagelsesordning som DIS-ordningen. Regeringen har derfor valgt at foreslå en anden løsning for sandsugere, nemlig en refusionsordning, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 10.