Sømandsbeskatningsloven § 5a

Lovforslagets § 5 fastsætter rammerne for beskatning af søfolk, der arbejder ombord på skibe, der er registreret i Dansk Internationalt Skibsregister (DIS). Hovedreglen er efter forslaget, at DIS-ordningen kan anvendes ved arbejde ombord på dansk skib, som anvendes til formål, som vil kunne omfattes af tonnageskatteloven.

Det er uden betydning, om skibet rent faktisk er inddraget under tonnageskatteordningen. Det er ligeledes uden betydning, hvordan skibet er registreret i DIS. Et skib kan eksempelvis godt være registreret som et lastskib i DIS, uden at betingelserne for DIS-skattefritagelse dermed er opfyldt. Dette vil være tilfældet, hvis skibet anvendes på en sådan måde, at det ikke vil kunne omfattes af tonnageskatteloven. Det er kort sagt skibets anvendelse , som er afgørende for anvendelsen af DIS-skattereglerne.

Den form for virksomhed, der kan omfattes af tonnageskatteordningen, er erhvervsmæssig transport af passagerer eller gods mellem forskellige destinationer, jf. tonnageskattelovens § 6.

Der er i tonnageskattelovens § 8 opregnet forskellige former for virksomhed, som falder uden for tonnageskatteordningens anvendelsesområde, uanset om den pågældende form for virksomhed udøves fra skib, som i anden sammenhæng ville kunne omfattes af tonnagebeskatningen. Sådan virksomhed falder hermed også uden for DIS-ordningens anvendelsesområde.

De former for virksomhed, der ikke kan omfattes af tonnagebeskatningen og efter lovforslaget hermed heller ikke af DIS-ordningen, er følgende:

1. Forundersøgelser, efterforskning eller udvinding af kulbrinter og andre naturforekomster.

Virksomhed i forbindelse med kulbrinteudvinding kan ikke omfattes af tonnagebeskatningen. Dog vil egentlig transportvirksomhed kunne omfattes, f. eks. forsyningssejlads og transport af olieprodukter m.v.

2. Fiskeri og forarbejdningsvirksomhed.

Fiskerisektoren er ikke omfattet af tonnageskatteordningen. Det samme gælder forarbejdningsvirksomhed til søs, uanset om dette har forbindelse med fiskerisektoren eller ej. Det kan tilføjes, at fiskefartøjer efter lov om Dansk Internationalt Skibsregister ikke kan registreres i DIS.

3. Bygning og reparation af havne, broer, olieinstallationer, vindmølleparkere eller andre havanlæg, nedlægning af rørledninger på havbunden, opmudring, stenfiskeri, sandsugning eller lignende virksomhed.

Entreprenørmæssig virksomhed m.v., der foregår fra skib, er udelukket fra tonnageskatteordningen. (Om sandsugere se bemærkningerne til lovforslagets § 10.)

4. Dykkervirksomhed.

Dykkerskibe kan ikke omfattes af tonnageskatteordningen.

5. Bugsering, lodsning m.v., når skibene anvendes i og omkring havne.

Lokal bugsering og lodsning i havne og fjorde m.v. er ikke omfattet. Anden bugsering er omfattet. (Se nedenfor om de særlige begrænsninger, der med de nye EU-retningslinier er gældende for bugserfartøjer.)

6. Passagersejlads i eller over havneløb m.v.

»Havnebusser« og lignende virksomhed kan ikke omfattes af tonnageskatteordningen.

7. Uddannelsesaktiviteter, sociale og pædagogiske aktiviteter m.v.

Tonnageskatteloven omhandler erhvervsmæssig befordring af passagerer eller gods. Uddannelsesaktiviteter, sociale og pædagogiske aktiviteter m.v. kan således ikke omfattes.

8. Museumsaktiviteter og skibsbevaring.

Sådanne aktiviteter falder ligeledes uden for tonnageskattelovens anvendelsesområde.

9. Sports-, udflugts og fritidsformål.

Sejlads, som ikke kan begrundes med et egentligt trafikbehov, uanset om sejladsen foregår efter faste sejlplaner, kan ikke omfattes af tonnageskatteordningen. Bestemmelsen omfatter også sejlads med repræsentative formål m.v.

10. Anvendelse af permanent opankrede skibe, uanset formål.

Generelt falder permanent opankrede skibe uden for tonnageskattelovens anvendelsesområde, da der i sagens natur ikke kan være tale om transportvirksomhed.

Søfolk, som arbejder ombord på et skib, som anvendes til et af disse formål, eller som anvendes til andre formål, som ikke vedrører erhvervsmæssig befordring af passagerer eller gods mellem forskellige destinationer, vil efter lovforslaget således ikke være fritaget for beskatning af deres lønindkomst for sådant arbejde efter DIS-reglerne.

Samtidig med, at de to statsstøtteordninger for søtransportsektoren – DIS-ordningen og tonnageskatteordningen – får samme anvendelsesområde, foreslås det, at de eksisterende dispensationsbestemmelser i sømandsfradragsloven for anden erhvervsmæssig anvendelse end befordring af personer eller gods afskaffes. DIS-ordningen skal fungere inden for rammerne af EU-retningslinierne for statsstøtte til søtransportsektoren, som netop omhandler erhvervsmæssig befordring af passagerer eller gods. Det giver ingen mening at opretholde dispensationsbestemmelser for anden anvendelse end den, der er tilladt efter EU-retten.

Bestemmelsen i lovforslagets § 5, stk. 1, om skattefritagelse for fuldt skattepligtige søfolk, der arbejder ombord på DIS-skibe, er en gengivelse af den tilsvarende bestemmelse, der i øjeblikket findes i ligningslovens § 33 C, bortset fra henvisningen til anvendelse efter tonnageskatteloven. Ligeledes er i sagens natur udeladt den nugældende bestemmelse i ligningslovens § 33 C om, at et dansk skib defineres efter bestemmelserne i sømandsfradragsloven.

Lempelsen for DIS-beskatning vil rent beregningsteknisk komme til at foregå på samme måde, som det hidtil har været tilfældet.

Det kan yderligere tilføjes, at den allerede eksisterende praksis, hvorefter en DIS-sømand i et vist omfang midlertidigt kan opholde sig i land, vil blive opretholdt. Det samme gælder den praksis, der allerede eksisterer for så vidt angår bl.a. rejsende montørers mulighed for at kunne anvende DIS-skattereglerne under sejlads med et DIS-skib. Princippet er her, at DIS-skattereglerne kan anvendes, hvis den rejsende montør el. lign. udfører arbejde, som almindeligvis vil kunne udføres af en skibsbesætning – f. eks. et monterings- eller reparationsarbejde ombord. Er der derimod tale om arbejdsopgaver, som ligger udenfor, hvad en skibsbesætning almindeligvis vil udføre, kan DIS-skattereglerne ikke anvendes.

Det foreslås videre i lovforslagets § 5, stk. 1, at gratialer og fratrædelsesgodtgørelser m.v. kun kan omfattes af DIS-skattefritagelsen, når den pågældende ydelse har en direkte tilknytning til arbejdet som DIS-sømand. Hvis eksempelvis en fratrædelsesgodtgørelse er baseret på et arbejdsforhold, som omfatter såvel arbejde ombord på DIS-skib som andet arbejde, er det kun den del, der direkte har tilknytning til arbejdet ombord på DIS-skib, der kan fritages for beskatning. Det er i så fald en betingelse, at den godtgørelse, der har direkte tilknytning til arbejdet ombord på DIS-skib, er fastsat ud fra den forudsætning, at den er skattefri, jf. bemærkningerne til § 5, stk. 3, nedenfor. Det samme gør sig gældende ved udbetaling af erstatningshyre m.v.

Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er en landsretsdom afsagt i april 2004, hvor en skatteyder fik medhold i, at fratrædelsesgodtgørelse i forbindelse med usaglig afskedigelse kunne omfattes af DIS-skattereglerne. Landsretten nåede frem til, at fratrædelsesgodtgørelsen i relation til muligheden for skattelempelse må karakteriseres som hidrørende fra et ansættelsesforhold i udlandet, således at der skal ske lempelse efter ligningslovens § 33 C (DIS-skattereglerne). Dommen er offentliggjort i Tidsskrift for Skatter og Afgifter – TfS 2004, 357.

Dommen kan give anledning til anvendelse af fratrædelsesgodtgørelser på en måde, som ikke var tilsigtet i DIS-ordningen, og regeringen finder derfor anledning til at foreslå det fastsat i loven, at DIS-skattereglerne kun finder anvendelse på fratrædelsesgodtgørelser m.v., når de ovenfor nævnte betingelser er opfyldt.

Bestemmelsen i lovforslagets § 5, stk. 2, om skattefritagelse for begrænset skattepligtige er med de nødvendige tilpasninger en videreførelse af bestemmelser, der i øjeblikket findes i kildeskattelovens § 48 C og § 48 D.

Bestemmelsen i lovforslagets § 5, stk. 3, har hele tiden været en underliggende forudsætning for anvendelse af DIS-skattereglerne, nemlig at de pågældende søfolk bliver aflønnet med en nettohyre, som er beregnet ud fra en forudsætning om, at den er skattefri. Dette har ikke hidtil fremgået direkte af lovteksten, og det foreslås nu, at en sådan bestemmelse indsættes. Det følger af bestemmelsen, at indkomsten skal beskattes efter de almindelige regler, hvis betingelsen om nettoaflønning ikke er opfyldt. Arbejdsgiveren skal om nødvendigt over for skattemyndighederne kunne godtgøre, hvordan den skattefri nettohyre er beregnet.

Lovforslagets § 5, stk. 4, viderefører de eksisterende regler, hvorefter personer, som kan omfattes af DIS-ordningen, ikke kan modtage skattefri rejsegodtgørelse efter ligningslovens § 9 A.