Sømandsbeskatningsloven § 11a

En arbejdsgiver med hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat end Danmark skal være godkendt af told- og skatteforvaltningen til at udbetale skattefri nettoløn efter §§ 5-8. Godkendelsen må ikke være tilbagekaldt, jf. stk. 3.

Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen godkender en arbejdsgiver efter stk. 1, når følgende betingelser er opfyldt:

Arbejdsgiveren skal være berettiget til at udbetale nettoløn efter §§ 5-8.
Arbejdsgiveren skal opfylde de betingelser, der stilles til en tilsvarende arbejdsgiver med skibe registreret i Dansk Internationalt Skibsregister, og indvillige i at påtage sig de forpligtelser, der påhviler en tilsvarende arbejdsgiver med skibe registreret i Dansk Internationalt Skibsregister.
Det skal være muligt i medfør af Rådets direktiv 2011/16/EU af 15. februar 2011 om administrativt samarbejde på beskatningsområdet og om ophævelse af direktiv 77/799/EØF med senere ændringer, en dobbeltbeskatningsoverenskomst eller anden aftale om udveksling af oplysninger at verificere arbejdsgiverens dokumentation vedrørende forpligtelserne som nævnt i nr. 2.

Stk. 3. Told- og skatteforvaltningen tilbagekalder en godkendelse efter stk. 1, hvis betingelserne for godkendelse ikke længere er opfyldt. Tilbagekaldes godkendelsen, ophører arbejdsgiverens mulighed for at udbetale skattefri nettoløn efter §§ 5-8 på tidspunktet for tilbagekaldelsen.

Stk. 4. Omregning fra fremmed valuta i forbindelse med indberetning af nettoløn efter §§ 5-8 sker til Nationalbankens middelkurs på forfalds- eller udbetalingstidspunktet.

Stk. 5. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om godkendelse af arbejdsgivere med hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat end Danmark efter stk. 1 og 2, herunder om indberetning, oplysning og hæftelse, samt om tilbagekaldelse efter stk. 3.

Forarbejder til Sømandsbeskatningsloven § 11a

Retsinformation

De nye EU-retningslinier for statsstøtte til søtransportsektoren indfører forskellige begrænsninger, som ikke tidligere har eksisteret, i medlemsstaternes mulighed for at kunne give statsstøtte. Herved sættes der i højere grad end hidtil fokus på, hvordan myndighederne skal forholde sig, hvis grundlaget for den ydede statsstøtte viser sig ikke at være til stede. Et eksempel på noget sådant kunne være, at det viser sig, at kravet om, at et bugser- og bjærgningsfartøj udfører søtransportopgaver i mindst halvdelen af den tid, hvor det er i drift, ikke er opfyldt.

I så fald er grundlaget for statsstøtte (i form af skattefritagelse efter DIS-reglerne) ikke til stede, og det ville i en sådan situation ikke være i overensstemmelse med EU-retningslinierne at lade de pågældende besætningsmedlemmer være omfattet af DIS-skattefritagelsen i det pågældende år.

Imidlertid bør det ikke være det enkelte besætningsmedlems problem, hvis 50 pct.-betingelsen ikke er opfyldt. Ansatte besætningsmedlemmer har ingen indflydelse på, om skibet i en given periode udfører den ene eller den anden opgave. Det har alene arbejdsgiveren, og det er derfor arbejdsgiveren, der må bære konsekvenserne af, at der er udbetalt skattefri DIS-hyre i en situation, hvor grundlaget herfor viser sig ikke at være til stede.

Det foreslås derfor, at arbejdsgiveren – og arbejdsgiveren alene – i en sådan situation hæfter for de A-skatter og de bidrag efter arbejdsmarkedsfondsloven og ATP-loven, der skulle have været betalt for de personer, der udfører arbejde ombord. Den skattefri nettoløn skal efter lovforslagets § 5, stk. 3, fastsættes under hensyn til skattefritagelsen, og det beløb, som A-skatten og AM-bidraget i en sådan situation skal beregnes af, er den skattepligtige bruttoløn, som er lagt til grund ved fastsættelsen af den skattefri nettoløn. Arbejdsgiveren må i en sådan situation over for skattemyndighederne kunne godtgøre, hvordan den skattefri nettohyre er beregnet, jf. i øvrigt bemærkningerne til § 5, stk. 3.

Det foreslås videre, at de skyldige A-skatter og bidrag skal betragtes som forfaldne på de tidspunkter, hvor de ville være forfaldet, hvis ikke DIS-skattereglerne havde været anvendt. Dette indebærer, at det skyldige A-skattebeløb og bidragsbeløb vil blive forrentet på samme måde, som det sker i andre tilfælde.

Såvel arbejdsgiveren som det enkelte besætningsmedlem bliver hermed stillet på samme måde, som hvis det pågældende havde været anset på almindelige skattevilkår året igennem.