Sygedagpengeloven § 21a

I bestemmelsen fastsættes det, hvornår retten til sygedagpenge eller refusion fra såvel arbejdsgiveren som kommunen falder bort som følge af forhold, der skyldes den sygemeldte. Der er tale om de situationer, hvor den sygemeldte afviser at modtage behandling og genoptræning, ved sin adfærd forhaler helbredelsen, eller uden rimelig grund undlader at medvirke ved kommunens opfølgningsindsats.

Bestemmelsen i stk. 1 om de enkelte bortfaldssituationer svarer til gældende lovs § 8, stk. 1. Om indholdet af de gældende regler om bortfald af sygedagpenge fra såvel arbejdsgiveren som kommunen henvises til omtalen heraf i rapporten om modernisering af sygedagpengeloven (kap. 9).

I bestemmelsens stk. 2 foreslås det i overensstemmelse med praksis præciseret i loven, at det er en betingelse for at standse sygedagpengeudbetalingen i tilfælde af, at den sygemeldte afviser at modtage behandling mv. eller uden rimelig grund afviser at medvirke i opfølgningsindsatsen, at den sygemeldte forinden af kommunen skriftligt er blevet orienteret om de dagpengemæssige konsekvenser heraf.

Hvis den sygemeldte ved sin adfærd forhaler helbredelsen (stk. 1, nr. 2), eller uden rimelig grund undlader at medvirke ved opfølgningen (stk. 1, nr. 3), falder retten til sygedagpenge endelig bort og kan ikke generhverves.

Hvis den sygemeldte afviser at modtage behandling mv. (stk. 1, nr. 1), bortfalder retten til sygedagpenge ikke endeligt, men kun så længe den sygemeldte ikke vil medvirke. Den sygemeldte har således mulighed for at fortryde sin afvisning med den virkning, at udbetalingen af sygedagpenge genoptages fra det tidspunkt, hvor den sygemeldte tilkendegiver igen at ville medvirke. Kommunen skal derfor orientere den sygemeldte om fortrydelsesretten samtidig med orienteringen om de dagpengemæssige konsekvenser af, at den pågældende afviser at medvirke.

Endvidere foreslås det i stk. 3 præciseret, at sygedagpengeretten falder bort fra dagen efter det tidspunkt, hvor betingelserne ikke længere er opfyldt.