Sundhedsloven § 92

Bestemmelsen viderefører med en mindre ændring § 5 a i sygehusloven, som senest ændret ved L 2003 383, jf. bilag, om beløb til personlige fornødenheder under længerevarende indlæggelse til visse persongrupper.

Dog foreslås det, at indenrigs- og sundhedsministeren får adgang til at fastsætte nærmere regler om, at sygehusvæsenet og tilknyttede institutioner udbetaler et beløb til personlige fornødenheder til personer, der ikke oppebærer pension eller anden indkomst under længerevarende indlæggelser, og at ministeren kan fastsætte beløbets størrelse.

Efter den gældende bestemmelse skal institutionen til pensionister, der under indlæggelse på institution under sygehusvæsenet ikke får udbetalt pension i henhold til § 46, stk. 1, i lov om social pension og § 45, stk. 1, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension mv., udbetale et beløb til personlige fornødenheder. Beløbet udgør 1.101 kr. pr. måned (2004 pris- og lønniveau.)

Til indlagte personer, der ikke er pensionister, og som må anses for plejepatienter eller i øvrigt skønnes uegnede til mere varig udskrivning til eget hjem, udbetaler institutionen et beløb til personlige fornødenheder af samme størrelse som det i sygehuslovens § 5 a, stk. 1, nævnte beløb. Der kan dog tidligst ske udbetaling, når de pågældende har haft en samlet indlæggelsestid på sygehus eller anden institution under sygehusvæsenet på 6 måneder ud over indlæggelsesmåneden regnet fra 1 1/2 år forud for indlæggelsen.

Til øvrige personer, der ikke er pensionister, og som har haft en længerevarende indlæggelse, kan der udbetales et beløb til personlige fornødenheder, hvor særlige forhold gør sig gældende.

Størrelsen af det til hver person udbetalte beløb kan ikke overstige det i sygehuslovens § 5 a, stk. 1, nævnte beløb. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om udbetalingen af beløb til personlige fornødenheder.

Til afsnit VII

Svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion

Til kapitel 25-28

Lov om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion vil blive overført fra Justitsministeriet til Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Reglerne bliver i al væsentlighed videreført i lovforslaget, idet de beføjelser, der efter loven er tillagt justitsministeren, dog overføres til indenrigs- og sundhedsministeren.

Nærmere regler er fastsat i bekendtgørelse om svangerskabsafbrydelse, cirkulære om behandling af sager om svangerskabsafbrydelse og i vejledning om svangerskabsafbrydelse.

Reglerne i kapitel 5 (§§ 16-22) om patienters medinddragelse i beslutninger finder ikke anvendelse i relation til svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion. Patienters medinddragelse i beslutninger om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion er udtømmende reguleret i afsnit VII.

Reglerne i kapitel 7 (§§ 29-36) om selvbestemmelse over biologisk materiale finder ikke anvendelse i relation til svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion.

Reglerne i kapitel 8 (§§ 37-40) om aktindsigt, i kapitel 9 (§§ 41-49) om tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger mv., i kapitel 10 (§ 51) om tolkebistand og i kapitel 11 (§ 52) om patientkontorer finder alle anvendelse i relation til svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion.

Svangerskabsafbrydelse

Bestemmelserne om svangerskabsafbrydelse er i al væsentlighed en videreførelse af §§ 1-6, § 8 og §§ 10-12 i lov om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion. §§ 3 a, 3 b og 10 b blev indsat ved L 2003 435, jf. bilag, ligesom der i samme lov blev ændret i §§ 1-3, §§ 5-6, § 8 og §§ 10-12.

Det følger af forslagets § 93, at en kvinde som udgangspunkt har ret til svangerskabsafbrydelse (abort), hvis indgrebet kan foretages inden udløbet af 12. svangerskabsuge. Hvorvidt denne grænse er overskredet bestemmes på baggrund af kvindens oplysninger sammenholdt med et lægefagligt skøn på grundlag af en aktuel gynækologisk undersøgelse foretaget af en speciallæge i gynækologi og obstetrik samt en ultralydsundersøgelse.

Selv om 12-ugers grænsen er overskredet, kan abort foretages uden særlig tilladelse, hvis det af lægefaglige grunde er nødvendigt, fx for at afværge fare for kvindens liv, jf. § 94.

Uanset om 12. svangerskabsuge er udløbet eller ej, kræves dog tilladelse til abort, hvis kvinden på grund af sindssygdom, hæmmet psykisk udvikling, alvorligt svækket helbred eller af anden grund er ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet, jf. § 99, stk. 2.

Ligeledes kræves tilladelse til abort for ugifte kvinder under 18 år, hvis forældremyndighedsindehaverne ikke samtykker, jf. § 100.

I § 95, stk. 1, angives betingelserne for at få tilladelse til abort efter, at 12-ugers fristen er overskredet. Der er bl.a. tale om situationer, hvor svangerskabet eller fødslen vil medføre fare for kvindens eller barnets helbred. Tilladelse må kun gives, hvis de forhold, der begrunder ansøgningen, har en sådan vægt, at det findes berettiget at udsætte kvinden for den forøgede helbredsmæssige risiko, som indgrebet indebærer, jf. stk. 2. Må fosteret antages at være levedygtigt, kan tilladelse til abort dog kun gives, hvis der er fare for, at barnet på grund af arvelige anlæg eller beskadigelse eller sygdom i fostertilstanden vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse, og at disse omstændigheder med afgørende vægt taler for at give tilladelsen, jf. stk. 3.

Afgørelser om, hvorvidt der skal gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse i de nævnte tilfælde, træffes af de samråd og - for så vidt angår klagesager - ankenævn, indenrigs- og sundhedsministeren har oprettet i henhold lovens § 98, stk. 1 og 2.

Svangerskabsafbrydelse inden udløbet af 12. svangerskabsuge kan foretages både på offentlige sygehuse og på private hospitaler og klinikker. Svangerskabsafbrydelse efter udløbet af 12. svangerskabsuge må kun foretages af læger på regionale sygehuse, jf. § 102.

Fosterreduktion

Bestemmelserne om fosterreduktion er en videreførelse af § 3 a, § 3 b, §§ 5-6, § 8 og §§ 10-12 i lov om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion. §§ 3 a, 3 b og 10 b blev indsat ved L 2003 435, jf. bilag, ligesom der i samme lov blev ændret i §§ 5-6, § 8 og §§ 10-12.

Fosterreduktion må kun foretages af læger på regionale sygehuse.

Det følger af § 96, stk. 1, at en kvinde, der er gravid med flere fostre, som udgangspunkt uden særlig tilladelse kan få reduceret antallet af fostre, hvis indgrebet foretages inden udløbet af 12. svangerskabsuge og væsentligt formindsker en risiko for, at kvinden spontant vil abortere alle fostre, at et eller flere fostre som følge af for tidlig fødsel ikke vil være levedygtige eller vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse, at der vil opstå fare for kvindens liv, eller at kvindens legemlige eller sjælelige helbred vil blive væsentligt forringet. Vurderingen af om disse risici er til stede, foretages af en af sygehusets speciallæger i gynækologi og obstetrik.

Selv om 12-ugers grænsen er overskredet, kan fosterreduktion foretages uden særlig tilladelse, hvis det af lægefaglige grunde er nødvendigt fx for at afværge fare for kvindens liv, jf. § 96, stk. 2.

Der kræves tilladelse til indgrebet, hvis kvinden på grund af sindssygdom, hæmmet psykisk udvikling, alvorligt svækket helbred eller af anden grund er ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet, jf. § 99, stk. 2. I så fald skal der beskikkes en særlig værge for kvinden.

Ligeledes kræves tilladelse til fosterreduktion for ugifte kvinder under 18 år, hvis forældremyndighedsindehaverne ikke samtykker, jf. § 100.

Afgørelser om, hvorvidt der skal gives tilladelse til fosterreduktion i de nævnte tilfælde, træffes af de samråd og - for så vidt angår klagesager - ankenævn, indenrigs- og sundhedsministeren har oprettet i henhold lovens § 98, stk. 1 og 2, jf. nærmere herom nedenfor.

Tilladelse gives, hvis der er risiko for, at fosteret på grund af arvelige anlæg eller beskadigelse eller sygdom i fostertilstanden vil få en alvorlig sygdom, eller hvis – efter 12. svangerskabsuge - de ovennævnte risici er til stede, og der foreligger særlige omstændigheder. Må fosteret antages at være levedygtigt, kan tilladelse til fosterreduktion dog kun gives, hvis der er fare for, at barnet på grund af arvelige anlæg eller beskadigelse eller sygdom i fostertilstanden vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse, og at disse omstændigheder med afgørende vægt taler for at give tilladelsen.

Samråd og ankenævn for svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion

Bestemmelserne om samråd og ankenævn er en videreførelse af § 4 i lov om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion, som senest ændret ved L 2003 435, jf. bilag, dog med den ændring, at speciallæger i kirurgi ikke længere kan indgå i samråd eller ankenævn.

Ændringen skyldes, at gynækologi og obstetrik ikke længere indgår i den kirurgiske speciallægeuddannelse. Det er således den sundhedsfaglige vurdering, at en gynækologisk speciallæge vil være mest kvalificeret til at vurdere aborter og fosterreduktion samt kvindelig sterilisation, der udgør langt størstedelen af sagerne. Det er ligeledes den sundhedsfaglige vurdering, at en gynækologisk speciallæge er kvalificeret til at vurdere sager om mandlig sterilisation. I samråd og ankenævn om sterilisation, jf. § 109, vil der således heller ikke længere indgå en speciallæge i kirurgi.

I henhold til § 98, stk. 1, opretter indenrigs- og sundhedsministeren et eller flere samråd for hver region. Et samråd består af en medarbejder ved regionen med juridisk eller social uddannelse samt to læger. Den ene læge skal være speciallæge i gynækologi og så vidt muligt ansat ved et stedligt sygehus, mens den anden skal være speciallæge i psykiatri eller have særlig socialmedicinsk indsigt.

Disse samråd træffer afgørelse om, hvorvidt der skal gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion i de tilfælde, hvor tilladelse kræves, jf. § 98, stk. 1.

Samrådets afgørelser kan indbringes for et af indenrigs- og sundhedsministeren oprettet ankenævn, der tillige fører tilsyn med samrådenes virksomhed, jf. § 98, stk. 2. Ankenævnet består af en formand, som skal være dommer, og et antal medlemmer, hvoraf en skal være speciallæge i gynækologi og en anden speciallæge i psykiatri eller have særlig socialmedicinsk indsigt. Indbringelse for ankenævnet kan ske af den, på hvem indgrebet skal foretages, og af værgen.

Til afsnit VIII

Sterilisation og kastration

Til kapitel 29-33

Lov om sterilisation og kastration vil blive overført fra Justitsministeriet til Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Reglerne bliver videreført i lovforslaget, idet de beføjelser, der efter loven er tillagt justitsministeren, dog overføres til indenrigs- og sundhedsministeren.

Nærmere regler er fastsat i bekendtgørelse om sterilisation og kastration, cirkulære om behandlingen af sager om sterilisation og vejledning om sterilisation.

Reglerne i kapitel 5 (§§ 16-22) om patienters medinddragelse i beslutninger finder ikke anvendelse i relation til sterilisation og kastration. Patienters medinddragelse i beslutninger om sterilisation og kastration er udtømmende reguleret i afsnit VIII.

Reglerne i kapitel 7 (§§ 29-36) om selvbestemmelse over biologisk materiale finder ikke anvendelse i relation til sterilisation og kastration.

Reglerne i kapitel 8 (§§ 37-40) om aktindsigt, i kapitel 9 (§§ 41-49) om tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger mv., i kapitel 10 (§ 51) om tolkebistand og i kapitel 11 (§ 52) om patientkontorer finder alle anvendelse i relation til sterilisation og kastration.

Sterilisation

Bestemmelserne om sterilisation er en videreførelse af følgende bestemmelser i lov om sterilisation og kastration: § 1, § 2, som senest ændret ved L 2003 435, § 3, § 4, som ændret ved L 2003 435, § 5, som senest ændret ved L 2003 435, §§ 6-7, som ændret ved L 1995 389, § 9, som senest ændret ved L 2002 145, § 10, som indsat ved L 2003 435 og § 11, som senest ændret ved L 1993 1136. Der henvises til bilag.

Ved sterilisation forstås indgreb, der ikke udgør kastration, og som varigt ophæver forplantningsevnen, jf. § 105.

Som udgangspunkt har enhver person, der er fyldt 25 år, ret til at blive steriliseret, jf. lovens § 106. Endvidere følger det af lovens § 107, stk. 1, at kvinder under 25 år kan steriliseres uden særlig tilladelse, hvis det er nødvendigt for at forebygge svangerskab for at afværge fare for kvindens liv eller for alvorlig og varig forringelse af hendes legemlige eller sjælelige helbred, og denne fare er udelukkende eller ganske overvejende lægefagligt begrundet.

Personer under 25 år, som ikke er omfattet af § 107, stk. 1, skal derimod have tilladelse til sterilisation.

Uanset alder kræver det endvidere tilladelse at blive steriliseret, hvis man på grund af sindssygdom, hæmmet psykisk udvikling eller af anden grund er ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet eller, hvis det pga. hæmmet psykisk udvikling eller dårlig begavelse er betænkeligt, at man på egen hånd anmoder om sterilisation, jf. §§ 111 og 112.

Tilladelse til sterilisation i de nævnte tilfælde gives fx, hvis der på grund af arvelige anlæg er fare for, at eventuelle børn vil få en alvorlig sygdom, eller hvis sociale og familiemæssige forhold gør det påkrævet at undgå barnefødsel, jf. § 107, stk. 2 og § 108.

Afgørelser om, hvorvidt der skal gives tilladelse til sterilisation i de nævnte tilfælde, træffes af de samråd og - for så vidt angår klagesager - ankenævn, indenrigs- og sundhedsministeren har oprettet i henhold til § 109, jf. § 98.

Kastration

Bestemmelserne om kastration er en videreførelse af følgende bestemmelser i lov om sterilisation og kastration: §§ 6-7, som ændret ved L 1995 389, § 9, som senest ændret ved L 1993 1136, § 13, som ændret ved L 2003 435, § 14, som senest ændret ved L 2003 435 samt §§ 15-16. Der henvises til bilag.

Ved kastration forstås indgreb, hvorved kønskirtlerne fjernes, eller behandling, hvorved de varigt sættes ud af funktion, jf. § 105.

Kastration kan kun foretages efter tilladelse fra indenrigs- og sundhedsministeren (Sundhedsstyrelsen), jf. § 117, stk. 1.

Efter § 116 kan en person få tilladelse til kastration, herunder med henblik på kønsskifte, hvis ansøgerens kønsdrift medfører betydelige sjælelige lidelser eller social forringelse.

Tilladelse til kastration kan også gives, hvis ansøgerens kønsdrift udsætter denne for at begå forbrydelser.

Dog må kastration af personer under 21 år ikke tillades, medmindre ganske særlige grunde taler derfor. §§ 111 og 112 som nævnt ovenfor finder tilsvarende anvendelse, jf. § 117, stk. 2, idet afgørelser, når der er ansøgt om kastration, dog træffes af indenrigs- og sundhedsministeren og ikke af de nævnte samråd.

Samråd og ankenævn for sterilisation

Bestemmelserne om samråd og ankenævn er en videreførelse af lov om sterilisation og kastration, jf. ovenfor under sterilisation og kastration.

I henhold til § 109, stk. 1, jf. § 98, opretter indenrigs- og sundhedsministeren et eller flere samråd for hver region. Et samråd består af en medarbejder ved regionen (kommunen) med juridisk eller social uddannelse samt to læger. Den ene læge skal være speciallæge i gynækologi og så vidt muligt ansat ved et stedligt sygehus, mens den anden skal være speciallæge i psykiatri eller have særlig socialmedicinsk indsigt.

Disse samråd træffer afgørelse om, hvorvidt der skal gives tilladelse til sterilisation i de tilfælde, hvor tilladelse kræves, jf. § 107, stk. 2, § 108, § 111 og § 112.

Samrådets afgørelser kan indbringes for et af indenrigs- og sundhedsministeren oprettet ankenævn, der tillige fører tilsyn med samrådenes virksomhed, jf. § 98, stk. 2. Ankenævnet består af en formand, som skal være dommer, og et antal medlemmer, hvoraf en skal være speciallæge i gynækologi og en anden speciallæge i psykiatri eller have særlig socialmedicinsk indsigt. Indbringelse for ankenævnet kan ske af den, på hvem indgrebet skal foretages, og af værgen.

Der henvises til bemærkningerne for samråd og ankenævn for svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion i øvrigt til bemærkninger til lov om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion.

Til afsnit IX

Kommunale sundhedsydelser

Kapitel 34

Kommunalbestyrelsens ansvar