Sundhedsloven § 213b

Bestemmelserne er en videreførelse af mange af de gældende bestemmelser i centralstyrelsesloven og embedslægeloven, som blandt andet fastlægger rammerne for rådgivning om og tilsynet med sundhedsvæsenet.

Centralstyrelsesloven fastslår, at Sundhedsstyrelsen er en styrelse under indenrigs- og sundhedsministeren, dvs. at ministeren har instruktionsbeføjelse over for Sundhedsstyrelsen, og at ministeren har det sædvanlige parlamentariske ansvar for styrelsens virksomhed i forhold til Folketinget. Sundhedsstyrelsen har på nuværende tidspunkt og vil med lovforslaget fortsat have til opgave at være sundhedsfaglig rådgiver for indenrigs- og sundhedsministeren og centrale, regionale samt kommunale myndigheder. Sundhedsstyrelsen har hidtil haft en generel rådgivningsbeføjelse også over for andre myndigheder end Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Denne virksomhed vil fortsætte med lovforslaget.

Centralstyrelsesloven indeholder herudover bestemmelser om:

Fratagelse og generhvervelse mv. af autorisation til udøvelse af erhverv inden for sundhedsvæsenet. Disse bestemmelser berøres ikke af lovforslaget.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Disse bestemmelser indgår i det samtidigt fremsatte forslag til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.

Statens Serum Institut. Bestemmelsen om Seruminstituttet er nu fastsat i lovforslagets § 223.

Det nationale råd for folkesundhed. Rådet vil blive videreført med hjemmel i lovforslagets § 224.

Med vedtagelsen af forslag til sundhedsloven og forslag til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet vil centralstyrelsesloven således blive ophævet, bortset fra kapitel 2 om fratagelse og generhvervelse af autorisation, jf. § 279, stk. 2, nr. 10.

Embedslægeloven regulerer embedslægeinstitutionernes virksomhed. Herudover er embedslægerne i anden lovgivning tillagt en række nærmere beskrevne opgaver, bl.a. vedrørende sundhedsplanlægning, behandling af patientklager og miljøbeskyttelse. Embedslægerne hører i faglig henseende under Sundhedsstyrelsen.

Hovedvægten i embedslægernes arbejde ligger og vil også fremover ligge på statslige overvågnings-, tilsyns- og kontrolfunktioner samt lægefaglige opgaver for andre myndigheder i lokalområdet. Generelt har embedslægeinstitutionerne til opgave at følge sundhedsforholdene i de enkelte regioner og påse, at sundhedslovgivningen overholdes, herunder på Sundhedsstyrelsens vegne at føre tilsyn med den sundhedsfaglige virksomhed, der udføres af personer inden for sundhedsvæsenet.

I forlængelse af disse opgaver skal embedslægeinstitutionerne henlede myndighedernes opmærksomhed på eventuelle mangler ved de sundhedsmæssige forhold og komme med forslag til forbedringer. Embedslægernes opgaver svarer på dette område til Sundhedsstyrelsens på centralt niveau. Ved siden af de nævnte opgaver varetager embedslægerne en række andre opgaver, der har sammenhæng med den generelle forpligtelse til at følge sundhedsforholdene i lokalområdet, nemlig rådgivning af kommuner og regioner vedrørende fx miljømæssige og hygiejniske forhold samt retsmedicinsk bistand til politi og retsvæsen.

Med vedtagelsen af lovforslaget ophæves embedslægeloven, jf. § 279, stk. 2, nr. 11.

Kapitel 66

Sundhedsstyrelsen