LBK nr 275 af 12/03/2025
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Sundhedsloven § 206b
Denne ændring er tilføjet fra: Lov om ændring af sundhedsloven (National fordeling og styring af lægekapaciteter i det almenmedicinske tilbud, begrænsning i antal ydernumre ejet af én læge og flere og nye klinikformer i det almenmedicinske tilbud m.v.) d. 21/06/2025
Lægekapaciteterne i det almenmedicinske tilbud fordeles og styres efter en national model for fordeling og styring af lægekapaciteter i det almenmedicinske tilbud, jf. regler fastsat i medfør af stk. 4.
Stk. 2. Regionsrådet foretager planlægning og kapacitetsstyring af lægekapaciteter i det almenmedicinske tilbud i overensstemmelse med den nationale fordeling og styring efter stk. 1.
Stk. 3. Regionsrådets fastlægger i forbindelse med sin opgavevaretagelse efter stk. 2 og på baggrund af patienternes behandlingsbehov antallet af patienter, som en klinik som minimum skal have tilknyttet, før klinikken har ret til at lukke for tilgang af yderligere patienter.
Stk. 4. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om den nationale model for fordeling og styring af lægekapaciteter i det almenmedicinske tilbud. Ved fastlæggelse af regler efter 1. pkt. skal ministeren navnlig lægge vægt på befolkningens behandlingsbehov inden for et afgrænset geografisk område.
Stk. 5. Regionsrådet kan i perioden fra den 1. juli 2025 til og med den 31. december 2026 indgå aftaler om et midlertidigt tillæg, der supplerer overenskomst indgået efter § 227, stk. 1, med indehaveren af et ydernummer i områder med lægemangel.
Stk. 6. Regionsrådet kan, herunder i samarbejde med kommunerne, indgå lokale aftaler med almenmedicinske tilbud, som drives efter overenskomster, jf. § 227, stk. 1.