Sundhedsloven § 194

Med denne bestemmelse lovfæstes de decentrale myndigheders forpligtelse til at sikre kvalitet i sundhedsydelserne. Der er ikke tale om en ny opgave, selv om forpligtelsen ikke tidligere har været lovreguleret. Sikring af kvalitet indgår som et naturligt led i det decentrale driftsansvar for sundhedsvæsenet. Amtskommuner og kommuner skal således også i dag sikre, at sundhedsvæsenets ydelser har høj kvalitet både fagligt, patientoplevet og organisatorisk.

Således var et af hovedformålene med indførelsen af samarbejds- og planlægningskapitlet i sygesikringsloven for mere end 10 år siden at sikre kvaliteten af sundhedsvæsenets ydelser. Samtidig har kvalitetssikring og -udvikling været et gennemgående tema i de årlige aftaler mellem de kommunale parter og regeringen de senere år.

Efter stk. 2 lovfæstes forpligtelsen til at fastlægge rammerne for den fortsatte kvalitetsudvikling i det danske sundhedsvæsen. Arbejdet hermed er i fuld gang. De centrale sundhedsmyndigheder og sygehusejerne samarbejder efter aftale om udvikling og drift af Den Danske Kvalitetsmodel. Modellen skal fastlægge standarder for kvaliteten og sikre en akkreditering af sundhedsvæsenet. Kvalitetsmodellen er udviklet over en årrække og skal fortsat udvikles og etableres i et samarbejde mellem de centrale og de decentrale sundhedsmyndigheder. Herefter skal modellen gradvist udvides til at omfatte hele sundhedsvæsenet, altså også ydelser i praksissektoren og i kommunerne.

Sundhedsstyrelsen har hidtil haft formandskabet for styregruppen for Den Danske Kvalitetsmodel, og det er aftalt mellem regering og sygehusejerne, at Sundhedsstyrelsen også i modellens nye organisation har formandskabet i bestyrelsen. Det følger allerede i dag af centralstyrelsesloven, at Sundhedsstyrelsen følger sundhedsforholdene og holder sig orienteret om den faglige viden på sundhedsområdet, rådgiver, bistår og orienterer myndigheder om mangler mv. på sundhedsområdet, ligesom styrelsen fører tilsyn med den sundhedsfaglige virksomhed, jf. lovforslagets afsnit XVII.

Det er hensigten, at kvalitetsmodellens udvikling og drift, herunder fastlæggelsen af modellens standarder og indikatorer mv., skal ske i et samarbejde mellem de centrale og decentrale sundhedsmyndigheder i den fælles organisation, der er oprettet til formålet.

Med stk. 3 får indenrigs- og sundhedsministeren endvidere adgang til at fastlægge bindende kliniske retningslinier på områder, hvor hensynet til patienternes sikkerhed særligt kan begrunde det. Det forudsættes dermed, at indenrigs- og sundhedsministeren kun undtagelsesvist anvender denne adgang. Både regeringens rådgivende udvalg på sundhedsområdet og strukturkommissionen har anbefalet en sådan hjemmel. Indenrigs- og sundhedsministeren vil i praksis fastsætte krav til IT og kvalitet på grundlag af anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen.

Sundhedsstyrelsen kan således i medfør af denne bestemmelse fastsætte krav også til IT-anvendelse i sundhedsvæsenet, herunder IT-standarder. Dette skal sikre en hurtig gennemførelse af eksempelvis elektroniske patientjournaler for dermed at skabe sammenhæng i IT-systemerne på tværs af regionerne, understøtte det gode patientforløb på tværs af sundhedsvæsenets aktører samt sikre den bedst mulige kvalitet af sundhedsvæsenets registre.

Efter stk. 4 får ministeren hjemmel til at fastsætte nærmere regler om, at private leverandører, der leverer sundhedsydelser omfattet af lovforslaget, er omfattet af kravet om kvalitetssikring og udvikling. I takt med udvidelsen af det privat-offentlige samarbejde - herunder udbredelsen af det udvidede, frie sygehusvalg - opstår i stigende grad et fagligt behov for at sikre ensartede kvalitetskrav til offentlige og private sygehuse. Bestemmelsen skal sikre, at patienter bliver tilbudt samme høje kvalitet, uanset om behandlinger finder sted i offentligt eller privat regi. Formålet er at understøtte ensartet kvalitet og patientsikkerhed, men også at sikre lige konkurrencevilkår.

Kapitel 59

Forskning