Sundhedsloven § 13

Med bestemmelsen sker der i vidt omfang en videreførelse af § 5 i sygesikringsloven, som bestemmer, at indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om udfærdigelse af et bevis til personer, som har ret til ydelser efter loven. Med den foreslåede bestemmelse er der ikke tilsigtet en ændring i det samarbejde amterne (regionerne) har med kommunerne i dag om udstedelse af beviser. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, hvorledes sikringsform 1 og 2 skal gælde for børn, der har fast ophold uden for hjemmet og personer, der ikke har bopæl i landet. Endvidere kan indenrigs- og sundhedsministeren fastsætte regler om opkrævning af gebyr for beviser, der udstedes på grund af, enten at den sikrede ønsker ændringer af bevisets oplysninger eller på grund af bevisets bortkomst eller ødelæggelse. Bestemmelsen viderefører med enkelte ændringer sygesikringslovens § 5, som senest blev ændret ved L 1989 857, jf. bilag.

Det er hensigten med den foreslåede § 13, at beviset skal gælde som dokumentation for retten til alle lovens ydelser, hvormed der sker en udvidelse i forhold til det nuværende sygesikringsbevis, der alene dokumenterer retten til ydelserne efter sygesikringsloven. Da enkelte persongrupper alene har ret til visse af lovens ydelser, tillægges indenrigs- og sundhedsministeren bemyndigelse til at fastsættelse regler om udstedelse af bevis m.m. til disse persongrupper. Disse regler er i dag fastsat i bekendtgørelse om valgfri indplacering i sygesikringsgrupper, udstedelse af sygesikringsbeviser mv.

Til afsnit III

Patienters retsstilling