Strålebeskyttelsesloven § 12

I medfør af § 15 i bekendtgørelse nr. 708 af 29. september 1998 om brugen af røntgenanlæg og § 3 i bekendtgørelse nr. 574 af 20. november 1975 om sikkerhedsforanstaltninger ved brug m.v. af radioaktive stoffer, er Sundhedsstyrelsen bemyndiget til at fastsætte regler om persondosimetri af stråleudsatte personer. De gældende konkrete bestemmelser om dosisovervågning er fastsat i bekendtgørelse nr. 823 af 31. oktober 1997 om dosisgrænser for ioniserende stråling (dosisgrænsebekendtgørelsen).

I medfør af § 11 i bekendtgørelse nr. 823 af 31. oktober 1997 om dosisgrænser for ioniserende stråling er det et krav, at arbejdstagere over 18 år, herunder personer under uddannelse over 18 år, der vil kunne modtage doser, der overstiger 3/10 af dosisgrænsen for effektiv dosis på 20 mSv/år eller overstiger 3/10 af dosisgrænserne for ækvivalent dosis til øjelinsen, huden eller ekstremiteterne på henholdsvis 150, 500 og 500 mSv/år, skal være individuelt dosisovervågede. Formålet med dosisovervågning er primært at overvåge arbejdstagerne i forhold til overholdelsen af dosisgrænserne, men herudover fungerer dosisovervågning som et væsentligt optimeringsværktøj med henblik på at reducere stråledoser mest muligt. Dosisovervågningen har endvidere betydning i forhold til konstatering af uheld, som ikke på anden måde detekteres under den konkrete brug af stråling.

Ved ekstern bestråling, hvor strålekilden befinder sig uden for kroppen, udføres dosisovervågningen ved brug af persondosimetre, som bæres på kroppen. I de tilfælde, hvor der er risiko for, at radioaktive stoffer kan blive optaget i kroppen, kan der tillige være krav om dosisovervågning af intern bestråling. Denne type dosisovervågning udføres sædvanligvis ved måling på udskillelsen af radioaktive stoffer i urinen eller ved måling i en helkropstæller. I Danmark var der i 2017 godt 15.000 dosisovervågede arbejdstagere.

Det foreslås i lovforslagets § 12, stk. 1, at Sundhedsstyrelsen kan fastsætte regler om dosisovervågning af arbejdstagere, herunder om bestemmelse, vurdering samt registrering af doser og godkendelse af måletjenester, der varetager dosisovervågning af arbejdstagere.

Der vil i medfør af bestemmelsen blive fastsat nærmere regler, der helt eller delvist vil gennemføre strålebeskyttelsesdirektivets artikel 39-44, 51, 53 og 81.

Sundheds- og Ældreministeriet lægger i lovforslaget op til at videreføre gældende ret og praksis på området for dosisovervågning af arbejdstagere. Da Sundhedsstyrelsens bemyndigelse til at fastsætte regler om dosisovervågning er helt central, ønskes den dog fremover anbragt på lovniveau, hvor bemyndigelsen tidligere alene har været præciseret på bekendtgørelsesniveau.

Nærmere vil der med hjemmel i forslaget til § 12, stk. 1, blive fastsat regler, der vil implementere strålebeskyttelsesdirektivets grundlæggende bestemmelser om dosisovervågning, jf. artiklerne 39, 41 og 81. Dette forventes ikke at medføre væsentlige ændringer i forhold til de gældende bestemmelser, idet det fortsat er et grundlæggende krav, at stråleudsatte arbejdstagere skal dosisovervåges, hvis de vil kunne modtage doser, der overstiger 1/3 af dosisgrænsen. Dosisgrænsen til øjelinsen er blevet væsentligt reduceret fra 150 til 20 mSv/år og der er i konsekvens heraf tale om et skærpet krav om dosisovervågning. Den ændrede dosisgrænse til øjelinsen vil primært få konsekvens for sundhedspersonale inden for interventionsradiologien, der som følge af deres arbejde har risiko for at modtage doser til øjelinsen, der overstiger den nye dosisgrænse i strålebeskyttelsesdirektivet.

Sundheds- og Ældreministeriet lægger med ovenstående op til at udnytte kan-bestemmelsen i strålebeskyttelsesdirektivets artikel 41, stk. 2, 2. pkt. Der er ikke tale om et egentligt krav i medfør af direktivet, og der vil således være tale om en mindre overimplementering af direktivet.

Baggrunden herfor er, at der i medfør af strålebeskyttelsesdirektivets artikel 41, stk. 1, stilles krav om, at arbejdstagere i kategori A (arbejdstagere, der kan tænkes at modtage stråledoser på over 6 mSv om året) skal dosisovervåges individuelt. I medfør af direktivets artikel 41, stk. 2, skal medlemsstaterne desuden sikre, at overvågningen af arbejdstagere i kategori B (arbejdstagere, der kan tænkes at modtage stråledoser mindre end 6 mSv om året) mindst er tilstrækkelig til at godtgøre, at sådanne arbejdstagere er korrekt klassificeret i kategori B. Det fremgår endvidere af artikel 41, stk. 2, 2. pkt., at medlemsstaterne kan kræve individuel overvågning og om nødvendigt individuelle målinger for arbejdstagere i kategori B.

Ovenstående indgår i gældende ret, dog med undtagelse af artikel 41, stk. 2, 2. pkt., hvilket hidtil har været gældende praksis via Sundhedsstyrelsens individuelle vilkår stillet til virksomheder, der anvender ioniserende stråling. Gældende ret anvender formelt ikke samme kategorisering, men har i praksis gennemført opdelingen i overvågning uden at anvende begreberne ”arbejdstagere i kategori A eller B”. Således stilles der i medfør af bekendtgørelse nr. 823 af 31. oktober 1997 om dosisgrænser for ioniserende stråling, jf. bekendtgørelsens § 11, stk. 1, krav om individuel dosisovervågning med 1 måneds interval af personer, der kan tænkes at modtage mere end 6 mSv/år. Der stilles ikke krav om, at arbejdstagere, der kun kan modtage mindre end 6 mSv/år, dosisovervåges individuelt, men i medfør af § 12, stk. 1, skal der sørges for, at der for arbejdstagere, der ikke er omfattet af individuel overvågning i henhold til § 11, foretages en vurdering af bestrålingen på arbejdspladsen, hvis der er mulighed for at dosis kan overstige 1 mSv/år. En sådan vurdering foretages bl.a. med henblik på at godtgøre, at dosisovervågningen er tilstrækkelig.

Der findes i gældende ret ikke udtrykkelige bestemmelser vedrørende individuel dosisovervågning af personer, der kun kan modtage mindre end 6 mSv/år, men i praksis gennemføres kravet ved at sådanne arbejdstagere dosisovervåges med faste 3 måneders intervaller.

Sundhedsstyrelsen vil med hjemmel i den foreslåede bestemmelse stille krav om, at stråleudsatte arbejdstagere i både kategori A og B er omfattet af individuel dosisovervågning, og dermed udnytte den mulighed, der ligger i strålebeskyttelsesdirektivets artikel 41, stk. 2, 2. pkt. Sundheds- og Ældreministeriet foreslår, at kan-bestemmelsen i artikel 41, stk. 2, 2. pkt., udmøntes med hjemmel i den foreslåede bemyndigelse i § 12, stk. 1, da der er tale om en videreførelse af gældende praksis på området, og den individuelle dosisovervågning af arbejdstagere i høj grad har bidraget til at nedbringe stråledoserne til et meget lavt niveau. Et lavt niveau i de stråledoser, som arbejdstagere udsættes for, vurderes at være væsentligt, idet ioniserende stråling kan forårsage skader på kroppen. Det er desuden ved hjælp af dosisovervågningen, at Sundhedsstyrelsen opfanger og reagerer på uregelmæssigheder i strålebeskyttelsen, når f.eks. enkeltpersoner eller afdelinger regelmæssigt modtager doser over landsgennemsnittet. Forslaget bygger således på en sundhedsmæssig beskyttelsesinteresse.

Individuel dosisovervågning er endvidere i høj grad efterspurgt blandt virksomheder og arbejdstagere, der udsættes for ioniserende stråling, idet dosisovervågningen er en betryggende foranstaltning i forhold til det risikoelement som udsættelse for stråling udgør.

Af gældende bekendtgørelse nr. 823 af 31. oktober 1997 om dosisgrænser for ioniserende stråling § 11, stk. 2, bilag 4, fremgår det, hvilke arbejdstagere, der skal bære persondosimeter. Et persondosimeter er måleudstyr til måling af ioniserende stråling, som den pågældende arbejdstager bærer på sig, f.eks. i bæltet, mens personen udsættes for stråling. Størstedelen af de i bilag 4 angivne personer er i praksis arbejdstagere, der ikke modtager stråledoser over 6 mSv/år – og hvor det er meget usandsynligt, at uheld kan medføre sådanne stråledoser. Der er således ringe overensstemmelse mellem dosisgrænsebekendtgørelsens krav om, hvem der skal dosisovervåges, jf. bekendtgørelsens § 11, stk. 1, og samme bekendtgørelses fortegnelse over arbejdstagergrupper, der udtrykkeligt er omfattet. Med hjemmel i den foreslåede bestemmelse i lovforslaget vil der blive rettet op på dette misforhold.

Forslag til § 12, stk. 1 giver endvidere Sundhedsstyrelsen hjemmel til at fastsætte nærmere regler til implementering af strålebeskyttelsesdirektivets artikel 42 om dosisvurdering ved uheldsbestråling, artikel 43 om registrering, opbevaring og rapportering af dosisovervågningsresultater, artikel 51 om beskyttelse af eksterne arbejdstagere, herunder dosisovervågning og registrering af doser for disse, artikel 53 om erhvervsmæssig nødbestråling, herunder dosisovervågning af indsats- og redningsmandskab, og endelig artikel 81 om dosimetriske tjenesters bestemmelse af indre og ydre dosis til stråleudsatte arbejdstagere.

Som led i udmøntning af bemyndigelsen forventes der bl.a. fastsat krav om omgående bestemmelse af uheldsdoser, krav til arbejdsgiveren om at føre og opbevare en dosisjournal for hver dosisovervåget medarbejder, der også skal indeholde omstændighederne ved eventuel uheldsbestråling, samt krav til arbejdsgiveren om indberetning af dosisovervågningsresultater til Sundhedsstyrelsens Register for Persondosimetri. Kravene vil ikke skelne mellem eksterne arbejdstagere eller arbejdstagere, der er ansat af den fysiske eller naturlige person, der er ansvarlig for strålekilden. De nærmere regler vil dog specificere, hvornår det er arbejdsgiveren og hvornår det er den kontraherende virksomhed, der bærer ansvaret for opfyldelsen af de enkelte forpligtelser, jf. forslag til § 2, stk. 2. Krav om dosisovervågning af arbejdstagere forventes udformet således at indsats- og redningsmandskab er omfattet som arbejdstagere, dog med en bemyndigelse til Sundhedsstyrelsen til at fastsætte yderligere krav tilpasset en given specifik nødsituation.

Med hensyn til dosimetriske tjenesters bestemmelse af dosis er det hensigten, at hjemmelen bl.a. vil blive udmøntet som krav om snarest mulig bestemmelse af dosis efter at grundlaget for bestemmelse i form af f.eks. persondosimeter foreligger, snarest mulig videregivelse af resultater til arbejdsgiver, snarest mulig information herom til den dosisovervågede og underretning straks af Sundhedsstyrelsen ved doser, der overskrider fastsatte indberetningsværdier. Med begrebet snarest muligt lægges der op til, at den aktion, som ligger i kravet, normalt skal opfyldes inden for få dage, medmindre særlige forhold gør sig gældende, f.eks. hvis der er tale om en periode med helligdage. Med begrebet straks lægges der op til, at underretning til Sundhedsstyrelsen skal ske uden ugrundet ophold, normalt samme dag. Endvidere vil hjemmelen udmøntes i krav om at dosisbestemmelsen skal ske ved metoder, der lever op til internationalt anerkendte standarder, samt under anvendelse af relevante standardværdier og relationer som anbefalet af den Internationale Kommission for Strålebeskyttelse.

Endelig giver forslag til § 12, stk. 1, Sundhedsstyrelsen hjemmel til at fastsætte regler om godkendelse af måletjenester, der varetager dosisovervågning af arbejdstagere.

Gældende ret vedrørende måletjenester, der varetager dosisovervågning (persondosimetrilaboratorier), fremgår af kapitel 8 i dosisgrænsebekendtgørelsen. Heri er det bl.a. i § 16 fastsat, at persondosimetrilaboratorier skal være godkendt af Sundhedsstyrelsen.

Ved udmøntning af den foreslåede bemyndigelse, vil gældende ret om at måletjenester skal være godkendt videreføres.

Med henvisning til anvendelse af begrebet måletjenester er der ikke tiltænkt nogen specielle konstruktioner. Enhver fysisk eller juridisk person, der efter Sundhedsstyrelsens opfattelse er i stand til at levere den ønskede ydelse, vil kunne godkendes hertil.

Bestemmelsen implementerer strålebeskyttelsesdirektivets artikel 79, stk. 1, litra b, som fastsætter, at medlemsstaterne skal træffe foranstaltninger til anerkendelse af dosimetriske tjenester.

Vilkårene for godkendelse som måletjeneste for dosisovervågning vil som udgangspunkt være specificeret på bekendtgørelsesniveau. Det er hensigten, at kravene til et persondosimetri-laboratorium vil blive udformet således, at det kan sikres, at laboratoriet kan levere persondosimetri af høj kvalitet, kan foretage udlæsning af dosimetre umiddelbart og kan indberette relevante data elektronisk til Sundhedsstyrelsens Register for Persondoser.

For nærværende findes der tre godkendte persondosimetrilaboratorier i Danmark ved henholdsvis Aarhus Universitetshospital, DTU-Nutech og Sundhedsstyrelsens enhed for Strålebeskyttelse. I nødvendigt omfang vil der i forbindelse med godkendelse kunne fastsættes individuelle vilkår med hjemmel i forslaget til § 17, jf. nærmere herom i bemærkningerne til denne bestemmelse.

I takt med, at der udvikles nye lægemidler og sporstoffer med ikke tidligere anvendte radionuklider, opstår der parallelle behov for at udbygge eller udvikle dosisovervågningsmetoder og -kompetence hos de konkret tilknyttede måletjenester. Ved at Sundhedsstyrelsen bemyndiges til at fastsætte regler om godkendelse, vil det være muligt for Sundhedsstyrelsen at udstede nærmere regler om, hvilke kriterier der skal lægges til grund for godkendelse af sådanne måletjenester, der varetager dosisovervågning af de involverede arbejdstagere.

Det foreslås i lovforslagets § 12, stk. 2, at Sundhedsstyrelsen fører et register over doser til arbejdstagere.

I gældende ret er der hverken på lov- eller bekendtgørelsesniveau fastsat en direkte forpligtelse til Sundhedsstyrelsen om at varetage et register for persondosimetri. Af dosisgrænsebekendtgørelsens § 20 fremgår denne forpligtelse dog indirekte, idet der i bestemmelsen stilles krav om, at persondosimetrilaboratorier skal sende resultater af dosisovervågning til Sundhedsstyrelsens Register for Persondoser.

Den foreslåede bestemmelse viderefører praksis på området, samtidig med at den på lovniveau forankrer Sundhedsstyrelsens forpligtelse til at føre et register for persondoser. Siden 1990 har alle resultater af individuelle persondosimetre været registreret i Sundhedsstyrelsens Register for Persondoser. Formålet med registret er at sikre, at samtlige doser til en arbejdstager registreres samlet, således at det sikres, at dosisgrænserne ikke overskrides, også i de tilfælde, hvor arbejdstageren modtager doser fra flere forskellige arbejdspladser. Et andet formål med registret er at give Sundhedsstyrelsen et samlet overblik over stråleudsættelsen af arbejdstagere. Registret er et væsentligt redskab i Sundhedsstyrelsens tilsynsarbejde med henblik på en stadig optimering af strålebeskyttelsen. Endeligt tjener registret som dokumentation for den enkelte arbejdstager i forbindelse med senere udviklet sygdom, som eventuelt vil kunne relateres til en tidligere stråleudsættelse.

Bestemmelsen, sammenholdt med bemyndigelsen i stk. 1, vil implementere dele af strålebeskyttelsesdirektivets artikel 43, 44, 51 med tilhørende bilag, som stiller krav om, at medlemsstaten opretter et nationalt dosisregister, samt at persondosimetri-laboratorierne indberetter resultater af dosisovervågning til dette register.