Straffuldbyrdelsesloven § 75a

Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om strafafbrydelse i de tilfælde, hvor dette følger umiddelbart af handlinger foretaget af den indsatte. Bestemmelsen svarer til § 75 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.10. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Strafafbrydelse indebærer, at der skal foretages en omberegning af straffetiden, jf. herved lovforslagets § 16.

I stk. 1 opregnes de tilfælde, hvor fuldbyrdelsen af fængselsstraffen afbrydes. For så vidt angår anholdelse eller varetægtsfængsling, er tidsbegrænsningen på mindst 24 timer fastsat på baggrund af, at sådan frihedsberøvelse i 24 timer eller derover kan medføre fradrag efter straffelovens § 86 ved fuldbyrdelsen af en eventuel ny straf eller begrunde enten et erstatningskrav efter retsplejelovens kapitel 93 a eller en mulighed for fradrag i den straffuldbyrdelse, der blev afbrudt ved anholdelsen eller varetægtsfængslingen, jf. herved lovforslagets § 18, stk. 2.

For så vidt angår strafafbrydelse som følge af udeblivelse efter udgang, vil det i medfør af bemyndigelsen i stk. 2 kunne bestemmes, at mere kortvarige udeblivelser (forsinkelser) ikke skal føre til strafafbrydelse.

Bestemmelsen om strafafbrydelse ved i øvrigt selvforskyldt unddragelse af strafudståelsen svarer til straffelovens § 46, stk. 1 om indlæggelse på hospital som følge af den indsattes egne forhold under strafudståelsen. Det forudsættes, at bestemmelsen i overensstemmelse med hidtidig praksis kun sjældent vil finde anvendelse og da i sådanne tilfælde, hvor en indsat ved selvbeskadigelse har tilsigtet og opnået indlæggelse på et almindeligt sygehus. Også i sådanne tilfælde giver bemyndigelsen i stk. 2 mulighed for at holde mere kortvarige hospitalsophold uden for reglerne om strafafbrydelse.

Tilladelse til strafafbrydelse

Til § 76

Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om strafafbrydelse efter særlig tilladelse fra kriminalforsorgen. Bestemmelsen svarer med en enkelt ændring til § 76 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.10. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Stk. 1 indeholder en regulering af, hvornår strafafbrydelse kan tillades. Det fremgår af bestemmelsen, at strafafbrydelse kun tillades under ganske særlige omstændigheder, idet såvel hensynet til retshåndhævelsen som til den indsatte selv i almindelighed findes at tale for gennemførelse af straffuldbyrdelsen uden afbrydelser. I bestemmelsen er som praktiske eksempler på sådanne ganske særlige omstændigheder fremhævet omstændigheder af arbejds-, uddannelses-, familie- eller helbredsmæssig karakter.

I stk. 2 er det fastsat, at tilladelse til strafafbrydelse betinges af, at den pågældende ikke begår strafbart forhold, og kan betinges af overholdelsen af andre vilkår, herunder tilsyn af kriminalforsorgen. Tilladelsen gives for et bestemt tidsrum. Strafafbrydelse er midlertidig og kan ikke gives indtil videre. Den periode, hvori der er givet tilladelse til strafafbrydelse, medregnes ikke ved straffetiden, der derfor skal omberegnes, jf. lovforslagets § 16.

Stk. 3 regulerer adgangen til at tilbagekalde tilladelsen, såfremt de fastsatte vilkår ikke overholdes. Lignende bestemmelser er fastsat bl.a. i lovforslagets § 13, stk. 2, om tilbagekaldelse af tilladelse til udsættelse af straffuldbyrdelsen og i § 78, stk. 4, om tilbagekaldelse af tilladelse til anbringelse uden for fængsel eller arresthus, jf. bemærkningerne til disse bestemmelser.

Stk. 4 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om tilladt strafafbrydelse. Det forudsættes i den forbindelse bl.a. fastsat, at tilladelse til strafafbrydelse udformes således, at strafafbrydelsen regnes fra udløbet af den (kortvarige) periode, hvor den indsatte kan få udgang.

Genoptagelse af straffuldbyrdelsen