Straffuldbyrdelsesloven § 38

Bestemmelsen regulerer sammen med §§ 39-42 de indsattes ret og pligt til at være beskæftiget ved deltagelse i arbejde, uddannelse eller anden godkendt aktivitet under straffuldbyrdelsen. Bestemmelsen svarer til § 38 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.6.8. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

I stk. 1, fastslås det, at de indsatte har såvel ret som pligt til under straffuldbyrdelsen at være beskæftiget med en af institutionen godkendt aktivitet. I forhold til den nuværende bestemmelse i straffelovens § 35 om arbejdspligt for de indsatte og i forhold til den nuværende praksis åbner bestemmelsen mulighed for en udvidelse af de aktiviteter, som den indsatte kan være beskæftiget med til opfyldelse af sin pligt til at være beskæftiget under straffuldbyrdelsen. Samtidig indebærer bestemmelsen, at pligten til at være beskæftiget modsvares af en ret til at være beskæftiget, således at det påhviler kriminalforsorgen at tilvejebringe de fornødne beskæftigelsesmuligheder. Med bestemmelsen tilsigtes endvidere en understregning af undervisning og uddannelse som ligestillet med tilbud om beskæftigelse i institutionens værksteder eller med institutionens drift. Denne ligestilling har bl.a. betydning for spørgsmålet om vederlæggelse, jf. lovforslagets § 42, og bemærkningerne til denne bestemmelse, og tilsigter en forbedring af indsattes motivation til at udnytte institutionsopholdet til undervisning og uddannelse.

I stk. 2 bemyndiges justitsministeren til at fravige bestemmelsen om ret og pligt til at være beskæftiget under fuldbyrdelsen af fængselsstraffen.

Denne bestemmelse påtænkes at få betydning dels for særlige institutioner, der ikke har mulighed for at tilbyde alle beskæftigelse, dels for bestemte grupper af indsatte. Bestemmelsen giver f.eks. mulighed for at fritage efterlønsmodtagere og andre pensionister for pligten til at være beskæftiget, herunder med egentligt arbejde, mod at være beskæftiget med andre godkendte aktiviteter.

Bestemmelsen vil endvidere give mulighed for at fritage indsatte, der afsoner i arresthuse, for pligten til at være beskæftiget. Arresthusene huser primært varetægtsarrestanter, mens afsonere udgør en relativt lille gruppe, der som hovedregel kun udstår kortvarige straffe. Varetægtsarrestanter har ikke beskæftigelsespligt, og det kan derfor være vanskeligt for arresthusene at administrere en beskæftigelsespligt for denne lille gruppe af afsonere.

Til § 39

Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om valg af beskæftigelse til den enkelte indsatte under straffuldbyrdelsen. Bestemmelsen svarer til § 39 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.6.8. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

I stk. 1 fastslås princippet om individuelt beskæftigelsesvalg.

Stk. 2, 1. pkt., indeholder en angivelse af de hensyn, der skal tages i betragtning ved det individuelle beskæftigelsesvalg. Det forudsættes, at kriminalforsorgen løbende søger at tilpasse aktivitetstilbuddene til de indsattes arbejdsmæssige og uddannelsesmæssige forudsætninger, så institutionernes beskæftigelses- og uddannelsesmuligheder i videst muligt omfang kan medvirke til at hjælpe eller påvirke den indsatte til at leve en kriminalitetsfri tilværelse, jf. lovforslagets § 3. Bl.a. med sigte herpå indeholder stk. 2, 2. pkt., en forpligtelse for kriminalforsorgen til at vejlede den indsatte om mulighederne for ved undervisning eller uddannelse at afhjælpe manglende skolekundskaber eller mangel på erhvervsmæssig eller anden uddannelse.

For så vidt angår mulighederne for undervisning, uddannelse eller arbejde uden for institutionen henvises til lovforslagets § 46 om udgang og bemærkningerne til denne bestemmelse.

Til § 40

Bestemmelsen indebærer, at institutionens særlige arbejdspladser skal være indrettet således, at arbejdsforholdene for de indsatte er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige. Bestemmelsen svarer til § 40 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.6.8. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Bestemmelsen træder i stedet for straffelovens § 45, 1. pkt., hvorefter indsatte ikke må beskæftiges med sundhedsfarligt arbejde. Bestemmelsen indebærer i overensstemmelse med den nuværende praksis, at institutionernes særlige arbejdspladser så vidt muligt skal være indrettet i overensstemmelse med arbejdsmiljølovgivningen, der ikke direkte omfatter kriminalforsorgens beskæftigelse af de indsatte.

Med udtrykket »særlige arbejdspladser« sigtes til arbejdspladser i værksteder i kriminalforsorgens institutioner. Opholdsrum, der tillige anvendes som arbejdssted (typisk enkle montage- eller pakkearbejder), omfattes ikke. Opholdsrum, der tillige anvendes som arbejdssted, findes navnlig i arresthusene, hvor der af pladsmæssige årsager ikke alle steder er indrettet særlige værksteder til arbejdspladser.

Det forudsættes, at kriminalforsorgens varetagelse af sikkerhedsmæssige opgaver kan begrunde fravigelser af kravene til arbejdspladsernes indretning. Det samme gælder de bygningsmæssige forhold, idet de særlige fængselsmæssige forhold undertiden bevirker, at lovgivningens regler om flugtveje, placering af vinduer mv. må fraviges.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 6 og bemærkningerne til denne bestemmelse, hvorefter justitsministeren fastsætter regler om erstatning til indsatte i kriminalforsorgens institutioner for følger af ulykkestilfælde.

Til § 41

Bestemmelsen indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om de indsattes beskæftigelse, herunder om at beskæftigelsespligten skal tilrettelægges under hensyn til de indsattes religiøse tilhørsforhold. Bestemmelsen svarer til § 41 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.6.8. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Baggrunden for bestemmelsen er, at en lang række spørgsmål vedrørende den praktiske tilrettelæggelse af beskæftigelsen af indsatte ikke findes egnet til lovregulering, men bør fastsættes administrativt i henhold til en bemyndigelse i loven.

Bestemmelsen indebærer bl.a., at administrative forskrifter, der skal udstedes, skal indeholde en regel om, at der ved tilrettelæggelsen af de indsattes beskæftigelsespligt skal tages hensyn til den pågældendes religiøse tilhørsforhold. Det forudsættes i den forbindelse, at vedkommendes samlede forpligtelse til at være beskæftiget med godkendte aktiviteter i institutionen fastholdes, så der blot ved den nærmere tilrettelæggelse heraf skal tages hensyn til religiøse forbud mod beskæftigelse på bestemte dage, jf. pkt. 5.6.8.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til § 42

Bestemmelsen regulerer spørgsmålet om vederlag for de indsattes beskæftigelse ved deltagelse i arbejde, undervisning, uddannelse eller anden godkendt aktivitet. Bestemmelsen svarer til § 42 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.6.8. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det fastslås i stk. 1, 1. pkt., at en indsat skal have udbetalt vederlag for sin beskæftigelse. Denne bestemmelse omfatter indsatte, der i institutionen (fængsler og arresthuse) ikke er beskæftiget med eget arbejde, men er beskæftiget på kriminalforsorgens foranledning. Efter stk. 1, 2. pkt., skal vederlag også udbetales til indsatte, der ikke kan tilbydes beskæftigelse, eller som er uden beskæftigelse efter reglerne i lovforslagets § 38, stk. 2, jf. bemærkningerne ovenfor til denne bestemmelse. Endelig skal der udbetales vederlag til indsatte, som på grund af sygdom er fraværende fra beskæftigelse, jf. stk. 1, 3. pkt.

Efter stk. 2 skal andre indsatte alene have dækket deres personlige fornødenheder, jf. dog stk. 3 og lovforslagets § 110, stk. 1. Med udtrykket »andre indsatte« sigtes her til personer, der ikke omfattes af stk. 1, f.eks. personer der har tilsidesat beskæftigelsespligten, og personer, der i institutionen er beskæftiget med eget arbejde.

Stk. 3 bemyndiger justitsministeren til at fastsætte regler om ydelser efter stk. 1 og 2 og til i den forbindelse at fastsætte regler om, at andre indsatte, der er fraværende fra beskæftigelse, skal have udbetalt vederlag for beskæftigelse.

Henvisningen i stk. 2 til stk. 3, jf. ovenfor, indebærer, at indsatte, der er fraværende fra beskæftigelse, og som ikke omfattes af stk. 1, alligevel skal have udbetalt vederlag for beskæftigelse, hvis de omfattes af de administrative regler, som stk. 3 giver mulighed for at fastsætte. Som eksempel kan peges på indsatte, der har være fraværende fra beskæftigelse på grund af visse former for udgang, lægebesøg eller lignende, og som efter de nugældende administrative bestemmelser modtager godtgørelse svarende til mistet aflønning.

Henvisningen i stk. 2 til § 110, stk. 1, medfører, at indsatte, der er beskæftiget med eget indtægtsgivende arbejde i institutionen, eller som under udgang har arbejdsindtægt, end ikke skal have dækket deres personlige fornødenheder, idet det følger af reglen i § 110, stk. 1, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse, at sådanne indsatte selv skal betale for opholdet i institutionen.

Ordet »ydelser« i stk. 3 omfatter i overensstemmelse med de nugældende regler mv. efter omstændighederne både pengebeløb og naturalier og forudsættes størrelsesmæssigt at svare til det beløb, som en kontanthjælpsmodtager har til rådighed efter fradrag af faste udgifter til bolig mv.

Endvidere forudsættes ydelser til indsatte, der er fraværende fra beskæftigelse på grund af sygdom, som hidtil at kunne fastsættes som et dagpengebeløb svarende til en procentdel af vederlaget for beskæftigelse, hvilket er i overensstemmelse med de regler om dagpenge, der gælder på det almindelige arbejdsmarked.

Endelig omfatter ordet »vederlag« både et pengebeløb for selve beskæftigelsen og et pengebeløb til dækning af personlige fornødenheder. Det forudsættes, at der som hidtil kan ske modregning for kostens værdi ved udbetaling af vederlag i de institutioner, hvor der ikke er fuld selvforplejning.

Om adgangen til at enrumsanbringe mv. og ikende disciplinærstraf i form af bøde ved fravær fra beskæftigelse henvises til pkt. 5.6.8.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget samt til lovforslagets § 64 og § 68, jf. § 67, nr. 3, og bemærkningerne til disse bestemmelser.

Fritiden