Straffuldbyrdelsesloven § 2

I den foreslåede bestemmelse fastslås det, at Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, varetager den centrale ledelse og administration af fuldbyrdelsen af de i § 1 nævnte straffe mv. Bestemmelsen svarer til § 2 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 4.1.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til kapitel 2

Almindelige bestemmelser om fuldbyrdelse af straf

I lovforslagets kapitel 2 (§§ 3-4) fastsættes nogle grundlæggende bestemmelser om fuldbyrdelsen af alle former for straf. § 3 vedrører således spørgsmålet om hovedformålene med selve fuldbyrdelsen af straf, og § 4 omhandler det principielle udgangspunkt for de rettigheder og pligter, som en indsat har under fuldbyrdelsen af straf

Til § 3

Bestemmelsen indeholder regler om hovedformålene med fuldbyrdelsen af straf. Bestemmelsen svarer til § 3 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 4.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Bestemmelsen indebærer, at fuldbyrdelsen skal ske med fornøden hensyntagen såvel til straffens gennemførelse som til behovet for at hjælpe eller påvirke den dømte til at leve en kriminalitetsfri tilværelse.

Til § 4

Bestemmelsen fastsætter, hvad der er det almindelige udgangspunkt for straffuldbyrdelsen. Bestemmelsen svarer til § 4 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 4.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Bestemmelsen indebærer, for så vidt angår fuldbyrdelse af fængselsstraf, at indsatte ikke må pålægges andre begrænsninger i tilværelsen end sådanne, der er fastsat ved lov eller er en følge af selve frihedsberøvelsen. Indsatte skal derfor have adgang til at udøve deres almindelige borgerlige rettigheder i det omfang, den pågældende ikke ved lov eller som følge af frihedsberøvelsen er afskåret herfra. Dette udgangspunkt er udtryk for, at en frihedsberøvelse alene tilsigter at indebære et indgreb i lokalfriheden for den dømte.

Til afsnit II

Fængselsstraffe

Lovforslagets afsnit II regulerer fuldbyrdelsen af fængselsstraffe.

I kapitel 3 (§§ 5-7) fastsættes almindelige bestemmelser om fuldbyrdelse af fængselsstraf, og i kapitel 4 (§§ 8-9), 5 (§§ 10-13) og 6 (§§ 14-19) fastsættes bestemmelser om henholdsvis straffuldbyrdelsens iværksættelse, udsættelse og benådning samt beregning af straffetiden.

I kapitel 7 (§§ 20-30) reguleres spørgsmålet om valg af afsoningsinstitution og senere overførsel mellem afsoningsinstitutioner. Kapitel 8 (§§ 31-45) regulerer de indsattes rettigheder og pligter under opholdet i afsoningsinstitutionen. Det gælder bl.a. med hensyn til adgang til fællesskab, medindflydelse, deltagelse i gudstjenester mv., besiddelse mv. af egne penge og genstande i institutionen, udgivelse af blad, ret og pligt til arbejde og uddannelse mv., adgang til fritidsaktiviteter samt ret til forsorgs- og sundhedsmæssig bistand.

Kapitel 9 (§§ 46-59) fastsætter bestemmelser om de indsattes kontakt til samfundet uden for institutionen. Der sigtes i den forbindelse til de indsattes ret til udgang, besøg mv., brevveksling, telefonsamtaler, aviser og bøger mv. samt adgang til i institutionen at udtale sig mv. til medierne.

Kapitel 10 (§§ 60-66) indeholder bestemmelser om betingelserne for og fremgangsmåden ved en række indgreb over for den indsatte. De indgreb, der omfattes, er undersøgelse af den indsattes person og opholdsrum (visitation), fotografering og optagelse af fingeraftryk, magtanvendelse, udelukkelse fra fællesskab og sikringsmidler i form af håndjern og sikringscelle. Kapitel 11 (§§ 67-74) regulerer betingelserne for og fremgangsmåden ved ikendelse af disciplinærstraf, herunder brug af forhørscelle, konfiskation og institutionens adgang til at modregne krav på erstatning i den indsattes krav på vederlag for beskæftigelse.

Kapitel 12 (§§ 75-77) indeholder regler om strafafbrydelse dels ved undvigelse, udeblivelse og varetægtsfængsling mv., dels ved tilladelse til strafafbrydelse. Kapitel 13 (§ 78) regulerer spørgsmålet om fuldbyrdelse af fængselsstraf i kriminalforsorgens pensioner og i institutioner mv. uden for kriminalforsorgen.

I kapitel 14 (§§ 79-88) fastsættes regler om spørgsmål med tilknytning til løsladelse, herunder med hensyn til gennemførelsen af tilsyn mv. af kriminalforsorgen ved prøveløsladelse, betinget benådning og strafafbrydelse samt indberetning mv. ved vilkårsovertrædelse.

Endelig indeholder kapitel 15 (§ 89) sagsbehandlingsregler, der forpligter vedkommende institution til af egen drift at overveje og tage stilling til visse spørgsmål, som er af væsentlig betydning for den indsatte, f.eks. tilladelse til udgang, prøveløsladelse og overførsel til fortsat straffuldbyrdelse i en anden institution.

Lovforslagets bestemmelser om fuldbyrdelse af fængselsstraffe er i øvrigt udarbejdet under den forudsætning, at hæftestraffen afskaffes, jf. pkt. 2 i de almindelige bemærkninger til forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelse af en lov om fuldbyrdelse af straf mv.

Til kapitel 3

Almindelige bestemmelser

Lovforslagets kapitel 3 (§§ 5-7) indeholder en række almindelige bestemmelser om fuldbyrdelsen af fængselsstraf. I § 5 behandles spørgsmålet om institutioner til afsoning af fængselsstraf, og i § 6 reguleres spørgsmålet om erstatning til indsatte for følger af ulykkestilfælde mv. Endelig behandles i § 7 spørgsmålet om rådgivning til personer, der idømmes fængselsstraf.

Til § 5

Bestemmelsen indeholder en bemyndigelse til administrativt at fastsætte regler om indretningen af institutioner under kriminalforsorgen til fuldbyrdelse af fængselsstraf og om sådanne institutioners opdeling i åbne og lukkede institutioner. Bestemmelsen svarer til § 5 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det er ikke fundet hensigtsmæssigt i lovforslaget nærmere at præcisere de krav, som bør stilles til sådanne institutioner, bl.a. fordi det i praksis har vist sig, at hensynet til en rimelig hurtig afvikling af idømte fængselsstraffe kan begrunde, at der midlertidigt indrettes afsoningsinstitutioner uden de sædvanlige muligheder for beskæftigelse, undervisning mv.

Ved en »lukket« institution (lukkede fængsler og arresthuse) forstås en institution, hvor de indsattes tilstedeværelse søges sikret ved ringmur, tv-overvågning mv. og en relativ høj grad af personaletæthed.

Ved en »åben« institution (åbne fængsler) forstås en institution, hvor de indsattes tilstedeværelse primært søges sikret ved regler for de indsattes ophold og færden, herunder muligheden for overførsel til fortsat strafudståelse i lukket institution.

Bestemmelsen er ikke til hinder for, at der f.eks. indrettes fleksible institutioner med forskellige grader af åbenhed og lukkethed.

§ 5 skal i øvrigt sammenholdes med lovforslagets § 78, hvorefter indsatte som hidtil kan anbringes i eller overføres til (fortsat) fuldbyrdelse af fængselsstraffen i en institution uden for det sædvanlige anstaltssystem (fængsler og arresthuse), f.eks. kriminalforsorgens pensioner.

Til § 6

Bestemmelsen indeholder en bemyndigelse til administrativt at fastsætte regler om erstatning til indsatte i kriminalforsorgens institutioner for følger af ulykkestilfælde. Bestemmelsen svarer til § 6 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Bestemmelsen træder i stedet for straffelovens § 45, 2. og 3. pkt., der samtidig foreslås ophævet, jf. § 1, nr. 9, i forslaget til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv.

Til § 7

Bestemmelsen fastsætter pligt for kriminalforsorgen til også før straffuldbyrdelsens iværksættelse at yde en person, der er idømt fængselsstraf, rådgivning om den pågældendes arbejdsmæssige, uddannelsesmæssige, sociale og personlige forhold i forbindelse med straffuldbyrdelsen. Bestemmelsen svarer til § 7 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til kapitel 4

Straffuldbyrdelsens iværksættelse

Lovforslagets kapitel 4 (§§ 8-9) behandler spørgsmålet om straffuldbyrdelsens iværksættelse over for henholdsvis dømte, der er varetægtsfængslet efter endelig dom, og dømte på fri fod.

Til § 8

Bestemmelsen indeholder regler om straffuldbyrdelsens iværksættelse. Bestemmelsen svarer til § 8 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Iværksættelse af straffuldbyrdelse forudsætter, at straffedommen er endelig, dvs. at ankefristen er udløbet, eller at der er givet afkald på anke, jf. retsplejelovens § 999, stk. 1. Det er endvidere en forudsætning, at der foreligger fuldbyrdelsesordre.

Formålet med reglerne om iværksættelse af straffuldbyrdelsen er at fastsætte det tidspunkt, hvor den dømte omfattes af straffuldbyrdelsesloven. Det har navnlig betydning for personer, der er varetægtsfængslet efter dom, idet bl.a. beskæftigelses- og uddannelsesmulighederne er bedre under straffuldbyrdelse end under varetægtsfængsling i arresthus. Der henvises i den forbindelse til § 2, nr. 24, i forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv., hvor § 999 foreslås suppleret af en ny bestemmelse med henblik på at sikre, at straffuldbyrdelsen i sådanne tilfælde iværksættes, så snart det kan konstateres, at dommen er endelig.

Den foreslåede bestemmelse skal endvidere sammenholdes med reglerne i lovforslagets § 14 om straffetidsberegning, hvis formål er at fastsætte det tidspunkt, hvor straffuldbyrdelsen anses for påbegyndt. Det har bl.a. betydning for fastlæggelsen af tidspunktet for eventuel prøveløsladelse efter udståelse af 2/3 af straffen.

Såvel hensynet til retshåndhævelsen som hensynet til den dømte tilsiger normalt, at fuldbyrdelsen af en fængselsstraf påbegyndes snarest muligt efter straffedommen. Dette princip fastslås i § 8, stk. 1.

I praksis påbegyndes straffuldbyrdelsen særlig hurtigt, såfremt retten har bestemt, at den dømte skal varetægtsfængsles eller forblive varetægtsfængslet efter straffedommen, indtil fuldbyrdelsen kan iværksættes. Er den dømte ikke varetægtsfængslet efter dommen, vil straffuldbyrdelsen efter de gældende administrative regler om tilsigelse normalt tidligst blive påbegyndt 1 måned efter straffedommen. Denne tilsigelsesfrist er begrundet i såvel administrative hensyn som hensynet til den dømtes muligheder for at tilrettelægge sine forhold før og under afsoningen på en måde, der begrænser utilsigtede følger af en straffuldbyrdelse. For særlige grupper af dømte, herunder voldsdømte, er fastsat indkaldelsesregler, der tilsigter en særlig hurtig påbegyndelse af afsoningen.

§ 8, stk. 2, indebærer, at straffuldbyrdelsen for så vidt angår dømte på fri fod iværksættes, når den dømte modtages i en institution under kriminalforsorgen. Bestemmelsen svarer til § 25, stk. 1, i cirkulære nr. 92 af 18. maj 1994 med senere ændringer om iværksættelse af frihedsstraf eller forvaring mv., hvorefter strafudståelsen iværksættes i vedkommende arresthus eller anstalt, når domfældte giver møde eller afleveres af politiet.

§ 8, stk. 3, medfører, at straffuldbyrdelsen for så vidt angår dømte, der er varetægtsfængslet efter dommen eller allerede udstår frihedsstraf, iværksættes, når kriminalforsorgen giver meddelelse til den pågældende herom. Lignende bestemmelser er fastsat i ovennævnte cirkulæres § 27, stk. 2, 1. pkt., og § 28, stk. 2, 1. pkt.

Til § 9

Bestemmelsen indeholder regler om indkaldelse af dømte på fri fod. Bestemmelsen svarer til § 9 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.2. i de almindelige bemærkninger til lov forslaget.

I § 9, stk. 1, fastsættes det, at personer, der ikke er varetægtsfængslet efter endelig dom, skal indkaldes til fuldbyrdelse af fængselsstraffen efter regler fastsat af justitsministeren. Om indkaldelsesfrister henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 8. Det forudsættes, at det i indkaldelsen som hidtil kan anføres, at den dømte ikke har krav på at blive modtaget til straffuldbyrdelse, såfremt den pågældende møder for tidligt eller for sent eller i beruset tilstand.

Det forekommer, at dømte ansøger kriminalforsorgen om særlig hurtig påbegyndelse af straffuldbyrdelsen. Hensynet til den dømte tilsiger i sådanne tilfælde, at ansøgningen så vidt muligt imødekommes. I § 9, stk. 2, fastslås dette princip. Tilladelse til særlig hurtig påbegyndelse af straffuldbyrdelsen kan i visse tilfælde give vanskeligheder, såfremt sædvanlig administrativ praksis skal følges med hensyn til placering af den dømte i en bestemt afsoningsinstitution eller i en særlig afdeling i en sådan. Det er derfor forudsat, at en imødekommelse af den dømtes ønske om særlig hurtig påbegyndelse af straffuldbyrdelsen efter omstændighederne kan medføre, at den dømte placeres uafhængigt af almindelige fordelingsprincipper, jf. lovforslagets § 23.

Til kapitel 5

Udsættelse og benådning

I lovforslagets kapitel 5 (§§ 10-13) behandles spørgsmålet om udsættelse af straffuldbyrdelsen og om benådning for fængselsstraffen.

Til § 10

Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om, hvornår fuldbyrdelsen af en fængselsstraf eller en del af denne kan udsættes. Bestemmelsen svarer til § 10 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Den foreslåede bestemmelse indeholder hjemmel for justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, til at bestemme, at straffuldbyrdelsen skal udsættes. I bestemmelsen er opregnet de hensyn, der i særlig grad kan tale for udsættelse af straffuldbyrdelsen ved afgørelse af en ansøgning herom. Tilladelse til udsættelse med straffuldbyrdelsen forudsætter, at hensynet til retshåndhævelsen ikke taler imod en sådan udsættelse. Ved vurderingen heraf skal der fortsat bl.a. lægges vægt på straffens længde, kriminalitetens art og risikoen for ny kriminalitet.

Er den dømte varetægtsfængslet efter dommen, kan løsladelse før straffuldbyrdelsens iværksættelse kun ske efter politiets eller rettens bestemmelse i medfør af retsplejelovens regler om varetægtsfængsling. Har den dømte påbegyndt fuldbyrdelsen af en frihedsstraf, vil de hensyn, der kunne have talt for udsættelse af straffuldbyrdelsen, i visse tilfælde begrunde, at straffuldbyrdelsen afbrydes, jf. lovforslagets § 76 og bemærkningerne til denne bestemmelse.

§ 10 træder sammen med § 12 i stedet for de nuværende regler i retsplejelovens § 1001, der samtidig foreslås ophævet, jf. § 2, nr. 22, i forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv.

Til § 11

Bestemmelsen indeholder hjemmel for justitsministeren til fastsættelse af regler om behandlingen af sager om udsættelse af straffuldbyrdelsen og om den administrative behandling af sager om benådning. Bestemmelsen svarer til § 11 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Den foreslåede bemyndigelse giver for så vidt angår sager om udsættelse af straffuldbyrdelsen bl.a. hjemmel til at fastsætte administrative forskrifter om, hvornår udsættelse bør tillades. En tilsvarende adgang til at regulere, hvornår benådning bør gives, er derimod ikke indeholdt i den foreslåede bestemmelse. Det skyldes, at benådningsretten efter grundlovens § 24 ikke nærmere kan reguleres ved lov. Den foreslåede bestemmelse vedrører derfor for så vidt angår sager om benådning alene spørgsmålet om den nærmere tilrettelæggelse af den administrative behandling af sådanne sager.

I lovforslagets § 12, jf. nedenfor, foreslås det, at en ansøgning om udsættelse med straffuldbyrdelsen eller om benådning normalt skal bevirke, at straffuldbyrdelsen udsættes, indtil der er truffet afgørelse i sagen. Med henblik på at modvirke, at ansøgning om udsættelse eller om benådning indgives umiddelbart før straffuldbyrdelsens iværksættelse med det formål at få straffuldbyrdelsen udsat, foreslås justitsministeren i § 11, 2. pkt., bemyndiget til at fastsætte bestemmelser om, at kun ansøgninger, der indgives inden udløbet af bestemte frister, tillægges opsættende virkning efter § 12. Det forudsættes i den forbindelse, at de dømte orienteres herom i forbindelse med indkaldelsen til straffuldbyrdelse, og at der er mulighed for at tillægge ansøgninger indgivet efter fristens udløb opsættende virkning, såfremt det findes undskyldeligt, at ansøgning ikke er indgivet tidligere, f.eks. hvis ansøgningen støttes på nye oplysninger.

Til § 12

Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om udsættelse af straffuldbyrdelsen på behandlingen af en ansøgning om udsættelse eller benådning. Bestemmelsen svarer til § 12 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

I stk. 1 foreslås som hovedregel, at en rettidig, jf. § 11, ansøgning om udsættelse af straffuldbyrdelsen eller om benådning indgivet af en dømt på fri fod bevirker, at straffuldbyrdelsen udsættes, indtil der er truffet afgørelse i sagen.

Med udtrykket »indtil der er truffet afgørelse i sagen« i stk. 1 sigtes til, at der er truffet endelig afgørelse i sagen. Også rettidig klage indebærer således, at straffuldbyrdelsen skal udsættes.

Af udtrykket »på fri fod« følger modsætningsvis, at straf fuldbyrdelsen ikke skal udsættes, hvis ansøgningen hidrører fra en person, der er varetægtsfængslet efter dom. Baggrunden herfor er, at udsættelse af straffuldbyrdelsen forudsætter, at den dømte løslades fra varetægtsfængslingen, og at bestemmelse om løsladelse af varetægtsarrestanter skal træffes af politiet eller retten efter retsplejelovens regler og ikke af kriminalforsorgen efter straffuldbyrdelsesloven. § 12, stk. 1, udelukker ikke, at ansøgning om udsættelse eller benådning fra en dømt, der er varetægtsfængslet efter dom, kan føre til, at den pågældende løslades af politiet eller retten. Det forudsættes, at en sådan ansøgning indebærer, at spørgsmålet om løsladelse forelægges retten, hvis politiet modsætter sig, at den pågældende sættes på fri fod.

Af § 12, stk. 1, modsætningsvis følger endvidere, at ansøgninger heller ikke har opsættende virkning, hvis den dømte allerede er ved at afsone en anden straf. Baggrunden for denne regel er, at flere straffe som udgangspunkt bør fuldbyrdes i forlængelse af hinanden. Er betingelserne opfyldt, kan sådanne dømte få tilladelse til strafafbrydelse, jf. lovforslagets § 76 og bemærkningerne til denne bestemmelse.

I § 12, stk. 2, foreslås som undtagelse til hovedreglen i stk. 1, at straffuldbyrdelsen ikke udsættes på behandlingen af den nye ansøgning, hvis den dømte tidligere har fået straffuldbyrdelsen udsat eller afslag på en ansøgning om udsættelse eller benådning. Baggrunden for denne regel er hensynet til at modvirke, at en dømt ubegrundet kan få straffuldbyrdelsen udsat blot ved løbende at indgive ansøgninger om udsættelse eller benådning.

Opsættende virkning kan imidlertid være velbegrundet, såfremt den nye ansøgning indeholder nye væsentlige oplysninger, hvis rigtighed så vidt muligt er godtgjort, eller der i øvrigt er særlig grund til at afvente afgørelsen af den nye ansøgning. § 12, stk. 2, indeholder derfor tillige en regel om, at der i sådanne tilfælde skal tillægges den nye ansøgning opsættende virkning, så straffuldbyrdelsen udsættes, indtil behandlingen af den nye ansøgning er afsluttet.

Det forudsættes i øvrigt, at justitsministeren i de admini strative regler, der fastsættes med hjemmel i § 11, jf. ovenfor, kan bestemme, at ansøgninger om udsættelse eller benådning skal tillægges opsættende virkning i videre omfang, end det følger af § 12. Det kan f.eks. bestemmes, at ansøgning, der indgives fra visse andre end den dømte, kan tillægges opsættende virkning på samme måde som en ansøgning fra den dømte.

Til § 13

Bestemmelsen regulerer, hvilke vilkår der skal og kan fastsættes for en tilladelse til udsættelse af straffuldbyrdelsen, og fastsætter, hvornår tilladelsen kan tilbagekaldes. Bestemmelsen svarer med en enkelt ændring til § 13 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

§ 13, stk. 1, indebærer, at en tilladelse til udsættelse altid betinges af, at den dømte ikke begår strafbart forhold. Tilladelse til udsættelse kan endvidere betinges af andre vilkår, herunder at den pågældende undergiver sig tilsyn af kriminalforsorgen. Det følger af tilladelsens karakter, at de fastsatte vilkår alene har virkning for perioden, indtil straffuldbyrdelsen iværksættes.

§ 13, stk. 2, medfører, at manglende overholdelse af de fastsatte vilkår, f.eks. at den indsatte begår strafbart forhold, kan bevirke, at tilladelsen tilbagekaldes. Det samme gælder, hvis der tilvejebringes nye oplysninger, hvorefter den dømte, før tilladelsen blev givet, havde begået strafbart forhold. Det bemærkes, at bestemmelsen om tilbagekaldelse i anledning af kriminalitet, der er begået forud for meddelelse af tilladelsen, ikke udelukker, at der kan ske tilbagekaldelse i andre tilfælde, hvor der i medfør af almindelige forvaltningsretlige grundsætninger måtte være grundlag for det.

Spørgsmålet om, hvorvidt der skal ske tilbagekaldelse, beror på en konkret vurdering af omstændighederne i hvert enkelt tilfælde. Sker der tilbagekaldelse, forudsættes fuldbyrdelsen af fængselsstraffen iværksat snarest muligt, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 7.

Til kapitel 6

Beregning af straffetiden

I lovforslagets kapitel 6 (§§ 14-19) behandles spørgsmålet om den nærmere beregning af den straf, som skal fuldbyrdes i henhold til en dom om ubetinget fængselsstraf.

Til § 14

Bestemmelsen fastsætter pligt for kriminalforsorgen til at foretage en række nærmere angivne beregninger af straffetiden. Bestemmelsen svarer til § 14 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.4. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

De beregninger, som kriminalforsorgen skal foretage, jf. § 14, stk. 1, er dels en beregning af tidspunktet for løsladelse efter udståelse af hele straffen, dels en beregning af tidspunktet for en eventuel ordinær prøveløsladelse efter udståelse af 2/3 af en tidsbestemt straf, jf. straffelovens § 38, stk. 1, eller efter udståelse af 12 år af en straf af fængsel på livstid, jf. straffelovens § 41, stk. 1, og § 1, nr. 8, i forslaget til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv. § 14, stk. 1, skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 15, jf. nedenfor, hvorefter kriminalforsorgen har pligt til at gøre den dømte bekendt med straffetidsberegningen snarest muligt efter straffuldbyrdelsens iværksættelse.

I § 14, stk. 2, fastsættes det, at straffuldbyrdelsen anses for påbegyndt den dag, dommen er afsagt, når den dømte er varetægtsfængslet efter endelig dom. Bestemmelsen svarer til § 4, stk. 2, i cirkulære nr. 150 af 29. juni 1973 med senere ændringer om beregningen af frihedsstraf mv.

Endvidere fastsættes det i § 14, stk. 3, at straffuldbyrdelsen for så vidt angår dømte på fri fod anses for påbegyndt, når den dømte modtages eller anholdes med henblik på straffuldbyrdelsens iværksættelse. En lignende bestemmelse er fastsat i ovennævnte cirkulæres § 4, stk. 1. Udtrykket »modtages eller anholdes med henblik på straffuldbyrdelsens iværksættelse« i stk. 3 omfatter ligeledes den situation, hvor retten efter retsplejelovens § 769 træffer beslutning om varetægtsfængsling af en dømt, som har været på fri fod efter dommen. Fuldbyrdelsen anses da for påbegyndt den dag, hvor fængslingen (anholdelsen) iværksættes.

Straffetidsberegning efter § 14 er omfattet af den udvidede adgang til domstolsprøvelse, jf. lovforslagets § 112, nr. 1, og bemærkningerne til denne bestemmelse.

Har en indsat som følge af kriminalforsorgens straffetidsberegning udstået fængselsstraf i for lang tid, kan der rejses spørgsmål om erstatning i medfør af lovforslagets § 106, nr. 1, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.

Til § 15

Bestemmelsen vedrører kriminalforsorgens forpligtelse til at gøre den dømte bekendt med straffetidsberegningen, jf. lovforslagets § 14, stk. 1. Bestemmelsen svarer til § 15 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.4. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

De nærmere regler om gennemførelsen af orienteringen forudsættes fastsat administrativt med hjemmel i lovforslagets § 19. Det forudsættes herved, at konkrete forespørgsler besvares snarest muligt også i de tilfælde, hvor straffuldbyrdelsen endnu ikke er iværksat.

Til § 16

Bestemmelsen fastsætter pligt for kriminalforsorgen til at foretage en omberegning af straffetiden, såfremt straffuldbyrdelsen afbrydes, eller forudsætningerne for straffetidsberegningen i øvrigt ændres. Bestemmelsen svarer til § 16 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.4. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Efter lovforslagets §§ 75-76 kan straffuldbyrdelsen afbrydes dels ved den indsattes udeblivelse, undvigelse, varetægtsfængsling mv., dels efter tilladelse fra kriminalforsorgen. Som eksempel på tilfælde, hvor forudsætningerne for straffetidsberegningen i øvrigt ændres, kan nævnes senere beslutning om samtidig fuldbyrdelse af flere fængselsstraffe i forlængelse af hinanden. I § 16, 2. pkt. , fastslås, at den dømte snarest muligt skal gøres bekendt med den ændrede straffetidsberegning.

En ændring af straffetidsberegningen efter § 16 er omfattet af den udvidede klageordning, jf. lovforslagets § 112, nr. 1, og bemærkningerne til denne bestemmelse.

Til § 17

Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om straffetidsberegningen i tilfælde, hvor flere fængselsstraffe skal afsones i umiddelbar forlængelse af hinanden. Bestemmelsen svarer til § 17 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.4. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

§ 17 indebærer, at straffetidsberegningen i de omhandlede tilfælde foretages som en samlet beregning, der omfatter alle de pågældende straffe. De nærmere regler om sådan straffetidsberegning forudsættes fastsat administrativt i medfør af lovforslagets § 19.

Til § 18

Bestemmelsen regulerer spørgsmålet om beregning af straffetiden i tilfælde, hvor den dømte har været anholdt eller varetægtsfængslet under behandlingen af den sag, der har ført til straffuldbyrdelsen, eller i en anden sag under straffuldbyrdelsen, såfremt påtale opgives, eller tiltalte frifindes. Endvidere omfatter bestemmelsen tilfælde, hvor den indsatte uforskyldt har været anbragt i forhørscelle, strafcelle eller sikringscelle eller uforskyldt har været udelukket fra fællesskab, jf. lovforslagets § 106, nr. 2 og 3.

Bestemmelsen svarer til § 18 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.4. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til § 19

Bestemmelsen indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om straffetidsberegningen. Bestemmelsen svarer til § 19 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.4. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til kapitel 7

Valg af afsoningsinstitution og senere overførsel mellem afsoningsinstitutioner

Bestemmelserne i lovforslagets kapitel 7 (§§ 20-30) regulerer afgørelsen af, i hvilken institution (fængsel eller arresthus) den dømte skal anbringes ved påbegyndelsen af straffuldbyrdelsen. Endvidere indeholder kapitlet bestemmelser om adgangen til senere at overføre indsatte mellem fængsler og arresthuse.

Institutioner mv.