LBK nr 417 af 23/04/2024
Skatteministeriet
Spiritusafgiftsloven § 31
Med bøde straffes den, der forsætligt eller groft uagtsomt:
-
Afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger til brug for afgiftskontrollen,
-
overtræder § 1, stk. 2 eller 3, § 3, stk. 3, § 7, stk. 2, stk. 3, 3. pkt., stk. 4, 2. pkt., eller stk. 5, 2. og 3. pkt., § 8, stk. 4-7, stk. 8, 2. pkt., eller stk. 9, § 20, stk. 1 eller 4-10, § 21, stk. 2, § 27, stk. 2, 3, 4 eller 5, § 27 a, § 36, stk. 1, eller § 37,
-
tilsidesætter vilkår, der er fastsat i henhold til § 15, stk. 2, eller § 20, stk. 7,
-
undlader at efterkomme et påbud, der er meddelt i medfør af § 23, stk. 1, om angivelse for kortere perioder end en måned og § 28,
-
fortsætter driften af en afgiftspligtig virksomhed, hvis autorisation eller registrering er inddraget efter § 22 eller § 23, stk. 2 eller 3, og told- og skatteforvaltningen har meddelt virksomheden dette, eller
-
overdrager, erhverver eller tilegner sig varer, hvoraf der ikke er betalt afgift, som skulle have været betalt efter loven, eller forsøger herpå.
Stk. 2. I forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for den, der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder bestemmelser i forskrifterne.
Stk. 3. Begås en af de i stk. 1 nævnte overtrædelser med forsæt til at unddrage statskassen afgift, straffes med bøde eller fængsel i indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289.
Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Stk. 5. Ved fastsættelse af bøde for overtrædelse af § 7, stk. 4, 2. pkt., eller § 8, stk. 5, 2. pkt., udmåles en skærpet bøde. Det samme gælder ved overtrædelse af § 20, stk. 1 eller 4-9, såfremt overtrædelsen medfører, at det ikke er muligt at konstatere, om der er betalt afgift efter bestemmelserne i denne lov.
Stk. 6. Har nogen begået flere overtrædelser af § 7, stk. 4, 2. pkt., § 8, stk. 5, 2. pkt., eller § 20, stk. 1 eller 4-9, eller forskrifter fastsat i medfør heraf, og medfører overtrædelserne idømmelse af bøde, sammenlægges bødestraffen for hver overtrædelse. Har nogen overtrådt § 7, stk. 4, 2. pkt., § 8, stk. 5, 2. pkt., eller § 20, stk. 1 eller 4-9, eller forskrifter fastsat i medfør heraf og én eller flere andre skatte- og afgiftslove eller pantlovgivningen, og medfører overtrædelserne idømmelse af bøde, sammenlægges bødestraffen for hver overtrædelse af denne lov eller forskrifter fastsat i medfør heraf og bødestraffen for overtrædelsen af den eller de andre skatte- og afgiftslove eller pantlovgivningen.
Stk. 7. Bestemmelsen i stk. 6 kan fraviges, når særlige grunde taler herfor.