LBK nr 236 af 25/02/2025
Social- og Boligministeriet
Socialtilsynsloven § 8
Socialtilsynet træffer afgørelse om skærpet tilsyn, hvis konkrete forhold i et tilbud skaber bekymring for tilbuddets kvalitet, eller hvis socialtilsynet ud fra en samlet vurdering af tilbuddet, jf. § 6, finder, at tilbuddet ikke længere har den fornødne kvalitet. Afgørelse om skærpet tilsyn træffes for en periode på højst 6 måneder ad gangen og oplyses på Tilbudsportalen.
Stk. 2. Socialtilsynet kan, når det er nødvendigt for at sikre, at tilbuddet fortsat opfylder betingelserne for godkendelse, træffe afgørelse om at udstede påbud, hvis overholdelse kan gøres til en betingelse for fortsat godkendelse. Socialtilsynet skal fastsætte en frist for et påbuds overholdelse. Fristen kan under særlige omstændigheder forlænges efter anmodning fra tilbuddet.
Stk. 3. Social- og boligministeren fastsætter nærmere regler om, hvornår der kan iværksættes skærpet tilsyn, og hvornår der kan gives påbud.
Forarbejder til Socialtilsynsloven § 8
RetsinformationI den foreslåede bestemmelses stk. 1 fremgår det, at socialtilsynet i forbindelse med tilsynet skal træffe afgørelse om skærpet tilsyn, når forholdene i det enkelte tilbud tilsiger det.
Afgørelser om skærpet tilsyn er reserveret til de tilfælde, hvor socialtilsynet, som fører det driftsorienterede tilsyn med et tilbud, er så bekymret for indsatsen i tilbuddet, at der træffes afgørelse om påbud og iværksættes en proces, som kan føre til ophævelse af godkendelsen. Det kan for eksempel være ved mistanke om strafbare forhold begået af personale, for eksempel bedrageri, vold eller seksuelle overgreb, det kan være, at det eneste uddannede personale i forhold til målgruppen er fratrådt, eller det kan være ved uforholdsmæssigt mange magtanvendelser inden for en kort periode.
Det kan også være, at socialtilsynet i forbindelse med vurderingen af tilbuddets kvalitet inden for de syv kvalitetstemaer oplistet i forslagets § 6, stk. 2, vurderer, at kvaliteten er så lav, at tilbuddet ikke længere opfylder kravene. I det sidste tilfælde vil socialtilsynet skulle foretage en vurdering af, om det er sandsynligt, at tilbuddet inden for en rimelig periode vil kunne opfylde kravene, eller om den umiddelbare reaktion på forholdene i stedet må være, at der indledes en proces hen imod at trække godkendelsen tilbage. . Vurderingen af, hvornår der skal iværksættes skærpet tilsyn med et tilbud, og i hvilke tilfælde, der skal gives et påbud, skal således ses i tæt sammenhænge med den kvalitetsmodel, som Socialstyrelsen skal udarbejde til vurderingen af tilbuddene.
Det forudsættes, at der forud for en afgørelse om skærpet tilsyn har været en dialog mellem socialtilsynet og tilbuddet om de forhold, der ligger til grund for afgørelsen om skærpet tilsyn, med mindre afgørelsen træffes på baggrund af pludselig opstået viden om f.eks. strafbare forhold.
Som led i afgørelsen om skærpet tilsyn skal socialtilsynet træffe afgørelse om udstedelse af påbud. Påbuddet skal have indholdsmæssig sammenhæng til de forhold, der har medført en afgørelse om skærpet tilsyn og skal sikre, at tilbuddet ved, hvad der skal til, for at det skærpede tilsyn kan bortfalde, og tilbuddet kan beholde sin godkendelse.
Da der er tale om en afgørelse, kan den påklages efter den foreslåede § 19, ligesom socialtilsynet forud for afgørelsen skal iagttage gældende forvaltningsretlige regler og grundsætninger om proportionalitet, høring og begrundelse.
Afgørelser om skærpet tilsyn træffes for tre måneder ad gangen og bortfalder dermed automatisk, hvis ikke der forinden er truffet afgørelse om forlængelse.
Ligesom tilsynet generelt skal tilrettelægges efter forholdene, jf. forslagets § 7 og bemærkningerne hertil, skal det skærpede tilsyn tilrettelægges efter de konkrete forhold og efter de forhold, der førte til afgørelsen om skærpet tilsyn. Skærpet tilsyn er dog under alle omstændigheder udtryk for et mere intensivt tilsyn, og vil alt andet lige medføre gennemførelse af flere tilsynsbesøg og indhentelse af flere oplysninger. For tilbuddet betyder skærpet tilsyn desuden, at der kan opkræves en højere tilsynstakst, jf. forslagets § 23 og bemærkningerne hertil.
I bestemmelsens stk. 2 foreslås det, at et socialtilsyn kan træffe afgørelse om at udstede påbud til et tilbud, hvis overholdelse kan gøres til en betingelse for fortsat godkendelse. Der skal sættes en frist for overholdelse af påbuddet, så det er klart for tilbuddet, hvornår det risikerer at miste godkendelsen på grund af manglende overholdelse af påbuddet. Påbud skal udstedes i forbindelse med en afgørelse om skærpet tilsyn, jf., forslagets stk. 1 og bemærkningerne ovenfor, men kan også udstedes uden en afgørelse om skærpet tilsyn.
Udstedelse af påbud forudsætter, at der kan identificeres tiltag i tilbuddet, som, hvis de gennemføres, kan gøre det acceptabelt, at tilbuddet fortsat er godkendt til målgruppen. Det kan for eksempel være i tilfælde, hvor en væsentlig andel af medarbejderne er fratrådt, og hvor de tilbageværende medarbejdere ikke kan forventes at løse opgaven alene, enten fordi de er for få, eller fordi tilbuddet ikke længere besidder de fornødne kompetencer til at håndtere den målgruppe, som tilbuddet er godkendt til. Påbuddet kan da gå på at få ansat de relevante medarbejdere. Et andet eksempel kan være, at et tilbud har uforholdsmæssig mange magtanvendelser. Socialtilsynet kan da give tilbuddet et påbud om at tilvejebringe en handlingsplan for at undgå unødig magtanvendelse i fremtiden og om relevant efteruddannelse af medarbejderne.
Som det fremgår af bemærkningerne til forslagets § 22, vil det blive offentliggjort på Tilbudsportalen, at tilbuddet har fået et påbud, og hvad det består i, og de kommuner, som har ansvar for de enkelte borgeres ophold i tilbuddet i henhold til lov om social service, jf. §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven vil få oplysninger herom. Det kan have stor betydning for tilbuddets mulighed for at sælge pladser, indtil påbuddet ikke længere er gældende, og derfor bør tilbuddet som udgangspunkt have haft mulighed for at rette op på forholdene, før der træffes afgørelse om påbud. Der kan dog være tilfælde, hvor de underliggende forhold er tilstrækkeligt alvorlige, eller hvor tilbuddet ikke har vist vilje til at rette op, hvorfor en afgørelse må træffes straks.
Det må forudsættes, at et påbud har en karakter, som giver tilbuddet mulighed for at efterkomme det. Det skal være helt klart, hvad tilbuddet skal gøre for at overholde påbuddet. Hvis ikke det er muligt bør det i stedet overvejes, om der skal træffe afgørelse om at trække godkendelsen tilbage.
Længden af en evt. frist for at efterleve et påbud skal fastsættes ud fra de konkrete forhold, som har givet anledning til påbuddet. Hvis der for eksempel er tale om, at en medarbejder har begået seksuelle overgreb mod beboere i tilbuddet kan påbuddet gå på, at denne medarbejder ikke må være i tilbuddet. Et sådant påbud kan efterleves straks, og fristen kan sættes herefter. Et påbud om ansættelse af medarbejdere med bestemte kompetencer kan – afhængigt hvor alvorligt fraværet af de fornødne kompetencer er – fastsættes med en længere frist.
Manglende overholdelse af et påbud kan enten føre til, at godkendelse af tilbuddet tilbagekaldes, eller at godkendelsen af tilbuddet, for eksempel mht. målgruppe, ændres i overensstemmelse med, hvad de faktiske forhold i tilbuddet tilsiger. Et påbud er en afgørelse og kan derfor påklages efter de almindelige regler i retssikkerhedslovens kapitel 10. Jf. herom også de særlige bemærkninger til den foreslåede § 19.
Det foreslås i stk. 3, at social- og integrationsministeriet får hjemmel til at fastsætte nærmere regler om, hvornår skærpet tilsyn skal iværksættes, og hvornår påbud skal gives i overensstemmelse med bemærkningerne til stk. 1-3 Hjemlen vil blive anvendt til at præcisere kravene til en afgørelse om skærpet tilsyn eller påbud, jf. bemærkningerne ovenfor om sammenhæng til de konstaterede problemer og påbuddets karakter, samt til at præcisere kravene til processen, jf. bemærkningerne ovenfor.