LBK nr 12 af 08/01/2024
Skatteministeriet
Skattekontrolloven § 89
I sager om overtrædelse af §§ 82 og 83 og straffelovens § 289, der indbringes for retten af anklagemyndigheden, kan de unddragne skatter inddrages under straffesagen og påkendes af retten i overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens kapitel 89.
Forarbejder til Skattekontrolloven § 89
RetsinformationEfter forslagets § 89 gælder, at i sager om overtrædelse af §§ 82-83 og straffelovens § 289, der indbringes for retten af anklagemyndigheden, kan de unddragne skatter inddrages under straffesagen og påkendes af retten i overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens kapitel 89.
Efter § 19 A i den gældende skattekontrollov gælder, at i sager om overtrædelse af §§ 13, 15, 16 og 18 samt straffelovens § 289, kan de unddragne skatter inddrages under straffesagen og påkendes af retten i overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens kapitel 89.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 19 A, hvor det fremgår, at i sager om overtrædelse af §§ 13, 15, 16 og 18 samt straffelovens § 289 kan de unddragne skatter inddrages under straffesagen og påkendes af retten i overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens kapitel 89. Den foreslåede bestemmelse har i stedet henvisning til de tilsvarende bestemmelser i lovforslaget. Der henvises dog ikke til § 85 om juridiske personers strafansvar, som svarer til § 18 i den gældende skattekontrollov, da bestemmelsen ikke er en materiel straffebestemmelse. Dette ændrer ikke ved, at den foreslåede adgang til at inddrage de unddragne skatter i straffesagen også vil være gældende for juridiske personer.
Retsplejelovens kapitel 89 har overskriften påtale af borgerlige krav i straffesager, og bestemmelserne giver mulighed for, at der under en straffesag kan nedlægges erstatningspåstand om betaling af de unddragne skatter og afgifter. Der skal være tale om en forsætlig overtrædelse med mulighed for fængselsstraf, hvorfor den foreslåede bestemmelse alene henviser til lovforslagets §§ 82 og 83.
Bestemmelsen vedrører både sager om overtrædelse af skattekontrollovens §§ 82 og 83, samt sager om skattelovsovertrædelser af særlig grov karakter efter straffelovens § 289. Bestemmelsen finder også anvendelse, hvor der ikke rejses tiltale efter straffelovens § 289, men alene efter skattekontrolloven. Bestemmelsen kan både anvendes, når der er tale om rene skattestraffesager, og når skattestraffesagen indgår som en del af et samlet sagskompleks, f.eks. bedrageri.
I skattestraffesager gennemføres efterbeskatningskrav som hovedregel i form af en skatteansættelse. I særlige tilfælde medtages kravet under straffesagen. Det gælder efter praksis bl.a., når der er tale om unddragelse af selskabsskatter, hvis der findes grundlag for at rejse tiltale mod den, der ejer eller behersker selskabet, og det er tvivlsomt, om selskabet kan betale skatten. I de tilfælde anmodes anklagemyndigheden om at nedlægge påstand om, at den tiltalte pålægges solidarisk hæftelse med selskabet for de unddragne skatter. Tilsvarende gælder i tilfælde, hvor ægtefæller eller samlevere har drevet en virksomhed sammen, og tiltalen rettes mod den af parterne, som ikke er registreret som virksomhedsejer.