Skattekontrolloven § 79

Forslaget angår refusion af SKATs udlæg til honorering af revisor.

Efter forslaget til § 79, stk. 1, 1. pkt., udreder SKAT honoraret til revisor for udarbejdelse af regnskab efter § 75.

Efter den gældende skattekontrollovs § 3 D, stk. 3, 1. pkt., udreder SKAT honorar til revisor for udarbejdelse af regnskab.

Forslaget er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 3 D, stk. 3, 1. pkt., med redaktionelle ændringer.

Forslaget betyder, at det er SKAT som på den skattepligtiges vegne honorerer revisor for det arbejde, som revisor har udført med henblik på at få tilvejebragt et skattemæssigt årsregnskab.

Efter forslaget til § 79, stk. 1, 2. pkt., har den skattepligtige pligt til at refundere SKAT udgifterne til revisorhonoraret, jf. dog stk. 2 og 3.

Efter den gældende skattekontrollovs § 3 D, stk. 3, 2. pkt., har den selvangivelsespligtige pligt til at refundere SKAT revisorhonoraret, jf. dog stk. 2.

Forslaget er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 3 D, stk. 3, 2. pkt., med en redaktionel ændring.

Forslaget betyder, at den skattepligtige har pligt til at refundere SKAT de udgifter, som SKAT har lagt ud til honorering af revisor for dennes arbejde med at få tilvejebragt et skattemæssigt årsregnskab. SKAT skal i forbindelse med, at betalingskravet bliver fremsendt til den skattepligtige, fastsætte en rimelig betalingsfrist for den skattepligtige. Denne frist kan ikke være mindre end 14 dage.

Efter forslaget til § 79, stk. 2, kan SKAT træffe afgørelse om, at den skattepligtige kun skal refundere en del af udgifterne til honoraret efter stk. 1, 2. pkt., hvis særlige forhold taler herfor.

Efter den gældende skattekontrollovs § 3 D, stk. 3, 3. pkt., kan SKAT bestemme, at den selvangivelsespligtige kun skal betale en del af honoraret, hvis særlige omstændigheder taler herfor.

Forslaget er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 3 D, stk. 3, 3. pkt., med redaktionelle ændringer. Henvisningen til § 79, stk. 1, 2. pkt., er alene redaktionel.

Med udtrykket ”særlige forhold” forstås forhold, som gør det rimeligt ikke at opretholde refusionskravet mod den skattepligtige i fuld udstrækning. Det kan f.eks. være, hvis den skattepligtiges økonomi efter pålæggets gennemførelse er blevet væsentligt forværret, eller den skattepligtige er blevet ramt af sygdom, der gør det vanskeligt for den skattepligtige at opretholde sin erhvervsmæssige aktivitet.

Afhængig af den skattepligtiges situation vil refusionskravet normalt kunne reduceres med op til totredjedel. Udgør udgifterne til revisor eksempelvis 60.000 kr., vil kravet således normalt højst kunne reduceres med 40.000 kr. Det betyder i eksemplet, at SKAT selv vil afholde de 40.000 kr. til revisorhonoraret, og at SKAT fortsat vil have et refusionskrav mod den skattepligtige på 20.000 kr. Refusionskravet vil efter forslaget aldrig kunne reduceres med 100 pct.

Efter § 79, stk. 3, gælder stk. 1, 2. pkt., ikke, hvis den skattepligtige får medhold i en klage over en afgørelse, som SKAT har truffet efter § 75, jf. § 76, § 77, stk. 3, § 78, stk. 2, eller § 79, stk. 2, jf. § 81.

Forslaget er nyt.

Forslaget sikrer, at den skattepligtige ikke får pligt til at refundere SKAT udgifterne til et revisorhonorar, når den skattepligtige har påklaget SKATs afgørelse om revisorpålæg og har fået medhold i sin klage enten ved den administrative klageinstans eller ved domstolene.

Efter forslaget har den skattepligtige ikke pligt til at refundere SKAT udgifterne til revisorhonoraret, hvis denne får medhold i en afgørelse om,

– at det ikke har været berettiget at pålægge den skattepligtige en revisor (§ 75, jf. § 76),

– at det ikke har været berettiget at afvise det årsregnskab, som den skattepligtige indgiver (§ 77, stk. 3),

– at det ikke har været berettiget, at den skattepligtiges forslag til revisor er blevet afvist (§ 78, stk. 2, 1. pkt.),

– at SKATs valg af revisor ikke har været berettiget (§ 78, stk. 2, 2. pkt.), eller

– at det ikke har været berettiget at afvise en delvis refusion (§ 79, stk. 2).

Med udtrykket medhold i § 79, stk. 3, forstås, at det er tilstrækkeligt, at den skattepligtige blot har fået medhold i sin klage i mindre grad. Det kan eksempelvis være, fordi klagemyndigheden finder, at SKAT ikke har været berettiget til fuldstændigt at afvise det regnskab, som virksomheden indgiver, hvis størstedelen af regnskabet kan anvendes som grundlag for ansættelsen, jf. § 77, stk. 3. Det kan også være, hvis klagemyndigheden finder, at SKAT ikke har været berettiget til fuldstændigt at afvise en delvis refusion, jf. § 79, stk. 2. I disse tilfælde vil SKAT således selv skulle afholde udgifterne til revisorhonorar.

Der kan efter de almindelige regler i kapitel 19 i skatteforvaltningsloven ydes omkostningsgodtgørelse for sagkyndig bistand ved en klage over SKATs afgørelse om revisorpålæg. Således ydes efter skatteforvaltningslovens § 55 godtgørelse ved klage, hvor Landsskatteretten træffer afgørelse og ved klage, hvor Skatteankestyrelsen træffer afgørelse efter regler udstedt i medfør af § 35 b, stk. 3. Ligeledes ydes der godtgørelse til sagkyndig bistand, hvis sagen indbringes for domstolene, jf. skatteforvaltningslovens § 55, stk. 3.