Skattekontrolloven § 61

Den foreslåede bestemmelse fastsætter en generel oplysningspligt, som vil give SKAT adgang til oplysninger fra tredjemand om andre forhold end virksomhedernes indbyrdes omsætning m.v., finansielle virksomheders kundeforhold eller advokaters klientforhold. Der kan f.eks. være tale om oplysninger vedrørende ansættelsesforhold, offentlige tilskud og pensionsordninger.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 61, stk. 1, skal offentlige myndigheder, erhvervsdrivende og juridiske personer, som ikke er erhvervsdrivende, efter anmodning give SKAT oplysninger til brug for kontrol af identificerbar fysisk eller juridisk persons skattepligt eller skatteansættelse.

Efter den gældende skattekontrollovs § 8 D, stk. 1, 1. pkt. skal offentlige myndigheder og bestyrelser eller lignende øverste ledelser for private juridiske personer samt partrederier efter anmodning meddele SKAT oplysninger, der af myndighederne skønnes at være af væsentlig betydning for skatteligningen.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 er i det væsentlige en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 8 D, stk. 1, 1. pkt., som indeholder en oplysningspligt for offentlige myndigheder og juridiske personer, hvad enten de er erhvervsdrivende eller ej, samt partrederier, når oplysninger skønnes at være af væsentlig betydning for skatteligningen. Kredsen af oplysningspligtige er defineret ved deres organisation i stedet for hvilke konkrete oplysninger, der vil være væsentlige for skattekontrollen.

Denne opbygning af bestemmelsen foreslås ændret, således at den foreslåede § 61, stk. 1, indeholder en generel oplysningspligt for hele kredsen af offentlige myndigheder, erhvervsdrivende og juridiske personer, der ikke er erhvervsdrivende, men oplysningspligten begrænses i stk. 3, således at de bestemmelser, der fastlægger og afgrænser, hvilke oplysninger SKAT kan kræve til brug for krydsrevision, og finansielle virksomheder og advokaters oplysningspligt om kunde- og klientforhold, er udtømmende.

Oplysninger om f.eks særlige ansættelsesforhold kan være relevante at modtage fra enhver arbejdsgiver, uanset om denne er erhvervsdrivende, en juridisk person, som ikke er erhvervsdrivende, en offentlig myndighed eller erhvervsdrivende, som er omfattet af de foreslåede bestemmelser i §§ 57-60.

Som eksempler på bestemmelsens anvendelse kan nævnes kontrol af befordringsfradrag, hvor der vil kunne anmodes om oplysninger fra en arbejdsgiver om bestemte lønmodtageres arbejdssted, og om der har været stillet fri bil til rådighed, anmodninger til lønbureauer vedrørende kopi af ansattes lønsedler, anmodninger til selskaber om at oplyse om medarbejderaktieordninger og antal af medarbejderaktier, anmodninger til vekselbureauer om konkrete personers udførsel af store pengebeløb til andre lande, og anmodninger til kommuner vedrørende udbetaling af kontanthjælp m.v.

Bestemmelsen vil ikke kunne anvendes til at anmode teleselskaber om oplysninger om en kundes telefonforbrug, da teleselskaber er underlagt særlige regler om tavshedspligt, se pkt. 3.6.1.2 i almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at såfremt de ønskede oplysninger vedrører ikke identificerbare fysiske eller juridiske personer, skal der foreligge en godkendelse fra Skatterådet, jf. den foreslåede § 62.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 61, stk. 2, kan SKAT anmode om visse oplysninger, som er indberettet og opbevaret efter hvidvaskreglerne. Den foreslåede bestemmelse implementerer dele af Rådets direktiv 2016/2258 af 6. december 2016 om ændring af direktiv 2011/16/EU for så vidt angår skattemyndighedernes adgang til oplysninger indberettet efter hvidvaskreguleringen. Implementeringen af direktivet sker i to dele, idet SKAT dels skal have adgang til oplysninger om fx kundekendskabsprocedurer og procedurer, dokumenter og mekanismer, som opbevares af virksomheder og juridiske enheder m.v. omfattet af hvidvaskreglerne, samt oplysninger, som indberettes og registreres i register over reelle ejere.

Den foreslåede bestemmelse er ny. Ved det samtidigt fremsatte konsekvensændringsforslag fremsættes en tilsvarende bestemmelse i skattekontrollovens § 8 D, stk. 3. Denne bestemmelse får virkning allerede fra 1. januar 2018 og afløses den 1. januar 2019 af dette forslags § 61, stk. 2.

Baggrunden for direktivet, hvorefter SKAT skal gives adgang til visse oplysninger indberettet efter hvidvaskreglerne er at sikre en effektiv overvågning af de finansielle institutters efterlevelse af de due diligence-procedurer, fastsat efter direktiv 2014/107 af 9. december 2014 om ændring af direktiv 2011/16 for så vidt angår obligatorisk automatisk udveksling af oplysninger på beskatningsområdet (CRS). I Rådets direktiv 2014/107/EU (DAC2) om automatisk udveksling af oplysninger om finansielle konti er det bl.a. fastsat, at hvis kontohaveren er en mellemliggende struktur (dvs. en passiv, ikke finansiel enhed) skal de finansielle institutter undersøge, hvem der kontrollerer denne enhed, og indberette herom. Ved at give SKAT adgang til disse oplysninger, er der grundlag for korrekt at kunne identificere og indberette, hvem der er de retmæssige ejere af mellemliggende strukturer og dermed sikre korrekt beskatning.

Når skattemyndighederne har adgang til hvidvaskoplysninger, vil de mere effektivt kunne føre tilsyn med de finansielle institutters overholdelse af disse regler, og ruste skattemyndighederne til bedst muligt at kunne sætte ind overfor skatteunddragelse og skatteundgåelse.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 61, stk. 2, kan SKAT anmode forpligtede enheder efter artikel 2 i 4. hvidvaskdirektiv om oplysninger efter direktivets artikel 13, 30, 31 og 40.

Forpligtede enheder efter artikel 2 i 4. hvidvaskdirektiv er bl.a. kreditinstitutter, finansieringsinstitutter, revisorer, eksterne regnskabskyndige, skatterådgivere, notarer ved visse transaktioner, udbydere af tjenester til truster, ejendomsmæglere, udbydere af spil og andre personer, der handler med varer, hvis transaktionen/transaktionerne er på mindst 10.000 euro.

De oplysninger som de forpligtede enheder efter anmodning er forpligtet til at give SKAT, er oplysninger omfattet af 4. hvidvaskdirektivs artikel 13, 30, 31 og 40.

Artikel 13 i 4. hvidvaskdirektiv omhandler kundekendskabsprocedurer, hvor de forpligtede enheder bl.a. skal kunne identificere og kontrollere deres kunders identitet, samt identificere reelle ejere og gennemføre rimelige foranstaltninger for at kontrollere disses identitet, således at den forpligtede enhed med sikkerhed ved, hvem de(n) reelle ejer(e) er, samt gennemfører rimelige foranstaltninger for at undersøge kundens ejer- og kontrolstruktur.

Artikel 30 og 31 i 4. hvidvaskdirektiv omhandler oplysninger om reelt ejerskab, hvor selskaber, andre juridiske enheder og forvaltere af viljebestemte truster skal indhente og opbevare passende, nøjagtige og aktuelle oplysninger om deres reelle ejerskab, herunder oplysninger om de(n) reelle ejers rettigheder.

Artikel 40 i 4. hvidvaskdirektiv sikrer, at de forpligtede enheder skal opbevare dokumenter og oplysninger til brug for kompetente myndigheders forebyggelse, opdagelse og efterforskning af mulig hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme. Dette vil omfatte dokumenter og oplysninger i henhold til kundekendskabsprocedurerne i artikel 13, samt dokumentation for og registreringer af transaktioner. Opbevaringsperioden for disse dokumenter og oplysninger er efter 4. hvidvaskdirektiv 5 år.

Derudover henvises der til de specielle bemærkninger til forslagets § 68, stk. 3, om registersamkøring, hvor SKAT efter forslaget vil få direkte adgang til register over reelle ejere.

Yderligere henvises der til forslag til skatteindberetningslov § 56, stk. 3, hvorefter de omfattede forpligtede enheder, efter anmodning fra SKAT skal indsende det materiale, der udgør grundlaget for de oplysninger der skal indberettes efter direktivets artikel 13, 30, 31 og 40.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 61, stk. 3, gælder stk. 1 ikke ved indhentelse af oplysninger om omsætning m.v. mellem erhvervsdrivende, jf. §§ 57 og 58, finansielle virksomheders oplysninger om kundernes økonomiske forhold, jf. § 59 og advokaters oplysninger om klientforhold, jf. § 60.

Efter den gældende skattekontrollovs § 8 D, stk. 2, kan oplysninger om forhold som nævnt under § 8 C ikke afkræves i videre omfang end nævnt i § 8 C.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 3, indeholder en udvidelse i forhold til gældende ret, som skal sikre, at bestemmelserne om oplysningspligt i forbindelse med krydsrevision, finansielle virksomheders oplysningspligt om kundeforhold og advokaters oplysningspligt om klienter vil være udtømmende. Der vil imidlertid efter den generelle bestemmelse kunne afkræves oplysninger om f.eks. aflønningsforhold, herunder særlige personalegoder m.v. for en ansat hos enhver erhvervsdrivende, herunder den finansielle virksomhed og advokaten.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 61, stk. 4, skal oplysningerne for det første være nødvendige for skattekontrollen.

Efter den gældende skattekontrollovs § 8 D, stk. 1, skal oplysningerne efter myndighedernes skøn være af væsentlig betydning for skatteligningen.

Ordet skatteligning er ændret til skattekontrol, idet bestemmelsen omfatter situationer, hvor der enten foretages en kontrol af den eksisterende ansættelse af indkomstskat eller en kontrol, fordi der mangler oplysninger til at foretage en skatteansættelse.

Den foreslåede ændrede formulering er bredere, idet kravet om nødvendighed også vil omfatte krav om væsentlighed og proportionalitet. SKAT vil skulle foretage en konkrete afvejning af det samfundsmæssige hensyn over for de byrder, som den oplysningspligtige vil blive pålagt i forbindelse med fremskaffelse af oplysningerne, oplysningerne skal være væsentlige for en korrekt skatteansættelse, og oplysningerne må ikke kunne tilvejebringes med mindre indgribende midler. SKAT vil skulle begrunde en anmodning om udlevering af oplysninger under hensyntagen til SKATs tavshedspligt om den enkelte skattepligtiges forhold.

For det andet indeholder § 61, stk. 4, et krav om, at SKAT kan forlange, at oplysningerne udleveres i et anerkendt filformat i elektronisk form eller indsendes digitalt i et anerkendt filformat, hvis den indberetningspligtige opbevarer oplysningerne i elektronisk form.

Den digitale udvikling betyder, at mange oplysninger vil kunne forefindes i elektronisk form i et anerkendt filformat. Det vil både betyde en lettelse af byrden for den oplysningspligtige og for SKAT, hvis oplysningerne kan afgives i elektronisk form, og det foreslås derfor, at dette vil kunne kræves, hvis det er muligt for den indberetningspligtige.