Skattekontrolloven § 34

Forslaget angår, hvornår den skattepligtige ved anvendelsen af bestemmelserne i §§ 29-33 kan behandle virksomheden uafhængigt af sin øvrige erhvervsvirksomhed.

Det følger af forslagets § 34, stk. 1, at hvis en skattepligtig som nævnt i § 29, stk. 1, nr. 3, dvs. fysiske personer omfattet af kildeskattelovens § 1 eller § 2, stk. 1, nr. 4 eller 5, og dødsboer omfattet af dødsboskatteloven, alle alene for så vidt angår opgørelsen af indkomst fra selvstændig erhvervsmæssig virksomhed, deltager i en virksomhed, kan den skattepligtige ved anvendelsen af bestemmelserne i §§ 29-33 behandle virksomheden uafhængigt af sin øvrige erhvervsvirksomhed, hvis

1. mindst én af deltagerne hæfter personligt for virksomhedens forpligtelser,

2. den skattepligtige ikke har bestemmende indflydelse på virksomheden, jf. § 37, nr. 1, eller på anden vis på grund af vedtægtsbestemmelse, aftale eller fælles ledelse har kontrol med virksomheden, og

3. virksomheden aflægger regnskab i en fremmed valuta.

Efter den gældende skattekontrollovs § 3 C, stk. 10, 1. pkt., kan en skattepligtig, som deltager i en virksomhed, behandle virksomheden uafhængigt af sin øvrige erhvervsvirksomhed, hvis

1. mindst én af deltagerne hæfter personligt for virksomhedens forpligtelser,

2. den skattepligtige ikke har bestemmende indflydelse på virksomheden og

3. virksomheden aflægger regnskab i en fremmed valuta.

Forslagets er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 3 C, stk. 10, 1. pkt., med sproglige ændringer. Således henvises der i forslagets nr. 2 til § 39, nr. 1, da den gældende skattekontrollovs § 3 C, stk. 14, ikke videreføres. Der er ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer herved.

Forslaget tænkes anvendt i den situation, hvor en selvstændigt erhvervsdrivende har sine hovedindtægter i danske kroner, men hvor den erhvervsdrivende ligeledes har en indtægt hidrørende fra eksempelvis en interessentskabsandel. Hvis interessentskabet aflægger regnskab i en fremmed valuta, kan den erhvervsdrivende være interesseret i at kunne anvende bestemmelserne i §§ 29-33 på interessentskabsandelen, men den erhvervsdrivende ønsker ikke at udarbejde hele sit skattemæssige årsregnskab i den pågældende valuta, da hovedindtægterne er i danske kroner. På samme vis vil en personligt erhvervsdrivende kunne tænkes at ville anvende bestemmelsen i en situation, hvor hovedindtægterne er i euro, hvorfor den erhvervsdrivende har valgt at udarbejde skattemæssigt årsregnskab i euro, men hvor den erhvervsdrivende ligeledes måtte have en indtægt hidrørende fra eksempelvis en interessentskabsandel. Hvis interessentskabet aflægger regnskab i eksempelvis svenske kroner, vil den erhvervsdrivende kunne være interesseret i at anvende bestemmelserne i §§ 29-33 på interessentskabsandelen, men den erhvervsdrivende ønsker fortsat at udarbejde sit skattemæssige årsregnskab i euro, da hovedindtægterne er i euro.

Det er alene for virksomheder, hvor mindst én af deltagerne hæfter personligt for virksomhedens forpligtelser, som den skattepligtige ikke har bestemmende indflydelse på, og som aflægger regnskab i en fremmed valuta, at bestemmelserne i §§ 29-33 vil kunne anvendes.

Det følger af forslagets nr. 1, at bestemmelsen ikke finder anvendelse på ejerandele i aktie- og anpartsselskaber samt andre selskaber, hvor ingen af deltagerne hæfter personligt.

Efter forslagets nr. 2 vil bestemmelsen kun kunne anvendes, hvis den skattepligtige ikke har bestemmende indflydelse på virksomheden, jf. § 37, stk. 1. Årsagen til, at bestemmelsen alene vil kunne anvendes på en virksomhed, som den skattepligtige ikke har bestemmende indflydelse på, er, at der i tilfælde, hvor den skattepligtige har bestemmende indflydelse på flere virksomheder, vil kunne være tvivl om, til hvilken af disse virksomheder en indtægt eller en udgift vil skulle henføres. Dette vil den skattepligtige kunne udnytte, da beslutningen om, til hvilken af flere virksomheder en indtægt eller udgift vil skulle henføres, først vil kunne træffes efter indkomstårets udløb, dvs. på et tidspunkt, hvor de skattemæssige konsekvenser kendes. Særligt i relation til fordelingen af fordringer og gæld samt finansielle kontrakter vil det således kunne være fordelagtigt at placere disse i virksomheder, hvor der ikke udløses beskatning af valutakursgevinster. Eksempelvis vil en fysisk person, der driver flere virksomheder, og som realiserer en valutakursgevinst på et lån eksempelvis i amerikanske dollars, kunne have en interesse i at allokere dette lån til den virksomhed, som anvender amerikanske dollars som skatteregnskabsvaluta, idet der efter de foreslåede bestemmelser ikke ville komme en valutakursgevinst til beskatning i dette tilfælde. Der kan derfor ikke generelt åbnes op for, at en skattepligtig kan udarbejde det skattemæssige årsregnskab i mere end én valuta, jf. hertil § 29, stk. 2 og 4. Forslaget imødegår imidlertid en sådan spekulation, idet det ikke vil kunne antages, at den skattepligtige vil kunne allokere lån m.v. til virksomheder, som den skattepligtige ikke har bestemmende indflydelse på.

Den skattepligtige vil for hver enkelt virksomhed alene kunne vælge én fremmed valuta, nemlig den valuta, som den pågældende virksomhed aflægger regnskab i. Hvis virksomheden således aflægger regnskab i eksempelvis euro, vil den skattepligtige alene kunne vælge, at omregningen m.v. skal ske fra euro til danske kroner, jf. stk. 2.

Efter forslagets nr. 3 vil en skattepligtig således kunne vælge at anvende bestemmelserne i §§ 29-33 for en virksomhed uafhængigt af sin øvrige erhvervsmæssige virksomhed, hvis virksomheden aflægger regnskab i en fremmed valuta og opfylder alle ovenstående betingelser.

Efter forslagets § 34, stk. 2, kan den skattepligtige for hver enkelt virksomhed alene vælge, at omregningen m.v. skal ske fra den valuta, som den pågældende virksomhed aflægger regnskab i.

Efter den gældende skattekontrollovs § 3 C, stk. 10, 2. pkt., kan den skattepligtige for hver enkelt virksomhed alene vælge, at omregningen m.v. skal ske fra den valuta, som den pågældende virksomhed aflægger regnskab i.

Forslaget er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 3 C, stk. 10, 2. pkt.

Forslaget betyder, at den skattepligtige for hver enkelt virksomhed alene vil kunne vælge én fremmed valuta, nemlig den valuta, som den pågældende virksomhed aflægger regnskab i. Hvis virksomheden således aflægger regnskab i eksempelvis euro, vil den skattepligtige alene kunne vælge at omregningen m.v. skal ske fra euro til danske kroner.

Det følger af forslagets § 34, stk. 3, at stk. 1 finder anvendelse, uanset at den skattepligtige udarbejder et skattemæssigt årsregnskab i danske kroner.

Efter den gældende skattekontrollovs § 3 C, stk. 11, 1. pkt., finder reglerne om, at den skattepligtige under givne betingelser kan behandle sin virksomhed uafhængigt af sine øvrige erhvervsvirksomheder anvendelse, uanset at den skattepligtige udarbejder skattemæssigt årsregnskab i dansk mønt.

Forslaget er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 3 C, stk. 11, 1. pkt., med den sproglige ændring, at ”dansk mønt” er ændret til ”danske kroner”.

Forslaget fastsætter, at den skattepligtige i dette tilfælde som hovedregel ikke vil være omfattet af bestemmelserne om regnskabsføring i fremmed valuta, jf. §§ 29-33, hvorfor det hermed slås fast, at den skattepligtige ikke desto mindre vil kunne anvende bestemmelserne om skattemæssigt årsregnskab i fremmed valuta på den pågældende virksomhed.

Efter forslagets § 34, stk. 4, er det en betingelse for anvendelse af reglen i stk. 1, at den skattepligtige inden begyndelsen af det første indkomstår, for hvilket stk. 1 ønskes anvendt, har indgivet meddelelse til SKAT om, for hvilken af den skattepligtiges virksomheder reglen efter stk. 1 ønskes anvendt.

Efter den gældende skattekontrollovs § 3 C, stk. 11, 2. pkt., er det en betingelse for anvendelsen af bestemmelserne om at kunne behandle sin virksomhed uafhængigt af sin øvrige erhvervsvirksomhed, at den skattepligtige i forbindelse med meddelelsen til SKAT også indgiver meddelelse om, for hvilke af den skattepligtiges virksomheder reglen efter stk. 10 ønskes anvendt.

Forslaget er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 3 C, stk. 11, 2. pkt.

Baggrunden for forslaget er den samme som baggrunden for anmeldelsesordningen i det foreslåede § 29, stk. 4, nemlig at en anmeldelsesordning er nødvendig for at sikre, at valget af valuta træffes ud fra forretningsmæssige overvejelser og ikke bæres af skattemæssige hensyn.

Det følger af forslagets § 34, stk. 5, at erhverver den skattepligtige andel i en virksomhed omfattet af stk. 1 i løbet af indkomståret, kan stk. 1 alene finde anvendelse for denne virksomhed, hvis den skattepligtige senest 14 dage efter erhvervelsen indgiver meddelelse til SKAT om, at den skattepligtige for den pågældende virksomhed ønsker at anvende stk. 1. SKAT kan i særlige tilfælde dispensere fra fristen.

Det følger af den gældende skattekontrollovs § 3 C, stk. 11, 3. og 4. pkt., at hvis den skattepligtige erhverver andel i en virksomhed omfattet af stk. 10 i løbet af indkomståret, kan stk. 10 alene finde anvendelse for denne virksomhed, hvis den skattepligtige senest 14 dage efter erhvervelsen indgiver meddelelse til told- og skatteforvaltningen om, at den skattepligtige for den pågældende virksomhed ønsker at anvende stk. 10. SKAT kan i særlige tilfælde dispensere fra fristen i 3. pkt.

Forslaget er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 3 C, stk. 11, 3. og 4. pkt.

Baggrunden for forslaget er den samme som baggrunden for anmeldelsesordningen i det foreslåede stk. 4, nemlig at en anmeldelsesordning er nødvendig for at sikre, at valget af valuta træffes ud fra forretningsmæssige overvejelser og ikke bæres af skattemæssige hensyn. Det foreslås derfor, at hvis den skattepligtige i løbet af indkomståret erhverver en ejerandel i en virksomhed omfattet af stk. 1, som den skattepligtige ikke hidtil har haft andel i, vil stk. 1 alene kunne finde anvendelse, hvis den skattepligtige senest 14 dage efter erhvervelsen indgiver meddelelse til SKAT om, at den skattepligtige ønsker at anvende stk. 1 for den pågældende virksomhed.

SKATs bemyndigelse til at kunne dispensere fra fristen er alene tænkt anvendt i tilfælde, hvor der foreligger helt ekstraordinære omstændigheder, så som den skattepligtiges sygdom eller lignende. Der findes ikke at være grundlag for dispensation, hvis overskridelsen af fristen blot skyldes uhensigtsmæssig arbejdstilrettelæggelse m.v., eller hvis anmeldelsen indgives på et tidspunkt, hvor det skattemæssige resultat kendes, og hvor ændringen derfor indebærer en skattefordel i den periode, der allerede er forløbet.

Meddelelsen efter forslagets stk. 4 er ikke omfattet af denne dispensationsbestemmelse, jf. forslagets 2. pkt., da meddelelsen vil være omfattet af dispensationsbestemmelsen i det foreslåede § 29, stk. 5, eller § 30, stk. 2, 3. pkt. Dette følger af, at meddelelsen efter stk. 4, vil skulle foretages i forbindelse med meddelelsen efter § 29, stk. 5, eller § 30, stk. 2., 3. pkt.