LBK nr 12 af 08/01/2024
Skatteministeriet
Skattekontrolloven § 11
Fysiske personer, som er omfattet af § 5, skal give told- og skatteforvaltningen oplysninger som nævnt i § 2 senest den 1. juli i året efter indkomstårets udløb.
Forarbejder til Skattekontrolloven § 11
RetsinformationForslaget angår oplysningsfristen for fysiske personer, som er omfattet af § 5.
Efter forslaget til § 11 skal fysiske personer, som er omfattet af § 5, give SKAT oplysninger som nævnt i § 2 senest den 1. juli i året efter indkomstårets udløb.
Efter den gældende skattekontrollovs § 4, stk. 1, 1. pkt., skal fysiske personer, herunder selvangivelsespligtige, som er samlevende med en ægtefælle, som modtager en selvangivelse, jf. kildeskattelovens § 4, selvangive senest den 1. juli i året efter indkomstårets udløb.
Forslaget er en omskrivning og videreførelse af indholdet af den gældende skattekontrollovs § 4, stk. 1, 1. pkt. Dog er reglen om, at fysiske personer, som er samlevende med en ægtefælle, som modtager en selvangivelse, udskilt til en særskilt bestemmelse, jf. forslaget til § 10, stk. 2, nr. 2, idet disse personer modtager en servicemeddelelse.
Oplysningerne kan eller skal afgives i TastSelv afhængig af, om den skattepligtige ifølge lovgivningen har pligt til at afgive oplysningerne digitalt. Påhviler der ikke den skattepligtige pligt til at afgive oplysningerne digitalt, kan oplysningerne også afgives på anden måde. Der henvises til pkt. 3.1.5, i de almindelige bemærkninger samt de specielle bemærkninger til § 5, stk. 1 og 2.
En skattepligtig, som er omfattet af § 5, vil kunne afgive sine oplysninger efter § 2 rettidigt, hvis SKAT modtager oplysningerne inden kl. 9.00 den 2. juli. For det tilfælde, at oplysningsfristen udløber dagen før eller på en lørdag, søndag eller helligdag, anses oplysningerne for rettidigt givet, hvis den skattepligtige giver SKAT oplysningerne senest den førstkommende hverdag kl. 9.00, jf. i øvrigt bemærkningerne til § 13.
Har den skattepligtige ændringer til den årsopgørelse, som dannes på baggrund af de afgivne oplysninger efter udløbet af oplysningsfristen, vil genoptagelse af ansættelsen kunne ske efter de almindelige regler i skatteforvaltningslovens §§ 26 eller 27.