I lov om afgift af skadesforsikring skal begrebet skadesforsikring forstås som en aftale, hvor et forsikringsselskab overtager den økonomiske risiko for en uvis begivenheds indtræden. Efter forsikringsaftalelovens § 35 kan enhver lovlig interesse, der lader sig ansætte i penge, være genstand for skadesforsikring. Forsikringen kan tegnes for forsikringstagerens eller tredjemands interesse.
Til stk. 1
I forslagets § 1, stk. 1, nr. 1, bestemmes det, at der er afgiftspligt af præmier for skadesforsikring, som indgås her i landet. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med stk. 2. I stk. 1, nr. 2, bestemmes, at der endvidere er afgiftspligt for skadesforsikringsaftaler, for hvilke risikoen er placeret her i landet, uanset hvor de er indgået.
Ved »indgået her i landet« i stk.1, nr. 1, forstås en aftale om skadesforsikring, der af en forsikringstager er indgået med:
– et forsikringsselskab, som er etableret her i landet
– en filial af et udenlandsk forsikringsselskab, som er etableret her i landet eller
– en forsikringsformidler etableret her i landet, som formidler forsikringen for danske eller udenlandske forsikringsselskaber.
Til stk. 2
Stk. 2 er en videreførelse af reglerne i stempelafgiftsloven, og er en undtagelse til stk. 1, nr. 1. I stk. 2 bestemmes, at hvis risikoen for forsikringsaftalen er placeret i en anden stat, der er omfattet af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), er forsikringen ikke afgiftspligtig her i landet, uanset hvor forsikringen tegnes. EØS består af EU-landene samt Norge, Island og Lichtenstein.
Der er således afgiftspligt af de forsikringsaftaler, hvor risikoen er placeret her i landet, samt de forsikringsaftaler, som er indgået her i landet, og hvor risikoen er placeret i et land, som ikke er omfattet af EØS. Der er derimod ikke afgiftspligt efter § 1, stk. 1, i de situationer, hvor forsikringsaftalen er indgået med en forsikringsvirksomhed, der er beliggende i Danmark, men hvor risikoen er placeret i et andet EØS-land.
Bestemmelsen i § 1, stk. 2, om afgiftspligt i forhold til risikoens placering er i overensstemmelse med Rådets direktiv 92/49/EØF, som i artikel 46 fastslår, at forsikringsaftaler udelukkende må pålægges afgift i det land, hvor risikoen består, herefter benævnt risikolandet. Efter Rådets direktiv 88/357/EØF, artikel 2 d defineres risikolandet således:
• Den medlemsstat, hvor genstanden befinder sig, såfremt forsikringen dækker enten fast ejendom eller fast ejendom og indbo, i det omfang indboet er dækket af samme forsikringspolice
• Den medlemsstat, hvor registreringen er sket, såfremt forsikringen dækker transportmidler af enhver art
• Den medlemsstat, hvor forsikringstageren har indgået aftalen, hvor der er tale om en aftale med en varighed på højst fire måneder vedrørende risici i forbindelse med rejser eller ferie, uanset hvilken forsikringsklasse der er tale om
• Den medlemsstat, hvor forsikringstageren har sin sædvanlige bopæl eller, hvis forsikringstageren er en juridisk person, den medlemsstat, hvor den i aftalen omhandlede virksomhed er beliggende, i alle de tilfælde, som ikke udtrykkeligt er omhandlet i de foregående led
Til stk. 3
Stk. 3 er en præcisering af gældende praksis efter stempelafgiftsloven, hvor det fastslås, at begrebet skadesforsikring i dette lovforslag er i overensstemmelse med de forsikringsretlige definitioner. Ved skadesforsikring forstås således begrebsmæssigt forsikring af de forsikringsklasser, der fremgår af bilag 7 til Lov om finansiel virksomhed. Skadesforsikring er for eksempel bygningsforsikring, løsøreforsikring, erhvervsansvarsforsikring, indboforsikring, familieansvarsforsikring, personulykkesforsikring, retshjælpsforsikring samt motoransvarsforsikringer.
Efter den gældende stempelafgiftslov anses visse invalideforsikringer (forsikringer mod tab af erhvervsevne) ikke for omfattet af stempelafgiften, hvilket fremgik af bemærkningerne til lov nr. 383 af 2. juni 1999 om ændring af bl.a. stempelafgiftsloven. Dette er en følge af, at livsforsikringer ved denne lovændring blev undtaget fra stempelafgift, med henblik på at ligestille livsforsikringer og pensionsordninger. Baggrunden er, at disse invalideforsikringer anses for invalidepensionsordninger. Der er tale om invalideforsikringer med løbende udbetalinger, som i dag er omfattet af Pensionsbeskatningslovens § 2, nr. 4, litra c, og som er omfattet af fradragsret og bortseelsesret efter Pensionsbeskatningsloven. Ordningerne kan tegnes i livsforsikringsselskaber og pensionskasser. Disse forsikringer vil fortsat ikke være omfattet af skadesforsikringsafgift, idet det ikke er hensigten at ændre på retstilstanden.
Formålet med bestemmelsen er at undgå, at afgiftsgrundlaget kunstigt holdes nede for at reducere afgiftsbetalingen.
Til stk. 1
I § 3 stk. 1, præciseres det, at der med præmie forstås det vederlag, der betales for en skadesforsikring, og at det er uden betydning, om prisen, altså vederlaget, betales af forsikringstageren eller af 3. -mand.
Består vederlaget helt eller delvist af andet end penge, skal værdien af dette »andet« medregnes til vederlaget. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis der finder en byttehandel eller lignende sted som led i betalingen for forsikringen. I så fald afspejler den betalte præmie ikke den reelle pris for forsikringen.
Til stk. 2
I stk. 2 fastsættes der regler om, at hvis aftalen om en afgiftspligtig skadesforsikring indgås i sammenhæng med eller har sammenhæng med en anden aftale, skal vederlaget anses for at udgøre mindst det beløb, som uafhængige parter ville fastsætte for en tilsvarende forsikring. Det er f.eks. tilfældet, hvis der til et kreditkort knytter sig en rejseforsikring m.v., hvis et abonnement, kontingent eller lignende også indeholder en skadesforsikring, eller hvis f.eks. et salær vedrørende salg af en fast ejendom også indeholder en skadesforsikring i forbindelse med flytningen. I disse tilfælde kan den synlige præmie for skadesforsikringen være reduceret, eller måske kan forsikringen ligefrem være »gratis«, fordi den reelle præmie for skadesforsikringen betales som en del af en anden ydelse m.v. Afgiftsgrundlaget bliver derved for lavt, medmindre der findes en regel, som fastsætter, at vederlaget for forsikringen i sådanne situationer skal udgøre mindst det beløb, som uafhængige parter ville fastsætte for en tilsvarende forsikring.
Det samme gør sig gældende, hvis der består et interessefællesskab mellem parterne. Begrebet »interessefællesskab« er ikke nærmere defineret, men bestemmelsen skal give SKAT en mulighed for, i særlige tilfælde, at tilsidesætte et afgiftsgrundlag, hvis det afviger fra markedsmæssige vilkår. Det er ikke en bestemmelse, som forventes anvendt særligt ofte, og i sidste ende vil det være op til domstolene at træffe afgørelse.
Reglen kan også tænkes anvendt i en situation, hvor der indgås aftale om både en afgiftspligtig og en afgiftsfritaget forsikring, og præmien for den afgiftspligtige del er sat uforholdsmæssigt lavt, mens præmien for den afgiftsfritagne del er sat tilsvarende uforholdsmæssigt højt.
Bestemmelsen fritager præmier vedrørende visse forsikringer fra afgiften. Fritagelserne i nr. 1-4 viderefører de fritagelser, der findes i stempelafgiftsloven. I nr. 5 og 6 fritages præmier vedrørende genforsikringskontrakter samt ansvarsforsikringer for motorkøretøjer.
Til nr. 3
Definition af, hvad der skal forstås ved sø- og transport- og luftfartsforsikring bygger på den almindelige forståelse af disse begreber inden for forsikringsbranchen mv.
I §§ 59 - 76 i Forsikringsaftaleloven og i Dansk Søforsikringskonvention er fastsat en række bestemmelser og definitioner, der alle vedrører søforsikring.
Heraf fremgår bl.a., at en søforsikring er en forsikring mod fare under søtransporter. Forsikringen omfatter både skib og gods og dertil knyttet interesse, under transport på havet, på søer, på floder, kanaler og på andre vandveje.
Omfatter forsikringen også forsikring mod fare ved transport eller ophold på land i forbindelse med søtransporten, er hele forsikringen at anse som en søforsikring. Se forsikringsaftalelovens § 59 stk. 1.
Forsikring, der knytter sig til et skib der er på bedding, i dok eller som i øvrigt er stilleliggende samt forsikring af gods i sådant skib, anses også for søforsikring. Se forsikringsaftalelovens § 59, stk. 2.
Lystfartøjsforsikringer er omfattet af begrebet søforsikring.
En luftfartsforsikring omfatter kaskoforsikring, der dækker tab af eller skade på fly, der befinder sig i luften, på jorden, i vandet eller i hangar. Endvidere omfatter luftfartsforsikring ansvarsforsikring for skade på tredjemand.
§§ 77 og 78 i forsikringsaftaleloven vedrører anden transportforsikring. Anden transportforsikring end søforsikring omfatter efter ordlyden i § 77 »enhver art af fare, for hvilken den forsikrede interesse udsættes under transporten«.
En transportforsikring omfattet almindeligvis både forsikring af varer under forsendelse samt det ansvar, som transportører, ekspeditører, godsterminaler mv., har for varerne under forsendelsen.
Til nr. 4
En kreditforsikring og kautionsforsikring er karakteriseret ved, at forsikringsvirksomheden påtager sig risikoen for en persons eller selskabs betalingsevne og betalingsvilje. Der er tale om forsikringsklasse 14 og 15 i bilag 7 til lov om finansiel virksomhed.
Bestemmelsen fastsætter, at de afgiftspligtige efter loven er forsikringsvirksomheder, der indgår aftaler om skadesforsikringer, hvor præmien er afgiftspligtig efter lovens § 1.
Det foreslås i bestemmelsen, at der er registreringspligt for alle forsikringsvirksomheder, som indgår aftaler om skadesforsikringer, hvor præmien er afgiftspligtig efter loven.
I stk. 1 bestemmes det, at afgiftspligtige virksomheder, som indgår aftaler om skadesforsikring, og hvor præmierne ikke er fritaget efter § 4, skal melde sig til registrering hos SKAT.
I stk. 2 foreslås det, at forsikringsselskaber fra andre EU-lande eller lande uden for EU, med hvilke Danmark har en aftale om gensidig bistand til inddrivelse, der svarer til reglerne inden for EU kan udpege en herboende repræsentant. Det betyder, at disse virksomheder har ret til at være registreret hos SKAT ved en herboende repræsentant, men at det ikke er et krav.
Forslaget skal ses i sammenhæng med, at det følger af Rådets direktiv 2010/24/EU af 16. marts 2010 om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger, at Danmark kan få bistand fra andre EU-lande til at inddrive skatter og afgifter, herunder den foreslåede afgift. Dermed vil afgiften kunne inddrives hos virksomheden, hvis denne har forretningssted i sådanne lande.
Forslaget sikrer, at hvis virksomheden ønsker at udpege og få registreret en sådan repræsentant, så er det muligt.
I stk. 3 foreslås det at stille krav om en herboende repræsentant for så vidt angår forsikringsselskaber, som er etableret i lande uden for EU, med hvilke Danmark ikke har en aftale om gensidig bistand til inddrivelse, der svarer til reglerne inden for EU.
Afgiftspligtige virksomheder, der ikke har forretningssted i Danmark, EU eller lande uden for EU, med hvilke Danmark har en aftale om gensidig bistand til inddrivelse, der svarer til reglerne inden for EU, skal således efter forslaget registreres med en herboende repræsentant. Dvs. ved en person, der er bosiddende her i landet, eller ved en virksomhed, der har forretningssted her i landet.
Stk. 4 indeholder bestemmelser om fristen til at anmelde sig til registrering, til at meddele SKAT diverse ændringer i registreringsforholdet og til at meddele SKAT, at virksomheden ikke længere driver virksomhed, som medfører registreringspligt. Fristen for anmeldelse til registrering er således efter forslaget 8 dage forud for, at den registreringspligtige virksomhed påbegyndes, og fristen for at meddele senere ændringer i registreringsforholdet eller ophør af den registreringspligtige virksomhed er 8 dage efter ændringen eller ophøret. Bestemmelsen svarer til reglerne i andre afgiftslove.
Efter bestemmelsen skal afgiften opgøres på grundlag af de forsikringspræmier, som den afgiftspligtige virksomhed har opkrævet i afgiftsperioden, som er kalendermåneden. Med opkrævet forstås de præmier, som virksomheden har faktureret, men ikke nødvendigvis modtaget betaling af, i perioden. Generelt bemærkes, at hvor der opstår regulering af præmie, skal denne generelt behandles således, at samme faktiske præmiebetaling kun afgiftsbelægges én gang.
Til stk. 2
Bestemmelsen fastsætter, at virksomheden i afgiftsgrundlaget kan modregne evt. opkrævede præmier, hvor kunden efterfølgende er trådt tilbage fra aftalen efter reglerne om fortrydelsesret, som findes i forsikringslovgivningen. Modregningen kan ske i den afgiftsperiode, hvor det konstateres, at der ikke er tegnet nogen forsikring.
Til stk. 3
Efter bestemmelsen kan den afgiftspligtige ligeledes modregne forsikringspræmier, hvor disse er konstateret tabt, og som er medregnet i afgiftsgrundlaget i tidligere afgiftsperioder.
Reglerne om modregning i afgiftsgrundlaget i stk. 2, 3 og 4 suppleres af de generelle regler om ændring af afgiftstilsvar i skatteforvaltningsloven. Genoptagelse kan eksempelvis ske ved, at virksomheden indsender en efterangivelse. Ændringen vil i disse tilfælde skulle henføres (periodiseres) til den afgiftsperiode, som ændringen – f.eks. en fejlrettelse – vedrører. Det skyldes, at genoptagelse efter disse regler er undergivet visse frister. Det betyder, at afgiftstilsvaret ikke kan ændres, hvis anmodningen om ændring ikke overholder fristerne i skatteforvaltningsloven.
Ved anvendelse af stk. 2-4 skal fristerne i skatteforvaltningsloven ligeledes iagttages.
Til stk. 4
Efter den foreslåede bestemmelse kan den afgiftspligtige modregne opkrævede forsikringspræmier, som tilbagebetales forsikringstageren i forbindelse med opsigelse af forsikringen, samt præmier, som tilbagebetales til kunden i forbindelse med en efterfølgende regulering (tilbagebetaling) af en allerede indbetalt præmie.
Bestemmelsen fastsætter, at afgiftsperioden efter loven er kalendermåneden. Det betyder, at afgiften skal opgøres og indbetales månedligt. Dette svarer til reglerne i andre afgiftslove. Dette skal ses i sammenhæng med, at det foreslås, at afregning af skadesforsikringsafgiften skal ske efter de generelle regler for betaling af afgift, som findes i opkrævningsloven, ligesom det er tilfældet for langt de fleste andre afgiftslove.
Det foreslås i stk. 1, at registrerede virksomheder efter udløbet af hver afgiftsperiode (kalendermåned) skal angive og indbetale afgiften for den forløbne måned til told- og skatteforvaltningen. Angivelse af afgiften sker efter de generelle regler i §§ 2 og 3 i opkrævningsloven. Det foreslås videre, at skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om angivelse og indbetaling, herunder regler om digital angivelse. Der kan være tale om regler vedrørende den måde, angivelsen og betalingen skal foregå i praksis, anvendelse af digital angivelse, krav til de oplysninger, der skal afgives på angivelsen o.lign.
De foreslåede regler om angivelse og betaling betyder bl.a., at angivelsen skal indgives til SKAT senest den 15. i den første måned efter udløbet af afgiftsperioden. I januar måned skal angivelsen dog indgives senest den 17. januar. Såfremt sidste rettidige angivelsesdag er en lørdag, søndag eller helligdag, anses den nærmest følgende hverdag som sidste rettidige angivelsesdag. Afgift forfalder til betaling den 1. i den måned, hvor angivelsen skal indgives, og skal indbetales senest sammen med angivelsesfristens udløb. Udgør betalingen ifølge en angivelse under 50 kr., kan indbetaling af beløbet undlades. Angivelser skal være underskrevet af virksomhedens ansvarlige ledelse. Dette svarer til de administrative regler, der typisk gælder for andre afgifter.
I stk. 2 foreslås, at ved manglende angivelse eller betaling gælder opkrævningslovens almindelige regler i §§ 4 – 8.
Af opkrævningslovens regler fremgår det bl.a., hvad SKAT kan gøre, hvis reglerne om angivelse og betaling ikke overholdes. Hvis der ikke er modtaget en angivelse ved fristens udløb, kan SKAT fastsætte afgiftsbeløbet skønsmæssigt. En foreløbig fastsættelse koster 800 kr. og har SKAT gentagne gange måtte fastsætte afgiftsbeløbet foreløbigt efter disse regler, kan SKAT inddrage virksomhedens registrering for afgiften.
SKAT kan også meddele virksomheden et påbud om, at den skal overholde nærmere bestemte regler, og kan pålægge den afgiftspligtige virksomhed daglige bøder indtil påbuddet efterleves. Konstateres det, at virksomheden har betalt for lidt i afgift, bliver virksomheden opkrævet det skyldige beløb, og kan det ikke nærmere fastsættes på grundlag af virksomhedens regnskaber, kan SKAT fastsætte afgiften skønsmæssigt.
Der betales desuden gebyr på 65 kr. for erindringsskrivelser, og der betales renter, hvis afgiften ikke betales rettidigt. SKAT kan dog under særlige omstændigheder fritage for betaling af erindringsgebyr og afgiften på 800 kr. for en foreløbig fastsættelse.
Den foreslåede bestemmelse fastsætter regler for, hvordan et afgiftsgrundlag skal opgøres, hvis det er i fremmed valuta. Bestemmelsen udvider princippet i den hidtidige regel i stempelafgiftslovens § 13, stk. 2, som udelukkende omhandler omregning fra euro til danske kroner, sådan at reglerne bliver ens for alle valutaer.
I forhold til de nugældende regler bestemmes det endvidere, at hvis der ikke er fastsat en officiel middelkurs for den pågældende valuta, benyttes en sælgerkurs som fastsat af et pengeinstitut indenfor de seneste 14 dage forud for indgivelsen af angivelsen. En sælgerkurs er kursen ved et pengeinstituts salg og kundens køb.
I lovforslagets § 11, stk. 1-4 foreslås regnskabsbestemmelser for registrerede forsikringsvirksomheder.
Det foreslås. at regnskabsreglerne udformes på tilsvarende måde som de regler, der er gældende for andre afgifter.
Forsikringsvirksomheder skal ifølge den foreslåede bestemmelse i stk. 1 føre et regnskab over afgiftspligtige forsikringspræmier, som kan danne grundlag for opgørelse af afgiftsbeløb, der skal angives og betales hver måned, samt danne grundlag for kontrol med afgiftens korrekte betaling. Regnskabet kan være integreret i det almindelige forretningsregnskab hos den afgiftspligtige.
Reglen indebærer, at regnskabet skal indeholde specifikationer af, hvordan afgiften er beregnet, det skal være muligt at sammenholde posteringerne af afgiftsbeløb i regnskabet med beregningen af afgiften for hvert afgiftspligtigt præmiebeløb, og der skal være et klart og entydigt kontrolspor.
I stk. 2 foreslås det, at afgiften skal fremgå på præmiefakturaen, dvs. kvitteringen eller opkrævningsdokumentet vedrørende forsikringspræmien, som i øvrigt skal indeholde identifikationsoplysning (CVR-nr.) på den afgiftspligtige virksomhed, som betaler afgiften til SKAT.
I stk. 3 foreslås det, at den afgiftspligtige har pligt til at opbevare regnskabsmaterialet, og at det skal opbevares i 5 år fra regnskabsårets slutning.
I overensstemmelse med de øvrige afgiftslove foreslås det i stk. 4, at skatteministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler for virksomhedernes regnskabsførelse. Det kan eksempelvis være nærmere regler om oprettelse af og krav til bestemte konti i regnskabet.
Det foreslås i bestemmelsen, at der er hæftelse for afgiften for herboende repræsentanter for afgiftspligtige forsikringsselskaber med forretningssted i et land uden for EU, med hvilket Danmark ikke har en aftale om gensidig bistand til inddrivelse, der svarer til reglerne inden for EU, jf. § 6, stk. 3. Det foreslås videre, at aftageren af forsikringen hæfter for betaling af afgiften, hvis den afgiftspligtige forsikringsvirksomhed har forretningssted udenfor EU og har undladt at registrere sig efter § 6, stk. 3 ved en herboende repræsentant. Forsikringsvirksomheden vil efter § 6, stk. 3 være forpligtet til at registrere sig i Danmark, hvis den har forretningssted i et land, med hvilket Danmark ikke har indgået en aftale om gensidig bistand om inddrivelse, der svarer til reglerne i EU.
Den foreslåede bestemmelse fastsætter SKATs kontrolbeføjelser, i lighed med tilsvarende bestemmelser i andre afgiftslove.
I stk. 1 foreslås det, at SKAT har adgang til at foretage eftersyn hos afgiftspligtige forsikringsvirksomheder eller deres repræsentant uden retskendelse med henblik på kontrol af afgiften. Med bestemmelsen fraviges kravet i Grundlovens § 72 om forudgående retskendelse. Der kræves således ikke retskendelse for at foretage eftersyn efter bestemmelsen, men behørig legitimation. I den forbindelse er SKAT berettiget til at foretage eftersyn i lokaler, der benyttes af virksomheden, og til at efterse forretningsbøger, regnskabsmateriale samt korrespondance m.v. Tvangsindgreb efter bestemmelsen vil skulle ske under hensyntagen til bestemmelserne i lov nr. 442 af 9. juni 2004 om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter (Retssikkerhedsloven).
I stk. 2 foreslås, at virksomhedens indehaver og ansatte har pligt til at bistå SKAT ved eftersynet efter stk. 1.
I stk. 3 foreslås, at virksomheden har pligt til at udlevere eller indsende regnskabsmateriale m.v. til SKAT. Endvidere foreslås det, at SKAT også har adgang til materiale jf. stk. 1, når dette findes på i elektronisk form.
I stk. 4 foreslås, at politiet bistår SKAT i kontrollen efter aftale mellem de to ressortministre. Der foreligger ikke sådanne formelle regler i dag, men bestemmelsen giver SKAT mulighed for at anmode politiet om bistand ved kontrol. Politiets bistand efter denne bestemmelse omfatter udelukkende bistand til overvindelse af fysiske hindringer for kontrollens gennemførelse, og det er den stedlige politidirektør, der konkret afgør, om politiet skal bistå SKAT. Den foreslåede regel i 2. punktum giver justitsministeren hjemmel til at udstede nærmere regler om politiets bistand i en bekendtgørelse, efter forhandling med skatteministeren.
Med bestemmelsen foreslås det, at virksomheder på SKATs anmodning skal oplyse om køb af forsikringer, hvor præmien er afgiftspligtig. Oplysningerne vil kunne anvendes til SKATs arbejde med kontrol af afgiften. Bestemmelsen svarer til lignende regler i andre afgiftslove.
Det foreslås, at offentlige myndigheder på SKATs anmodning er forpligtiget til at afgive oplysninger til brug for registrering af virksomheder og kontrol med afgiften. Bestemmelsen svarer til lignende regler i andre afgiftslove.
Den foreslåede bestemmelse indeholder lovens strafbestemmelser, som svarer til strafbestemmelserne i øvrige afgiftslove.
Forslaget til stk. 1 hjemler bødestraf for den, der forsætligt eller groft uagtsomt afgiver urigtige eller vildledende oplysninger, eller fortier oplysninger, til brug for afgiftskontrollen. Endvidere foreslås det, at det kan straffes med bøde, hvis afgiftspligtige virksomheder ikke overholder registreringspligten i lovens § 6, stk. 1 og stk. 3, eller ikke overholder fristen for registrering efter lovens § 6, stk. 4, undlader at indgive afgiftsangivelse efter lovens § 9, undlader at overholde bestemmelsen i § 10 for omregning af afgiftsgrundlaget fra fremmed valuta, undlader at overholde regnskabsbestemmelserne i § 11, undlader at overholde pligten til at bistå ved SKATs kontrol eller udlevere materiale til brug for kontrol, jf. § 13, stk. 2 og 3 og § 14.
Den foreslåede regel i stk. 2 medfører, at der kan fastsættes regler om bødestraf for overtrædelser af bestemmelser i en bekendtgørelse, som ministeren udsteder i medfør af bemyndigelser i loven.
Af den foreslåede regel i stk. 3 følger det, at der kan straffes med bøde eller fængsel i op til 1 år og 6 måneder for forsætlige overtrædelser af loven, med mindre der kan idømmes en højere straf efter straffelovens § 289.
Det foreslås i stk. 4, at der skal kunne pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5.
I bestemmelsen foreslås det, at opkrævningslovens §§ 18 og 19 skal finde anvendelse i lighed med, hvad der gælder i andre afgiftslove.
Det betyder, at hvis en overtrædelse ikke vil medføre højere straf end bøde, vil sagen kunne afsluttes administrativt uden retslig forfølgning, såfremt den pågældende erkender sig skyldig og betaler den fastsatte bøde. Betales bøden eller bliver den inddrevet eller afsonet, sker der ikke videre forfølgning. Bøder opkræves og inddrives i henhold til lovgivningens almindelige regler. Retsplejelovens regler om tiltalerejsning finder anvendelse i sager, der afsluttes administrativt. Ransagning i sager om overtrædelse af loven sker i overensstemmelse med retsplejeloven.
I stk. 1 foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2013, og i stk. 2 foreslås det, at stempelafgiftsloven samtidig ophæves. Det vil samtidig medføre, at tilladelser til afregning af afgift efter § 70 i stempelafgiftsloven bortfalder ved ikrafttræden af loven. Virksomheder, der afregner afgift efter den hidtidige lovs § 70, vil af SKAT automatisk blive registreret efter lov om afgift af skadesforsikringer, og vil dermed skulle foretage angivelse og betaling, som de hidtil har gjort efter stempelafgiftsloven.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 er en overgangsbestemmelse, som betyder, at forsikringsselskaberne uanset tidligere indgåede prisaftaler har mulighed for overfor kunden at forhøje præmien med afgiften, efter lovens ikrafttræden.
Reglen i stk. 4 foreslås indsat, således at værdien af ubrugte stempelmærker efter den hidtidige stempelafgiftslov kan tilbagebetales efter ansøgning til SKAT frem til 31. december 2015. Ligeledes foreslås det, at der indenfor samme frist kan ske tilbagebetaling at afgiften af stempelmærker, der er anvendt til et stempelafgiftsfrit dokument og beløb, hvormed værdien af stempelmærkerne, der er anvendt til et dokument, overstiger den fastsatte stempelafgift.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 5 er indsat som en værnsregel for at forhindre spekulation ved overgangen til de nye regler. Efter lovens § 7, stk. 1, medregnes til afgiftsgrundlaget forsikringspræmier, som den afgiftspligtige har opkrævet i afgiftsperioden. For at undgå at forsikringsvirksomheder inden loven træder i kraft opkræver forsikringspræmien for en periode længere end et år, men hvor præmien eller en del heraf først forfalder til betaling efter den 31. december 2013, foreslås det, at den del af præmien, der først skal betales efter den 31. december 2013, skal anses som opkrævet på betalingstidspunktet. Det indebærer, at forsikringsvirksomheden skal betale afgift af den del af forsikringspræmien, som først skal betales efter den 31. december 2013. Ved at fastsætte fristen til den 31. december 2013, vil værnsreglen ikke komme til at berøre forsikringer, som er tegnet på normale vilkår.
Bestemmelsen indeholder en konsekvensændring i opkrævningsloven.
Opkrævningsloven indeholder i bilag 1, liste A, en opremsning af de afgiftslove, for hvilke opkrævningslovens bestemmelser er gældende. Skadesforsikringsafgiftsloven tilføjes til dette bilag som nr. 34.
Bestemmelsen indeholder en konsekvensændring i inddrivelsesloven.
I inddrivelseslovens bilag 1, nr. 6, nævnes bl.a. stempelafgift som en af de afgifter, hvor staten ved manglende angivelse har ret til lønindeholdelse og udpantning. Stempelafgift erstattes i dette bilag med skadesforsikringsafgift.
Bestemmelsen indeholder konsekvensændring i lov nr. 513 af 7. juni 2006 om ændring af opkrævningsloven, selskabsskatteloven og visse andre love (opkrævning via én skattekonto).
Bestemmelsen er dels en konsekvens af, at stempelafgiften nu erstattes med skadesforsikringsafgiften, som ligeledes skal være omfattet af reglerne om én skattekonto, og dels en konsekvens af, at skadesforsikringsafgiftsloven underlægges reglerne i opkrævningsloven, og der således fremover ikke er behov for særregler for så vidt angår opkrævning.
Skadesforsikringsafgiftsloven
Gældende
LBK nr 1880 af 09/12/2020
Skatteministeriet
Ændringer:
1
Skadesforsikringsafgiftsloven
Herved bekendtgøres lov om afgift af skadesforsikringer, jf. lovbekendtgørelse nr. 1482 af 6. december 2017, med de ændringer, der følger af § 17 i lov nr. 1728 af 27. december 2018 og § 22 i lov nr. 1126 af 19. november 2019.
Der skal betales afgift til statskassen af præmier for skadesforsikringer i følgende tilfælde:
Når forsikringsaftalen er indgået her i landet,
når den forsikrede risiko er placeret her i landet, uanset hvor aftalen er indgået, eller
når parterne er hjemmehørende her i landet, medmindre ingen del af præmien skal betales her i landet.
Stk. 2. Hvis risikoen for en forsikringsaftale er placeret i en anden stat, der er omfattet af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, er forsikringspræmien ikke omfattet af afgiftspligt efter stk. 1, uanset hvor aftalen om forsikring indgås.
Stk. 3. Ved skadesforsikring forstås forsikring af risici, der er kategoriseret som skadesforsikring i bilag 7 til lov om finansiel virksomhed.
Ved præmie forstås efter denne lov vederlaget, som betales for en skadesforsikring, uanset hvem der betaler vederlaget. Består vederlaget helt eller delvis af andet end penge, medregnes værdien heraf til vederlaget.
Stk. 2. Hvis aftalen om en afgiftspligtig skadesforsikring har sammenhæng med en anden aftale, eller hvis der består et interessefællesskab mellem parterne, skal vederlaget mindst anses for at udgøre den pris, som uafhængige parter ville fastsætte for en tilsvarende skadesforsikring.
Afgiftspligtige virksomheder, der indgår eller har indgået aftaler om skadesforsikring, hvor præmien er afgiftspligtig efter § 1 og ikke er fritaget for afgift efter § 4, skal anmelde sig til registrering hos told- og skatteforvaltningen.
Stk. 2. Afgiftspligtige virksomheder efter stk. 1 med forretningssted i et andet EU-land eller i et land uden for EU, med hvilket Danmark har en aftale om gensidig bistand til inddrivelse, der svarer til reglerne inden for EU, kan lade sig registrere ved en person, der er bosiddende her i landet, eller ved en virksomhed, der har forretningssted her i landet.
Stk. 3. Afgiftspligtige virksomheder efter stk. 1, som har forretningssted i et land uden for EU, med hvilket Danmark ikke har en aftale om gensidig bistand til inddrivelse, der svarer til reglerne inden for EU, skal registreres ved en herboende repræsentant.
Stk. 4. Anmeldelse til registrering skal ske, senest 8 dage inden registreringspligtig virksomhed påbegyndes. Ændringer i en virksomheds registreringsforhold skal meddeles til told- og skatteforvaltningen senest 8 dage efter ændringen. Virksomheder, der ophører med at drive registreringspligtig virksomhed, skal underrette told- og skatteforvaltningen om virksomhedens ophør senest 8 dage efter ophøret.
Det afgiftspligtige grundlag omfatter afgiftspligtige forsikringspræmier, som en virksomhed har opkrævet i afgiftsperioden.
Stk. 2. I afgiftsgrundlaget kan modregnes opkrævede forsikringspræmier vedrørende forsikringsaftaler, hvor forsikringstageren har benyttet sin fortrydelsesret efter reglerne i forsikringslovgivningen.
Stk. 3. I afgiftsgrundlaget kan fradrages konstaterede tab på uerholdelige fordringer vedrørende forsikringspræmier for leverede forsikringsydelser, hvoraf der tidligere er betalt afgift efter denne lov. Såfremt fordringerne senere betales helt eller delvis, skal modtagne beløb medregnes i afgiftsgrundlaget.
Stk. 4. I afgiftsgrundlaget kan modregnes opkrævede forsikringspræmier, som tilbagebetales til forsikringstageren i forbindelse med opsigelse af forsikringen, og præmier, som tilbagebetales til kunden i forbindelse med en efterfølgende regulering (tilbagebetaling) af en allerede indbetalt præmie.
Stk. 5. Forsikringspræmier kan kun modregnes eller fradrages i afgiftsgrundlaget efter stk. 2-4, hvis de er opkrævet i afgiftsperioder, som kan ændres inden for fristen i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2.
Registrerede virksomheder skal efter udløbet af hver afgiftsperiode angive og indbetale afgift efter opkrævningslovens §§ 2 og 3. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler herom, herunder regler for digital angivelse af afgiften.
Stk. 2. Ved manglende, mangelfuld eller ikke rettidig angivelse, betaling eller regnskabsførelse gælder opkrævningslovens §§ 4-8.
Er det beløb, der skal betales afgift af, i fremmed valuta, skal der ved omregning til danske kroner enten anvendes valutakursen på tidspunktet for indgivelsen af afgiftsangivelsen, jf. § 9, eller den toldkurs for valutaen, som er gældende for den pågældende afgiftsperiode, jf. § 8. Er der ikke fastsat en officiel kurs for den pågældende valuta, benyttes i stedet for en middelkurs en sælgerkurs, som et pengeinstitut har fastsat inden for de seneste 14 dage forud for indgivelsen af afgiftsangivelsen, jf. § 9. Forsikringsvirksomhedens valg mellem anvendelse af valutakurs eller toldkurs er bindende for en periode på 2 år.
Forsikringsvirksomheder skal føre et regnskab over afgiftspligtige skadesforsikringspræmier, der kan danne grundlag for opgørelse af afgiftstilsvaret for hver afgiftsperiode og for kontrol med afgiftens betaling. Regnskabet kan føres i virksomhedens almindelige forretningsregnskab efter reglerne i bogføringsloven.
Stk. 2. Det beregnede afgiftsbeløb samt navn og cvr-nummer på den virksomhed, der afregner afgiften, skal fremgå af præmiefaktura, kvittering eller andet dokument vedrørende præmieopkrævningen.
Stk. 3. Forsikringsvirksomheder skal opbevare kopi af præmiefakturaer, kvitteringer eller andre fysiske eller elektroniske dokumenter, som danner grundlag for afgiftsberegningen. Opbevaringen kan ske elektronisk. Regnskabsmateriale, herunder fakturaer, skal opbevares i 5 år efter regnskabsårets afslutning.
Stk. 4. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om registrerede virksomheders regnskabsførelse. I det omfang der gøres brug af regnskabsmateriale i elektronisk form, finder stk. 1-3 ligeledes anvendelse herpå.
Følgende juridiske og fysiske personer hæfter for afgiften:
Forsikringsvirksomheden og en herboende repræsentant omfattet af § 6, stk. 3, hæfter solidarisk for betaling af afgiften.
En forsikringstager hæfter for afgiften af afgiftspligtige forsikringspræmier, hvis den afgiftspligtige forsikringsvirksomhed har forretningssted uden for EU og er omfattet af registreringspligten i § 6, stk. 3, men har undladt at registrere sig.
Told- og skatteforvaltningen har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til at foretage eftersyn hos forsikringsvirksomheder eller deres repræsentant og til at efterse virksomheders eller deres repræsentants forretningsbøger, øvrige regnskabsmateriale og korrespondance m.v., uanset om disse oplysninger opbevares på papir eller andre medier.
Stk. 2. Forsikringsvirksomheders indehavere og ansatte skal yde told- og skatteforvaltningen fornøden vejledning og hjælp ved foretagelse af de i stk. 1 omhandlede eftersyn.
Stk. 3. Materialet som nævnt i stk. 1 skal efter anmodning udleveres eller indsendes til told- og skatteforvaltningen. Dette gælder også, hvis materialet foreligger i elektronisk form.
Stk. 4. Politiet yder told- og skatteforvaltningen bistand til gennemførelse af kontrol efter stk. 1. Justitsministeren kan efter forhandling med skatteministeren fastsætte nærmere regler herom.
Andre erhvervsdrivende skal efter anmodning meddele told- og skatteforvaltningen oplysninger om deres køb af forsikringsydelser, hvor præmien er omfattet af denne lov.
Stk. 2. Juridiske og fysiske personer omfattet af kapitel 1 i lov om forsikringsformidling skal efter anmodning meddele told- og skatteforvaltningen oplysninger om forsikringer, som personen har deltaget i formidlingen af, og hvor præmien er omfattet af afgift efter denne lov.
Offentlige myndigheder skal efter anmodning meddele told- og skatteforvaltningen enhver oplysning til brug for forvaltningens registrering af virksomheder og kontrol med afgiftens betaling.
Med bøde straffes den, som forsætligt eller groft uagtsomt:
Afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger til brug for afgiftskontrol.
Overtræder § 6, stk. 1, 3 og 4, § 9, stk. 1, § 10, § 11, stk. 1-3, § 13, stk. 2 og 3, og § 14.
Stk. 2. I forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for den, der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder bestemmelser i forskrifterne.
Stk. 3. Den, der begår en af de nævnte overtrædelser med forsæt til at unddrage statskassen afgift, straffes med bøde eller fængsel i indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289.
Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Stk. 2. Fra samme dato ophæves lov om stempelafgift, jf. lovbekendtgørelse nr. 1209 af 28. november 2006.
Stk. 3. De afgiftspligtige kan opkræve afgiften efter denne lov hos forsikringstageren uanset indholdet af prisaftaler indgået før lovens ikrafttræden.
Stk. 4. Ubenyttede stempelmærker udstedt i medfør af lov om stempelafgift godtgøres efter anmodning til told- og skatteforvaltningen. Ligeledes godtgøres afgiften af et stempelmærke, der er anvendt til et stempelafgiftsfrit dokument, og beløb, hvormed værdien af stempelmærkerne, der er anvendt til et dokument, overstiger den fastsatte stempelafgift. Ansøgningen skal være told- og skatteforvaltningen i hænde senest den 31. december 2015.
Stk. 5. Forsikringspræmier, der opkræves ekstraordinært, inden loven træder i kraft, og som forfalder til betaling efter den 31. december 2012, skal medregnes til det afgiftspligtige grundlag på betalingstidspunktet.
Loven har som udkast været notificeret i overensstemmelse med Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 98/34/EF (informationsproceduredirektivet) som ændret ved direktiv 98/48/EF.