Den foreslåede bestemmelse i § 1 omhandler den grundlæggende kompetencefordeling i Grønland.

I 1. pkt. bestemmes det, at Grønlands Selvstyre har den lovgivende og udøvende magt inden for overtagne sagsområder. Det fastslås hermed, at retsvirkningerne af, at selvstyret overtager et sagsområde efter de nærmere regler herom i §§ 2 - 4, er, at selvstyrets myndigheder har den lovgivende og administrative magt inden for det pågældende sagsområde.

Grønlands Selvstyre vil i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 2, kunne beslutte at overtage sagsområdet retsplejen, og selvstyret vil efter en sådan overtagelse kunne oprette domstole. Domstole, der oprettes af Grønlands Selvstyre, vil være domstole i grundlovens forstand, og i overensstemmelse hermed er det i 2. pkt. præciseret, at sådanne domstole har den dømmende magt i Grønland inden for samtlige sagsområder.

I bestemmelsens 3. pkt. er kompetencefordelingen i Grønland i overensstemmelse hermed udtrykt således, at den lovgivende magt er hos Inatsisartut, den udøvende magt er hos Naalakkersuisut og den dømmende magt er hos domstolene.

Med hensyn til de økonomiske konsekvenser af grønlandsk overtagelse af et sagsområde henvises til bestemmelsen i § 6.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 indebærer, at det er Grønlands Selvstyre, som har kompetencen til at bestemme, at de sagsområder, der er nævnt i lovens bilag, skal overtages af selvstyret.

Det er således selvstyrets myndigheder, der har kompetence til at beslutte, at et sagsområde skal overtages, og det er således f.eks. ikke – som efter § 4 – en betingelse, at der indgås en aftale herom mellem landsstyret og regeringen.

Der er ikke med bestemmelsen taget stilling til spørgsmålet om, hvilken procedure der skal følges i Grønland i forbindelse med en beslutning om at overtage et sagsområde. Det tilkommer således Grønlands Selvstyre at tage stilling til dette spørgsmål.

Stk. 2 medfører, at sagsområder anført under samme litra eller nummer i lovens bilag som udgangspunkt skal overgå til Grønlands Selvstyre på samme tidspunkt.

Grønlands Selvstyre kan dog bestemme, at en del af de sagsområder, der er anført i stk. 3, skal overgå til selvstyret. Det fremgår nærmere af beskrivelsen af de enkelte sagsområder i de almindelige bemærkninger, hvilke dele der kan overtages særskilt.

Bestemmelsen i § 3 regulerer tidspunktet for Grønlands Selvstyres overtagelse af sagsområder.

Efter stk. 1 kan Grønlands Selvstyre frit bestemme, hvornår sagsområder, der fremgår af bilagets liste I, skal overgå til selvstyret.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2, betyder, at de sagsområder, der fremgår af bilagets liste II, overgår til Grønlands Selvstyre på tidspunkter, der fastsættes af selvstyret efter forhandling med rigsmyndighederne.

Baggrunden for, at tidspunktet for selvstyrets overtagelse af sagsområderne på liste II skal fastsættes efter forhandlinger med de relevante rigsmyndigheder, er hensynet til, at grønlandsk overtagelse af sagsområder sker under veltilrettelagte og ordnede forhold.

Den foreslåede bestemmelse i § 4 indebærer, at Naalakkersuisut efter aftale med den danske regering kan overtage sagsområder i yderligere omfang, end hvad der følger af § 2 og § 3.

Det bestemmes dog, at Grønlands Selvstyre kun kan overtage sagsområder, der alene vedrører grønlandske anliggender. Dette følger af hensynet til rigsfællesskabet.

Også herudover kan hensynet til rigsfællesskabet samt særlige bestemmelser i grundloven bevirke, at visse sagsområder må forblive hos rigsmyndighederne. Regeringens vurdering heraf er sammenfattet i de almindelige bemærkninger pkt. 4.5.

Med stk. 1 foreslås det at fastfryse statens tilskud til Grønland på det reale niveau fra 2009, dvs. 3.439,6 mio. kr.

Statens årlige tilskud var i Grønlandsk-dansk selvstyrekommissions betænkning angivet i 2007-pris- og lønniveau, dvs. til 3.202,1 mio. kr. At beløbet i lovforslaget angives til 3.439,6 mio. kr. skyldes, dels at beløbet nu er angivet i 2009 pris- og lønniveau (3.436,7 mio. kr.), dels at Grønlands hjemmestyre den 1. januar 2009 efter hjemmestyreloven med tilskud har overtaget 1) sagsområdet vedrørende de gymnasiale uddannelser i Grønland (2,7 mio. kr.) samt 2) sagsområdet vedrørende anvendelsen af tvang i psykiatrien (0,2 mio. kr.).

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med § 8, stk. 1, og tilskuddet vil således blive reduceret i det omfang, som følger af denne bestemmelse. Hvis statens tilskud til Grønlands Selvstyre reduceres til nul kr. som følge af indtægter fra råstofaktiviteter i Grønland, bortfalder bloktilskuddet også for efterfølgende år, og der skal herefter ikke betales tilskud til selvstyret, medmindre andet aftales i medfør af § 10, jf. også bemærkningerne til den foreslåede § 8, stk. 1.

Bestemmelsens stk. 2 indebærer, at tilskuddet reguleres årligt i overensstemmelse med stigningen i det generelle pris- og lønindeks på finansloven. Dette svarer til den regulering, som hidtil har været anvendt for tilskuddet til Grønlands hjemmestyre.

Efter stk. 3 udbetales tilskuddet månedligt, men finansministeren kan dog efter stk. 4 efter aftale med Naalakkersuisut fastsætte regler om ændringer heri. Den gældende bloktilskudslov indeholder en tilsvarende bestemmelse.

Efter den gældende hjemmestyrelov kan hjemmestyret overtage sagsområder, enten således at hjemmestyret i medfør af hjemmestyrelovens § 4 fuldt ud overtager de udgifter, der er forbundet med varetagelsen af sagsområdet, eller således at staten i medfør af hjemmestyrelovens § 5 yder tilskud til varetagelsen af det overtagne sagsområde.

Stk. 1 indebærer, at Grønlands Selvstyre selv skal finansiere alle sagsområder, der overtages i henhold til §§ 2-4. Bestemmelsen har ikke betydning for allerede overtagne sagsområder. I det omfang disse områder er overtaget med tilskud fra staten, opretholdes tilskuddet i den forstand, at det samlede tilskud til Grønlands Selvstyre med lovforslagets § 5 fastfryses på det reale niveau for 2009, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse. Ved Grønlands Selvstyres overtagelse af råstofområdet bibeholdes det statslige tilskud til Råstofdirektoratet, som i dag indgår i bloktilskuddet, som en del af det samlede tilskud til selvstyret efter lovforslagets § 5.

Efter stk. 2 overtager Grønlands Selvstyre de reale aktiver, der er direkte forbundet med et sagsområde, der overtages. Der henvises til pkt. 11 i de almindelige bemærkninger.

Med stk. 1 vil indtægter fra råstofaktiviteter i Grønland tilfalde Grønlands Selvstyre. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med § 8 og § 10 og får dermed indflydelse på størrelsen af statens fortsatte tilskud til Grønland efter § 5. Indtægterne tilfalder Grønlands Selvstyre uafhængigt af, om selvstyret har overtaget råstofområdet efter § 2. Bestemmelsen afløser sammen med § 8 og § 10 den nuværende fordeling af indtægter fra råstofaktiviteter i Grønland, som fremgår af lov om mineralske råstoffer i Grønland, jf. lovbekendtgørelse nr. 368 af 18. juni 1998.

Hvis indtægter omfattet af stk. 2, nr. 3, oppebæres af eller skal henføres til danske offentlige myndigheder, skal et beløb svarende til disse indtægter overføres fra staten til Grønlands Selvstyre. For så vidt angår indtægter som følge af danske offentlige myndigheders salg af ejerandele i selskaber m.v., der driver virksomhed på råstofområdet i Grønland, henvises til bemærkningerne i pkt. 5.3.3 og 5.3.5.3 samt bemærkningerne til § 10.

Indtægtsopgørelsen efter stk. 2 har endvidere betydning for statens tilskud til Grønlands Selvstyre, jf. § 8.

Retten til indtægter fra råstofaktiviteter i Grønland, hvis statens tilskud til selvstyret på et tidspunkt reduceres til nul kroner, omtales i bemærkningerne til § 10.

I stk. 2 angives de indtægter, som er omfattet af indtægtsdefinitionen. Stk. 2 er i vidt omfang baseret på den hidtidige indtægtsdefinition i råstoflovens § 22, stk. 3.

De indtægtstyper, som omfattes af den foreslåede § 7, stk. 2, nr. 1, er ethvert beløb, som modtages i henhold til konkrete tilladelser til forundersøgelse, efterforskning eller udnyttelse af mineralske råstoffer, jf. også de oprindelige bemærkninger til denne del af indtægtsdefinitionen fra 1988 (L 103 af 17. november 1988).

Visse beløb skal dog ikke medregnes i opgørelsen over indtægter vedrørende råstofvirksomhed, jf. bestemmelsens 2. led. Der er tale om indtægter i form af beløb modtaget i forbindelse med konkrete tilladelser, når beløbene betales til dækning af udgifter i Råstofdirektoratets regi.

Adgangen til at søge omkostningsdækning ved opkrævning af gebyrer og afgifter, som holdes uden for indtægtsopgørelsen, skal ses i sammenhæng med muligheden for opkrævning af refusion hos rettighedshavere af udgifter i forbindelse med Råstofdirektoratets myndighedsbehandling, jf. råstoflovens § 25, stk. 5.

De nævnte beløb kan således kun undtages fra indtægtsopgørelsen i det omfang, der ikke allerede er opnået dækning af disse udgifter ved refusion, jf. råstoflovens § 25, stk. 5. Der er således ikke mulighed for at undtage flere indtægter fra indtægtsopgørelsen, end der er udgifter i henhold til konkrete tilladelser, jf. nærmere pkt. 5.3.5.1 i de almindelige bemærkninger.

Råstofdirektoratets indtægter fra betaling for myndighedsbehandling m.v. vedrørende bestemte tilladelser modtages i et vist omfang ikke i det finansår, hvor Råstofdirektoratet afholder udgifterne vedrørende de pågældende tilladelser. Desuden afhænger indtægterne bl.a. af størrelsen af de fastsatte afgifter og gebyrer, som i vidt omfang fastlægges på grundlag af objektive kriterier som f.eks. den gennemsnitlige udgift forbundet med behandlingen af en sag om udstedelse eller forlængelse af en tilladelse eller godkendelse af en bestemt aktivitet eller et produktionsanlæg. Der vil dog over en periode på 6 år skulle være balance mellem udgifter i Råstofdirektoratets regi og de beløb, som bliver opkrævet til dækning heraf, og som undtages fra indtægtsopgørelsen.

Det følger af § 7, stk. 2, nr. 2, at indtægtsdefinitionen omfatter enhver beskatning i Danmark og Grønland af rettighedshavere for så vidt angår den del af virksomheden, som vedrører mineralske råstoffer i Grønland.

Bestemmelsen omfatter indtægter ved enhver beskatning i Danmark og Grønland af selskaber, som er rettighedshavere. Herudover omfatter bestemmelsen også indtægter i forbindelse med fysiske personers tilladelser til småskala udnyttelse af hårde mineraler i Grønland, jf. nærmere afsnit 5.3.5.2.

Beskatningen vil omfatte selskabsskatter opgjort efter de til enhver tid gældende opgørelses- og fradragsregler samt skatteprocenter i henholdsvis Grønland og Danmark. Hertil kommer de særlige bestemmelser om kapitalisering, armslængdepriser og armslængdevilkår nævnt i pkt. 5.3.5.2 i de almindelige bemærkninger om tilladelsesvilkårene. Disse bestemmelser skal også være opfyldt. Der henvises i øvrigt til det samtidigt fremsatte forslag til ændring af lov om mineralske råstoffer i Grønland, jf. § 9 i forslag til lov om forskellige forhold i forbindelse med Grønlands Selvstyre.

Beskatningen vil også omfatte kulbrinteskatter og lignende, hvis sådanne skatter måtte blive udskrevet. Ved en eventuel tvungen sambeskatning korrigeres selskabsskatten til brug for indtægtsopgørelsen for virkningerne af den tvungne sambeskatning.

Er rettighedshavers hjemsted i Grønland, vil der således ikke blive tale om dansk selskabsskat.

Er hjemstedet derimod i Danmark, vil der blive tale om grønlandsk beskatning efter fast driftssted (begrænset skattepligt), men ingen dansk selskabsbeskatning, idet Danmark ikke længere beskatter udenlandske faste driftssteder. Også i dette tilfælde bliver der alene tale om grønlandsk selskabsskat.

Hvis selskabet (eller det faste driftssted) er omfattet af dansk international sambeskatning, kan der blive tale om dansk skat, men der foretages godskrivning (gives credit) for den grønlandske skat. Det vil kun udløse dansk skat, i det omfang den grønlandske skat er mindre end den danske skat. I praksis vil dette blive sikret ved, at der ses bort fra dansk selskabsskat fra rettighedshavere omfattet af dansk international sambeskatning, så længe den grønlandske selskabsskattesats (med tillæg af en eventuel kulbrinteskattesats) overstiger den danske selskabsskattesats.

Det er i § 7, stk. 2, nr. 3, angivet, hvilke indtægter fra offentlig deltagelse i virksomhed på råstofområdet i Grønland som er omfattet af lovforslagets indtægtsdefinition i § 7. Bestemmelsen i nr. 3 omfatter indtægter, der direkte eller indirekte tilfalder offentlige danske og grønlandske myndigheder, fra myndighedernes ejerandele i selskaber m.v., der driver råstofvirksomhed i Grønland. Offentlige myndigheder skal i denne sammenhæng forstås bredt og omfatter alle forvaltningsmyndigheder.

Indtægter fra danske og grønlandske offentlige myndigheders ejerandele i selskaber m.v., der driver virksomhed på råstofområdet, omfatter indtægter til disse myndigheder fra eller i virksomheder eller lignende, som deltager i efterforskning og udnyttelse af mineralske råstoffer i Grønland. Det gælder, uanset om myndigheden ejer hele eller dele af selskabet direkte eller indirekte (via hel- eller delejet selskab, herunder via ejerskab af moderselskab, datterselskab eller lignende), og uanset om selskabets deltagelse i råstofaktiviteterne sker i henhold til en tilladelse meddelt på markedsvilkår eller på andre vilkår, herunder vilkår om fuld eller begrænset (delvis) bæring af selskabet (dækning af dets udgifter) i hele eller dele af tilladelsesperioden.

Indtægter omfattet af § 7, stk. 2, nr. 3, opgøres på baggrund af selskabets skattepligtige indkomst opgjort efter de til enhver tid gældende opgørelses- og fradragsregler m.v. i Grønland.

Hvis indtægter omfattet af stk. 2, nr. 3, oppebæres af eller skal henføres til danske offentlige myndigheder, skal et beløb svarende til disse indtægter overføres fra staten til selvstyret.

De offentligt ejede danske eller grønlandske selskaber m.v., der er omfattet af definitionen i stk. 2, nr. 3 forpligtes ikke efter bestemmelsen til at skulle betale deres indtægter fra råstofaktiviteter i Grønland til selvstyret.

Det følger af § 7, stk. 2, nr. 4, at udbytteskat er omfattet af indtægtsdefinitionen. Bestemmelsen omfatter udbytteskatter m.v. opgjort efter de til enhver tid gældende opgørelses- og fradragsregler samt skatteprocenter i henholdsvis Danmark og Grønland. Der er som hidtil tale om nettoprovenu, dvs. provenuet efter eventuelle fradrag og nedslag. Nedsættelse eller reduktion som følge af dobbeltbeskatningsaftale, moderselskabsforhold, eventuel beregningsmæssig nedsættelse ved skattegodtgørelse eller lignende indgår således i fastsættelsen af nettobeløbet.

Er rettighedshavers hjemsted i Grønland, vil der alene blive tale om grønlandsk udbytteskat opgjort efter de gældende regler, herunder reduktion som følge af dobbeltbeskatningsaftaler. Aktuelt er den grønlandske udbytteskat 37 pct. for rettighedshavere, og den indeholdes af det udloddende selskab som en endelig skat. De grønlandske dobbeltbeskatningsaftaler med Norge og Island maksimerer dog udbytteskatten til 35 pct. Udloddet udbytte kan fradrages ved opgørelsen af den selskabsskattepligtige indkomst, der beskattes med 30 pct.

Når udgangspunktet for meddelelse af udnyttelsestilladelser er, at rettighedshaveres hjemsted skal være i Grønland, vil det kun undtagelsesvis ske, at hjemstedet er i Danmark. I så fald bliver der tale om dansk udbytteskat opgjort efter de til enhver tid gældende regler med nedsættelse som følge af dobbeltbeskatningsoverenskomster, moderselskabsregler m.v.

Udbytte til danske personaktionærer beskattes sammen med andre aktieindkomster efter en progressiv skala (28/43/45 pct.), og det udloddende selskab indeholder en foreløbig udbytteskat på 28 pct. Udbytte til danske selskaber med ejerandel under 15 pct. (10 pct. fra og med 2009) medregnes med 66 pct. i den selskabsskattepligtige indkomst. Ved højere ejerandel er udbyttet skattefrit, når aktien ejes i mere end 1 år. Dette gælder såvel udbytter til danske som udenlandske selskaber (i lande omfattet af dobbeltbeskatningsoverenskomster). Øvrige udbytter til udlandet er pålagt en udbytteskat på 28 pct., som dog typisk er nedsat til 15 pct. i dobbeltbeskatningsoverenskomsterne. Udbyttebetaling kan ikke fradrages i den selskabsskattepligtige indkomst, der beskattes med en sats på 25 pct.

Af hensyn til en enkel administration af opgørelsen kan den indeholdte kildeskat i denne sammenhæng dog anses for endelig ved udlodning til personer, der er skattepligtige til Danmark, og skatten af udbytter til danske selskaber kan opgøres ved en beregning, der ikke tager hensyn til selskabets øvrige indkomster m.v.

Endvidere omfatter definitionen skatter af (en del af) udbytter fra selskaber, der ejer 100 pct. af en rettighedshaver, når moderselskabet kan modtage udbytte fra rettighedshaver skattefrit. Opgørelsen sker som anført ovenfor, men skal alene omfatte skatten af den del af det udloddede udbytte, der kan henføres til udbytte, moderselskabet har modtaget skattefrit fra det rettighedshavende selskab. Denne andel kan skematisk fastsættes som de modtagne udbytters andel af selskabets samlede indtægter i den periode, det har ejet det rettighedshavende selskab.

Bestemmelsen omfatter endvidere beskatning af likvidationsprovenu fra rettighedshaver eller dennes tilbagekøb af egne aktier på niveau med egentligt udbytte, således at indtægtsdefinitionen omfatter og forudsætter skat af enhver form for udtræk fra rettighedshaver.

Bestemmelsen beskriver indvirkningen på statens tilskud til Grønlands Selvstyre, såfremt der tilfalder selvstyret indtægter fra råstofaktiviteter i Grønland. Med forslaget reduceres statens tilskud efter § 5, såfremt indtægterne fra råstofaktiviteter overstiger 75 mio. kr. i et givet år. Tilskuddet reduceres med et beløb, der svarer til halvdelen af de indtægter, der overstiger 75 mio. kr. Fradraget på 75 mio. kr. sker ud fra et ønske om at øge incitamentet til efterforskning og dermed bidrage til en mere selvbærende grønlandsk økonomi. Beløbet på 75 mio. kr. reguleres efter stk. 2 årligt i overensstemmelse med stigningen i det generelle pris- og lønindeks på finansloven med virkning fra 1. januar året efter lovens ikrafttræden.

For så vidt angår opgørelse og afregning af indtægter, jf. stk. 3, henvises til pkt. 5.3.5.4 i de almindelige bemærkninger.

Hvis statens tilskud til Grønlands Selvstyre reduceres til nul kroner, jf. § 8, indledes der forhandlinger efter bestemmelsen i § 10 mellem Naalakkersuisut og regeringen om bl.a. spørgsmålet om en genoptagelse af statens tilskud til Grønlands Selvstyre. Der henvises nærmere til bemærkningerne til den foreslåede § 10.

Råstofområdet er i dag præget af et omfattende samarbejde mellem grønlandske og danske myndigheder. Ved en grønlandsk overtagelse af råstofområdet efter § 2 må selvstyret umiddelbart efter overtagelsen forventes at have behov for, at samarbejdet med danske institutioner på det administrative og forskningsmæssige niveau kan fortsætte.

Med bestemmelsens stk. 1 foreslås det, at regeringen skal sikre, at Grønlands Selvstyre mod betaling fortsat kan have adgang til rådgivning og anden opgavevaretagelse ved administrationen af området. Der tænkes her på opgaver, som hidtil har været udført af de danske forskningsinstitutioner GEUS og DMU (fra den 1. januar 2007 en del af Aarhus Universitet). Opgaverne beskrives nærmere i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Bestemmelsen stiller krav om, at regeringen – som led i den beskrevne aftale – mod betaling stiller de pågældende ydelser til rådighed for selvstyret.

Bestemmelsen i stk. 2 indebærer, at der fra tidspunktet for overtagelsen af råstofområdet indgås en aftale mellem Naalakkersuisut og regeringen om ydelserne, der er nævnt i stk. 1. Aftalen forudsættes indgået for en 5-årig periode. Naalakkersuisut sikres dermed adgang til ydelserne i en periode på 5 år, og det tilstræbes dermed at sikre et fortsat efterforskningsniveau, som følger målsætningen om at skabe et grundlag for at få indtægter fra udnyttelse af mineralske råstoffer i Grønland. Efter udløbet af den første 5-årige aftale er det efter stk. 3 op til Naalakkersuisut at beslutte, om aftalen skal fornys i form af flerårige aftaler.

Så længe Naalakkersuisut indgår aftaler med regeringen om de nævnte ydelser i relation til råstofudnyttelse i henhold til bestemmelsens stk. 2 og 3, stiller regeringen efter stk. 4 forskning af særlig relevans for råstofefterforskningen i Grønland vederlagsfrit til rådighed for Naalakkersuisut. Der tænkes her på de basale institutions- og forskningsopgaver, herunder videreførelse og finansiering af driften af råstofspecifikke databaser, som f.eks. seismiske databaser, mineraldatabaser og databaser over følsomme naturområder, som GEUS og DMU hidtil har udført af relevans for råstofefterforskningen i Grønland.

Samtidig med fremsættelsen af dette lovforslag vil der blive fremsat forslag til lov om forskellige forhold i forbindelse med Grønlands Selvstyre, der vil tilvejebringe hjemmel til, at regeringen kan opfylde sine forpligtelser i henhold til § 9.

Hvis statens tilskud til Grønlands Selvstyre reduceres til nul kroner, jf. § 8, indledes der forhandlinger efter bestemmelsen i § 10 mellem Naalakkersuisut og regeringen om bl.a. spørgsmålet om en fortsættelse af aftaler indgået efter § 9. Der henvises nærmere til bemærkningerne til den foreslåede § 10.

Hvis statens tilskud til Grønlands Selvstyre reduceres til nul kroner, jf. § 8, bortfalder tilskuddet også for efterfølgende år, og der skal herefter ikke længere betales tilskud til selvstyret, medmindre andet aftales. Dette gælder, uanset om indtægterne fra råstofaktiviteter i Grønland eventuelt falder igen eller helt bortfalder. En sådan situation kunne bl.a. opstå i årene efter et år med ekstraordinære engangsindtægter f.eks. som følge af salg af ejerandele i grønlandske offentligt ejede råstofrelaterede virksomheder.

Det foreslås med bestemmelsen i § 10, at der i den nævnte situation, hvor der tilfalder Grønlands Selvstyre råstofindtægter af et sådant omfang, at statens tilskud i henhold til § 5, jf. § 8, reduceres til nul kroner, indledes forhandlinger mellem Naalakkersuisut og regeringen om de fremtidige økonomiske relationer mellem selvstyret og staten.

I forhandlingerne vil navnlig indgå spørgsmålet om en genoptagelse af statens tilskud til Grønlands Selvstyre, spørgsmålet om fordeling af indtægter fra råstofaktiviteter i Grønland samt spørgsmålet om en fortsættelse af en aftale indgået om de i § 9 nævnte ydelser. I forhandlingerne kan endvidere indgå spørgsmålet om udgifter til dækning af sagsområder, der ikke kan overtages inden for rammerne af grundloven og rigsfællesskabet, og eventuelt andre sagsområder, som selvstyret og regeringen ønsker løst i fællesskab.

Ingen af parterne er forpligtet på et bestemt forhandlingsresultat.

Hvis parterne i det tilfælde, hvor statens tilskud til selvstyret er reduceret til nul kroner, ikke indgår aftale om genoptagelse af statens tilskud, skal staten ikke betale tilskud til selvstyret i de efterfølgende år. Kun hvis der indgås en aftale mellem regeringen og Naalakkersuisut herom, vil statens betaling af tilskud til selvstyret skulle genoptages i den nævnte situation. Det forudsættes i den forbindelse, at en eventuel aftale om genoptagelse af statens tilskud til selvstyret vil skulle gennemføres ved lovgivning, som således vil udgøre retsgrundlaget for genoptagelsen.

Bestemmelsen i § 10 finder dog ikke anvendelse, hvis statens tilskud til selvstyret reduceres til nul kroner som følge af, at danske offentlige myndigheder eller selskaber m.v., der ejes af danske offentlige myndigheder, foretager salg af ejerandele i råstofselskaber eller andele i råstoftilladelser i Grønland.

I et sådant tilfælde medregnes alene en del af indtægten fra dispositionen i årets indtægtsopgørelse. Den del af indtægten, der medregnes i årets indtægtsopgørelse og dermed overføres til Grønlands Selvstyre, beregnes som det beløb, der vil nedbringe statens tilskud til nul kroner. Det resterende beløb bibeholdes af staten og overføres til indregning i indtægtsopgørelsen det efterfølgende år. Hvis det resterende beløb bevirker, at statens tilskud til Grønlands Selvstyre reduceres til nul kroner i det efterfølgende år, medregnes på tilsvarende måde kun den del af beløbet, der netop reducerer statens tilskud til selvstyret til nul kroner – og så fremdeles. De medregnede indtægter og reduktionen af statens tilskud til nul kroner de pågældende år medfører ikke bortfald af fremtidige tilskud fra staten til selvstyret, jf. bemærkningerne i pkt. 5.3.3 og 5.3.5.3. Såfremt øvrige indtægter i et år, dvs. bortset fra indtægter fra danske offentlige myndigheders salg af andele i råstofselskaber m.v. omfattet af § 7, stk. 2, nr. 3 eller andele i råstoftilladelser i Grønland, reducerer statens tilskud til selvstyret til nul kroner, beholder staten et eventuelt resterende beløb fra salg af andele i råstofselskaber m.v. og råstoftilladelser, og der indledes forhandlinger i medfør af § 10.

Det ovenfor anførte skal sikre, at indtægtsordningens formål i videst muligt omfang opfyldes, selv om danske offentlige myndigheder eller selskaber m.v., der ejes af danske offentlige myndigheder, senere foretager dispositioner, der skaber ekstraordinære engangsindtægter et enkelt år. Grønlands Selvstyre har ikke nogen indflydelse på sådanne dispositioner.

For så vidt angår spørgsmålet om fordeling af indtægter fra råstofaktiviteter i Grønland tilfalder disse indtægter Grønlands Selvstyre, medmindre der indgås aftale mellem parterne om en fordeling af indtægterne. Dette gælder dog ikke for indtægter fra danske offentlige myndigheders (statens og kommunernes mv.) ejerandele i selskaber mv., der driver virksomhed på råstofområdet i Grønland, samt fra skatter og afgifter i Danmark, jf. § 7, stk. 2, nr. 2-4. Disse indtægter vil i den nævnte situation tilfalde de pågældende danske myndigheder.

Endelig skal det nævnes, at eventuelle aftaler mellem Naalakkersuisut og regeringen om rådgivning og anden opgavevaretagelse til brug for selvstyrets varetagelse af råstofområdet, jf. § 9, ikke vil fortsætte i den omhandlede situation, hvor statens tilskud til Grønlands Selvstyre er reduceret til nul kroner, medmindre parterne indgår aftale herom.

Bestemmelsen i § 11 indeholder de overordnede principper for udenrigskapitlet.

Stk. 1 og stk. 2 omhandler de to hovedformer for Naalakkersuisuts deltagelse i det internationale samkvem. Stk. 1 angår især muligheden for Naalakkersuisut til selv at handle på det udenrigspolitiske område, mens stk. 2 især angår de tilfælde, hvor Naalakkersuisut deltager i det internationale samkvem som en del af regeringens optræden i mellemfolkelige anliggender.

Herudover fremgår det af stk. 1, at der kan indgås aftaler mellem regeringen og Naalakkersuisut om Naalakkersuisuts muligheder for at handle i mellemfolkelige anliggender i andre tilfælde end dem, der følger af udenrigskapitlet. Sådanne aftaler vil selvsagt skulle være i overensstemmelse med de forfatningsmæssige forudsætninger i stk. 3. Endvidere fastlægger stk. 2, at inddragelsen af Naalakkersuisut skal have form af et samarbejde, og at sigtet hermed skal være, at Grønlands interesser så vel som rigets samlede interesser skal tilgodeses.

Bestemmelsen i stk. 3 klargør, at udenrigs- og sikkerhedspolitik er rigsanliggender, og at udenrigsministerens og de danske myndigheders udenrigspolitiske kompetence efter grundloven ikke begrænses af bestemmelserne i kapitlet.

Dette vil navnlig have betydning i spørgsmål, hvor Naalakkersuisut efter § 12 kan forhandle og indgå aftaler uden udenrigstjenestens medvirken.

§ 12 angår folkeretlige aftaler. Den omfatter også aftaler om rent tekniske emner, som forhandles og indgås af ressortmyndigheder, de såkaldte forvaltningsaftaler. Loven gælder ikke for internationalt samarbejde, som ikke er af folkeretlig karakter. Dette gælder f.eks. Grønlands deltagelse i samarbejdet i Inuit Circumpolar Conference og aftaler med regionale enheder i nabolande, f.eks. canadiske provinser og territorier. Dette samarbejde kan fortsættes og udbygges uden at berøre de stats- og folkeretlige spørgsmål, som er omhandlet i nærværende lov.

Fuldmagtsbestemmelserne i § 12 indebærer en adgang for Naalakkersuisut til selv at føre forhandlingerne, men indebærer ikke nogen pligt hertil. § 12 udelukker således ikke, at Naalakkersuisut vælger, at forhandlinger føres på grundlag af regelsættet i § 13 frem for efter fuldmagtsreglerne i § 12. Det vil her navnlig kunne være aktuelt at anvende reglerne i § 13, stk. 2, om, at Naalakkersuisut selv kan føre forhandlingerne under udenrigstjenestens medvirken, og reglen i stk. 3 om, at Naalakkersuisut i videst muligt omfang kan medundertegne folkeretlige aftaler, hvor Danmark og Grønland i fællesskab har været inddraget. Grønlands aftaler med EU har således hidtil været ført med udenrigstjenestens medvirken, fordi Danmarks medvirken i forhandlingerne er skønnet hensigtsmæssig for varetagelsen af Grønlands interesser.

§ 12 omfatter alle folkeretlige handlinger i relation til forhandling og indgåelse af aftaler, herunder også uformelle forhandlinger, der måtte være et led i større forhandlingsforløb. Specielt for opsigelse af aftaler fremgår af stk. 3, at aftaler, som er indgået af Naalakkersuisut i medfør af bestemmelsen, kan opsiges af Naalakkersuisut i medfør af bestemmelsen. For så vidt indgåelse af nye aftaler i henhold til § 12 vil kræve, at gamle aftaler, som er indgået af de danske myndigheder, ophører, vil dette efter omstændighederne kunne kræve medvirken af de danske myndigheder.

§ 12 angår kun folkeretlige aftaler, der fuldt ud ligger inden for områder, som er overtaget af Grønlands Selvstyre. Det er i denne forbindelse ikke afgørende, om de pågældende sagsområder er overtaget i henhold til den hidtidige hjemmestyrelovs § 4, § 5 eller § 7, eller om overtagelse er sket i henhold til nærværende lov. § 12 finder således ikke anvendelse i forhold til aftaler, hvori der også indgår emner, der falder uden for overtagne sagsområder. Spørgsmålet om, hvor detaljeret bedømmelsen af denne betingelse skal være, må fastlægges i praksis, hvor der må udøves rimelige skøn i forhold til de konkrete aftaleudkast, der skal forhandles.

Folkeretlige aftaler, som både omfatter Grønland og Færøerne, opfylder ikke betingelserne i § 12, stk. 1, idet de ikke angår spørgsmål, der alene vedrører Grønland. Da det er ønskeligt, at Naalakkersuisut og Færøernes landsstyre kan forhandle og indgå sådanne aftaler efter samme principper, som er fastlagt i stk. 1, åbner bestemmelsen i stk. 2 mulighed for, at Naalakkersuisut og Færøernes landsstyre kan forhandle og indgå sådanne aftaler under forudsætning af, at de handler i forening. Denne bestemmelse åbner således en mulighed for fælles optræden af Grønland og Færøerne, men den indeholder ingen pligt hertil. Ønsker den ene af parterne, at sådanne forhandlinger og aftaler sker efter bestemmelserne i § 13, står denne mulighed også åben.

Det følger af § 12, stk. 4, at visse typer af aftaler ikke er omfattet af bemyndigelsen i § 12. Det fastslås derfor i bestemmelsen, at sådanne aftaler indgås efter bestemmelsen i § 13. Det drejer sig for det første om folkeretlige aftaler, der berører forsvars- og sikkerhedspolitikken. Aftaler i forbindelse med forsvarsaftalen af 1951, som ændret ved aftale af 6. august 2004, og andre aftaler, der berører forsvars- og sikkerhedspolitikken, er ikke omfattet af lovforslaget. Ved afgørelsen af, hvorvidt en given forhandling må anses for at berøre forsvars- og sikkerhedspolitikken, vil det være af væsentlig betydning, om aftalen forhandles med det pågældende lands udenrigs- og forsvarsmyndigheder, eller om der alene sigtes mod forhandlinger mellem Naalakkersuisut og andre ressortmyndigheder i en fremmed stat – f. eks. miljømyndigheder eller skattemyndigheder.

For det andet drejer det sig om aftaler, der skal gælde for Danmark. Dette beror på, at Grønland ikke kan deltage selvstændigt under betegnelsen »Kongeriget Danmark for så vidt angår Grønland« i aftaler, hvor Kongeriget allerede deltager i aftalen, jf. hvad der er nævnt i de almindelige bemærkninger ovenfor under pkt. 7.2 om statsretlige forhold.

For det tredje drejer det sig om folkeretlige aftaler, der forhandles inden for en international organisation, som Kongeriget Danmark er medlem af. Sådanne folkeretlige aftaler vil normalt skulle gælde for Danmark. Fuldmagten vil derfor i de fleste af disse tilfælde ikke kunne finde anvendelse allerede som følge af Danmarks deltagelse i forhandlingerne om aftalen, jf. ovenfor om det forhold, at fuldmagten ikke finder anvendelse for aftaler, som skal gælde for Danmark. Den særlige begrænsning af fuldmagten i relation til aftaler, der forhandles inden for en international organisation, som Danmark er medlem af, får selvstændig betydning, hvor EU inden for en international organisation, som Kongeriget Danmark og de øvrige EU-lande er medlemmer af, repræsenterer alle medlemslandene ved udarbejdelse af en international aftale og udøver medlemsstaternes stemmeret. Det bemærkes for fuldstændighedens skyld, at EU-medlemsstater, som har oversøiske territorier, hvis udenrigsrelationer de varetager, og som ikke er omfattet af EU-traktaterne, i en sådan situation i overensstemmelse med erklæring nr. 25 til Maastricht-traktaten selv kan handle til varetagelse af et oversøisk territoriums interesser, uden at dette skader Fællesskabets interesser, i tilfælde af en interessekonflikt, som ikke kan løses.

Reglen i § 12, stk. 5, indebærer, at regeringen efter forhandlinger med Naalakkersuisut fastlægger de nærmere rammer for samarbejdet i henhold til § 12. Sådanne rammer er allerede fastlagt af udenrigsministeren den 26. september 2005 med hjemmel i fuldmagtslovens § 2, stk. 2. Disse rammer vil fortsat være gældende. Udenrigsministeren må på samme måde træffe afgørelser om de konkrete spørgsmål, som måtte opstå i det løbende samarbejde, f.eks. hvorvidt en påtænkt aftale fuldt ud falder inden for overtagne sagsområder.

Aftaler, som indgås i medfør af § 12, betegnes efter stk. 6 som aftaler indgået af »Kongeriget Danmark for så vidt angår Grønland«, såfremt der er tale om aftaler, der fremtræder som indgået mellem stater. I de normale tilfælde, hvor aftalerne fremtræder som indgået mellem regeringer eller mellem forvaltningschefer, foreskriver bestemmelsen, at aftalerne i titlerne kan fremtræde som indgået af Naalakkersuisut, idet der samtidig i en præambelbestemmelse til den konkrete aftale skal henvises til det retlige grundlag for aftalen, som findes i selvstyreloven. Denne ordning svarer ganske til, hvad der gælder efter fuldmagtsloven og de af udenrigsministeren den 26. september 2005 fastlagte rammer. Det er dog fundet hensigtsmæssigt at optage alle betegnelserne direkte i selve lovteksten. Detaljer vedrørende præambelbestemmelser samt fastlæggelse af alternative betegnelser sker fortsat af udenrigsministeren efter forhandling med Naalakkersuisut, jf. stk. 8.

§ 12, stk. 7, angiver betegnelsen for aftaler, som indgås af Naalakkersuisut og Færøernes landsstyre i forening. Det er ikke fundet rigtigt i selvstyreloven at ændre reglerne om de betegnelser, der kan finde anvendelse for aftaler, der også omfatter Færøerne. Det følger dog allerede af udenrigsministerens fastlæggelse af rammerne for samarbejdet af 26. september 2005, at der kan anvendes samme arter af betegnelser, som dem, der er angivet i stk. 6.

Det fremgår af stk. 8, at udenrigsministeren efter forhandling med Naalakkersuisut kan fastlægge nærmere regler for brugen af betegnelser, samt andre betegnelser, efter reglerne i stk. 5. De allerede fastlagte rammer af 26. september 2005 forbliver i kraft, indtil det måtte blive ændret. De i cirkulæret foreskrevne henvisninger til fuldmagtsloven må dog efter selvstyrelovens ikrafttræden erstattes af en tilsvarende henvisning til selvstyrelovens § 12.

Bestemmelsen i stk. 1 forpligter regeringen til at underrette Naalakkersuisut forud for forhandling om indgåelse af folkeretlige aftaler, der har særlig betydning for Grønland.

Om betydningen af udtrykket »særlig betydning for Grønland« henvises til de almindelige bemærkninger ovenfor under pkt. 7.5.

Hvor Naalakkersuisut i kraft af underretningen fra rigsmyndighederne tilkendegiver synspunkter, som ønskes inddraget i forhandlingerne, vil disse synspunkter på ligeværdigt grundlag skulle indgå i forberedelserne til forhandlingerne.

Bestemmelsen i stk. 2 indebærer, at regeringen kan bemyndige Naalakkersuisut til at føre forhandlinger under medvirken af udenrigstjenesten i sager, »der alene vedrører Grønland«.

Bestemmelsen i § 13, stk. 3, angår Naalakkersuisuts medundertegnelse af visse aftaler. Bestemmelsen indebærer, at hvor Danmark og Grønland i fællesskab er inddraget i forhandlinger, kan Naalakkersuisut i videst muligt omfang medundertegne den pågældende aftale. Bestemmelsen vil typisk kunne finde anvendelse, hvor Grønland har ført forhandlingerne i medfør af stk. 2. Den kan dog også finde anvendelse i en række andre tilfælde. Således blev Igaliku-aftalekomplekset – hvor regeringen var hovedforhandler, men hvor Grønland og Danmark var inddraget i fællesskab – medundertegnet af Naalakkersuisut. Udtrykket »i videst muligt omfang« sigter til, at der kan være såvel folkeretlige som politiske forhold, der ikke muliggør en medundertegnelse fra Naalakkersuisut. For multilaterale aftaler – navnlig i internationale organisationer og på generelle diplomatiske konferencer – vil der således ofte være folkeretlige normer, der indebærer, at de pågældende forpligtelser gælder for Kongeriget Danmark, uden at det af aftalens underskriftformalia kan fremgå, at Naalakkersuisut er medunderskriver af aftalen. Ved diplomatiske konferencer kræves således typisk en fuldmagt fra de enkelte landes udenrigsministre for at kunne undertegne.

Heller ikke ved bilaterale aftaler kan bestemmelsen selvsagt sikre, at fremmede stater vil acceptere Naalakkersuisut som medunderskriver. Hvis det skulle vise sig nødvendigt, vil det dog normalt være muligt for udenrigsministeren at bemyndige et medlem af Naalakkersuisut til at medunderskrive en aftale på regeringens vegne, således at et medlem af Naalakkersuisut undertegner aftalen.

Adgangen til at medundertegne en aftale ændrer ikke ved, at aftalen for rigets vedkommende indgås af regeringen og ikke giver en egentlig vetoret for Grønland. Bestemmelsen svarer på dette punkt til Itilleq-erklæringen, hvis princippet gælder med forbehold af regeringens ansvar og beføjelser efter grundloven.

I bilaterale aftaler, som kan medundertegnes af Naalakkersuisut, vil det ofte være naturligt, at det også fremgår af aftalens titel, at denne er indgået af den danske regering sammen med Naalakkersuisut, uden at dette ændrer aftalens karakter af at være en bilateral aftale.

Bestemmelserne i stk. 2 og 3 finder anvendelse, hvor fuldmagtsbestemmelsen i § 12 ikke er anvendelig, f.eks. fordi aftalen ikke fuldt ud angår overtagne sagsområder, eller hvor Naalakkersuisut ønsker, at forhandlingerne sker på grundlag af § 13, stk. 2 og 3.

Hvor Naalakkersuisut undertegner en aftale sammen med regeringen, beror det på interne grønlandske forhold, i hvilket omfang Naalakkersuisut forelægger sådanne aftaler for Landstinget eller dettes udenrigs- og sikkerhedspolitiske udvalg. Når Naalakkersuisut har meddelt regeringen, at alle interne grønlandske procedurer er tilendebragt, indhenter regeringen om fornødent Folketingets samtykke og meddeler sluttelig aftaleparten, at alle forfatningsmæssige procedurer er gennemført.

Bestemmelsen i § 13, stk. 4, om, at folkeretlige aftaler skal forelægges til høring for Naalakkersuisut, er væsentligt udvidet i forhold til hjemmestyrelovens § 13, der alene foreskriver høring for visse aftaler, der kræver Folketingets samtykke. Forslaget svarer dog i det væsentlige til gældende praksis efter Statsministeriets vejledning om sager vedrørende Grønland og retningslinier for ministeriers og styrelsers forhold til Grønland.

Om betydningen af udtrykket »særlig betydning for Grønland« henvises til, hvad der er anført herom oven for under § 13, stk. 1. Det siger sig selv, at forelæggelsespligten ikke gælder for aftaler, som ikke skal gælde for Grønland, f.eks. aftaler der vedrører Danmarks medlemskab af EU, som Grønland står udenfor.

I praksis har regeringen ikke sjældent ønsket hurtigt at ratificere givne traktater, mens Naalakkersuisut enten ikke ønskede, at traktaten skulle gælde for Grønland, eller ikke havde mulighed for at tage stilling til spørgsmålet inden for den givne tidsfrist. Regeringen har i sådanne tilfælde afgivet en erklæring i forbindelse med tiltrædelsen om, at traktaten ikke gælder for Grønland, med mindre der senere afgives en særskilt notifikation herom. Denne fremgangsmåde giver øget mulighed for at tilgodese selvstyrets ønsker om traktaters anvendelse for Grønland. I visse typer af internationale aftaler – f.eks. vedrørende menneskerettigheder eller terrorismebekæmpelse – er det dog ikke muligt eller ønskeligt at tage forbehold eller begrænse en aftales territoriale anvendelsesområde.

Efter hjemmestyrelovens § 14 kan forelæggelse ved tvingende omstændigheder ske efterfølgende, og der gælder normalt en 6 måneders frist for besvarelse af en høring, med mindre rigsmyndighederne fastsætter andet i det enkelte tilfælde. Det foreslås, at disse regler moderniseres, således at bestemmelsen om efterfølgende høring udgår, idet det med moderne kommunikation altid vil være muligt at gennemføre en høring, evt. med en kort frist.

§ 14 svarer til bestemmelsen i fuldmagtslovens § 4. Bestemmelsen i § 14 angår de særlige tilfælde, hvor internationale organisationer giver mulighed for, at andre end stater og sammenslutninger af stater kan opnå medlemskab i eget navn. Det omfatter i alt væsentligt associeret medlemskab, som typisk gælder for oversøiske områder, hvis udenrigsanliggender varetages af en medlemsstat. Det følger af bestemmelsen i § 14, at regeringen er indstillet på i konkrete tilfælde – efter ønske fra og i samarbejde med Naalakkersuisut – at undersøge de konkrete muligheder for grønlandsk medlemskab i eget navn af internationale organisationer, der er åbne for andre end stater og sammenslutninger af stater, og i givet fald at støtte sådanne ønsker, hvor dette er foreneligt med Grønlands forfatningsmæssige status. Det bemærkes, at selvstyret i givet fald vil skulle inddrages i en vurdering af, hvorvidt et medlemskab af en international organisation er foreneligt med Grønlands forfatningsretlige status.

§ 15 svarer til hjemmestyrelovens § 16, stk. 1, med de væsentlige udvidelser og moderniseringer, som er sket ved fuldmagtslovens § 3. Bestemmelsen indebærer, at Udenrigsministeriet ansætter repræsentanter for Naalakkersuisut på danske diplomatiske repræsentationer i udlandet, hvor Naalakkersuisut fremsætter ønske herom. Bestemmelsen er således udformet som en egentlig ret for Naalakkersuisut til at få udsendt egne repræsentanter til de danske diplomatiske repræsentationer. Modstykket hertil er, at det påhviler Naalakkersuisut at betale for udgifterne hertil, og at repræsentanternes aktivitet er begrænset til varetagelse af grønlandske interesser inden for sagsområder, som er fuldt ud overtaget af Grønlands Selvstyre. Ifølge den administrative aftale af 9. maj 2005, som er omtalt ovenfor under pkt. 7.1, instrueres de pågældende repræsentanter af Naalakkersuisut og er kun i begrænset omfang underlagt udenrigstjenestens instrukser.

Skulle Naalakkersuisut ønske at udsende en repræsentant til en dansk diplomatisk repræsentation til varetagelse af grønlandske interesser på ikke overtagne sagsområder og ikke mindst på det sikkerheds- og forsvarspolitiske område, vil der derfor være behov for drøftelser mellem Udenrigsministeriet og Naalakkersuisut om de nærmere retningslinier for, hvorledes dette vil kunne ske. Udenrigsministeriet har tilkendegivet, at man i givet fald er rede til at indgå en aftale herom.

Bestemmelsen i stk. 1, hvorefter selvstyret er bundet af de folkeretlige forpligtelser, som gælder for riget, svarer i alt væsentligt til bestemmelserne i hjemmestyrelovens § 10, stk. 1 og stk. 3. De folkeretlige forpligtelser, som gælder for riget, omfatter også de forpligtelser, som selvstyret måtte have påtaget sig i medfør af fuldmagtsbestemmelserne i § 12. Den udtrykkelige bestemmelse i hjemmestyrelovens § 10, stk. 3, om, at regeringen kan pålægge hjemmestyret at gennemføre foranstaltninger, som er nødvendige til opfyldelse af internationale forpligtelser, er ikke medtaget i udenrigskapitlet, idet det er lagt til grund, at en sådan beføjelse tilkommer regeringen også uden en særlig hjemmel i selvstyreloven.

Bestemmelsen i stk. 2, hvorefter Naalakkersuisut skal forhandle påtænkte foranstaltninger med regeringen, såfremt deres iværksættelse er af væsentlig betydning for rigets forhold til udlandet, svarer til hjemmestyrelovens § 11, stk. 2.

Reglerne i §§ 17-18 vedrører samarbejdet mellem selvstyret og rigsmyndighederne, og de foreslåede bestemmelser indebærer en udvidelse af regeringens pligt til at forelægge lovforslag og udkast til administrative forskrifter. Baggrunden for udvidelsen af forelæggelsespligten er et ønske om at styrke Grønlands Selvstyres indflydelse. Der henvises i øvrigt til pkt. 8 i de almindelige bemærkninger.

Den foreslåede § 17 omhandler forelæggelse af lovforslag.

Med bestemmelsen i stk. 1 lægges der op til, at regeringens pligt til at forelægge lovforslag udvides i forhold til de nuværende regler i hjemmestyrelovens § 12, stk. 1, således at forelæggelsespligten vil gælde samtlige lovforslag, der omfatter eller vil kunne sættes i kraft for Grønland.

Det foreslås således, at regeringens forslag til love, der omfatter eller vil kunne sættes i kraft for Grønland, inden fremsættelsen for Folketinget skal fremsendes til Grønlands Selvstyre til udtalelse.

Det er endvidere i stk. 2 fastsat, at regeringen afventer selvstyrets udtalelse inden fremsættelsen for Folketinget af regeringsforslag til love, der indeholder bestemmelser, som udelukkende gælder for Grønland eller har særlig betydning for Grønland.

I bestemmelsen i stk. 3 er det bestemt, at der kan fastsættes en frist for afgivelse af udtalelser omfattet af stk. 1. Det forudsættes, at fristen fastsættes så lang, som forholdet i det konkrete tilfælde tillader.

Bestemmelsen i § 18 vedrører forelæggelse af udkast til administrative forskrifter.

Efter stk. 1 skal udkast til administrative forskrifter, der omfatter eller vil kunne sættes i kraft for Grønland, inden udstedelsen fremsendes til selvstyret til udtalelse.

Det er endvidere i stk. 2 fastsat, at udstedelse af administrative forskrifter, der indeholder bestemmelser, som udelukkende vedrører Grønland eller har særlig betydning for Grønland, afventer selvstyrets udtalelse.

I stk. 3 er det bestemt, at der kan fastsættes en frist for afgivelse af udtalelser omfattet af stk. 2. Det forudsættes, at fristen fastsættes så lang, som forholdet i det konkrete tilfælde tillader.

Bestemmelsen viderefører hovedindholdet i § 18 i den nuværende hjemmestyrelov om tvistbilæggelse med visse ændringer. Det foreslås således i stk. 1 at præcisere, at både Naalakkersuisut og den danske regering kan indbringe tvistspørgsmål vedrørende selvstyrets kompetence i forhold til de danske myndigheder for nævnet.

Det er endvidere præciseret, at såvel Naalakkersuisut som den danske regering hver for sig udpeger to medlemmer af nævnet.

Endelig er der for så vidt angår muligheden for at suspendere den vedtagelse eller beslutning, der er indbragt for nævnet, lagt op til en ændring i forhold til den gældende tvistbilæggelsesmodel. Efter § 18, stk. 3, i den nuværende hjemmestyrelov kan den danske regering beslutte at suspendere hjemmestyrets vedtagelse eller beslutning, som er forelagt nævnet, indtil nævnets afgørelse foreligger. Med den foreslåede § 19, stk. 3, er kompetencen til at suspendere vedtagelsen eller beslutningen overladt til nævnet. Dermed er der åbnet op for, at både danske og grønlandske vedtagelser eller beslutninger kan suspenderes, hvis de er indbragt for nævnet, ligesom de grønlandske og danske myndigheder ligestilles ved, at kompetencen til at suspendere den pågældende vedtagelse eller beslutning overlades til nævnet.

Bestemmelsen fastlægger, at grønlandsk er det officielle sprog i Grønland.

Den nuværende hjemmestyrelovs § 9 regulerer ligeledes anvendelsen af det danske sprog. Det følger således af hjemmestyrelovens § 9, stk. 1, 2. pkt., at der skal undervises grundigt i det danske sprog. Det følger endvidere af hjemmestyrelovens § 9, stk. 2, at begge sprog skal kunne anvendes i offentlige forhold.

Det er de grønlandske myndigheders opfattelse, at beherskelsen af flere sprog i et dynamisk og stadig mere globaliseret samfund er af stor vigtighed. Bestemmelsen skal tolkes i lyset af dette, og derfor skal der undervises grundigt i grønlandsk, dansk og engelsk.

Dansk skal stadig kunne anvendes i offentlige anliggender, jf. landstingsloven om sagsbehandling i den offentlige forvaltning, og der vil – ligesom med hensyn til undervisning i dansk i Grønland – kunne fastsættes nærmere regler om denne anvendelse i relevant grønlandsk lovgivning.

Det er samtidig de grønlandske myndigheders opfattelse, at det grønlandske sprog er en del af det grønlandske folks kulturelle identitet, og det er de grønlandske myndigheders politik at sikre undervisning i grønlandsk med henblik på bevarelse og styrkelse af det grønlandske sprog som kommunikationsmiddel i den offentlige forvaltning og som kulturbærende sprog i det grønlandske samfund. Selvstyret sikrer samtidig undervisning i dansk og andre relevante sprog, der vil kunne kvalificere grønlandske unge til videre uddannelse i Danmark og i andre lande.

Det er i stk. 1 fastslået, at beslutning om Grønlands selvstændighed træffes af det grønlandske folk.

Det bestemmes i stk. 2, at der indledes forhandlinger med henblik på gennemførelse af selvstændighed for Grønland, hvis det grønlandske folk træffer beslutning om selvstændighed. Træffes en sådan beslutning må Grønlands Selvstyre rette henvendelse til den danske regering med henblik på at igangsætte sådanne forhandlinger.

Med bestemmelsen fastslås en egentlig ret for Grønland til forhandlinger med henblik på gennemførelse af selvstændighed for Grønland.

Det følger af det foreslåede stk. 3, at en aftale mellem Naalakkersuisut og den danske regering skal indgås med samtykke fra Inatsisartut og godkendes ved en folkeafstemning i Grønland. Det forudsættes, at samtykket skal indhentes og folkeafstemningen afholdes efter, at der foreligger et forhandlingsresultat mellem Naalakkersuisut og regeringen.

Det følger endvidere af det foreslåede stk. 3, at en aftale mellem Naalakkersuisut og den danske regering om selvstændighed for Grønland indgås med samtykke fra Folketinget. Folketingets samtykke vil i givet fald skulle meddeles i henhold til grundlovens § 19.

Den foreslåede bestemmelse i § 21 bygger således på, at Grønland kan udtræde af riget, og at Grønlands udtræden af riget ikke vil kræve en ændring af grundloven.

Det er i stk. 4 udtrykkeligt fastsat, at selvstændighed for Grønland indebærer, at Grønland overtager højhedsretten over Grønland. Højhedsretten nævnt i stk. 4 omfatter hele det grønlandske territorium (land-, sø- og luftterritoriet).

Der kan endvidere henvises til pkt. 10 i de almindelige bemærkninger.

Det fastsættes med bestemmelsen, at loven træder i kraft den 21. juni 2009.

Samtidig med lovens ikrafttræden ophæves lov nr. 577 af 29. november 1978 om Grønlands hjemmestyre.

Det er i stk. 2 fastsat, at § 8 i lov om Grønlands hjemmestyre forbliver i kraft, indtil råstofområdet er overtaget af Grønlands Selvstyre

Det er i stk. 3 fastslået, at Grønlands Selvstyre fortsat har den lovgivende og udøvende magt inden for sagsområder, der er overtaget efter § 4 i lov om Grønlands hjemmestyre.

Ifølge stk. 4 har Grønlands Selvstyre den lovgivende og udøvende magt inden for sagsområder, der er overtaget efter § 5 i lov om Grønlands hjemmestyre.

Som nævnt i de almindelige bemærkninger pkt. 4.1.2 vil der samtidig med dette lovforslag blive fremsat forslag til lov om forskellige forhold i forbindelse med Grønlands Selvstyre, hvori bemyndigelseslove, der er gennemført i henhold til hjemmestyrelovens § 5, foreslås ophævet.

Visse af bemyndigelseslovene indeholder dog bestemmelser, som foreslås videreført i det samtidig fremsatte forslag til lov om forskellige forhold til forbindelse med Grønlands Selvstyre, idet de pågældende bemyndigelseslove understøtter rigsmyndighedernes muligheder for at løse opgaver i og omkring Grønland. Videreførelsen af bestemmelserne indebærer, at Grønlands lovgivende og udøvende magt inden for sagsområdet er begrænset af de pågældende bestemmelser. Det drejer sig bl.a. om enkelte bestemmelser i lov nr. 612 af 23. december 1980 om arealanvendelse, byudvikling og bebyggelse og lov nr. 1089 af 29. december 1997 for Grønland om telekommunikation.

Lov nr. 577 af 24. juni 2005 om Grønlands landsstyres indgåelse af folkeretlige aftaler ophæves.

Bestemmelsen i stk. 2 sikrer, at de af udenrigsministeren fastlagte rammer i henhold til § 2, stk. 2, i lov om Grønlands landsstyres indgåelse af folkeretlige aftaler optrykt som cirkulære nr. 125 af 26. september 2005, forbliver i kraft med de ændringer, der følger af denne lov, indtil de ændres eller ophæves af rette myndighed.

§ 22 i lov om mineralske råstoffer i Grønland, jf. lovbekendtgørelse nr. 368 af 18. juni 1998, regulerer fordelingen af det offentliges indtægter fra rettighedshaveres virksomhed vedrørende mineralske råstoffer i Grønland. Da den fremtidige regulering heraf vil ske ved selvstyrelovens § 7, 8 og 10, foreslås bestemmelsen i § 22 i lov om mineralske råstoffer ophævet.

Som nævnt i de almindelige bemærkninger pkt. 5.3.5.3 er det aftalt mellem landsstyret og regeringen, at staten overdrager sine aktier i Nunaoil A/S til selvstyret ved lovens ikrafttræden. Som vederlag for overdragelsen vil selvstyret betale et beløb svarende til statens ejerandel af den bogførte egenkapital i selskabets balance pr. 31.12.2007 tillagt statens efterfølgende kapitalindskud frem til selvstyrets overtagelse af statens aktier i Nunaoil A/S. Indtægter ved salget af statens ejerandel af Nunaoil A/S til selvstyret er ikke omfattet af lovforslagets § 7, stk. 2. Et eventuelt senere helt eller delvist salg af selvstyrets ejerandel i Nunaoil A/S er som andre salg af ejerandele derimod omfattet af den nævnte bestemmelse.

Lov om selskab til varetagelse af kulbrinteaktiviteter i Grønland m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 87 af 9. februar 1999, regulerer statens og hjemmestyrets stiftelse og drift af Nunaoil A/S, herunder størrelsen af selskabets aktiekapital og den løbende orientering af Folketinget om selskabets drift.

Ophævelsen af lovbekendtgørelse nr. 87 af 9. februar 1999 om selskab til varetagelse af kulbrinteaktiviteter i Grønland m.v. er en konsekvens af, at statens aktier i Nunaoil A/S overdrages til selvstyret i forbindelse med lovens ikrafttræden.

Statens tilskud til Grønlands hjemmestyre reguleres i dag og frem til udgangen af 2009 af lov nr. 502 af 6. juni 2007 om tilskud til Grønlands hjemmestyre for 2008 og 2009. Som en konsekvens af, at forslagets kapitel 3 om de økonomiske relationer mellem Grønlands Selvstyre og staten fra lovens ikrafttræden den 21. juni 2009 regulerer spørgsmålet om statens tilskud til Grønlands Selvstyre, foreslås det med bestemmelsen, at lov om tilskud til Grønlands hjemmestyre for 2008 og 2009 ophæves.

Bestemmelsen indebærer, at de gældende retsforskrifter på et område, der overtages af selvstyret, fortsat gælder i Grønland, så længe selvstyret ikke har benyttet sig af muligheden for at udstede landstingslove mv. Det sikrer, at der ikke opstår retstomme rum på de pågældende områder.

Ved rette myndighed forstås den myndighed, der til enhver tid er kompetent til at fastsætte reglerne på det pågældende område.

Der er tale om en overgangsbestemmelse, som fastlægger, hvilken myndighed der skal behandle konkrete sager, som ikke måtte være afsluttede på tidspunktet for et sagsområdes overgang til selvstyret.

Det foreslås i stk. 1, at konkrete sager, som på tidspunktet for et sagsområdes overgang til selvstyret er under behandling af en dansk myndighed, som udgangspunkt færdigbehandles af vedkommende grønlandske myndighed.

Den foreslåede ordning i stk. 1 skal ses i lyset af, at der efter et sagsområdes overgang til selvstyret i en række tilfælde ikke længere vil være danske myndigheder til at færdigbehandle de omhandlede sager. Efter grønlandsk overtagelse af f.eks. politiet vil der således ikke i Grønland være en dansk politimyndighed, der ville kunne færdigbehandle uafsluttede sager. Bestemmelsen omfatter både konkrete sager ved danske forvaltningsmyndigheder og ved domstolene.

Det er i stk. 2 foreslået, at vedkommende danske myndighed i særlige tilfælde og efter aftale med vedkommende grønlandske myndighed kan bestemme, at visse nærmere bestemte sager skal færdigbehandles af vedkommende danske myndighed. Baggrunden for, at der med forslaget til stk. 2 åbnes mulighed for at fravige den almindelige ordning som foreslået i stk. 1, er, at der vil kunne forekomme tilfælde, hvor det kan være hensigtsmæssigt at lade danske myndigheder afslutte behandlingen af verserende sager. Det vil f.eks. kunne gælde i forhold til uafsluttede ankesager ved domstolene.

Det bemærkes, at de danske myndigheders afgørelser af de omhandlede sager i givet fald vil skulle træffes på grundlag af de materielle regler, der gælder på afgørelsestidspunktet. Da de grønlandske myndigheder efter overtagelsen af det pågældende sagsområde vil have den lovgivende og udøvende magt på området og derfor vil kunne gennemføre ændringer af de relevante materielle regler, vil der være behov for at holde de pågældende danske myndigheder orienteret om eventuelle ændringer i det materielle retsgrundlag. Ansvaret for denne orientering påhviler vedkommende grønlandske myndighed.

Der vil efter stk. 2 også i fornødent omfang kunne fastsættes nærmere regler om, hvad der skal gælde med hensyn til bl.a. behandlingen af klager over afgørelser truffet af danske myndigheder samt begæringer om genoptagelse af sager, der er blevet behandlet af danske myndigheder på et sagsområde, der efterfølgende er overtaget af de grønlandske myndigheder.