LBK nr 331 af 20/03/2025
Erhvervsministeriet
Selskabsloven § 77
Medmindre vedtægterne bestemmer andet, kan det centrale ledelsesorgan beslutte, at der som supplement til fysisk fremmøde på generalforsamlingen gives adgang til, at kapitalejerne kan deltage elektronisk i generalforsamlingen, herunder stemme elektronisk, uden at være fysisk til stede på generalforsamlingen, det vil sige, at der afholdes en delvis elektronisk generalforsamling, jf. stk. 3-6.
Stk. 2. Generalforsamlingen kan beslutte, at generalforsamlingen alene afholdes elektronisk uden adgang til fysisk fremmøde, dvs. som en fuldstændig elektronisk generalforsamling, jf. stk. 3-6. Beslutningen skal indeholde oplysning om, hvordan elektroniske medier anvendes i forbindelse med deltagelse i generalforsamlingen. Beslutningen skal optages i vedtægterne. § 106 finder anvendelse på beslutningen samt på ændringer heri.
Stk. 3. Det centrale ledelsesorgan fastsætter de nærmere krav til de elektroniske systemer, som anvendes ved en delvis eller fuldstændig elektronisk generalforsamling. Indkaldelsen til generalforsamling skal indeholde oplysning herom, ligesom det skal fremgå af indkaldelsen, hvordan kapitalejerne tilmelder sig til elektronisk deltagelse, og hvor de kan finde oplysning om fremgangsmåden i forbindelse med elektronisk deltagelse i generalforsamlingen.
Stk. 4. Det er en forudsætning for afholdelse af såvel delvis som fuldstændig elektronisk generalforsamling, at kapitalselskabets centrale ledelsesorgan drager omsorg for, at generalforsamlingen afvikles på betryggende vis. Det anvendte system skal være indrettet på en sådan måde, at lovens krav til afholdelse af generalforsamling opfyldes, herunder kapitalejernes adgang til at deltage i samt ytre sig og stemme på generalforsamlingen. Det anvendte system skal tillige på pålidelig måde kunne fastslå, hvilke kapitalejere der deltager i generalforsamlingen, hvilken kapital og stemmeret de repræsenterer, samt resultatet af afstemningerne.
Stk. 5. Har et aktieselskab udstedt ihændehaveraktier og ikke indført en registreringsdato, jf. § 84, må det ligeledes angives i indkaldelsen, jf. stk. 3, hvordan ejerne af sådanne aktier skal dokumentere deres adkomst til at kunne deltage elektronisk i generalforsamlingen.
Stk. 6. I øvrigt finder lovens bestemmelser om afholdelse af generalforsamling med de fornødne afvigelser tilsvarende anvendelse på delvis og fuldstændig elektronisk generalforsamling.
Forarbejder til Selskabsloven § 77
RetsinformationEfter de gældende regler kan der afholdes både delvis og fuldstændig elektroniske generalforsamlinger i både anpartsselskaber, jf. anpartsselskabslovens § 28 a, stk. 1, og aktieselskaber, jf. aktieselskabslovens § 65 a, stk. 1 og 2.
Det foreslås, at retstilstanden videreføres med få ændringer. Der foreslås en ændring af majoritetskravet. Efter de gældende regler kræver indførelse af fuldstændig elektronisk generalforsamling både det flertal, der kræves til en vedtægtsændring, og samtidig må 25 pct. af kapitalselskabets samlede stemmeberettigede kapital ikke stemme imod beslutningen, jf. anpartsselskabslovens §§ 28 a, stk. 1, og 33, stk. 1 og 2, og aktieselskabslovens §§ 65 a, stk. 2, og 78, stk. 1 og 2.
Med den foreslåede bestemmelse i § 106 ændres retstilstanden således, at beslutningen om indførelse af en fuldstændig elektronisk generalforsamling kun kræver det samme flertal som en ændring af kapitalselskabets vedtægter og dermed afskaffes kravet om det blokerende mindretal, se bemærkningerne nedenfor til stk. 2 og til den foreslåede § 106.
Derudover er bestemmelsens ordlyd tilpasset sprogligt.
Bestemmelsen giver udtrykkelig hjemmel til, at kapitalejerne også kan deltage i, ytre sig og stemme elektronisk på en generalforsamling uden at være fysisk til stede (elektronisk generalforsamling).
En elektronisk generalforsamling kan afholdes som en delvis eller fuldstændig elektronisk generalforsamling. Ved en delvis elektronisk generalforsamling afholdes der et fysisk møde ligesom ved en traditionel fysisk generalforsamling, suppleret med mulighed for, at kapitalejere kan deltage i, ytre sig og stemme elektronisk på generalforsamlingen uden at være fysisk til stede. Ved en fuldstændig elektronisk generalforsamling afholdes der ikke noget fysisk møde, idet kapitalejerne udelukkende deltager elektronisk i generalforsamlingen.
I selskabsloven anvendes udtrykket elektronisk generalforsamling. Andre udtryk for det samme er: it-baseret generalforsamling, digital generalforsamling, virtuel generalforsamling mv. Med elektronisk generalforsamling forstås, at de pågældende kapitalejere udøver deres forvaltningsmæssige beføjelser på generalforsamlingen, dvs. retten til at deltage, ytre sig og stemme ved anvendelse af elektroniske medier uden at være fysisk til stede, f.eks. via telefon, internet eller andet medie med tilsvarende funktionalitet. Loven bestemmer ikke nærmere, hvilke former for elektroniske medier og på hvilken måde de kan anvendes, da bestemmelsen bedst muligt skal kunne imødekomme kapitalejernes ønsker og behov i forskelligartede selskaber nu og i fremtiden, ligesom bestemmelsen også skal kunne rumme fremtidige teknologiske udviklinger.
Med denne bestemmelse implementeres samtidig artikel 8 i direktiv om udøvelse af visse aktionærrettigheder i børsnoterede selskaber (2007/36/EF). Direktivets artikel 8 bestemmer, at medlemsstaterne skal tillade selskaberne at give deres aktionærer mulighed for en hvilken som helst form for deltagelse i generalforsamlinger ad elektronisk vej, især ved hjælp af en af eller alle følgende former for deltagelse:
a) direkte transmission af generalforsamlingen
b) direkte tovejskommunikation, således at aktionærerne kan kommunikere med generalforsamlingen fra en anden lokalitet
c) et system til afgivelse af stemmer enten før eller under generalforsamlingen, således at det ikke er nødvendigt at udpege en fuldmægtig, der er fysisk til stede på mødet.
Elektroniske medier kan anvendes på forskellig vis som hjælpemidler ved afholdelse af en fysisk generalforsamling.
En generalforsamling, kan f.eks. afholdes samtidig på flere forskellige lokaliteter, som er indbyrdes forbundet via storskærme, hvor kapitalejerne personligt eller via en fuldmægtig skal være fysisk til stede for at deltage i generalforsamlingen. En sådan generalforsamling er ikke omfattet af begrebet elektronisk generalforsamling.
Som et andet eksempel herpå kan nævnes, at der kan etableres en kommunikationskanal i form af telefon eller internet mv. til en fuldmægtig på generalforsamlingen. Uden for begrebet elektronisk generalforsamling falder endvidere de tilfælde, hvor kapitalejere eller andre end de i selskabsloven opregnede personer blot overværer generalforsamlingen via elektroniske medier.
Hvis generalforsamlingen bliver transmitteret via internettet eller andet medie med tilsvarende funktionalitet, således at ikke fremmødte kapitalejere kan følge med, stille spørgsmål og stemme elektronisk, er der tale om en delvis elektronisk generalforsamling, som er omfattet af selskabsloven. Har kapitalejere alene fået adgang til at overvære en sådan it-transmitteret generalforsamling uden at kunne deltage i, ytre sig og stemme på generalforsamlingen, er der ikke tale om en elektronisk generalforsamling. Afgørende for, om en generalforsamling kan betegnes som elektronisk, er således, om de pågældende kapitalejere udøver deres forvaltningsmæssige beføjelser elektronisk uden at være fysisk til stede på generalforsamlingen.
Kompetencen til at beslutte elektronisk generalforsamling ligger med hensyn til en delvis elektronisk generalforsamling ved det centrale ledelsesorgan og med hensyn til en fuldstændig elektronisk generalforsamling ved generalforsamlingen.
Den delvis elektroniske generalforsamling er mindre indgribende for kapitalejerne, da de fortsat har mulighed for at deltage i generalforsamlingen ved fysisk fremmøde. På denne baggrund tillægges kompetencen til at indføre delvis elektronisk generalforsamling det centrale ledelsesorgan, medmindre vedtægterne bestemmer andet. Herved opnås den størst mulige fleksibilitet for kapitalselskaberne samtidig med, at kapitalejernes interesser tilgodeses.
Ved den fuldstændig elektroniske generalforsamling ændrer generalforsamlingen derimod karakter, eftersom deltagelse i generalforsamlingen alene kan ske elektronisk. For nogle kapitalejere vil indførelsen af fuldstændig elektronisk generalforsamling medføre fordele, mens andre kapitalejers forhold vanskeliggøres. De krav, der stilles til vedtagelsen heraf, skal derfor tage rimeligt hensyn til begge kategorier af kapitalejere. På denne baggrund tillægges kompetencen til at indføre fuldstændig elektronisk generalforsamling generalforsamlingen og beslutningen skal tages med det flertal, der kræves til vedtægtsændring af hensyn til minoritetskapitalejerne, ligesom beslutningen skal optages i vedtægterne.
Bestemmelserne om fuldstændig elektronisk generalforsamling finder anvendelse, når dette indføres som en fast ordning i kapitalselskabet. Bestemmelserne er derfor ikke til hinder for, at det formløst kan besluttes at afholde en fuldstændig elektronisk generalforsamling, hvis samtlige kapitalejere konkret har givet samtykke hertil.
I stk. 1 bestemmes det, at det centrale ledelsesorgan, medmindre vedtægterne bestemmer andet, kan beslutte, at der som supplement til en traditionel fysisk generalforsamling gives adgang til, at kapitalejerne kan deltage elektronisk i generalforsamlingen uden at være fysisk til stede (delvis elektronisk generalforsamling).
Kernen i en delvis elektronisk generalforsamling er således fortsat den traditionelle fysiske generalforsamling, der blot suppleres med mulighed for, at kapitalejere kan deltage i, ytre sig og stemme elektronisk uden at være fysisk til stede på generalforsamlingen.
I vedtægterne kan der fastsættes nærmere betingelser og retningslinjer for anvendelsen af delvis elektronisk generalforsamling. Det er endvidere muligt i vedtægterne at gøre beslutningen om indførelse af delvis elektronisk generalforsamling til et generalforsamlingsanliggende, således at beslutning herom skal godkendes af generalforsamlingen. Sådanne vedtægtsbestemmelser skal vedtages med det sædvanlige majoritetskrav til vedtægtsændring, medmindre andet fremgår af vedtægterne.
I stk. 2, 1. pkt., foreslås, at generalforsamlingen kan beslutte, at der i stedet for den traditionelle fysiske generalforsamling alene afholdes elektronisk generalforsamling (fuldstændig elektronisk generalforsamling). Ved denne form for generalforsamling er der ikke adgang til fysisk fremmøde, da generalforsamlingen ikke afholdes på en fysisk lokalitet, men udelukkende elektronisk via en opkobling for alle, der deltager i generalforsamlingen. Afstemningen foregår ligeledes elektronisk.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2, 2. pkt., skal det fremgå af generalforsamlingens beslutning, på hvilken måde elektroniske medier finder anvendelse ved afholdelse af fuldstændig elektronisk generalforsamling. Det er hensigten med denne formulering at give selskaberne mulighed for at indrette sig efter det enkelte selskabs behov. I selskaber med mange kapitalejere kan der være behov for et mere avanceret system, mens det i selskaber med få kapitalejere kan være tilstrækkeligt med et mere enkelt system. Formuleringen tager samtidig højde for, at forslaget skal kunne rumme fremtidige teknologiske udviklinger.
Det foreslås i stk. 2, 3. pkt., at hvis generalforsamlingen beslutter at indføre fuldstændig elektronisk generalforsamling i kapitalselskabet som en fast ordning efter 1. pkt., skal beslutningen af hensyn til kommende kapitalejere optages i kapitalselskabets vedtægter. Bestemmelserne i § 106 finder anvendelse på vedtagelsen af beslutningen samt på ændringer heri, jf. det foreslåede stk. 2, 4. pkt. Dette indebærer, at beslutningen skal vedtages med det sædvanlige 2/3 flertal til vedtægtsændring. Reglen om, at kapitalejere, som repræsenterer 25 pct. af kapitalselskabets samlede stemmeberettigede selskabskapital, kan blokere for forslaget ved aktivt at stemme imod forslaget, foreslås ophævet. Grunden herfor er, at informationsteknologien er endnu mere udbredt, end da reglerne om elektronisk generalforsamling blev indført. Derudover tilstræbes en ensretning og strømlining af majoritetskravene i selskabsloven for at gøre den mere tilgængelig for kapitalejerne.
Indføres fuldstændig elektronisk generalforsamling ved kapitalselskabets stiftelse, skal der ikke stilles særlige majoritetskrav hertil. Det vil herefter fremgå af selskabets vedtægter, at generalforsamlingen holdes fuldt elektronisk, således at fremtidige investorer kan få kendskab og forholde sig hertil.
Selskabsloven indeholder ikke krav om, at kapitalselskaber, som indfører fuldstændig elektronisk generalforsamling, skal stille nødvendigt udstyr til rådighed for de kapitalejere/deltagere, som ikke selv har adgang hertil. Noget sådant ville være meget omkostningskrævende, navnlig i store kapitalselskaber med en stor og skiftende kapitalejerkreds. Der er dog ikke noget til hinder for, at generalforsamlingen kan beslutte, at kapitalselskabet skal stille et sådant udstyr til rådighed.
I stk. 3 foreslås det, at det centrale ledelsesorgan, der har ansvaret for at tilrettelægge kapitalselskabets generalforsamling, fastsætter de nærmere krav til de anvendte elektroniske systemer. Anvendelsen af elektroniske midler, der skal gøre det muligt for kapitalejerne at deltage i generalforsamlingen, må kun være underlagt de krav og begrænsninger, der er nødvendige for at fastslå kapitalejernes identitet og skabe sikkerhed omkring den elektroniske kommunikation, og kun for så vidt de står i rimeligt forhold til dette mål. Indkaldelsen til generalforsamling skal indeholde oplysning herom. Endvidere skal det fremgå af indkaldelsen, hvordan kapitalejere tilmelder sig til elektronisk deltagelse, og hvor de kan finde oplysning om fremgangsmåden i forbindelse med elektronisk deltagelse i generalforsamlingen. Kapitalselskabet kan f.eks. give oplysning herom på sin hjemmeside eller andet medie med tilsvarende funktionalitet. Oplysningerne skal være let tilgængelige for kapitalejerne.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 4 er det en forudsætning for afholdelse af delvis såvel som fuldstændig elektronisk generalforsamling, at kapitalselskabets centrale ledelsesorgan drager omsorg for, at betingelserne for at afvikle generalforsamlingen på betryggende vis er på plads. Med bestemmelsen er det hensigten at præcisere, at der gælder de samme retsgarantier ved en elektronisk generalforsamling som ved en traditionel fysisk generalforsamling. Det anvendte system skal således være indrettet på en sådan måde, at kapitalejerne uhindret kan udøve deres forvaltningsmæssige beføjelser på en elektronisk generalforsamling, dvs. deltage i, ytre sig og stemme på generalforsamlingen. Det anvendte system skal tillige på pålidelig måde kunne fastslå, hvilke kapitalejere som deltager i generalforsamlingen, hvilken kapital og stemmeret de repræsenterer samt resultatet af afstemningerne.
Systemet skal kunne foretage en korrekt identifikation af hver enkelt deltager i generalforsamlingen, f.eks. ved brug af password eller anden form for identifikationsmekanisme, som deltagerene råder over. For at kunne deltage samt være repræsenteret elektronisk på generalforsamlingen skal deltageren ved generalforsamlingens begyndelse være opkoblet hertil, f.eks. via internettet eller andet medie med tilsvarende funktionalitet. Registreringen af deltagerne og den kapital og stemmeret, de repræsenterer, kan f.eks. ske ved anvendelse af en logbog over de opkoblede deltagere. Systemet skal endvidere på pålidelig vis kunne registrere den enkelte on-line deltagers stemmeafgivning samt fastlægge det samlede afstemningsresultat.
Efter gældende ret er det et aktieselskabs bestyrelse, der er ansvarlig for den praktiske tilrettelæggelse af generalforsamlingen. Anpartsselskabsloven indeholder ingen regler herom. Fremover vil denne pligt påhvile det centrale ledelsesorgan. I øvrigt overlades det til selskaberne selv udefra en nærmere vurdering af det enkelte selskabs behov at fastlægge, hvilke tekniske krav der må stilles til det anvendte system for at opnå fornøden sikkerhed.
Efter gældende ret ledes generalforsamlingen i et aktieselskab af en dirigent, der har ansvaret for at sikre, at generalforsamlingen er lovligt indkaldt, samt for at kontrollere, at generalforsamlingen afvikles på lovlig og praktisk vis, jf. aktieselskabslovens § 75. Efter dette forslag skal reglen fremover af praktiske grunde også gælde for anpartsselskaber, se bemærkningerne til § 101. Ved en elektronisk generalforsamling skal dirigenten bl.a. forsikre sig om, at det anvendte system lever op til kravene i det foreslåede stk. 4. Ved elektroniske generalforsamlinger skal dirigenten ikke varetage flere opgaver end ved fysiske generalforsamlinger, men den praktiske udførelse af dirigentens hverv ændres som følge af brugen af elektroniske medier. Dirigenten vil i høj grad skulle basere sin ledelse af generalforsamlingen på de tekniske systemer, som registrerer og styrer forbindelsen til de kapitalejere og øvrige personer, der deltager elektronisk i generalforsamlingen. Dette er dog allerede i vidt omfang tilfældet ved afholdelsen af generalforsamlinger i større selskaber i dag, herunder navnlig i aktieselskaber, der har aktier optaget til handel på et reguleret marked.
Det er dirigentens opgave at tage stilling til eventuelle tvivlsspørgsmål i forbindelse med generalforsamlingens afholdelse. Ved afviklingen af en elektronisk generalforsamling kan der f.eks. opstå en række tekniske problemer eller systemnedbrud, der kan medføre, at en eller flere deltagere afskæres fra at deltage i generalforsamlingen. Hvilken betydning dette skal have for afviklingen og gennemførelsen af generalforsamlingen, må dirigenten afgøre i den konkrete situation. Ved afgørelsen heraf må der bl.a. lægges vægt på, hvilken betydning det må forventes at have for dagsordenspunktets behandling og eventuelt afstemningen herom, at en eller flere kapitalejere er afskåret fra at deltage i generalforsamlingen som følge af tekniske problemer.
Konstateres det først efterfølgende, at en eller flere deltagere har været afskåret fra at deltage i generalforsamlingen på grund af tekniske problemer, kan der opstå spørgsmål om gyldigheden af de beslutninger, der blev vedtaget på generalforsamlingen. Ved afgørelsen heraf må der bl.a. lægges vægt på, om de tekniske problemer skyldes de pågældende kapitalejers egne forhold eller kapitalselskabets forhold, antallet af deltagere, der har været udelukket, samt om de pågældendes stemmer ville have haft betydning for afstemningens resultat.
Aktieselskabslovens § 65 a, stk. 5, og anpartsselskabslovens § 28 a, stk. 2, videreføres ikke. Efter bestemmelsen i anpartsselskabslovens § 28 a, stk. 2, og aktieselskabslovens § 65 a, stk. 5, kan generalforsamlingen beslutte, at aktionærer henholdsvis anpartshavere, som deltager elektronisk i en delvis eller fuldstændig elektronisk generalforsamling, skal stille eventuelle spørgsmål til dagsordenen eller til dokumenter mv. til brug for generalforsamlingen forud for generalforsamlingen inden udløbet af en frist, som fastsættes i vedtægterne.
De nævnte bestemmelser har til formål at sikre, at en elektronisk generalforsamling kan afvikles inden for rimelige tidsmæssige rammer.
Ligesom ved en fysisk generalforsamling er det også ved såvel en delvis som en fuldstændig elektronisk generalforsamling dirigentens opgave at sikre, at der sker en rimelig afvikling af generalforsamlingen. På samme måde som ved en traditionel fysisk generalforsamling kan dirigenten af hensyn til generalforsamlingens afvikling inden for rimelig tid afslutte indtegningen af nye talere, hvor dirigenten skønner, at det pågældende emne er uddebatteret.
Udvalget til Modernisering af Selskabsretten finder, at bestemmelserne bør udgå, således at der gælder de samme bestemmelser for både fysisk og elektronisk afholdte generalforsamlinger. En ophævelse af reglen om, at visse spørgsmål skal stilles inden generalforsamlingen afholdelse, kan derudover være med til at fremme en aktiv deltagelse af kapitalejere i generalforsamlingen. Samtidig præciseres dirigentens beføjelser i § 101, stk. 2, hvorfor udvalget mener, at dirigenten kan holde orden, uanset hvor mange spørgsmål der stilles. Derudover kan ledelsen udnytte muligheden for at fastsætte en frist, indenfor hvilken kapitalejerne kan stille spørgsmål inden generalforsamlingens afholdelse, jf. § 102, stk. 3. Udvalget mener, at der på denne måde skabes de bedste rammer for en bred debat.
Det nye stk. 5 indeholder den gældende bestemmelse i aktieselskabslovens i § 65 a, stk. 3, 3 pkt., og foreslås flyttet af systematiske grunde til et nyt stk. 6, således at bestemmelser, der kun gælder for aktieselskaber, følger efter de bestemmelser, der er fælles for begge selskabstyper.
Retstilstanden bevares, således at det i aktieselskaber, der har udstedt ihændehaveraktier, endvidere skal angives i indkaldelsen til generalforsamling, hvordan ejerne af sådanne aktier skal dokumentere deres adkomst for at kunne deltage i den elektroniske generalforsamling. Dette kan eksempelvis ske ved fremlæggelse af kontoudskrift fra et kontoførende pengeinstitut. Det tilføjes dog, at dette kun er relevant, hvis selskabet ikke har indført en registreringsdato, jf. den foreslåede § 84.
I stk. 6 foreslås det, at lovens bestemmelser om afholdelse af generalforsamling med de fornødne afvigelser finder tilsvarende anvendelse på delvis og fuldstændig elektronisk generalforsamling. Der kan ikke ske afvigelser med hensyn til kapitalejernes ret til at deltage i, ytre sig og stemme på generalforsamlingen, men afvigelser med hensyn til måden, disse rettigheder udøves på i forbindelse med anvendelsen af elektroniske hjælpemidler. Dette indebærer f.eks., at enhver kapitalejer, som i henhold til den gældende bestemmelse i aktieselskabslovens § 65, stk. 2, har »ret til at møde på generalforsamlingen og tage ordet der«, ligeledes har ret til at deltage i og ytre sig på en elektronisk generalforsamling. Endvidere indebærer det f.eks., at aktionærens ret efter den foreslåede § 80, stk. 1, til at møde på generalforsamlingen ved fuldmægtig, ligeledes gælder, hvis kapitalselskabet har indført elektronisk generalforsamling.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 87 skal generalforsamling afholdes på kapitalselskabets hjemsted, medmindre vedtægterne bestemmer, at den skal eller kan afholdes på andet angivet sted. Efter bestemmelsens ordlyd skal generalforsamlingen således afholdes på en geografisk lokalitet. Vælger kapitalselskabet at afholde en traditionel fysisk generalforsamling suppleret med mulighed for, at de kapitalejere som ønsker det, kan deltage elektronisk uden at være fysisk til stede på generalforsamlingen, skal afholdelsen af den fysiske generalforsamling fortsat finde sted på hjemstedet eller det i vedtægterne anførte sted.
Fastsættes det derimod i kapitalselskabets vedtægter, at kapitalselskabets generalforsamling skal afholdes som en fuldstændig elektronisk generalforsamling, bortfalder kravet om afholdelse af generalforsamlingen på en geografisk lokalitet i sagens natur. Sådanne selskaber skal dog fortsat have et registreret hjemsted med tilknytning til en geografisk lokalitet. Dette skyldes bl.a., at kapitalselskabet skal have en adresse, hvortil offentlige myndigheder og andre kan sende brevpost til kapitalselskabet. Endvidere må hjemstedet anses for tidsangivende for generalforsamlingen, medmindre andet fastsættes i kapitalselskabets vedtægter.
Hvor det fremgår af lovgivningen, at kapitalselskabets generalforsamlinger skal være åbne for pressen, som det f.eks. er tilfældet i statslige aktieselskaber i henhold til den foreslåede bestemmelse i § 76, stk. 6, er det en betingelse, at pressen får adgang til den elektroniske generalforsamling.