LBK nr 331 af 20/03/2025
Erhvervsministeriet
Selskabsloven § 52
Ejerbogen for et kapitalselskab, som har udstedt navnekapitalandele, skal indeholde følgende oplysninger, jf. dog stk. 3:
-
Kapitalejers samlede beholdning af kapitalandele.
-
Kapitalejers og panthavers navn og bopæl og for virksomheder navn, cvr-nummer og hjemsted, jf. stk. 2.
-
Dato for erhvervelse, afhændelse eller pantsætning, herunder kapitalandelenes størrelse.
-
De stemmerettigheder, der er knyttet til kapitalandelene.
Stk. 2. Er kapitalejeren eller panthaveren en udenlandsk statsborger eller en udenlandsk juridisk person, skal meddelelsen, jf. § 53, stk. 1, vedlægges anden dokumentation, der sikrer en entydig identifikation af kapitalejeren eller panthaveren.
Stk. 3. For aktieselskaber, som har udstedt ejerbeviser eller har aktier udstedt gennem en værdipapircentral, finder stk. 1 og 2 ikke anvendelse.