LBK nr 331 af 20/03/2025
Erhvervsministeriet
Selskabsloven § 42
Kapitalselskabets centrale ledelsesorgan er ansvarlig for, at erhvervelse af aktiver fra stiftere, kapitalejere og medlemmer af kapitalselskabets ledelse ikke er til skade for selskabet, dets kapitalejere eller kreditorer.
Forarbejder til Selskabsloven § 42
RetsinformationEfter den gældende bestemmelse i aktieselskabslovens § 6 c skal generalforsamlingen godkende erhvervelser af formueværdier fra en stifter eller en aktionær, der er aktieselskabet bekendt, når erhvervelsen sker i tiden fra stiftelsesdokumentets oprettelse og indtil 2 år efter, at aktieselskabet er blevet registreret, og vederlaget svarer til mindst 1/10 af aktiekapitalen.
I disse tilfælde skal der til brug for generalforsamlingen udarbejdes en vurderingsberetning (og eventuelt en overtagelsesbalance) fra en uvildig, sagkyndig vurderingsmand, og bestyrelsen skal udarbejde en skriftlig redegørelse for erhvervelsen. Dette gælder dog ikke sædvanlige forretningsmæssige dispositioner eller erhvervelser på et reguleret marked. Reglen bygger på 2. selskabsdirektiv (77/91/EØF), artikel 11.
Efter administrativ praksis anses aktieselskabets erhvervelser fra en overdrager også for omfattet af reglen, hvis overdrageren har en sådan tilknytning til en stifter eller en aktionær, at overdrageren reelt må betragtes som stifter/aktionær. Dette anses efter administrativ praksis for tilfældet, hvis stifteren ejer overdrageren 100 pct. eller omvendt, og hvis både stifteren og overdrageren er et aktie- eller anpartsselskab.
Reglen om efterfølgende erhvervelser i anpartsselskabslovens § 9 svarer til den tilsvarende regel for aktieselskaber. Formålet med reglerne om efterfølgende erhvervelser er at forhindre omgåelse af kravene til en vurderingsberetning mv. i forbindelse med et kapitalselskabs stiftelse. Hensynet bag reglen er således primært hensynet til kapitalselskabets kreditorer og minoritetsaktionærer/-anpartshavere.
De gældende bestemmelser går på visse punkter ud over, hvad der er påkrævet i henhold til 2. selskabsdirektiv. I henhold til artikel 11 i 2. selskabsdirektiv er det således kun påkrævet, at medlemsstaterne skal lade direktivets regel finde anvendelse på aktieselskabers efterfølgende erhvervelser, og kun når aktieselskabets efterfølgende erhvervelser er fra stiftere. Generalforsamlingens samtykke er endvidere ikke nødvendigvis et gyldighedskrav.
Udvalget til Modernisering af Selskabsretten har vurderet, at der ikke er behov for at videreføre den gældende regel i anpartsselskabslovens § 9, og at reglen i den gældende bestemmelse i aktieselskabslovens § 6c fremover bør begrænses mest muligt og dermed ikke bør gælde for aktionærer, men alene stiftere. Udvalget har bl.a. lagt vægt på, at den eksisterende regel let kan omgås ved brug af en stråmand.
Udvalget har generelt vurderet, at man bør fjerne de nationale krav, der ligger ud over direktiverne med henblik på udnytte de givne rammer bedst muligt. Reglerne om vurdering ved efterfølgende erhvervelser skal fremover alene finde anvendelse på aktieselskaber og da kun i det omfang, hvor de er direktivpligtige. Derudover gør brugen af skuffeselskaber til en vis grad kontrollen af dispositioner mellem selskabet og dets stiftere forældet, idet reglerne ikke tager højde for, at et selskab kan stiftes som skuffeselskab og dermed allerede være 2 år gammelt i det øjeblik, det erhverves af den person, der rent praktisk kan sidestilles med en stifter.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 42, stk. 1, er der derfor alene krav om, at det centrale ledelsesorgan i aktieselskaber skal udarbejde en redegørelse om de nærmere omstændigheder ved erhvervelsen, hvis erhvervelsen sker i tiden fra datoen for stiftelsesdokumentets underskrift og indtil 24 måneder efter, at aktieselskabet er registreret, og vederlaget mindst svarer til en tiendedel af aktiekapitalen. Bestemmelsen vedrører kun stiftere og ikke længere aktionærer. Den foreslåede bestemmelse omfatter ikke anpartsselskaber.
Efter gældende ret antages det, at en aftale om efterfølgende erhvervelse er uden retlig virkning, hvis ikke generalforsamlingen har godkendt aftalen. Udvalget til Modernisering af Selskabsretten har bl.a. af hensyn til aftaleerhververes mulighed for at støtte ret på aftaler indgået med ledelsen umiddelbart fundet denne retsvirkning meget vidtgående. I stedet skønnes det mere hensigtsmæssigt at lade den almindelige ansvarsregel for bestyrelsen finde anvendelse, hvis ledelsen ved erhvervelsen ikke varetager kapitalselskabets eller kapitalejernes interesser, eller hvis erhvervelsen ikke stemmer overens med kapitalselskabets økonomiske eller likviditetsmæssige stilling. Der henvises i den forbindelse til dette lovforslags § 115, nr. 5, og § 116, nr. 5, der viderefører den gældende aktieselskabslovs § 54.
I det foreslåede stk. 2 præciseres det derfor, at kapitalselskabets centrale ledelse er ansvarlig for, at et indskud i værdier også fra andre end stiftere ikke er til skade for kapitalselskabets, dets kapitalejere eller kreditorer.