LBK nr 331 af 20/03/2025
Erhvervsministeriet
Selskabsloven § 207
Generalforsamlingens godkendelse skal foreligge, før der kan ydes økonomisk bistand i medfør af § 206, stk. 2. Til brug for generalforsamlingens beslutning fremlægger selskabets centrale ledelsesorgan en skriftlig redegørelse, der skal indeholde oplysninger om
-
baggrunden for forslaget om økonomisk bistand,
-
selskabets interesse i at gennemføre en sådan disposition,
-
de betingelser, der er knyttet til gennemførelse,
-
en vurdering af de konsekvenser, som dispositionen måtte medføre for selskabets likviditet og solvens, samt
-
den pris, som tredjemand skal betale for kapitalandelene.
Stk. 2. Generalforsamlingens afgørelse om godkendelse, jf. stk. 1, træffes med samme majoritet, som kræves til vedtægtsændring, jf. § 106.
Stk. 3. Redegørelsen, jf. stk. 1, skal offentliggøres i Erhvervsstyrelsens it-system eller være modtaget i Erhvervsstyrelsen med henblik på offentliggørelse, jf. § 9, senest 2 uger efter generalforsamlingens godkendelse.