LBK nr 331 af 20/03/2025
Erhvervsministeriet
Selskabsloven § 184
Et aktieselskab, der er omfattet af regler udstedt i medfør af kapitel 8 i lov om kapitalmarkeder, må ikke foretage uddeling af selskabets midler, jf. § 179, til tilbudsgiveren eller dennes nærtstående i de første 12 måneder efter gennemførelsen af overtagelsen af selskabet.
Stk. 2. Uanset stk. 1 kan der dog ske udlodning, hvis tilbudsgiveren har oplyst om udlodningen og de nærmere vilkår herfor i det tilbudsdokument, der skal udarbejdes i henhold til reglerne herom i lov om kapitalmarkeder. Oplysningen skal dog ikke gives, hvis udlodningen ikke overstiger en samlet forbedring af selskabets finansielle stilling efter overtagelsestidspunktet, og hvis udlodningen ikke var påregnelig for tilbudsgiveren ved udarbejdelsen af tilbudsdokumentet.
Forarbejder til Selskabsloven § 184
RetsinformationBestemmelsen viderefører de gældende regler i aktieselskabslovens § 109, stk. 2 og 3, om forbud mod udlodning af midler fra det erhvervende selskab, der har aktier overtaget til handel på et reguleret marked i de første 12 måneder efter gennemførelsen af et overtagelsestilbud, medmindre tilbudsgiveren i tilbudsdokumentet oplyser om den forudsatte udbetaling af selskabets midler og de nærmere vilkår herfor. Bestemmelsen blev indført ved lov nr. 576 af 6. juni 2007. Der er med dette forslag foretaget en sproglig præcisering og forenkling af bestemmelsen, uden at dette indebærer materielle ændringer.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 indebærer, at en udlodning af selskabets midler i de første 12 måneder efter en overtagelse som udgangspunkt vil være ulovlig.
I det foreslåede stk. 2 opstilles der en undtagelse til hovedreglen i stk. 1, idet det præciseres, at der kan ske uddeling af beløb svarende til en samlet forbedring af selskabets finansielle stilling efter overtagelsestidspunktet.
Samtidigt videreføres det gældende krav i § 109, stk. 2, sidste pkt. om, at tilbudsgiveren skal oplyse om en evt. efterfølgende udlodning i 12 mdr. perioden og de nærmere vilkår herfor i det tilbudsdokument, der skal udarbejdes i henhold til reglerne herom i lov om værdipapirhandel mv. Denne oplysningspligt gælder ikke, hvis udlodningen ikke var påregnelig for tilbudsgiveren ved udarbejdelsen af tilbudsdokumentet.
Undtagelsen fra oplysningspligten vil alene kunne finde anvendelse under ganske særlige omstændigheder, hvor der er indtrådt nye begivenheder, som forbedrer selskabets finansielle stilling, når dette ikke var påregneligt for tilbudsgiveren ved udarbejdelsen af tilbudsdokumentet. Der kan ikke foretages en større udlodning, end hvad selskabets finansielle stilling er forbedret med siden overtagelsestidspunktet.
En overtagelse antages som udgangspunkt at være gennemført på det tidspunkt, hvor tilbudsgiver opnår effektiv kontrol over selskabet og udøver sine ejerbeføjelser. Tidspunktet for overtagelsen efter den foreslåede bestemmelse vil således svare til det tidspunkt, hvor det erhvervede selskab efter regnskabslovgivningen indregnes som et datterselskab i den nye ejers regnskab.
Den foreslåede undtagelse vil som følge af de konkrete omstændigheder kunne anvendes til, at foretage en større udlodning af selskabets midler end omtalt i tilbudsdokumentet. Der kan f.eks. være tale om, at selskabet i 12 måneders perioden har modtaget et uventet købstilbud på væsentlige aktiver, som herefter er solgt, og som samlet har bragt værdien af selskabet op over værdien på tidspunktet for overtagelsen. Der kan kun foretages en udlodning af den netto-gevinst, som er blevet realiseret på tidspunktet for udarbejdelsen af tilbudsdokumentet.
Undtagelsen fra oplysningspligten kan således ikke anvendes, hvis køber selv har forudsat salget af aktiverne inden købet. Det beror på en konkret vurdering, hvorvidt en konkret sag vil være omfattet af undtagelsen. Generelt skal der være tale om helt særlige omstændigheder, som den nye ejer ikke vidste eller burde vide ved afgivelsen af tilbudsdokumentet. Hertil kommer, at der skal være tale om forhold, der forbedrer selskabets finansielle stilling.
Den foreslåede bestemmelse omfatter enhver uddeling af selskabets midler, jf. også henvisningen til § 179, hvorefter en uddeling af selskabets midler kan finde sted som udbytte, ekstraordinært udbytte, udlodning i forbindelse med en kapitalnedsættelse eller i forbindelse med selskabets opløsning. Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med reglerne i værdipapirhandelslovens kapitel 8 om oplysninger, der skal medtages i tilbudsdokumenter.
Den foreslåede bestemmelse omfatter som følge af henvisningen til kapitel 8 i værdipapirhandelsloven alene selskaber, der har værdipapirer optaget til handel på et reguleret marked.
Bestemmelsen kan ikke omgås ved, at der i de første 12 måneder ydes lån til tilbudsgiver, som efter udløbet af de 12 måneder modregner lånet i udbytte mv.
§ 194 indebærer, at en udlodning til kapitalejerne, der er sket i strid med lovens regler herom, skal tilbagebetales til selskabet med tillæg af renter. Udbytte skal dog kun tilbagebetales, hvis den enkelte kapitalejer indså eller burde have indset, at udlodning var ulovlig. Hvis det ikke er muligt at få gennemført en tilbagebetaling af sådanne midler, er de personer, som har medvirket til beslutningen om udloding eller gennemførelsen af denne, ansvarlige herfor efter de almindelige erstatningsretlige regler.
Den foreslåede bestemmelse forhindrer ikke udbetaling af udbytte mv. Der er alene tale om, at det skal være oplyst i tilbudsdokumentet, hvis en tilbudsgiver umiddelbart efter en overtagelse vil foretage en udlodning af selskabets midler, herunder en udbyttebetaling eller lignende.
Det er endvidere vigtigt at være opmærksom på, at den foreslåede bestemmelse ikke ændrer ved, at ledelsen på tidspunktet for beslutning om udlodningen er ansvarlig for, at en udbyttebetaling, herunder ekstraordinært udbytte, er forsvarlig. I forbindelse med overtagelsen af et selskab er det vigtigt, at køber, og den nye ledelse, får en tilstrækkelig viden om selskabet og dets kapitalbehov mv., inden der træffes beslutning om udbetaling af midler fra selskabet.
Bestemmelsen omfatter udlodning til tilbudsgiver og dennes nærtstående. Begrebet »nærstående« skal forstås bredt og omfatter således virksomheder kontrolleret af tilbudsgiver, samt personer eller virksomheder, som direkte eller indirekte har væsentlig indflydelse på tilbudsgiver. Hvis tilbudsgiver er en fysisk person omfatter forbuddet også udlodning til tilbudsgivers nærmeste familie, samlever mv.